De 43 lærerstuderende er blot det seneste kapitel i Mexicos historie om systematiske forsvindinger

I løbet af aftenen den 26. september og de tidlige morgentimer 27. september 2014 blev adskillige lærerstuderende slået ihjel og såret, mens 43 forsvandt. Angrebet mod de studerende fra lærerseminariet Raúl Isidro Burgos i Ayotzinapa, Mexico, skete i Iguala, en lille by i staten Guerrero syd for Mexico City, og blev udført af grupper fra det statslige og lokale politi samt hæren.

De 43 lærerstuderende fra Ayotzinapa er endnu ikke blevet fundet, men deres sag er blevet verdensberømt. Mindre kendt er det, at den blot skriver sig ind som den seneste i Mexicos lange og smertefulde historie om systematiske forsvindinger som en praksis, staten planmæssigt har benyttet sig af gennem et halvt århundrede.

Andrés Manuel López Obrador – der i sommer blev valgt til præsident i Mexico – påkaldte netop denne historie, da han en uge før valget bekendtgjorde, at han ikke ville stemme på sig selv, men på Rosario Ibarra de Piedra, der har ledt efter sin søn, Jesús, siden 1975. 

Jeg mødte første gang Rosario Ibarra de Piedra i 2010 til en årlig demonstration til minde om en massakre udført af staten mod studerende i 1968 – netop samme demonstration, som de 43 studerende var på vej til i 2014.

Statsvoldens historie

Hendes søn Jesús Piedra Ibarra var en lægestuderende, der blev overfaldet af politi- og militærfolk, mens han ventede på bussen i byen Monterrey, nær den amerikanske grænse.

I løbet af 1960’erne og 1970’erne blev adskillige diktaturer indsat i Latinamerika med direkte indblanding fra USA for at beskytte amerikanske interesser. De kaldte det Operation Condor.

I Argentina kidnappede diktaturet børn fra politiske fanger og gav dem til regimeloyale familier. I Guatemala blev tusindvis af kvinder fra oprindelige folk tvangssteriliseret i et forsøg på at udslette dem, der havde turdet modsætte sig kolonisering. 

I Mexico er denne mørke æra kendt som Den Beskidte Krig – en periode, hvor hundredvis af sociale aktivister, politikere, studerende, bønder og arbejdere blev kidnappet, torteret af militæret og slået ihjel eller gemt af vejen på militærbaser, uden at deres pårørende nogensinde fik at vide, hvor de var.

Det var, hvad der skete med Jesús.

Pågribelsen af ham var et led i en statslig strategi om at udslette de urbane guerillaer, der kæmpede mod regimet i løbet af Den Beskidte Krig. Jesús blev ført til en politistation, siden til en bondegård, hvor han blev udsat for tortur, og endelig til Mexico City, hvor han blev spærret inde i Militærlejr nr. 1. Militærlejren er det sidste sted, han blev set i live ifølge både militærets egne protokoller og vidnesbyrd fra andre politiske fanger, som siden er blevet løsladt.

Eureka

Rosario Ibarra de Piedra var desperat, hun ledte efter sin søn overalt, men politiet mødte hende med tavshed. Hun rejste til Mexico City, i håb om at højere instanser kunne fortælle hende, hvor Jesús var blevet ført hen efter anholdelsen. Dengang vidste hun endnu ikke, at han aldrig var blevet registreret.

Ligesom Jesús blev de 43 Ayotzinapa-studerende, der forsvandt for fire år siden, taget af politiet, men aldrig officielt registreret.

»Når du finder ham, så ring blot og sig: Eureka! Så ved jeg, at du kommer tilbage med vores søn,« sagde Rosario Ibarra de Piedras mand, før hun tog afsted på sit livs længste søgen. Han ventede stadig på opkaldet, da han døde i 1993.

I Mexico City fandt Rosario Ibarra de Piedra ligegyldighed, sløseri, straffrihed, og flere mødre. Kvinder, der ledte efter deres døtre og sønner, brødre, søstre, ægtefæller. Alle var de blevet taget af politiet eller hæren for måneder eller år siden. Ligesom Rosario selv var kvinderne fulde af sorg og vrede.

Derfor besluttede hun i 1977, sammen med disse andre kvinder, at danne forsvarskomiteen for Mexicos tilfangetagne, forfulgte, forsvundne og eksilerede, bedre kendt som Eureka-komiteen. Det var det første forsøg i landets historie på at kollektivisere protesterne mod systematiske forsvindinger og kampen for at befri de politiske fanger.

Et årti senere var det lykkedes komiteen gennem politisk pres fra den bevægelse, de satte i gang, at få løsladt 1.500 politiske fanger, heriblandt 148, der havde været forsvundne.

Fra massakren i 1968 til forsvindingerne i 2014

Den aften for fire år siden, hvor de 43 lærerstuderende forsvandt, havde de taget fem busser for at køre den lange vej til Mexico City. I årtier er studerende taget til hovedstaden fra hele landet for at mindes den statsterroristiske handling, der blev kendt som Tlatelolco-massakren. At stjæle busser til dette formål og levere dem tilbage efter et par dage er en accepteret praksis i mange afsidesliggende dele af landet. 

De fem busser, som de Ayotzinapa-studerende havde taget fra busstationen i Iguala, blev udsat for to koordinerede angreb midt i byen. Flere blev dræbt og såret, da politi åbnede ild mod busserne – tre af dem tæt ved busstationen og to af dem foran rådhusbygningen. Ved begge angreb anholdt politiet omkring 20 studerende, heriblandt nogle sårede. Det var sidste gang, deres medstuderende så dem.

Lidt senere ankom flere studerende til det sted, hvor de første busser var blevet beskudt, for at hjælpe de sårede og mødes med lokale journalister. Her blev de studerende igen beskudt og journalister og ambulancer blev forhindret af myndighederne i at komme frem til stedet.

Den historiske sandhed

Efter en lang kaotisk nat er der kun få oplysninger, der er klarhed omkring, og samtidig mange ubesvarede spørgsmål, heriblandt hvad der siden skete med de 43 studerende. En måned efter angrebet, og uden nogen dokumentation, forsøgte regeringen at lukke sagen ned med en officiel version – efter pres fra en massebevægelse, hvor hundredtusinder havde demonstreret næsten dagligt landet over. 

Myndighederne indrømmede, at lokalt politi havde deltaget i angrebet, og hævdede, at de 43 studerende var blev smidt ind i køretøjer og taget med til en losseplads i den nærliggende by Cocula, hvor de var blev overgivet til folk fra det lokale narkokartel Guerreros Unidos. Ifølge regeringens version mente dette narkokartel, at der blandt de studerende var medlemmer af det konkurrerende narkokartel Los Rojos.

Ifølge medlemmer af Guerreros Unidos og lokale politifolk, som tilstod under tortur, var 15 af de studerende døde i løbet af transporten, mens resten blev skudt på stedet. Deres lig blev brændt på lossepladsen og smidt i floden. Da forældrene til de 43 forsvundne sagde, at de ikke troede på denne version, var svaret fra regeringens repræsentant, at dette var »den historiske sandhed«.

Den uafhængige undersøgelseskomité

Da FN havde slået fast, at tilståelserne om, hvad der skete den nat, var afgivet under tortur – og at en af de anklagede var blevet henrettet – sagde faren til en af de forsvundne studerende, César Manuel González: »Vi vil ikke have tortur, vi vil have sandheden.«

Rosario Ibarra de Piedra har forgæves ledt efter sin søn, Jesús, siden han forsvandt i 1975. I 1977 dannede hun sammen med andre kvinder forsvarskomiteen for Mexicos tilfangetagne, forfulgte, forsvundne og eksilerede, bedre kendt som Eureka-komiteen.

Jose Luis Magana

Siden da er en af de største interdisciplinære undersøgelseskomiteer i moderne historie blevet nedsat af Den Interamerikanske Menneskeretsdomstol for at gennemføre en uafhængig efterforskning.

Denne komité har ikke kunnet finde de 43 studerende, men har bevist ud over enhver tvivl, at regeringens version ikke kan være sand. Et simpelt bevis er, at det er teknisk umuligt at brænde så mange lig på så kort tid med de redskaber, der var til rådighed på lossepladsen – ikke mindst på en nat med kraftig regn.

Regeringen har imidlertid ikke givet nogen nye svar efter de uafhængige undersøgelser, og militæret har modarbejdet efterforskningen ved at afvise at udlevere centrale dokumenter.

Tilgivelse eller retfærdighed

Når den nye præsident Andrés Manuel López Obrador bliver indsat den 1. december, forventer mange politiske grupper, at han vil bringe retfærdighed til Mexico. Forældrene til de 43 lærerstuderende har også indvilget i at mødes med den nye regering.

For nylig blev et forum under overskriften ’Dialog for fred, sandhed og retfærdighed’ afholdt med deltagelse af ikke blot forældrene til de 43, men af mange andre lignende komiteer, der er dannet i årenes løb, og med mødre til ofre for kvindedrab – en anden udbredt forbrydelse i Mexico, som staten har reageret med ligegyldighed på – og med menneskeretsorganisationer og ngo’er.

Forummet foreslog at nedsætte en kommission for sandhed og historisk bevidsthed om de forbrydelser, der ustraffet er foregået gennem et halvt århundrede.

Obrador valgte imidlertid at gentage sit fokus på »tilgivelse« og »amnesti«. Det skabte vrede blandt de tilstedeværende forældre, som mente, at det er umuligt at tale om tilgivelse uden retfærdighed.

De blev taget i live, vi vil have dem tilbage i live

De vidnesbyrd, som de løsladte – tidligere forsvundne – politiske fanger har givet gennem årene, har givet bevægelsen styrke til at fastholde kravet til regeringen med parolen, der har lydt siden 1970’erne: Vivos los llevaron, vivos los queremos. De blev taget i live, vi vil have dem tilbage i live.

I dag er det begrænset, hvor mange aktiviteter Rosario Ibarra de Piedra kan deltage i. Selv med hendes stædige sjæl lader hendes over 90-årige krop hende ikke længere komme vidt omkring. Men hun har efterladt en vigtig arv.

Eureka-komiteen har nu etableret et museum i hjertet af Mexico City – ’Museet for de minder, der ikke kan tæmmes’ – et sted, der med Rosario Ibarra de Piedras ord »repræsenterer et samfunds ret til ikke at glemme sin fortid«.

Til oktober næste år kan offentligheden endelig få adgang til dette arkiv, som i årtier er blevet flyttet fra sted til sted for at undgå at blive beslaglagt og destrueret. Det indeholder fotos, vidnesbyrd, avisudklip og dokumenter, som beviser, at historien om systematiske forsvindinger i Mexico er en hverdagsfortælling.

Den første dokumenterede forsvinding er fra 1969 i Guerrero; den sidste fra 2014, også i Guerrero.

María Fernanda Arellanes Arellanes er antropolog i Mexico.

Oversat af Nina Trige Andersen.