Læsetid: 9 min.

Demokratiet er ikke ved at dø. Men det burde det måske, så vi kunne få noget bedre

De demokratiske institutioner har ikke længere svaret på nationale og globale udfordringer, men vi tør ikke opgive det, der har bragt os velstand og indflydelse. Demokratiet var bare aldrig tænkt som stilstand. Vi er nødt til at begynde at eksperimentere igen, siger den britiske historiker David Runciman
De demokratiske institutioner har ikke længere svaret på nationale og globale udfordringer, men vi tør ikke opgive det, der har bragt os velstand og indflydelse. Demokratiet var bare aldrig tænkt som stilstand. Vi er nødt til at begynde at eksperimentere igen, siger den britiske historiker David Runciman

Peter Nygaard Christensen

13. oktober 2018

Forestil dig, at du befinder dig i en midtlivskrise. Et tidspunkt i livet, hvor det er svært at genopfinde dig selv, fordi du er bange for at give slip på alt det, der har bragt dig til det behagelige sted, du er nu. Problemet er bare, at du er slidt, savner udfordringer og rigtig gerne vil prøve noget helt nyt.

Det er både en reel krise, men også lidt til grin. Og for det meste sker der det for folk i en midtlivskrise, at de ikke rigtigt forandrer noget. De gør bare noget rigtig skørt.

»Sådan er det også med demokratiet,« siger den britiske historiker og Cambridge-professor David Runciman, da vi sidder over for hinanden i et mindre, iltfattigt kontor på Dagbladet Information. To midaldrende mennesker, to kopper kaffe og en skål med vindruer.

Demokratiet er i krise, fordi dets institutioner ikke længere kan levere svaret på de presserende nationale og globale udfordringer såsom klimakrisen, migrationen og den stigende ulighed. Men vi er ikke parate til at opgive demokratiet, for det har bragt os velstand og givet alle en stemme til at opnå indflydelse. Det kan bare godt være, at vi i fremtiden ikke kan få hele pakken med demokratisk kontrol og indflydelse på alle niveauer af samfundet, forudser den politiske tænker.

»Og hvorfor skal demokratiet også blive ved med at se ud, som det altid har gjort. Meningen med demokratiet var, at det var et eksperiment. Og vi er nødt til at begynde at eksperimentere igen,« siger Runciman, der har skrevet bogen Sådan ender demokratiet hvor han prøver at forestille sig, hvad der kommer efter midtlivskrisen.

Jeg befinder mig naturligvis ikke i en midtlivskrise, og Runciman taler med en lethed og energi, der gør, at man absolut ikke forbinder ham med intellektuel stilstand. Men analogien er ikke svær at få øje på. Bare tænk på Donald Trump som den motorcykel, klicheen på en mand i midtlivskrise ville anskaffe sig. Det er helt crazy. Men han gør det, fordi han ikke magter at forandre noget afgørende.

Blå bog: David Runciman

  • Født i 1967.
  • Professor i politik og leder af Department of Politics and International Studies ved Cambridge University.
  • Har udgivet en række bøger om politik og demokrati. Seneste bøger er ’The Confidence Trap: A History of Democracy in Crisis from World War I to the Present’ fra 2015 og ’Politics’ fra 2014. I maj udkom hans længe ventede værk: ’How Democracy Ends’.
  • Runciman skriver essays og anmeldelser til London Review of Books, og han er vært for den ugentlige podcast Talking Politics.

Zombier og Hitler

Mange, blandt andet en hel del bekymrede intellektuelle og politikere fra historikeren Timothy Snyder til den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright, ser til gengæld Donald Trump som en mand, der er i gang med at afvikle det liberale demokrati. Deres analogi er 1930’erne og fascismens dødelige greb om Europa.

Runciman mener derimod ikke, at der er grund til at råbe fascisme efter hvert eneste tweet eller sindssyge udfald, præsident Trump kommer med. Derfor er hans bog både en afvisning af debatten om Trump som demokratiets endeligt og et bidrag til diskussionen. Hans pointe er, at vi ikke kan bruge historien som et kort over, hvad der kommer til at ske.

Vesten har aldrig været i en situation som den nuværende. Og demokratiets problemer stikker langt dybere end Trump, fordi vi på grundlag af vores nuværende kollektive hukommelse har uendeligt svært ved at forestille os, hvordan vi kan sparke liv i det tyndslidte demokrati igen.

Så selv om David Runciman ikke mener, vi står på tærsklen til noget, der ligner Hitlers Tyskland, er hans bog på en måde mere deprimerende end den førnævnte strøm af bøger, der det seneste år har forudsagt det liberale demokratis død, siger jeg til professoren, mens han skænker en kop kaffe af en kolbe, der må være blevet lunken undervejs.

»Amerikanerne synes min bog er meget positiv,« griner Runciman. »De siger: ’Ah, det er kun en midtlivskrise’. Det betyder, at vi kan gå tilbage til, hvordan det var før, når Trump er væk. Og så kan vi vælge en lidt bedre leder, der bliver afløst af en lidt dårligere i én uendelighed, mens intet grundlæggende forandres positivt. Faktisk siger de fleste briter, der sidder i Brexit til halsen, noget andet om bogen. De siger: ’Well, det er tid til noget nyt, anyway’.«

David Runcimans argument i bogen er, at de ting, der har holdt sammen på det repræsentative demokrati, valgene, de politiske partier og den frie presse, bliver flået fra hinanden. I tidligere tider blev stater og demokratier omstyrtet ved voldelige kup. I dag sker undermineringen af demokratiet i det skjulte og gennem befolkningens passivitet. Runciman kalder det zombiedemokratiet.

»Demokratisk politik er blevet en udsøgt forestilling, hvor der kræves mere og mere karakterfulde præstationer fra skuespillerne for at holde publikums opmærksomhed fanget,« forklarer han i bogen.

De politiske partier befinder sig i en lige så ussel forfatning. Medlemsdemokratiet kører på præcis samme måde, som da partierne blev grundlagt. De har bare næsten ingen medlemmer tilbage. De hedder endda det samme. Republikanerne, demokraterne. Labour, Det Konservative Parti.

Selvom mange ting i den sociale verden uden om er totalt forandret i forhold til dengang, partierne opstod. Samtidig florerer konspirationsteorierne, så det bliver sværere at finde ud af, hvad der egentlig foregår og at skelne sandt fra falsk. Se bare på beskyldningerne fra begge politiske fløje i USA om korrumpering af præsidentvalget.

»De gamle traditionelle midterpartier har ligeledes store problemer med overhovedet at danne regeringer. Outsideren Trump stillede op imod både Det Demokratiske Parti og Det Republikanske Parti. I Frankrig kom de to store partier ikke igennem den første runde af præsidentvalgene. Så du har en situation, hvor valgene bare fortsætter, de politiske partier lider af kraftig åndenød, og den frie presse bliver så stærkt kritiseret, at ingen rigtig ved, hvad det egentlig betyder mere.«

Det leder til et endnu større problem ifølge Runciman: Ingen har endnu fundet ud af, hvordan man laver gennemgående institutionelle forandringer af demokratiet i vores tid.

»I Storbritannien kan vi ikke engang reformere The House of Lords. I USA kan man ikke reformere det såkaldte valgmandskollegie (som mange mener er en katastrofe, fordi den kandidat, der får flest stemmer, alligevel kan tabe et præsidentvalg, red.) Alle ved, at penge i amerikansk politik styrer alt. Men det kan de heller ikke forandre. Ligesom nomineringen af en enkelt højesteretsdommer øjeblikkeligt splitter landet i to. Og forestil dig så lige, at de skal ændre de demokratiske institutioner.«

Da Information interviewede David Runciman i december, før hans bog udkom, sagde han, at Facebooks Mark Zuckerberg er en større trussel mod demokratiet end Donald Trump. Zuckerbergs magt er så stor, at han end ikke selv forstår den. Og selvom Facebooks grundlægger er blevet sat under pres af politiske høringer i år, er der ikke sket andet, end at han er blevet nogle milliarder mindre værd, konstaterer Runciman:

»Den form for magt, Zuckerberg har, er helt ny. EU udfordrer ved at give bøder, men EU er jo ikke engang en stat. Ingen demokratisk regering har endnu prøvet at regulere, kontrollere eller måske helt bryde techmonopolerne op. Og vi ved ikke, om det kommer til at ske. Hvad vi ved er, at kineserne har slået sig sammen med techgiganterne, så de er blevet en sammensmeltet, frygtindgydende magt.«

Demokratier har vist, at de er virkelig gode til at tilpasse sig indre trusler og finde nye typer politikere med nye politiske programmer. Men institutionel forandring er de altså rigtig dårlige til, konkluderer Runciman: »Hvornår er det, vi indser, at det, vi kalder demokrati, faktisk er nødt til at blive forandret?«

Katastrofen mangler

– Man kunne hævde, at politikere som Trump er med til at forny demokratiet, fordi han fik mange af de mennesker, der ikke føler sig repræsenteret, til at stemme?

»En af de ting, der sker lige nu, er ganske rigtigt, at partier overlever ved at transformere sig til sociale bevægelser. Frankrigs Macron og britiske Jeremy Corbyn har gjort det. Så det er en mulig udvikling for demokratiet. Men igen: Det foregår stadig gennem de samme institutionelle kanaler. Og jeg tror ikke på, at enkeltpersoner kan redde demokratiet.«

– Er Corbyn ikke et eksempel på en revitalisering af klassekampen, som var noget af det, der har været med til at skabe demokratiet?

»Corbyn handler ikke om klassekamp. Se på medlemmerne af Labour. De er overvejende fra middelklassen og veluddannede. Det er de aktive. Det er den nye skillelinje i politik, der ikke har noget med klasse eller geografi at gøre. Den går mellem aktivisterne, der virkelig er interesserede og deltager i demokratiet, og det store flertal, der er ligeglade. De vælger til gengæld professionelle politikere til at ordne tingene i zombie- og tilskuerdemokratiet.«

Undervejs i interviewet har vi kredset lidt om, hvorvidt Runcimans bog er opløftende eller deprimerende. I et afsnit af bogen opridser han kendte alternativer til demokratiet, der ikke virker særlig attraktive: F.eks. anarki, teknokrati eller epistokrati, hvor kun de vidende har stemmeret.

»Det virkeligt skræmmende for mig er tanken om, at det historisk set altid har krævet en krig, før demokratier har kunnet transcendere de enorme splittelser, vi også ser i vores samfund i dag. Første og Anden Verdenskrig, Den Store Depression i 1930’erne og i en vis udstrækning Den Kolde Krig har fremtvunget institutionelle, strukturelle forandringer af måden, hvorpå der laves politik, og vi fik demokratiets virkeligt gode år. Men demokratiet har toppet,« siger Runciman.

Heller ikke klimaforandringerne kan fungere som den altoverskyggende katastrofe, der kan revitalisere demokratiet, mener professoren:

»De har en alt for udskudt deadline til, at det virker som en forandrende kraft. Klimakrisen kræver, at vi reagerer på noget, hvis konsekvenser vi først virkelig kan mærke om nogle årtier. Og der er intet bevis for, at demokratier nogensinde har reageret på noget, før de stod midt i det. Demokrati virker tilsyneladende ikke i forhold til klimakriser.«

Her står vi så. Katalysatoren for forandring, den politiske vold, er forsvundet i den vestlige verden. Ingen ønsker den tilbage, heller ikke professoren, naturligvis. Mens klimakatastrofen er for langt ude i fremtiden. 

»Men,« siger Runciman, »jeg mener jo ikke, at det er håbløst at forandre de liberale demokratier. Der er mange eksperimenter, vi ikke har prøvet endnu. Så vi kan jo forsøge.«

Mentalt spring

For der er faktisk områder af samfundet, som endnu er ’uopdagede’ i demokratisk sammenhæng, fordi demokratiet er centreret omkring det nationale niveau. Det gælder det ’uregulerede’ lokale niveau, hvor stater og kommuner ikke blander sig. Og det internationale område. Og så er der moderne teknologi, som stadig befinder sig på et meget tidligt stadie i sin udviklingshistorie. Det er tre meget åbne baner for grundlæggende at forandre demokratiet gennem borgernes direkte deltagelse. 

I Island fik de efter finanskrisen mulighed for at crowdsource en ny forfatning, og i Reykjavik har borgerne fået kontrol med byens budget via onlinestemmeafgivelse. Noget lignende er afprøvet i San Francisco, mens stockholmerne bruger digital stemmeafgivelse til på forhånd at forsøge at afgrænse, hvad politikerne får lov til at bestemme. Spanien, Australien og Argentina har ‘netpartier’, hvis medlemmer bruger digitale redskaber i beslutningstagningen om partiernes politik.

»Det internationale er sværere. Det er svært at forestille sig en ny løsning udviklet i København, overført til FN. Men et af de mentale spring, vi er nødt til at foretage, er, at forlade forestillingen om, at demokrati er en samlet pakke. Nogle dele af vores liv og samfund bliver mindre demokratiske. Nogle områder vil i sidste ende blive teknokratiske. Nogle områder er allerede delvist ude af demokratisk kontrol. F.eks. globale finanssystemer. Vi kan heller ikke styre hele internettet gennem demokratisk kontrol. Omvendt repræsenterer internettet virkelig radikale nye former for demokrati. Altså noget bliver mindre demokratisk i fremtiden. Og det er jo ikke så slemt, som at det hele går ned med Trump.«

Dermed er vi tilbage ved midtlivskrisen:

»Demokratiet bliver mere fragmenteret. Ligesom den sidste tredjedel af livet, der kommer efter de 40. Det er også en mere fragmenteret periode. Børnene er flyttet hjemmefra, og arbejdslivet er anderledes måske. Men det kan jo faktisk vise sig, at livet efter midtlivskrisen bliver virkelig stimulerende og tilfredsstillende trods alt,« smiler David Runciman.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Peter Knap
Lise Lotte Rahbek og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer