Læsetid: 3 min.

Indiens #MeToo har fået momentum

Et væld af anklager om krænkelser og seksuelle overgreb har sat liv i den indiske #MeToo-debat. Blandt de anklagede er en minister
Et væld af anklager om krænkelser og seksuelle overgreb har sat liv i den indiske #MeToo-debat. Blandt de anklagede er en minister

AA/ABACA

15. oktober 2018

Mobashar Jawed Akbar er en af to ministre i det indiske udenrigsministerium. Han er for tiden på rundrejse i Afrika, men har givetvis sin opmærksomhed rettet mod, hvad der sker hjemme i Indien på sociale medier og i debatten generelt.

Indiske aviser er allerede begyndt at spekulere i, at der venter ham en fyreseddel, når han lander i New Delhi igen. Årsagen er de anklager om seksuelle tilnærmelser og krænkelser, adskillige af hans tidligere ansatte har fremsat imod ham.

Før Mobashar Jawed Akbar indtrådte i den indiske regering var han blandt Indiens mest anerkendte redaktører og stifter af flere publikationer.

Det var i den rolle, at han ifølge kvinderne misbrugte sin status og position til at krænke ofte ganske unge kvindelige journalister. Mindst seks kvinder er stået frem. De beretter om at blive kaldt til møder på hotelværelser, om ubehagelige mails og befamlinger på chefens kontor.

En af kvinderne, Ghazala Wahab, beskriver i en klumme i The Wire, at Mobashar Jawed Akbars handlinger var fysisk og mental misbrug, og at overgrebene var så velkendte blandt kolleger og i branchen, at avisens redaktion i den indiske hovedstad blev kaldt Akbars harem.

Det store samtaleemne

Sagen om den indiske minister er blot en ud af mange, der de seneste uger har gjort #MeToo til det helt store samtaleemne i Indien. Det har ellers ikke været nemt for #MeToo-bevægelsen at bide sig fast i landet.

Flere kvinder har i løbet af det seneste år forsøgt at sætte emnet på den nationale dagsorden uden for alvor at lykkes. Men denne gang er omfanget og omtalen af en anden størrelsesorden.

Det begyndte i september, da en indisk skuespillerinde gav offentligt udtryk for sine frustrationer over politiets manglende vilje til at tage hendes anmeldelse af sexchikane på et filmset alvorlig. Efterfølgende begyndte anklagerne at dukke op en efter en på sociale medier. Og i modsætning til tidligere, hvor de fleste anklager blev fremsat anonymt, har mange denne gang valgt at stå frem med navn.

Det gjorde Mahima Kukreja, da hun på Twitter afslørede, hvordan den indiske komiker Utsav Chakraborty havde sendt hende billeder af sin penis, og hvordan han havde for vane at bede kvinder om at sende ham nøgenbilleder. Adskillige kvinder bakkede hurtigt hendes påstande op. Utsav Chakraborty valgte efterfølgende at undskylde for sine handlinger.

Mangel på opbakning

Især journalister og mere eller mindre kendte personer i film- og underholdningsbranchen er blevet mål for bølgen af indiske #MeToo-anklager. Spørgsmålet er nu, om bevægelsen vil brede sig til resten af samfundet.

»Det er nødvendigt, at den ild, der er blevet tændt af disse kvinder, spredes yderligere – til de regionale medier, og til startupsektoren, der gennemsyres af en machokultur, og den uorganiserede sektor, hvor de svageste kvinder kæmper med de mest ulige arbejdsvilkår,« skriver den landsdækkende avis The Indian Express i en leder.

I takt med at flere indiske kvinder bliver uddannet og kommer ud på arbejdsmarkedet, vil de kræve forandring, sikkerhed og ligestilling, skriver avisen.

Indien indførte i 2013 en lov imod seksuelle krænkelser og overgreb på arbejdspladsen. Den foreskriver blandt andet, at arbejdspladsen er forpligtet til at behandle klager om overgreb, men loven bliver sjældent taget i brug. I de mange sager, der de seneste uger er kommet frem, er et gennemgående tema den mangel på opbakning og handling fra chefer og kolleger, ofrene er blevet mødt med.

#MeToo er ikke gået uden om Bruxelles-boblen. Det var seriøst pinligt, da det kom frem, at EU’s ligestillingsagentur åbenbart havde store problemer med sexisme. Og så sent om i sidste uge lancerede en gruppe medarbejdere i EU-Parlamentet en anonym blog til nye #MeToo-historier
Læs også
Den amerikanske præsident har hånet og latterliggjort #MeToo, mens to tredjedele af republikanerne mener, at den verdensomspændende sociale bevægelse imod seksuelle krænkelser er gået for vidt
Læs også
Tyskland har stort set ikke oplevet konkrete sexismeanklager blandt kendte mediefolk, kunstnere eller politikere. Det er formentlig årsagen til, at #MeToo er blevet til en ligestillingsdebat frem for en massebevægelse
Læs også
I bunga bunga-land er det offeret for seksuelle overgreb, som hånes og mistænkes. Det understreges af reaktionen på #MeToo i Italien, hvor skuespiller Asia Argento er i centrum som både offer og skurk
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu