FRIULI – Da den italienske skuespiller og instruktør Asia Argento for et år siden stod frem og anklagede den magtfulde amerikanske filmproducent Harvey Weinstein for at have voldtaget hende i 1997, var hun med til at antænde #MeToo-bevægelsen, der bredte sig internationalt. Blot ikke til hendes eget hjemland.
For mens Weinstein blev lagt for had i USA og andre steder, så var det i Italien i stedet 43-årige Argento, der blev mødt med hån og skepsis. I medier blev hun direkte beskrevet som en opportunist og prostitueret, der havde brugt sex som et redskab til at opnå professionelle fordele.
»Først giver de deres krop, så klynker de og lader, som om de fortryder,« lød det i avisen Libero om Argento og andre #MeToo-kvinder.
Behandlingen af Argento har muligvis haft en afskrækkende effekt. I hvert fald er ganske få italienske kvinder stået frem offentligt med anklager om seksuelle overgreb, og reelt er det kun en enkelt kendt mand, filminstruktøren Fausto Brizzi, som er blevet anklaget af en række kvinder.
Som den tidligere italienske parlamentsformand Laura Boldrini sarkastisk konkluderede i en tale i parlamentet om #MeToo-bevægelsens manglende effekt i Italien: »I vores land er der ingen, der udøver chikane.« Hvorefter hun dog understregede, at der i virkeligheden er rigeligt med overgreb, men kvinder frygter at tale om dem: »De ved, at der i dette land er en stærk, forudindtaget holdning til dem.«
Reaktionen på #MeToo i Italien har ikke gjort meget for at rykke på opfattelsen af landet som stædigt patriarkalsk og tilbagestående, når det kommer til kvinders rettigheder.
I den italienske avis La Stampa skriver en kønsforsker, at den »seksual-økonomiske transaktion« mellem »opadstræbende« kvinder og mænd i magtpositioner i Italien »ikke er skandaløs, men opfattes som en normaltilstand«.
Kvinder, der nu kommer ud med anklager om overgreb, anses derfor bredt som medskyldige både blandt mænd og kvinder, der bl.a. på sociale medier »reagerer aggressivt mod kvinders klager over chikane og seksuelle overgreb«, står der i La Stampa.
Fra offer til skurk
Der har dog tidligere været store protester mod behandlingen af kvinder. I 2011 gik hundredtusinder på gaden som reaktion på tidligere premierminister Silvio Berlusconis sexskandaler.
Selv om Berlusconi, der sad ved magten i samlet to årtier, ikke har opfundet sexisme i Italien, så har han med sine berygtede såkaldte bunga bunga-sexfester og nedværdigende kommentarer om kvinder ifølge feminister været med til at normalisere opfattelsen af kvinder som seksuelle objekter – hvilket mediemogulen har udbredt yderligere gennem sine tv-kanaler, hvor letpåklædte kvinder har præget sendefladen.
»Hele mit liv i Italien har jeg oplevet Berlusconis objektivering af kvinder, i første omgang med hans tv,« har Asia Argento sagt til Reuters. »Det har været sådan noget, som der ikke var brug for – en nøgen pige, som danser rundt, mens man rapporterer nyheder. Sådan er Italien.«
I et bemærkelsesværdigt twist på fortællingen om Italien og #MeToo er det faktisk Argento selv, som er endt med at blive den højst profilerede italiener, der er blevet anklaget for at have begået seksuelle overgreb.
Ifølge den amerikanske skuespiller Jimmy Bennett skulle hun have forgrebet sig på ham i 2013, da han var 17 år. Argento nægter, men erkender at have betalt Bennett 380.000 dollar for at tie om anklagerne.
På italienske avisforsider er Argento blevet kaldt »Asia Weinstein«. Men ligesom hun selv blev hånet for sine anklager mod Weinstein, er Bennett i Italien blevet hånet for sine ditto mod Argento.
I et interview på tv-kanalen La7 erklærede en skeptisk vært over for Bennett: »Det er svært at tro på, at en kvinde kan voldtage en mand. Fuldbyrdet sex kan da ikke anses for at være voldtægt.«
