Læsetid: 4 min.

Joan Robinson var kvinde, venstreorienteret og imod matematiske modeller – det er ikke vejen til Nobelprisen

Joan Robinson bistod Keynes og sloges efter hans død videre mod de fremstormende neoklassiske økonomer. Trods favoritværdighed fik hun aldrig Nobelprisen i økonomi
Joan Robinson aldrig fik Nobelprisen i økonomi, selv om mange anså hende for en sikker kandidat

Sofie Holm Larsen

3. oktober 2018

Var det, fordi hun efterhånden blev for venstreorienteret? Var det, fordi hun ikke evnede at tale i tidens nye matematiske sprog? Eller var det, fordi hun var kvinde i et totalt mandsdomineret økonomisk univers?

Kendsgerningen er, at Joan Robinson aldrig fik Nobelprisen i økonomi, selv om mange midt i 1970’erne anså hende for en sikker kandidat, og flere mente – og mener – at hun vitterlig fortjente den.

Joan Robinson, født 1903 i Surrey, England, læste økonomi på Cambridge University, hvor hun – efter nogle års venten – blev ansat som underviser i 1934 og helt fremme i 1965 fik et professorat.

Robinson lærte omkring 1930 John Maynard Keynes at kende på Cambridge og blev del af den snævre inderkreds, The Circus, der udviklede hans ideer og bistod under udarbejdelsen af hans værker. Joan Robinson er en af de kun fire personer, som Keynes takker i forordet til sit hovedværk fra 1936, General Theory of Employment, Interest and Money.

Efter Keynes’ død i 1946 var Robinson en af de økonomer på Cambridge University, der kæmpede for relevansen af de keynesianske tanker og teorier, da de neoklassiske økonomer i 1950’erne gik til angreb. Det blev bl.a. en strid med vækstøkonomen Robert Solow om troværdighed og nytte af de generelle ligevægtsmodeller, som de neoklassiske økonomer satte i centrum som analyseredskab.

Joan Robinson mente, de fjernede sig fra virkeligheden og nærmest intet relevant kunne sige, når økonomien befandt sig væk fra ligevægt. Det var som bekendt ikke et slagsmål, Robinson og andre af Keynes’ efterfølgere vandt, når man iagttager den dominerende brug af modellerne i dagens mainstreamøkonomi.

Denne og andre videnskabelige stridigheder med neoklassikerne vidner imidlertid om hendes intellektuelle mod og skarpe meninger, som i nogles øjne gjorde hende besværlig. En af hendes elever, den senere nobelpristager Amartya Sen, har beskrevet Joan Robinson som »totalt fremragende, men voldsomt intolerant« i sin bestræbelse på i 1950’erne at fastholde sine studenter på den rette Keynes-loyale linje.

  • Joan Robinson
  • 1903-1983
  • Skrev om bl.a. akkumulation af kapital

Hendes eget arbejde bar fra begyndelsen præg af hendes optagethed af mekanismerne bag den skæve fordeling af de økonomiske værdier, afspejlet i det første større værk fra 1933, The Economics of Imperfect Competition om økonomisk fordeling, allokering og udbytning, samt igen i 1956 i hovedværket The Accumulation of Capital.

Hun leverede også vigtige bidrag med kritik af de abstrakte forestillinger om markeder i perfekt konkurrence som økonomiens omdrejningspunkt.

Robinson kritiserede både kapitalismen og de amerikanske keynesianere, som hun mente havde glemt en hel del af Keynes’ lære med deres fokus på, at alt der er profitabelt er godt.

»Se bare på USA. Det er kapitalismens største succeshistorie, og alligevel er der så megen elendighed der. Det er et meget brutalt system,« sagde hun.

»Amerikanske økonomer, der synger hymner til systemet, gør ikke deres arbejde.«

Med tiden inddrog Robinson i stigende grad aspekter af marxistisk teori i sit postkeynesianske arbejde, hun rejste flere gange til Kina og sågar – i 1964 – til Nordkorea og udtrykte fascination af både Mao og Kim Il-sung og deres økonomiske samfundsmodeller.

Den udeblevne pris

I de år var der som bekendt andre, der nærede sådanne håbefulde forestillinger om den kommunistiske model længst mod øst, men det var ikke en fascination, der deltes af mange i det økonomiske miljø, og nogle mener, at Joan Robinsons tiltagende venstreorientering og interesse for marxistisk økonomi forklarer, at hun ikke fik den nobelpris, som mange anså hende fagligt berettiget til.

Mange havde ventet, at hun fik prisen i 1975, og det fortælles, at magasinet Business Week i sikker forvisning herom allerede havde trykt artiklen om hende. Men prisen udeblev.

Økonomen Barkley Rosser fortæller, at nobelpriskomiteens ledende skikkelse, den svenske nationaløkonom Assar Lindbeck, på et tidspunkt skulle have erklæret, at en nobelpris til Joan Robinson ville blive over hans lig.

Lindbeck skulle angiveligt frygte, at Robinson enten ville afslå prisen eller bruge berømmelsen til at angribe mainstreamøkonomien.

Andre har spekuleret i, at Robinsons manglende fascination af den nye økonomis stærkt dominerende matematiske sprog forklarer fraværet af prisen. Hun mente, at matematikken som økonomisk sprog favoriserede logikken på bekostning af realismen, og som Keynes foretrak hun at udtrykke sig verbalt frem for i matematiske ligninger.

Hun sagde i 1949 nej tak til en post i bestyrelsen for den internationale organsiation for økonomer, the Econometric Society, angiveligt fordi hun ikke ville deltage i produktion af noget, hun ikke selv kunne læse.

»Jeg lærte aldrig matematik, så jeg var nødt til at tænke,« sagde hun polemisk og provokerende.

Den tredje spekulation om, hvorfor hun ikke fik prisen, handler om køn. Barkley Rosser siger, at Joan Robinson »uden tvivl var den vigtigste kvindelige økonom født før 1930 og måske stadig den vigtigste kvindelige økonom nogensinde«.

En del af problemet – for faget og for verden – er, at der gennem historien har været så få af dem. Til dato har priskomiteen kun set sig i stand til at uddele én nobelpris i økonomi til en kvinde – Elinor Ostrom i 2009 – mens 78 mænd har fået den.

Selv har Joan Robinson afvist kønsfaktoren.

»Jeg har lidt på grund af mine holdninger, ikke mit køn,« sagde hun i 1976, syv år før sin død.

Anbefaling: Bill Gibson (red): ’Joan Robinson’s Economics – A Centennial Celebration’. Edward Elgar, 2003

Serie

Vi tager økonomien tilbage

Økonomien er taget fra os. Vi forstår den ikke og har ikke magt over den. Og når vi ikke forstår økonomien, kan vi ikke stille dem, der har magten over den, til regnskab – endsige forandre den.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Eva Schwanenflügel
  • Hans Ditlev Nissen
  • Henrik Leffers
  • David Zennaro
  • Steffen Gliese
  • Ejvind Larsen
  • Kurt Nielsen
Olaf Tehrani, Eva Schwanenflügel, Hans Ditlev Nissen, Henrik Leffers, David Zennaro, Steffen Gliese, Ejvind Larsen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Wind-Willassen

Og den fjerde spekulation om hvorfor Robinson ikke fik Nobelprisen er helt enkelt- der er mange kandidater.
Sådan er det bare.
Der er langt flere kompetente kandidater til at få Nobelprisen end dem der modtager den.
Indlysende.
Der er jo kun en enkelt modtager hvert år, mens der er i hundredvis af dygtige forskere rundt om i verden der fortjener anerkendelsen.

Steffen Gliese

Det er ufatteligt, at noget så i bund og grund stupidt som matematik har fået den indflydelse på den virkelige, brogede verden - og virkeligheden er den jo bare et skalkeskjul for en aldrig døende puritanisme på andres vegne, som altid har været de mest begærlige, mest udnyttende og mest brutale menneskers kendetegn.
Kun når samfund bekæmper disse laster offensivt med strukturel sabotage af adgang til personlig magt over borgere og samfund, lykkes det at skabe en virkelig balance mellem interesser, der tilgodeser alle.

Hans Ditlev Nissen

I "Marx, Marshall and Keynes" skrev hun noget der passer til denne serie:

"The purpose of studying economics is not to acquire a set of ready-made answers to economic questions, but to learn how to avoid being deceived by economists."

Jeg har saxet det på en citatside:
https://www.azquotes.com/author/32076-Joan_Robinson

Niels Duus Nielsen, Ivan Breinholt Leth, Olav Bo Hessellund og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

@Steffen Gliese

Det er haevet over en hver tvivl, at man - alt andet lige - bliver rig af matematik. Det er nyt for mig at man ogsaa bliver dum.

"flere mente – og mener – at hun vitterlig fortjente den"

Ifølge en af mine gamle kemiundervisere er der ingen, der FORTJENER Nobelprisen, heller ikke dem, der ender med at modtage den.

Jeg har en formodning om, at hvis "Nobelprisen" i økonomi havde været indstiftet af Nobel selv, ville der måske være større sandsynlighed for, at hun ville få prisen.