Læsetid: 5 min.

Joseph Stiglitz har altid bævet mellem at flirte med og kritisere den herskende økonomiforståelse

Den verdensberømte økonom Joseph Stiglitz blev drevet af social indignation over fattigdom og arbejdsløshed i Midtvesten og endte som rådgiver for Bill Clinton og cheføkonom i Verdensbanken
Joseph Stiglitz er kendt for at være økonomisk arkitekt for ’Den tredje vej’

Sofie Holm Larsen

29. oktober 2018

I den klassiske økonomiske standardmodel er det en grundantagelse, at aktørerne på markedet har fuld og lige adgang til de relevante informationer.

Købere og sælgere ved begge, hvem konkurrenterne er, hvem der sælger til den billigste pris, og hvem der køber til den højeste – deres magt i prisdannelsen er med andre ord symmetrisk.

Sådan fungerer det selvsagt ikke i virkeligheden: Her har nogen privilegeret adgang til visse oplysninger, mens andre ved intet eller meget lidt om de gældende markedsbetingelser. Og det er en asymmetri med betydning.

Sammen med sine kollegaer George A. Akerlof og A. Michael Spence modtog Joseph Stiglitz Nobelprisen i økonomi i 2001 for deres banebrydende forskning i, hvordan ulige adgang til information fører til ulige – og potentiel urimelig – fordeling af samfundets ressourcer.

En afgørende problematisering af en af ortodoksiens kerneantagelser.

I dag er informationsøkonomi et sprudlende felt inden for økonomisk teori, hvor det livligt studeres, hvordan varierende grader af adgang til viden og information påvirker aktørernes kompetence, og hvilken dertilhørende overordnet markedsanalyse der kan lægges til grund.

Og særligt to begreber, som Stiglitz var med til at formulere, er blevet del af selv mainstreamøkonomernes ordforråd: adverse selection og moral hazard.

Førstnævnte opstår, når en fordel i informationsadgang er til stede, inden den økonomiske transaktion fuldbyrdes. 

Det kan eksempelvis være i forbindelse med tegning af visse forsikringer, hvor kunden typisk vil have en informationsfordel over forsikringsselskabet. Her vil sælgeren indkræve et beløb for den risiko, der løbes, hvilket i praksis betyder, at den gennemsnitlige kunde kommer til at betale en højere pris, end hvis der var fuldstændig adgang til information.

  • Joseph Stiglitz
  • 1943-
  • Kendt for at være økonomisk arkitekt for ’Den tredje vej’

Omvendt forekommer moral hazard, når fordelen i adgang til information viser sig efter den økonomiske transaktion – for eksempel, hvis en kunde beslutter sig for at opføre sig skødesløst og uforsvarligt efter at have tegnet sin forsikring.

Sagt anderledes er det en situation, hvor den ene part beslutter, hvor stor en risiko der løbes, mens den anden part står til at betale omkostningerne, hvis det går galt.

Ud over at Stiglitz’ arbejde med informationsøkonomi har efterprøvet det klassiske økonomiske paradigme, udstiller det også to gennemgående tendenser i hans virke. Dels en stædighed i forhold til at trykteste ortodoksiens økonomiske grundantagelser – dels en insisteren på at tumle med samfundsmæssige spørgsmål og deres sociale konsekvenser frem for at isolere sig i et økonomiteoretisk vakuum.

Fællesnævneren for Stiglitz’ forskningsfelt kan ses som en udforskning af markedskapitalismens kommen til kort og de fundamentale usikkerheder i økonomien, der i karrierens løb har ført til indflydelsesrige bidrag til forståelsen af blandt andet risikovillighed, arbejdsløshed og løndannelse.

Aktivistiske rødder

Joseph Stiglitz blev født og voksede op i industribyen Gary, Indiana, hvor begge hans forældre havde boet hele deres liv – centralt i Midtvesten, hvor fattigdom, racediskrimination og arbejdsløshed påvirkede den unge Stiglitz’ både nysgerrighed og sociale indignation.

Her fik han personlige erfaringer, som gjorde ham i stand til at gennemskue inkongruensen mellem den økonomiske teori og den sociale virkelighed. Noget, der i høj grad påvirkede hans udsyn – også professionelt.

»Jeg havde en klar fordel i forhold til mange af mine klassekammerater, der var vokset op i velhavende forstæder. De læste forskningsartikler, der argumenterede for, at der ikke ville forekomme racediskrimination, så længe at der blot fandtes nogle få ikkediskriminerede virksomheder, fordi det kunne betale sig for dem at ansætte de lavtlønnede individer, der oplevede diskrimination. Jeg vidste, at diskrimination fandt sted – også selv om der var mange, som ikke var fordomsfulde. Det beviste for mig, at nogle af grundantagelserne i teorien måtte være forkerte,« skrev Stiglitz ved sin modtagelse af Nobelprisen i 2001.

I skoletiden var Stiglitz aktiv på det lokale debathold, og da han startede på universitetet, engagerede han sig i studenterrådet, hvor han efter et par år også blev formand. I øvrigt kom han ud af en familie, der var dybt optaget af politik, og fra et hjem, hvor der blev diskuteret energisk ved middagsbordet.

Men Stiglitz var mere end politisk drift – han var et matematisk talent. Og han studerede oprindeligt fysik på universitetet, inden han på tredje år ændrede hovedfag til økonomi for at bruge sine evner til at løse sociale udfordringer og fodre sit sultne politiske væsen.

Undervejs i studietiden læste han desuden valgfag i historie, engelsk og filosofi og tilegnede sig dermed en bredt funderet og bundsolid grunddannelse, som både inspirerede hans valg af forskningsområder og påvirkede hans bevidsthed om økonomifagets begrænsninger.

Den tredje vej

Karrieren igennem har Stiglitz været kritisk over for den økonomiteoretiske konsensus, men han har aldrig været fundamental modstander af markedsøkonomien – hans kritik har først og fremmest været rettet indadtil mod kollegerne, aldrig som et gennemgribende opgør med det eksisterende.

Som studerende ved MIT kom han i lære hos de nobelprisvindende økonomer Paul Samuelson og Franco Modigliani, der på det tidspunkt stod i spidsen for den neokeynesianistiske skole, hvor projektet bestod i at forene Keynes’ tænkning med de dominerede neoklassiske modeller. Et foretagende, der dominerede efterkrigstidens førte makroøkonomiske politik. Og syntesetanken blev også Stiglitz’ kald.

I 1993 flyttede han til Washington for at tilslutte sig Bill Clintons råd af økonomiske vejledere, som han to år senere også kom til at stå i spidsen for.

Dermed blev han hoføkonom hos Clinton-administrationen, der parallelt med Tony Blairs regering i Storbritannien forfulgte den britiske sociolog Anthony Giddens’ socialliberale politiske projekt om »Den tredje vej« – groft sagt, et ægteskab mellem borgerlig økonomisk politik og venstreorienteret socialpolitik.

Stiglitz skrev efterfølgende, at han anså sit vigtigste bidrag til den økonomiske tænkning for at være hans bidrag til definitionen af denne nye økonomiske filosofi, der »anerkendte den vigtige – men begrænsede – regeringsrolle, og forstod at uregulerede markeder sjældent fungerer godt, men at regeringsindgreb ikke altid er i stand til at rette op på markedernes begrænsninger.«

Efter sit offentlige embede blev Stiglitz, der i dag er professor ved Columbia University, vicepræsident og cheføkonom i Verdensbanken, hvor han igen kom i karambolage med den herskende logik i spørgsmålet om, hvordan de tidligere østbloklande bedst kunne forvandles til gode kapitalistiske nationer.

Her argumenterede han for en gradvis overgang i modsætning til IMF’s »chokterapeutiske« tilgang.

Omfavnelsen af grundpræmissen, men afvisningen af eksekveringen, er et mønster, der gentager sig i Stiglitz’ lange række populærøkonomiske bøger til lægmandspublikum, der dækker alt fra globalisering og voksende ulighed til klimakatastrofen og finanskrisen.

I bouillonterningform kan hans politiske anbefalinger koges ned til en af de konkluderende sætninger i hans rapport til FN om finanskrisen:

Vi skal skabe ændringer, der understøtter »langsigtet, demokratisk, retfærdig, stabil og bæredygtig vækst«. Stiglitz i en nøddeskal.

Anbefaling til videre læsning: Joseph Stiglitz: ’The Price of Inequality’, W.W. Norton & Company, 2013

Serie

Vi tager økonomien tilbage

Økonomien er taget fra os. Vi forstår den ikke og har ikke magt over den. Og når vi ikke forstår økonomien, kan vi ikke stille dem, der har magten over den, til regnskab – endsige forandre den.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Hans Ditlev Nissen
  • Torben K L Jensen
  • Kurt Nielsen
Ejvind Larsen, Peter Beck-Lauritzen, Hans Ditlev Nissen, Torben K L Jensen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Fosberg

Hvad er anledningen til denne artikel? Har Stiglitz fødselsdag?

Hvorfor står der ikke noget om hans syn på markedsøkonomi, forurening og klimaændringer? Det ville i det mindste være aktuelt her kort før en valgkamp hvor stort set alle vores partier modsætter sig Stiglitz anbefaling om at beskatte fossilt CO2.

Søren Fosberg

Hvad er anledningen til denne artikel? Har Stiglitz fødselsdag?

Hvorfor står der ikke noget om hans syn på markedsøkonomi, forurening og klimaændringer? Det ville i det mindste være aktuelt her kort før en valgkamp hvor stort set alle vores partier modsætter sig Stiglitz anbefaling om at beskatte fossilt CO2.

http://carbon-price.com/joseph-stiglitz/

Michael Waterstradt, Randi Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Poul Erik Riis

Bæredygtig vækst? Det er ikke ethvert delelement af økonomisk vækst, der er dårligt, men vi er efterhånden nået dertil, at vi ikke skal bekymre os om økonomisk vækst.

Traditionel keynesianisme lægger vægt på vækst, måske fordi det (1) sikrer arbejde til alle, (2) skaber grundlag for, at alle kan få gode levevilkår, (3) sikrer, at der også kan blive noget til investorerne.

Investorerne bliver vi nødt til at se bort fra. Det kan ikke være en vigtig samfundsmæssig opgave at skaffe gevinster til investorerne, der har fået i pose og sæk i fire årtier. Den generelle vækst er ikke længere fornuftig som vejen til bedre levevilkår. Vi må koncentrere os om konkrete forbedringer af levevilkårene i stedet for at gøre bedre levevilkår til en effekt af generel økonomisk vækst.

Vi skal foretage store energiinvesteringer i en satsning på, at vi fremover kan få adgang til masser af uproblematisk energi. Man kan ikke garantere på forhånd, at den satsning vil lykkes. Keynes påpegede netop – gengivet efter hukommelsen – at store, innovative investeringer altid foregår med stor usikkerhed. Man skal ikke have de nøjeregnende folk fra forsikrings- og pensionsbranchen til at tage stilling til de investeringer.

Vi skal have adfærdsregulerende afgifter (CO2-afgifter) og love.

Vi skal skære ned på militærudgifterne, bruge mere diplomati.

Vi skal gøre en stor indsats for de 800 millioner underernærede.

Vi skal have international økonomisk solidaritet. Nogle lande har i årtier været plaget af voldsom udlandsgæld og en strøm af penge ud af landene. Keynes og de engelske forhandlere foreslog omkring slutningen af Anden Verdenskrig en international clearing union, hvor lande med store handelsoverskud skulle betale et strafbeløb til en fond, der kunne hjælpe de gældsplagede lande, men det blev afvist af USA. Siden omkring 1980 har der været brug for en international solidaritet af den type.

En fornuftig indretning af den globale økonomi vil nødvendigvis ramme USA – mindre våbeneksport, mindre indtægter til den finansielle sektor m.m. – og vi må have USA’s interesser indarbejdet i nye balanceaftaler. Vi må have alle verdens lande med, også Rusland, Saudi-Arabien, Tyrkiet, Nordkorea, Venezuela, Iran, Israel.

I forhold til det her nævnte – og mere til – er økonomisk vækst et ligegyldigt emne. FN bør tage det ud af de 17 verdensmål.

Ejvind Larsen, Peter Beck-Lauritzen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Sammen med NAFTA kan man vel sige at Joseph Stiglitz og Bill Clintons Telecommunications Act of 1996, som deregulerede og sammenlagde TV-stationer og aviser i USA til en meget lille håndfuld corporations, muliggjorde Trump-land...

Mogens Fosgerau

På et eller andet tidspunkt må det vel lykkes at finde en repræsentant for det mainstreamøkonomiske ortodoksi, som vi har hørt så meget om.

Philip B. Johnsen

Mafia!
Husk nu på, hvad sagen handler om!
Mafia!

Danske Bank har DKK. 1.500 milliarder fra kriminalitet på bøgerne, ingen af de centralt placerede er varetægtsfængslet.

Det er de sammme aktører fra 2007 finans kriminaliteten, der nu plyndre Europa igen i 2018, de blev aldrig straffet efter svindlen fra 2007.

Mafia!
International organiseret kriminalitet er kendetegnet ved, at være et samarbejde mellem politikere, insititutioner kontrolleret af politikere f.eks. Skat her i Danmark og international organiseret kriminelle.

Det skal naturligvis ikke i den nuværende eksistentielle kritiske situation med acceleration i de menneskeskabte klimaforandringer, være økonomi der diktere politik, men politik der diktere økonomi, borgerne bør forlange demokrati, det burde ikke være så vanskeligt at forstå, hvis man tænker sig lidt om.

Borgerne ønsker sig et fungerende folkestyre og demokrati med langsigtede økonomiske bæredygtige mål, opbygget på fremtidssikret og realistisk ‘bæredygtig’ politisk vision og politisk veldefineret strategi for realisering, med omfordeling, mindre ulighed, uden sparken nedad på syndebukken, uden afvikling af velfærdssamfundet og uden løndumpning.

Mafia.
Politikere liberalisme, fattigdom og løgnen.

Energi fra olie, gas og kul afbrænding og de menneskeskabte klimaforandringer skabt i kølvandet på denne vildfarelse, er af politikere helt ‘fejlagtigt’ påstået, at skabe mindre fattigdom i verden generelt og værende samlet set, til glæde og fremgang for menneskeligheden, men liberalisme skaber i virkeligheden samlet set en negativ udvikling for alle mennesker på jorden, mere sult og nød i verden og den udvikling accelerer politikere i dag.

‘Sult i verden stiger igen, drevet af konflikter og klimaforandringer, fastslår FN-rapport.’
Link: http://un.dk/da/dk_news-and-media/sult-i-verden-stiger-igen-drevet-af-ko...

Systemiske finansinstititutioner er international organiseret kriminalitet og bør ikke forveksles med EU menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet.

Daphne Caruana Galizia blev myrdet, Antoine Deltour og Raphael Halet straffet for at beskytte EU medlemsstaternes borgere mod kriminalitet i og ud af EU.

Malta car bomb kills ‘Panama Papers journalist’ Daphne Caruana Galizia.
“The journalist who led the Panama Papers investigation into corruption in Malta was killed on Monday in a car bomb near her home.”

Link: https://www.theguardian.com/world/2017/oct/16/malta-car-bomb-kills-panam...
Link: http://www.bbc.com/news/world-europe-41637730

Whistleblowerne og jounalister bliver anholdt og retsforfulgt, som Luxembourg-fintens fader, EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker’s, mafia venner fik arrangeret i Jean-Claude Junckers skatteunddragelse finte sag fra Luxembourg.

“Tre whistleblowere risikerer hårde fængselsstraffe trods omfattende ros for skattelækage.
Retssag begynder i dag i Luxembourg mod tre mænd, anklaget for at stå bag lækage, som afslørede hemmelige skattefordele til multinationale selskaber.”

Link: https://politiken.dk/oekonomi/fokus_oekonomi/Luxembourg_laekage/art56200...årde-fængselsstraffe-trods-omfattende-ros-for-skattelækage

De to fik ni og 12 måneders betinget fængselsstraf og en bødestraf på 1500 euro (11.000 kroner) og 1000 euro (7500 kroner).

Hvordan betales mafia!
Organiseret kriminalitet bonus udbetalninger til de ansatte alene for The City of London 2016 £44bn. DKK. 370 milliarder.
Link: https://www.telegraph.co.uk/business/2016/09/15/bonuses-are-back-payouts...

Organiseret kriminalitet bonus udbetaling 2014
Wall Street bonuses total $28.5 billion in 2014
Link: https://rapidcityjournal.com/business/wall-street-bonuses-total-billion-...

The City of London bonuses 2014 soar to record £19bn (DKK. 190 milliarder.)
Link: http://www.dailymail.co.uk/news/article-401028/City-bonuses-soar-record-...

Løsningen.
Løsningen er et tættere samarbejde i Europa generelt, det er vejen ud af denne international organiseret kriminalitet i mellem finanssektoren og vores europæiske politikere, men udfordringen er, hvis EU vil udrydde mafia i EU, så må EU begå selvmord.

Philip B. Johnsen

Joseph Stiglitz spil for galleriet.

Is this the end of globalization?

“No.
The problem isn’t with globalization itself but the way we managed it domestically.
The U.S. should have realized that when you open up trade with developing countries, demand for unskilled labor in the U.S. will go down, leading to lower wages, more unemployment, or both. It leads to de-industrialization, and if markets don’t make a structural adjustment, there will be a lot of people unhappy and suffering without government assistance.
We should have done far more some countries did. We didn’t.

So I really blame domestic policy and those who argued against trade adjustment assistance.”

Citat Joseph Stiglitz
Link: https://www.barrons.com/articles/nobel-prize-winning-economist-joseph-st...

Det er spillet for galleriet, acceleration af forbrugsdrevet økonomisk vækst på yderlig olie, gas og kul, er naturligvis urentabelt, en underskuds forretning og tåbeligt i tillæg, i den virkelige verden naturligvis, det politiske og finansøkonomiske spil for galleriet vil at det skal se ud som om, at vores politiskere og finansinvesteringerne agere ud fra moralske skrupler om lokale dårlige lønforhold, det er der sikkert nogle opstemte fremmedhadende politikere og deres vælgere, der syntes ser godt du, selvom alle i den virkelige verden ved, hvordan vores folkevalgte politisk globaliserings elskende slavepiskere behandler mennesker eller rettere overvejende muslimer, for det de jo ikke rigtige mennesker i skavepiskerenes øjne, ude i den virkelige verden.

Udflytning af danske arbejdsplader og slaveri anno 2018.

Ingen vil betale bare en tilnærmelsesvis retfærdig pris for deres tøj, i vores del af verden, så produktionen flyttes til lande med børnearbejde slaveløn nogle få kroner om dagen, for fjortentimers arbejde om dagen, syv dage om ugen og 365 dage om året, under sundhedsfarlige arbejdsvilkår, uden udluftning og ofte pga. tunge maskiner i sikkerheds uforsvarlige bygninger.

Kun de helt unge i familien kan arbejde, sidst i teenager årene, er deres øjne ikke gode nok og de kan ikke arbejde hurtigt nok.

Hele familier er økonomisk afhængige af de helt unge med gode øjne resten af familien arbejder for håndøre, de umuligt kan overleve af, det kræver mange børn.

På blot 10 år er Danmarks import af varer fra Bangladesh øget med 377%.
Stort set hele væksten skyldes tekstil og beklædning, da denne varegruppe udgør 97% af den samlede import fra Bangladesh i 2016.”
Link: https://estatistik.dk/nyheder/bangladesh-klaeder-danmark-paa/

De danske slaver i Bangladesh har næsten ingen CO2 udledning, de køber intet, de lever hele familier af 12 kroner om dagen indtjent af ‘en’ overarbejdet slave teenager.