Læsetid: 7 min.

»Det kan ende med vold, hvis der kommer en ny afstemning om Brexit«

Også i millionbyen London kan tilhængerne og modstanderne af Brexit stort set kun enes om, at den anden side lyver, og at Brexit er blevet et stort »shitshow«. I næste uge tager Theresa May til Bruxelles for at få en aftale med EU – og den vil formentlig gøre flere briter vrede end glade
»Sådan et shitshow. Det har varet i to år, intet er besluttet, og nu taler de så om en ny afstemning. For fanden altså …« I det centrale London er man træt af Brexit.

»Sådan et shitshow. Det har varet i to år, intet er besluttet, og nu taler de så om en ny afstemning. For fanden altså …« I det centrale London er man træt af Brexit.

Ritzau Scanpix

12. oktober 2018

LONDON – At tage Eurostar-toget fra Bruxelles til London er nærmest som at boarde et fly. Man går igennem en parfumebutik, securitykøer og søvnige politifolk med blomstrede tekrus i hænderne, der nikker og siger »’morning, sir, welcome to Britain«, selv om man stadig er i Belgien.

Og så glider man ellers afsted med 300 kilometer i timen, mens solen langsomt står op til en vindstille efterårsmorgen, hvor markerne skinner mørkerødt. Ved Calais i Nordfrankrig dykker vi ned i tunnelmørket, 50,45 kilometer under vand, og så er vi faktisk i Britain. Urene stilles en time tilbage, bilerne kører i den anden side af vejen, meter og kilo er pludselig eksotiske målebegreber.

I næste uge rejser Theresa May den modsatte vej for at mødes med Merkel, Løkke og co. og måske endda få en endelig Brexit-aftale. Men selv om den geografiske afstand kun består af en kort togtur og en lille tunnel, er den mentale distance stor mellem de britiske øer og »Europa«, som man siger herovre.

Jeg er taget til London for at undersøge, hvorfor briterne har det så ambivalent med »Europa«, og hvorfor nationen stadig er så splittet over Brexit to år efter afstemningen.

Et rigtigt ’shitshow’

Det er en bidende kold morgen i det centrale London, folk trasker tavse med termokopper i hænderne mod kontorer og klasselokaler – indiske damer i bare tæer, mænd i tweed, punkere …

»Ingen aner jo, hvad der foregår,« siger den 24-årige børsmægler Will, der drikker kaffe foran en bager tæt på Liverpool Street Station, da jeg spørger ham om Brexit.

»Sådan et shitshow. Det har varet i to år, intet er besluttet, og nu taler de så om en ny afstemning. For fanden altså …«

Mens vi taler, ruller en varevogn forbi med et stort banner på siden, der indkalder til »March for the future« den 20. oktober. »Brexit er noget rod,« står der, så nu skal der demonstreres for en ny folkeafstemning. Man kan mærke, at vi er i et af landets mest EU-venlige områder, Hackney, hvor 79 procent stemte Remain i 2016.

Jeg smutter ned i metroen og snupper en avis, hvor forsidehistorien proklamerer, at der nu er lidt flere briter, der støtter Remain end Leave. Måske fordi de ældste leave-vælgere er døde og erstattet af EU-glade 18-årige. 

Men faktisk er det bemærkelsesværdigt, hvor stabilt briternes holdninger til Brexit har været, mener Brexit-ekspert og professor i politik ved Chatham House Matthew Goodwin, der netop har udgivet bogen National Populism. Nationen er stadig delt i to.

»Der har ikke været nogen stor Bregret,« skriver Goodwin, altså ingen flodbølge af brødebetyngede leave-vælgere, der har fortrudt deres Brexit-stemme. Tværtimod vil mange »gladeligt blive lidt fattigere, hvis det betyder, at de får mere kontrol med nationen og en tydeligere stemme«, konkluderer han.

Og i sommer viste en YouGov-undersøgelse ligefrem, at 83 procent af leave-vælgerne var villige til at sætte fredsprocessen i Nordirland over styr for at »få kontrollen tilbage«. 88 procent var villige til at se Skotland forlade unionen.

Børn, der skal passes

15 metrostop mod syd ligger Colliers Wood – et af de mest EU-kritiske områder i London.

En larmende hovedvej løber gennem bydelen, så jeg skal næsten råbe mine spørgsmål til lærerassistenten Stacy, der ryger en e-cigaret foran metrostationen. Hun stemte faktisk Remain, men nu følger hun ikke rigtig med, siger hun.

»Jeg har jo børn, der skal passes,« griner hun.

»Da vi stemte, troede folk, at alt ville ændre sig, og hvad er der sket? Det har bare været ét stort rod. Inde, ude, lidt inde, lidt ude. Kom nu videre!«

Hun puster en sky af damp ud af næsen.

»Og ved du, hvad folk herude taler mest om lige nu?«

– Nej, hvad?

»Altså, det er dumt: Skraldespande! Skraldeafhentningen er blevet skåret ned til én gang hver anden uge i stedet for én gang om ugen, og det er folk sure over. Der er facebooksider.«

Uafhængighed!

Ved siden af stationen er der åbnet en kaffebar, hvor man kan sende e-mails fra sin Macbook-computer. Overfor sælger de grillkylling.

»Vi stemte for at forlade Europa, og hvis vi skal forlade det uden en aftale, så må det være sådan,« siger Scott William på 59 år, der sidder foran pubben på den anden side af hovedvejen.

Han er postmand, tidligere soldat og nydeligt klædt i blomstret skjorte, beige blazerjakke og pressefoldede bukser.

»Konceptet om et forenet Europa er godt, men hvert land har jo sin egen kultur, og det fungerer ikke i praksis, når de lægges sammen. Europa fungerer jo heller ikke økonomisk: Se bare på Grækenland, som fik lov til at være med. Vi skal være venner med Europa, men ikke være i Europa. Vi er en ø ud for Europa. Det, der virker dér, virker ikke her.«

Han følger alle nyheder om Brexit tæt, siger han. Og nu er han bange for, at Theresa May »forråder« afstemningen.

»I 2016 lovede alle bål og brand, hvis vi stemte os ud, men vi skal nok klare det. Vi skal handle og dele efterretninger med Europa, men Europa skal ikke bestemme over os. Vi stemte Leave, vi stemte ikke for at blive i en toldunion. Vi vil have vores uafhængighed tilbage.«

Kan ende med vold

På vejen ned til metroen ser jeg på min telefon, at den øverste embedsmand i briternes Brexit-ministerium, Oliver Robbins, dagen før er blevet spottet på en café i Bruxelles med et stort glas rødvin – ved 17-tiden. Han ser afslappet ud og ligner ikke ligefrem en mand, der er milevidt fra at nå en aftale.

Tilbage i det centrale London tager jeg en kop kaffe med en fyr, som jeg kun må kalde Simon – han har et politisk lobbyfirma med en gruppe tidligere toprådgivere fra De Konservative. Vi griner lidt af det Oliver Robbins-foto, for jo, »det ligner jo fremskridt«, siger han. Og det kunne jo skyldes, at Theresa May er begyndt at spille de kort, hun faktisk har på hånden. Måske har hun truet EU med, at briterne ville bygge et skattely, hvis de ikke får deres vilje, eller at den store britiske hær og potente efterretningstjeneste ikke længere vil være så behjælpelige, hvis EU ikke giver sig.

»Men altså, ingen aner jo noget,« siger Simon, og så trisser jeg afsted til det store madbodsmarked i nabolaget, Old Spitalfield Market, hvor jeg vil tale med nogle remainere.

»Det hele er en joke,« siger Dan Norris, der er midt i en asiatisk rissalat med sin kollega Ray Shaughnessy. De er henholdsvis 42 og 44 år gamle og arbejder på et reklamebureau.

»Leave-kampagnen løj og løj og bildte folk ind, at paradis ventede uden for EU. Og hvad er der sket …? Medierne og regeringen bildte folk ind, at alt var immigranternes skyld, og at alverdens lande vil stå i kø for at lave handelsaftaler med os, når vi forlod EU. Men helt ærligt, skulle vi være bedre til at forhandle handelsaftaler end EU, som er et kæmpe handelsmarked? Det er så idiotisk,« siger Dan Norris.

Han er klædt helt i blåt: blå jakke, blå jeans, sko, tørklæde, selv hans øjne er blå. Han siger tingene på sådan en afdæmpet og høflig facon, som briter har for vane. Men det er tydeligt, at han er rasende.

Føler I jer europæiske?

»Jeg føler mig mere som europæer end som en del af deres ’suveræne briter’,« siger Dan Norris.

»Vi mennesker har mange identiteter. Mor, søster, skytte (stjernetegn, red.) … Det er nonsens, at du ikke både kan være europæer og nationalist,« siger Ray Shaughnessy.

Hun har briller med rødt glas og en rød Gucci-bæltetaske.

»Mit håb er, at regeringen bliver presset til en ny afstemning,« siger Dan Norris.

– Men vil det ikke splitte landet?

»Det er splittet i forvejen,« siger Dan Norris.

»Jeg tror faktisk, det kan ende med vold, hvis der kommer en ny afstemning om Brexit,« siger Ray Shaughnessy. »Det hele er kørt så meget op.«

Tilbage til Bruxelles

Det er svært at forestille sig, at nogen af parterne i Storbritannien for alvor kommer til at stå smilende tilbage, når støvet har lagt sig efter Brexit. Leave-typerne bliver kun glade for en hård Brexit, og remainerne vil bare have en ny afstemning.

Og i Westminster lidt herfra er politikerne lige så uenige om sagerne som reklamemanden og postbuddet. Endda internt i de store partier.

I et årti lå andelen af briter, der svarede, at »EU er et af de vigtigste spørgsmål, som landet står over for« stabilt lavt på cirka fem procent – nu er det ifølge målefolkene hos Ipsos MORI over 50 procent. Og det er, som om alle nationens konflikter og brudflader har taget bo i Brexit.

Næste dag tager jeg toget tilbage til Bruxelles, som pludselig virker som en søvnig provinsby i sammenligning med det metropolitiske virvar i London. Solen skinner, og nu venter vi bare på Theresa May, der ankommer på onsdag. Og på den aftale, som efter alt at dømme kommer til at gøre flere briter vrede end glade.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

John S. Hansen

Enhver befolkning, som oplever en tilstrækkelig stærk nedsmeltning af demokratiet - og således en nedsat, eller helt forsvundet adgang til indflydelse igennem fredelige parlamentariske midler - har vel en legitim ret til at gribe høtyvene.
Tilbage er så diskussionen af hvorvidt demokratiet er trådt tilstrækkeligt under fode, eller ej.

Torben K L Jensen, Torben Skov, René Skov og Bettina Jensen anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

Husk hvad der skete, da Danmark i 1992 stemte nej til Maastricht-traktaten; der blev en ny forhandlingsproces, hvor de fire forbehold (som alle idag er blevet formaliteter, i praksis har vi knyttet os tættest muligt til EU på de fire undtagelsesområder, hvoraf både fælles valuta-forbeholdet og retsforbeholdet allerede har været til fornyet folkeafstemning siden) blev til i Edinburgh-aftalen, so danskerne i 1993 stemte ja til. Dengang protesterede store dele af Danmark mod at den politiske elite ikke ville acceptere det danske nej til Maastricht/yderligere unionsudvikling, men i stedet botaniserede i traktatforslaget og på denne vis fik manipuleret Danmark videre ind i unionen, og på Nørrebro udviklede det sig til optøjer, hvor både politiets ledelse og en række urobetjente bidrog til at der opstod skyderier på åben gade. Siden kunne det iagttages at politiets ledelse løj lodret og at Etaten v. bl.a. rigsadvokat Asbjørn Jensen fremstillede falske forløbsbeskrivelser mhp. at friholde politiets ledelse for ansvar; altså politistatsmetoder. Vi er stadig ikke kommet et hak videre dérfra, jvf. bl.a. Tibetsagen og retssagerne mod hashhandlere på Christiania, hvor det er åbenbart at Etaten agerer ulovligt, dubiøst og løgnagtigt.

Carsten Wienholtz, Torben K L Jensen, Jan Jensen, John S. Hansen, Torben Lindegaard og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

Leo Nygaard, kunne du lige redegøre for hvor på hvilke måder grundlaget for en ny Brexit-afstemning vil være mere 'oplyst' idag end for to år siden? Personligt forventede jeg - og en del andre - nogenlune dén udvikling, vi har været vidne til; både EU og de neoliberale kræfter i UK arbejder for at afstemningsresultatet annulleres, subsidiært får kaotiske konsekvenser, som vil kunne bruges som eksempel på at alternativet til EU er barbari og kaos.

Flemming Berger, Torben K L Jensen, Michael Friis, Torben Skov og Tue Romanow anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Det er en kendsgerning, at der blev manipuleret groft med fakta op til briternes afstemning. UKIP og andre havde absolut ingen fine fornemmelser i forhold til ret og vrang, men skamred kendsgerningerne, med klangbund i en en-øjet og xenofobisk nationalisme. Modparten var sikkert heller ikke helt fine i kanten.
I den forstand giver en ny afstemning god mening. Briterne er blevet konfronteret med en række konkrete - og bitre - kendsgerninger, hvilket blandt andet afspejler sig i, at der nu er et flertal for 'remain'.
Jeg forstår ikke synspunktet om, at resultatet af en folkeafstemning skal gælde til evig tid - som om verden er statisk og briterne har fået et sæt stentavler fra Sinai-bjerget.
Som en dansk statsminister klogt sagde. 'Man har et standpunkt til man tager et nyt'.

Bettina Jensen

René Aarestrup, du kan have en pointe i at folkeafstemninger med stor fordel kan afholdes med binding på hvornår resultatet tidligst kan, evt. bør?, tages til genafstemning - et ønske som længe har været fremført af tilhængere af direkte demokrati-elementer som en folkeafstemning er udtryk for. En sådan binding vil kunne minimere risikoen for at politikerne, som loyalt skal forvalte et resultat, de er modstandere af, hurtigt kan (medvirke til at) provokere omafstemninger.

Du har også en (vel ret simpel og velkendt?) pointe i at vores politiske systemkultur, herunder vort konkurrencedemokrati, sikrer at vi fra alle sider får en syndflod af løgn og latin på bordet i de store samfundsdebatter - det er jo derfor at vi har behov for at der sker en afvikling af konkurrencedemokratiet, foruden at tilhængere af det borgerlige, repræsentative demokrati får styr på at praktisere deres egne grundbegreber (adskillelse af de tre magter, reel valgbarhed frihed til at stemme efter personlig overbevisning m.m.).

Det er fortsat påfaldende at iagttage, hvordan de traditionelt magtbærende, elitære kræfters politisk konstruerede scenarier ophæves til en art naturens lovmæssige tilstand, dvs. indiskutabelt givne og 'oplyste' realiteter, som kan anvendes til at disciplinere de uvidende masser med; en slags magtsyntetisk syltekrukke der kan skille får fra bukke. Herren være os nødig.

Torben K L Jensen, Michael Friis og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

Sjuskefejl; (adskillelse af de tre magter, reel valgbarhed, parlamentarikeres frihed til at stemme efter personlig overbevisning m.m.)

MHT citater "Det er svært at spå, især on fremtiden" Storm P m.fl.
Leave og Remain kom/kommer begge med forkerte forudsigelser. Det gør de fleste, der spår om fremtiden. Remain havde/har fordelen af at deres "vision" er status quo men det er jo netop, hvad flertallet af de britiske vælgere ikke ville.
Ingen ved idag hvad Brexit ender med. Og ingen ved hvornår EU kollapser (men det sker) så "klap lige hesten".

Bettina Jensen

Hovs, "Du antyder, at et forhandlingsresultat kunne være en løgn, som begge parter i forhandlingen er enige om, for at manipulere med den britiske vælgere ?"

Leo Nygaard, jeg minder dig og andre om at et politisk forhandlingsresultat altid vil være summen af parternes intentioner, såvel de synlige som de skjulte - og ingen af disse forhandlingsparter ønsker UK ud af EU.

Alene af den grund at det kun er Remain-siden som ønsker en ny afstemning, får de det selvfølgelig ikke. Der er da heller ikke bare antydning af et flertal i parlamentet.

I øvrigt fik Brexit-siden et ekstra lille skub, da Hillary Clinton netop for et par dage siden iført noget aparte tøj på Queen’s Universitys talerstol i Nordirland sagde, at Brexit var one of history's greatest self-inflicted wounds. Større fjer i hatten kan man ikke give Brexit-siden....

Torben K L Jensen

Det værste der kan ske for EU hvis der kommer et hårdt Brexit er at brexit bliver en fuldkommen succes med Jeremy Corbyn ved roret fordi hans reformer (nationaliseringer af vand,energi og togdrift) aldrig vil kunne lade sig gøre i det nuværende EU og dets neo-liberale agenda.
Så hvis det sker vil EU-kommisionen stå tilbage som kejseren uden klæder hvor den eneste vej vil være at reformere EU grundlæggende hvis konstruktionen skal overleve.

Selvfølgelig skal de ud, det nytter ikke noget at gøre nar af demokrati med ekstra afstemninger. Danmark skulle også have fået en norsk aftale efter 1992. Dengang var jeg glødende fan, men skeptikerne fik ret.
England må få en fin aftale ala Norge, så skal de nok klare sig.

Steffen Gliese

Men, Torben K L Jensen, her overser du, at det stort set er UKs modstand overfor udviklingen af en politisk union, der har stået i vejen.
Jeg er enig i, at det kan se ud til, at det vil være en fordel for både UK og EU, hvis de reaktionære kræfter bliver tvunget fra hinanden, mens de to parter uafhængigt kan udvikle samfund til borgernes fordel - for så at forenes igen, når UK er klar.