Læsetid: 8 min.

»Der er ikke langt fra Mussolinis sortskjorter til Matteo Salvinis grønskjorter«

En af Italiens sidste overlevende antifascistiske partisaner, Aldo Tortorella, drager i et interview nogle foruroligende paralleller mellem fascismen i 1930’erne og de ideer og holdninger, der driver de to populistiske regeringspartier frem i dag. Som tidligere leder i landets store kommunistparti mener den 92-årige italienske intellektuelle, at det eneste bolværk mod en autoritær udvikling er Det Demokratiske Partis tilbagevenden til et budskab om social retfærdighed
Den 92-årige chefredaktør for tidsskriftet Critica Marxistav, Aldo Tortorella, er dybt foruroliget over de to regeringspartier Lega og Femstjernebevægelsens skarpe kritik af parlamentarismen og det liberale demokrati. 

Den 92-årige chefredaktør for tidsskriftet Critica Marxistav, Aldo Tortorella, er dybt foruroliget over de to regeringspartier Lega og Femstjernebevægelsens skarpe kritik af parlamentarismen og det liberale demokrati. 

Ewa Lajer-Burcharth

29. oktober 2018

ROM – Når Italiens indenrigsminister, Matteo Salvini, holder vælgermøder i Norditalien, dukker hans tilhængere op i grønne skjorter. Nogle af dem ligner med deres grønne tørklæde om halsen pæne og artige spejderdrenge.

Partiaktivisternes behov for at være ens klædt på – uniformeringen – har givet dem et øgenavn. Salvinis tilhængere bliver kaldt »grønskjorter«, ligesom fans af italiensk politiks anden magtfulde politiker, Femstjernebevægelsens Beppe Grillo, kaldes »gulskjorter«. De klæder sig i gule T-shirts.

»Herfra og tilbage til Mussolinis sortskjorter og Hitlers brunskjorter er der desværre ikke langt,« siger den tidligere antifascistiske partisan og historiske skikkelse i Italiens kommunistparti Aldo Tortorella til Information.

Han frygter, at historien kan gentage sig selv, om end næppe til punkt og prikke. Og han finder det ildevarslende, at Italien igen er blevet det første land i Vesteuropa, hvor en populistisk regering med autoritære træk er kommet til magten.

Det skete efter parlamentsvalget sidste forår, da Femstjernebevægelsen og Lega fandt sammen i en umage regeringskoalition.

Første gang, italienske populister kom til magten, var i 1922, da sortskjorter marcherede fra Norditalien til Rom og pressede kong Victor Emanuel III til at udnævne fascistpartiets leder, Benito Mussolini, til statsminister. I løbet af kort tid satte Mussolini parlamentet ud af kraft og udråbte sig til diktator.

– Kan noget lignende ske igen i Italien?

»Jeg tror ikke på en direkte kopi. Men hvis regeringspartierne fortsætter ad den vej, de er slået ind på, så styrer vi direkte mod et parafascistisk regime med paralleller til Mussolinis fascisme,« siger Aldo Tortorella.

Den 92-årige italienske intellektuelle er i dag chefredaktør for tidsskriftet Critica Marxista, der blev grundlagt af det hedengangne kommunististparti. I sin tid som landspolitiker, deputeret i Italiens parlament og medlem af partiets ledelse forvaltede Tortorella bl.a. rollen som ansvarlig for partiets kulturpolitik.

Han er en af tre overlevende historiske skikkelser fra efterkrigstidens største kommunistiske parti i Vesteuropa. De to andre er Italiens forhenværende præsident Giorgio Napolitano og den tidligere chefredaktør Emanuele Macaluso.

Ildebefindende på sidste kongres

Første gang, jeg oplevede at se Tortorella in person, var på kommunistpartiets sidste kongres, der blev afviklet i Bologna i 1991. Her sad jeg sammen med en gruppe venner fra avisen Il Manifesto, der var blevet grundlagt af partiafvigere i 1968, og hørte på taler for og imod en navneændring.

Tortorella, der var presidente for partiet, stod i spidsen for en modstandergruppe. I hans øjne var opgivelsen af navnet kommunist synonymt med et forræderi mod partiets historie.

Det til trods for, at de italienske kommunister under Den Kolde Krig havde vraget partiets marxistiske ideologi, og at deres partiprogram kunne forveksles med socialdemokraternes i Nordeuropa.

Midt i Tortorellas følelsesladede tale fik han et ildebefindende. Symbolikken kunne næppe have været tydeligere. Han blev bragt i ambulance til et nærliggende hospital. Heldigvis var der intet i vejen med den 65-årige mands helbred.

Året efter mødte jeg ham og hustruen Chiara Valentini, en kendt italiensk journalist og forfatter, til en middag i Rom. Siden har vi været venner. Under et besøg i Italien denne sommer bad jeg Tortorella, en eminent intellektuel og historiefortæller, om at vurdere de to italienske regeringspartiers demokratiske sindelag.

Få i Italien kan gøre det med så stor autoritet som han. Han voksede op under Mussolinis regime i 1930’erne og 1940’erne og deltog i kommunisternes væbnede modstandskamp mod fascismen og senere nazisternes besættelse af Italien efter Mussolinis fald i 1943.

I en ganske ung alder blev Tortorella leder af en modstandscelle, fanget af fascisterne, og undslap, i en spektakulær operation organiseret af hans kammerater, fra et hospital udklædt som nonne.

Efter befrielsen i 1945 besluttede de italienske kommunister at arbejde inden for det liberale demokratis rammer. En bevidst politisk beslutning, der begravede drømmen om at indføre proletariatets diktatur i Italien.

Det gjorde de ud fra den betragtning, at det parlamentariske demokrati i et borgerligt samfund med en kapitalistisk økonomi trods alt giver arbejderklassen rettigheder.

»Det er naturligvis korrekt, at et liberalt demokrati lader store selskaber og velstående familier udøve stor indflydelse over staten, men arbejderklassen får også mulighed for at forsvare sig og vinde rettigheder gennem repræsentation i parlamentet,« fremfører Tortorella.

Det er på den baggrund, den gamle kommunist er dybt foruroliget over de to regeringspartiers skarpe kritik af parlamentarismen og det liberale demokrati. Femstjernebevægelsen, M5S, der styres af kultskikkelsen Beppe Grillo, agiterer f.eks. for at lovgive gennem et direkte demokrati.

Legaens ubestridte leder, Matteo Salvini, har intet tilovers for politisk palaver og kompromisets kunst. Kilden til hans autoritet ligger efter hans mening i folkets og nationens vilje, som han selv påtager sig at definere.

Hvis det lykkes for de to regeringspartier at svække Italiens repræsentative demokrati, kan det ifølge Tortorella gøre arbejderklassen forsvarsløs.

»Lønmodtagere, de arbejdsløse, de udstødte og korttidsansatte uden kontrakt (prekariatet) kan miste nogle af de privilegier og rettigheder, de erobrede i de faglige kampe i det 20. århundrede,« forudsiger han.

Stemmer på M5S og Lega

Det paradoksale ved Italiens aktuelle politiske situation er, at store dele af arbejderklassen stemte på M5S og Lega. Det, til trods for at eksempelvis Salvinis parti har gjort sig til talsmand for de små og mellemstore virksomheder i Nord- og Mellemitalien.

Tortorella kalder således Lega for il partito dei padroni (arbejdsgivernes parti).

At Salvini alligevel kan slippe afsted med at præsentere sig som arbejderklassens forsvarer, skyldes ifølge den tidligere modstandskæmper, at han spiller på samme register som Mussolini.

»Mussolini lovede ro og orden. Han spillede på arbejdernes og middelklassens frygt for det anderledes og det fremmede. Han lovede at værne om nationens etniske identitet. Det samme gør Salvini.«

Parallellen til 1930’erne, hvor Tortorella blev politisk aktiv, er slående. I hans øjne er der ingen meningsfuld forskel mellem populismen dengang og i dag.

»Fascisterne og nazisterne tilbød også arbejderklassen at tilfredsstille øjeblikkelige økonomiske behov; de tordnede mod det liberale demokratis manglende evne til at løse problemerne og slog til lyd for genoprettelsen af ro og orden og en stærk leder,« siger han.

Men det ville være en fejltagelse at tro, at italienerne har lært lektien fra dengang og aldrig kunne finde på at støtte indførelsen af et autoritært styre i det 21. århundrede.

»Efter befrielsen begik vi antifascister en kæmpe brøler. Vi bildte os ind, at alle italienere havde taget afstand fra Mussolini og fascismen. Men det var ikke et sandt billede. Vi stak blår i vores egne og italienernes øjne. Store dele af befolkningen støttede faktisk fascismen.«

Den manglende erkendelse af fascismens tag i italienerne og de demokratiske partiers modvilje mod at tage konfrontationen med fortiden kan således have undergravet modstandsevnen i befolkningen mod nye autoritære styreformer.

Som i mange andre vestlige lande er italienerne i dag frustrerede over det parlamentariske demokratis manglende evne til at levere meningsfulde sociale og økonomiske reformer, og de føler en afsmag for politikeres angivelige elitære og bedrevidende stil.

Præcis de punkter er blevet M5S’s kæpheste.

»Femstjernebevægelsens popularitet er nøje forbundet med en antiparlamentarisk holdning,« siger Tortorella.

»Beppe Grillo og hans tilhængere tror ikke på et demokrati, hvor en politiker repræsenterer sine vælgere og følger sin samvittighed. Parlamentsmedlemmer skal adlyde partilederens diktat, og de bliver ekskluderet, hvis de afviger. Det er en partidisciplin, kommunister og socialister opgav efter befrielsen, og som M5S nu har genindført,« konstaterer Tortorella.

»Populister leverer varen«

Parlamentsmedlemmers frihed til at følge deres overbevisning og samvittighed er et fundamentalt princip i et liberalt demokrati. Men en manglende loyalitet over for partiet har i Italien også ført til en upopulær praksis i parlamentet, der kendes som il trasformismo.

Trasformismo betyder, at deputerede skifter parti af opportunistiske grunde. Fænomenet har givet italienske politikere et dårligt renommé, hvilket M5S benytter til gå i et frontalt angreb mod selve det repræsentative demokrati.

Det er denne kritik, der ligger til grund for M5S’s forslag om at indføre et direkte demokrati, som det blev praktiseret i de græske bystater i antikken. Bevægelsen foreslår, at partimedlemmer skal kunne stille lovforslag via en digital platform og stemme om det. Men det ville i realiteten betyde, at kun borgere, der har tid og lyst til at sætte sig ind i emnerne, bestemmer.

»Mere præcist ville beslutningerne under en M5S-regering blive taget af 40.000 partimedlemmer, men eftersom der udøves en streng partidisciplin, kommer partiets øverste leder til at bestemme. M5S er m.a.o. et autoritært parti,« vurderer den gamle kommunistleder.

Matteo Salvinis parti, Lega, er en helt anden kop te.

»Det er Salvinis personlige parti, og i modsætning til M5S fremlægger dette enmandsparti ikke ideer til en alternativ styreform. Det er op til Salvini, ikke Legas medlemmer af parlamentet, at tolke folkets og nationens vilje. Samme model fulgte Hitler, Mussolini og Peron (i Argentina, red.).«

De to populistiske partiers styrke er ifølge Aldo Tortorella, at de er strengt fokuseret på at levere varen til det arbejdende folk.

»Man må erindre, at fascismen i Italien ikke kun handlede om vold og berøvelse af frihed. De var dygtige til at levere goder til arbejderklassen og middelklassen som f.eks. gratis togbilletter til kystbyer og bjergene om sommeren, mødre og børn blev beskyttet af sociale programmer, og industri- og landarbejdere fik større økonomisk tryghed.«

Han forklarer videre:

»Fascisternes styrke dengang og populisternes tiltrækningskraft i dag er, at de sørger for at tilfredsstille nogle basale behov som f.eks. at skaffe arbejde, mad og bolig til familien. Og samtidig udnytter de en mangel på kultur og dannelse i arbejderklassen og småborgerskabet til at sprede had mod de fremmede.«

Det er især Salvini, der spiller på de nationalistiske og chauvinistiske strenge, mens M5S holder en vis afstand til hans racistiske retorik.

Ansvaret for den italienske populismes march ind i regeringskontorerne i Rom lægger Tortorella ubetinget på den italienske venstrefløj søgning mod midten siden 1990’erne.

»Venstrefløjen har forrådt arbejderklassen, de ledige og prekariatet ved ukritisk at overtage Bill Clintons og Tony Blairs nyliberale økonomiske politik og nedprioritere økonomisk lighed og social retfærdighed. Resultatet er, at vælgerne kaster sig i armene på demagoger og populister som Beppe Grillo og Matteo Salvini,« siger han.

Den gamle kommunist er dog ikke rede til at opgive kampen om lederskabet og retningen i det tidligere kommunistparti, der har skiftet navn mange gange siden 1991, og som i dag hedder Det Demokratiske Parti (PD).

»Folk på venstrefløjen er blevet apatiske. De mener, PD’s højredrejning under Matteo Renzis ledelse er umuligt at vende. Men det er en forkert holdning at indtage. Man skal aldrig holde op med at kæmpe for sine ideer. Vi skal kæmpe både for social retfærdighed og for demokrati.«

Aldo Tortorella husker de generalstrejker, som modstandsbevægelsen organiserede i 1943-44.

»Dengang var slagordene ikke kun rettet mod fascisterne og nazisterne. Vi skreg også: ’Ned med lortelønnen! Ned med lortearbejdet!’ Det skal vi gøre igen i dag på vegne af alle de unge, der ikke har et arbejde, eller som arbejder for en elendig løn.«

Trump er ikke Hitler, men ... Christopher R. Browning ser flere lighedspunkter mellem udviklingen i USA i dag og udviklingen, der i 1930’erne førte til Hitlers magtovertagelse. Der er også vigtige forskelle, men de er ikke nødvendigvis beroligende, skriver han.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Gert Romme
  • Per Klüver
  • Anne Eriksen
  • Thomas Tanghus
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Trond Meiring
  • Grethe Preisler
  • Eva Schwanenflügel
Bjarne Bisgaard Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Gert Romme, Per Klüver, Anne Eriksen, Thomas Tanghus, Maj-Britt Kent Hansen, Trond Meiring, Grethe Preisler og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Marianne Stockmarr

Spændende læsning, dog savnede jeg spørgsmålet om den aktuelle EU-budget-krise, hvor regeringens budgetforslag, som jo netop skulle tilgodese de fattige, ligesom under det gamle fasciststyre, overskrider EUs grænser. Ligesom i Grækenland, hvor den socialistiske regerings økonomi, blev sat under administration fra EU. Det gamle italienske kommunistparti var stor tilhænger af EU!

En kløgtig, ældre herre. Glimrende læsning.
Til Marianne Stockmarr. Jeg tror PCI stolede mere på, at landets interesser ville blive bedre varetaget i EF end af den daværende, italienske regering.

Paradoksalt at den europæiske union blev skabt som et bolværk mod fascismen og nationalsocialismen men nu fremelsker folkelige reaktioner i netop den retning.

Måske hvis unionen havde været demokratisk funderet i stedet for den nuværende centralistiske, overregulerende, bureaukratiske konstruktion, som kun er i stand til at udløse krise efter krise, ville Europa se anderledes ud. En bedring har desværre lange udsigter, for EU prioriterer unionens overlevelse over Europas interesser, ja over alt andet må man sige.