Læsetid: 10 min.

Mary rejste ud for at brødføde sin familie i Kenya, hun kom hjem i bandager

Selvmord og desperate flugtforsøg ud over balkonen er sidste udvej for mange af de kvinder, der rejser fra Asien og Afrika til Mellemøsten i håb om at tjene penge og forsørge deres familier. Alt for ofte ender de med at arbejde under forhold, der bliver kaldt moderne slaveri
To en halv måned efter at Mary Kibawana vendte tilbage til Kenya viklet ind i bandager, døde hun af sine brandsår. Hun tog til Jordan for at finde arbejde og forsørge sin familie, men endte i en ulykke.

To en halv måned efter at Mary Kibawana vendte tilbage til Kenya viklet ind i bandager, døde hun af sine brandsår. Hun tog til Jordan for at finde arbejde og forsørge sin familie, men endte i en ulykke.

Fra dokumentarfilmen "Hushjælp i helvede"

15. oktober 2018

Det er sen nat den 28. maj 2016, da et fly lander i Nairobi. Ombord er en kvinde, der snart skal skabe overskrifter i de kenyanske medier.

Mary Kibwana vender hjem efter at have arbejdet som tjenestepige i et privat hjem i Jordan. Hun er viklet ind i bandager og bliver kørt til et hospital i ambulance.

Jeg er tilfældigvis i Kenya for at lave optagelser til et dokumentarprogram og møder de pårørende uden for hospitalet. De viser grusomme billeder af Mary Kibwana, der har brandsår fra halsen og ned.

»Hun har fire børn og en mand, hun skal tage sig af. Hun ville bare brødføde dem, og så vender hun hjem til Kenya som invalid,« siger svigerinden Ruciana Shighi Mskilla.

Ulykken er sket syv uger forinden, da et gaskomfur eksploderede i det jordanske hjem. Mary Kibwana ser skræmt ud, mens hun fra sin hospitalsseng fortæller om ulykken. Da gaskomfuret eksploderede, skreg hun om hjælp omspændt af flammer.

»Frue, det er mig, Mary! Jeg brænder! Hjælp mig, frue. Da hun kom derind, føltes det, som om der var nogen, der sparkede mig,« fortæller Mary Kibwana.

Udtalelsen bliver bragt på kenyansk tv og får sagen til at eksplodere på sociale medier.

Manden Peter er sorgfuld og vred. Han fortæller, at han intet fik at vide om eksplosionen – han har været uvidende om, at hans kone i 42 dage har kæmpet for sit liv på et hospital i Jordan. Først lige inden hjemrejsen blev han ringet op af den jordanske arbejdsgiver.

Tilstede er også en kenyansk senator, der engang har arbejdet som barnepige i Mellemøsten. Hun kalder forholdene for moderne slaveri.

»Som mor og politiker vil jeg ikke bare se passivt til. Vi er ikke dyr! Slavehandlen er afskaffet,« råber senator Emma Mbura.

De pårørende spørger, om jeg kan rejse til Jordan og undersøge sagen. Jeg svarer ja. Uden at vide, hvad der venter.

’Kafala’

Mellemøsten har en årtier lang tradition for at importere hushjælp fra Asien og Afrika. I dag er der ifølge Human Rights Watch 2,8 millioner tjenestepiger i regionen.

Jeg hørte første gang om tjenestepigernes arbejdsforhold, da jeg for nogle år siden underviste libanesiske tv-journalister i Beirut. De fortalte om kvinder, der var låst inde og aldrig kom uden for en dør – den libanesiske tv-station Al Jadeed viser med jævne mellemrum privatoptagelser, hvor man ser tjenestepiger springe eller falde fra balkoner i stor højde.

Kvindernes forhold har i årevis været genstand for skarp kritik fra både FN og ngo’er.

»Nogle arbejdsgivere hævder at have købt migrantkvinderne og behandler dem som deres ejendom. Mange udnytter og misbruger disse kvinder og bliver sjældent stillet til ansvar,« siger Janet Walsh, vicedirektør for Women’s Rights i Human Rights Watch.

Seks film om moderne slaveri

  • Dokumentarfilmen 'Hushjælp i helvede' er en del af en dansk kampagne, 'WHY SLAVERY', der rummer i alt seks dokumentarfilm om om moderne slaveri i Indien, Mellemøsten, USA, Nordkorea og Europa.
  • Filmene vises alle på DR i uge 42 og derudover i 190 andre lande.

For at få arbejdstilladelse skal tjenestepigerne have en ’sponsor’. Systemet kaldes Kafala og overlader ansvaret for kvinden til arbejdsgiveren. Hvis hun vil søge et andet job, kræver det typisk arbejdsgiverens tilladelse.

Ifølge Human Rights Watch får mange kvinder rutinemæssigt frataget deres pas ved indrejse.

»Selv hvis en arbejdsgiver misbruger kvinden, kan hun stadig ikke flygte uden hans tilladelse. Hvis hun alligevel flygter, risikerer hun bøde, fængsel og udvisning,« siger Janet Walsh.

Optagelser fra lufthavnen i Beirut viser, at sikkerhedstjenesten ser passivt til, når de nye arbejdsgivere tager kvindernes pas. Af alle de tjenestepiger, jeg har interviewet i løbet af de seneste tre år, har ikke en eneste fået lov til at beholde sit pas.

Agenten

For at forstå, hvordan tjenestepigerne i første omgang bliver rekrutteret til job i Mellemøsten, tager jeg til Libanon for at mødes med Maher Doumit.

Han er en tæt fyr, der bor sammen med sin familie i Beirut. Han har sagt ja til at lade sig filme, selv om han godt ved, at mange vil opfatte ham som kontroversiel.

Sammen med moderen Hasna og søsteren Adele driver han et rekrutteringsbureau. Ifølge Maher Doumit henter de op mod 200 tjenestepiger fra Filippinerne og Etiopien om året.

»Jeg tror ikke på menneskerettigheder, måske i Europa, men ikke her i Mellemøsten. Jeg hjælper kvinderne, og de hjælper mig,« siger han.

Både Etiopien og Filippinerne har ellers forbud mod at søge arbejde som tjenestepige i Libanon. Filippinerne indførte forbuddet tilbage i 2006 – oprindelig på grund af krigen mellem Libanon og Israel. Forbuddet er aldrig blevet ophævet på grund af dårlige arbejdsforhold og mange sager om overgreb og misbrug, oplyser de filippinske myndigheder.

De filippinske kvinder risikerer at blive stoppet i lufthavnen i Manila på grund af udrejseforbuddet til Libanon, men der er en simpel løsning på det problem, fortæller Maher Doumit og hans mor:

»Vi betaler penge under bordet. Det er lovligt i Libanon, men det er ulovligt at rejse fra Filippinerne.«

Det var moderen Hasna, der startede rekrutteringsbureauet. Hun har ingen respekt for forbuddet og henviser til, at mange filippinske kvinder gerne vil arbejde i Libanon. Hasna Doumit er medlem af en brancheorganisation for agenter og har sine egne etiske grænser.

Et ægtepar ankommer til kontoret på udkig efter en tjenestepige og spørger, om de kan slippe for at betale løn til tjenestepigen de to første måneder. Hasna afviser blankt og fortæller parret, at det ville være røveri, for kvinden skal selvfølgelig have sin løn. Tjenestepigerne tjener 1.000-3.000 kroner om måneden. Etiopierne er billigst, fordi de ofte hverken taler engelsk eller arabisk.

Hvis en tjenestepige ikke vil være hos en familie længere, fungerer Doumit-hjemmet som midlertidig base. Derfor kommer der konstant nye kvinder til – de serverer kaffe, gør rent og laver mad sammen med Hasna.

De bor på et værelse på 5-6 kvadratmeter, nogle gange tre kvinder på en gang. Det er svært at forstå, hvordan tre personer kan sove på så lidt plads – men kvinderne forsikrer, at det ikke er noget problem. Selv hvis det var et problem, ville jeg næppe få et ærligt svar.

Leila Paguirigan er lige ankommet fra Filippinerne. Det er hendes anden rejse til Libanon.

»Første gang var i 2010. De første tre måneder græd jeg hele tiden, men jeg gør det for at få en bedre fremtid, så jeg må være tapper,« siger Leila Paguirigan.

Hendes søn er i dag syv år. Hun rejste uden at sige farvel til ham. De næste to år skal han passes af Leilas søster.

»Det var bedre ikke at fortælle ham det, for jeg ved, hvordan han har det. Han vil hellere have, at jeg bliver i Filippinerne.«

Leilas nye arbejdsgiver er ifølge Maher Doumit velhavende.

»Jeg håber bare, at jeg får en god familie,« siger Leila. Hendes løn skal gå til at sende sønnen i skole. Et par dage efter bliver hun hentet af en privatchauffør.

Vi følger pigerne i hjemmet over noget tid, og jeg lærer efterhånden Maher Doumit ret godt at kende. Han leder efter en kone og kan først flytte hjemmefra, når han bliver gift. Han kan virke rå, når han bjæffer ordrer til tjenestepigerne: »Giv mig en lighter, pak en kuffert« – her er ikke noget ’vær så venlig’ eller ’er du sød at’. Maher ved godt, at han råber højt, og at det kan virke intimiderende. Men det er ikke ondt ment, siger han.

Døren til lejligheden er ulåst, tjenestepigerne kan gå ned på gaden og lufter ofte familiens hund.

»Hvis ikke de har det godt, så kommer de ikke til Libanon. Så enkelt er det,« siger Maher.

Men heller ikke her får de lov at beholde deres pas. Det opbevarer han, og det ser han ikke som noget problem.

»Man rejser for at arbejde, for at tjene penge. De skal sige ja til arbejdsgiverne. Man behandler dem humant, men de skal vise respekt, og der er nogle grænser, de ikke må overskride.«

Maher Doumit foragter agenter, der misbruger kvinderne seksuelt eller tæsker dem. Han fortæller om videoer, han har set, hvor flere agenter voldtager en tjenestepige. Men jeg må ikke se videoerne.

Han er overbevist om, at importen vil fortsætte.

»De har brug for os, og vi har brug for dem.«

Tilflugtsstedet

Ifølge Human Rights Watch er der anslået 200.000-250.000 tjenestepiger alene i Libanon. Ingen kender det præcise antal, for mange kvinder lever under jorden efter at være stukket af fra deres familier. I 2016 oplyste Libanons sikkerhedstjeneste, at 110 døde tjenestepiger blev fløjet til deres hjemlande.

Jeg møder en gruppe etiopiske kvinder, der lever illegalt i et hus uden for Beirut. Den ene kvinde har slået hovedet, det ser grimt ud, og kvinden virker konfus. At ringe efter hjælp kan ikke komme på tale, for så vil hun blive udvist, forklarer de andre kvinder.

Et andet sted i Libanon driver den katolske hjælpeorganisation Caritas et herberg for kvinder, der er stukket af. Stedet kan huse 80 kvinder og er konstant overbelagt. Tjenestepigerne fortæller om 18 timer lange arbejdsdage, om tæsk og ydmygelser og om seksuel chikane.

Jessica Ndunge Musili fortæller, at hun flygtede, da hendes arbejdsgiver ville have sex med hende. Den eneste flugtvej var fra balkonen, hun firede sig ned fra tredje sal med sammenbundne lagener.

»Jo, jeg var bange. Men jeg ville hellere dø end at fortsætte med det liv, jeg havde,« siger hun.

Tjenestepigerne på herberget venter på, at deres sager bliver undersøgt. Deres anklager bliver oftest afvist af arbejdsgiverne, og da de har deres pas, kan kvinderne ikke rejse hjem.

Sådan kan der gå måneder og nogle gange op til et år. Til sidst opgiver de fleste – og får til sidst et nyt pas af de libanesiske myndigheder. Om der rent faktisk er hold i anklagerne, bliver sjældent opklaret.

Jeg løber ind i udfordringer i forhold til at undersøge kvindernes historier. Taler de sandt? Overdriver de? Jeg ringer til nogle af arbejdsgiverne, de vil ikke tale.

Håndfast dokumentation er både en mangelvare og et journalistisk dilemma. Jeg hører groteske historier om vold, voldtægt og indespærring – og ikke kun på herberget, men også på rejser til Filippinerne, Kenya og Madagaskar. Pårørende fortæller om kvinder, der er sporløst forsvundet. Andre fortæller om lig, der er blevet sendt retur til hjemlandet uden nogen form for forklaring på, hvad der førte til dødsfaldet.

Myndighedssporet ender ofte blindt. Jeg har kontaktet ambassader og ministerier i en række lande i Mellemøsten uden at modtage svar.

Gerningsstedet

I stedet rejser jeg til Jordan i håb om at opklare, hvad der skete i sagen om den svært forbrændte kvinde, Mary Kibwana.

Jeg får et møde med hendes jordanske agent, Mazen Hindawi. Han forklarer, at hun ganske rigtigt blev forbrændt, da et gaskomfur eksploderede. Men derfra har han en anden forklaring end det, Mary Kibwana fortalte til kenyanske medier på hospitalet i Nairobi.

Ifølge Mazen Hindawi sparkede den kvindelige arbejdsgiver hende ikke, men forsøgte at slukke ilden og blev selv forbrændt.

»Hvis arbejdsgiveren var en skurk, så ville vedkommende ikke have betalt hospitalsregningen,« forklarer han.

Jeg spørger, om han har sørget for erstatning til Mary Kibwana. Det er ikke hans ansvar, lyder svaret.

Jeg spørger til de 42 dages tavshed efter ulykken. Gav han de pårørende i Kenya besked om, at Mary Kibwana var indlagt på Al-Bashir-hospitalet i Amman?

»Nej,« lyder svaret. Det er ikke hans opgave, han er bare mellemmand.

Han lover at skaffe kontakt til arbejdsgiveren, men holder ikke sit løfte. Efter adskillige rykkere holder agenten op med at svare på mine henvendelser.

Sagen blev undersøgt af en statsadvokat, der konkluderede, at det var et uheld og et resultat af »forsynet og skæbnen«. Jordans justitsministerium svarer aldrig på, hvordan det var muligt at nå den konklusion uden at afhøre Mary Kibwana.

Tilsyneladende er ingen forpligtet til at give de pårørende besked, og der er ingen kompensation.

Men de nærmere omstændigheder omkring brandulykken kan jeg ikke komme nærmere. Jeg meddeler de kenyanske pårørende, at jeg ikke kan finde de svar, de havde håbet.

Hjemvendt

En augustdag i 2016 kommer den besked, jeg har frygtet. Det er to en halv måned siden, jeg mødte Mary Kibwana på et kenyansk hospital. Nu er hun død af sine brandsår.

Jeg møder de pårørende i et kapel i Nairobi ved solopgang. De synger salmer, derefter skal Mary Kibwanas lig på en 10-12 timer lang transport til landsbyen Malindi i det østlige Kenya, nord for Mombasa. Det skal ske i en særlig transport med køl for at undgå forrådnelse. Den særlige transport er en betydelig udgift for familien, der har skaffet pengene ved at samle ind hjemme i landsbyen.

Begravelsen er et større arrangement med 4-500 fremmødte. Lokale sælger mad og øl, der er rejst fire åbne kuppeltelte på den udendørs plads, kvinderne er ranke, sammenbidte og klædt i farvestrålende kjoler. Mange har enten selv været i Mellemøsten eller kender andre, der har taget turen.

Marys mand, Peter, skal nu være eneforsørger for de fire børn, og det er usikkert, om der er råd til fortsat at lade dem gå i skole.

Midt på pladsen står den åbne kiste, og folk står i lange køer for at se Mary en sidste gang samt donere penge til de efterladte, som traditionen byder.

Det knager, da kisten bliver firet ned i hullet. Forrest til jordpåkastelsen står datteren på 12 og to af de mindre brødre i hvide skjorter, de kaster en håndfuld jord og stirrer forstenede ned på kisten.

»Nogen må stoppe det her. Det skal simpelthen stoppes,« siger senator Emma Mbura. Men ligner ikke en, der selv tror på, at det vil ske.

Søren Klovborg er instruktør på dokumentarfilmen ’Hushjælp i helvede’, der bliver vist på DR1 mandag kl. 21.55

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Karen Grue
  • Mette Poulsen
  • Carsten Munk
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
Karen Grue, Mette Poulsen, Carsten Munk, David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Mette Jørgensen

Ja, det er virkeligheden, akkurat som da røde kors fandt vej til koncentrationslejrene i 1943.
Og til de nuværende slavearbejdere, hvor mange opholder sig i mellemøsten.Og her sad minsandten velnærede jøder og spillede fin musik. den kloge narrer den mindre kloge.
Ak, ja til disse lande vil vi lave opsamlingslejre. Vi vil naturligvis sende politikere ned til inspektion og se til at alt går ordentligt til.
Hvem i himlens navn tror på den.