Med Merkels afgang forsvinder Europas stabile centrum – og det er måske meget godt

Hun sad med ved bordet, da verdens ledere hed Bush, Blair og Chirac. Hun er den længst siddende statsleder i Europa, og ifølge en ny måling fra Pew Research Center også den politiske leder, som verdens borgere har størst tiltro til – et godt stykke foran Macron og Xi Jinping.

»Hun er symbolet på det gamle establishment, som nu er ved at forsvinde,« siger den tysk-franske forfatter Ulrike Guérot, der leder afdelingen for europæisk politik på Donau-Universität Krems i Østrig.

Da Angela Merkel mandag sagde, at hun efter 13 år som statsleder hverken genopstiller som chef for sit parti eller kansler for sit land, var det begyndelsen på »en ny æra«, som Financial Times skrev på forsiden tirsdag.

»Merkel var den sidste store partileder i den europæiske demokratitradition fra det 20. århundrede,« forklarer den polske forfatter og journalist Konstanty Gebert i en e-mail.

»En tradition, hvor partier var rummelige, tiltrak bredt og havde loyale støtter. Den type politik er nu en ting fra fortiden. De politiske programmer skifter, og alliancerne er flydende.«

Merkels afgang er et symbol på den nye form for europæisk politik: Hun var den sidste stærke leder fra et af de gamle partier; det stabile centrum, der samlede store koalitioner og indgik mudrede kompromiser. Nu er stabilitet afløst af usikkerhed. Og hvad betyder det for Europa?

Kaos ja, men også muligheder

Tja, det kommer helt an på, om Merkels form for politik – de brede koalitioner og de pragmatiske aftaler – også forsvinder fra scenen, når hun går, siger Uffe Østergaard, der er professor emeritus fra CBS med speciale i europæisk identitetshistorie.

Merkels har altid været kvinden i midten af diffuse koalitioner: Hendes parti, CDU, er egentlig slet ikke et parti, men en ’union’ af politiske fraktioner. Hendes gruppe i Europa-Parlamentet, EPP, er også en broget koalition, der både omfatter Viktor Orbán og Bendt Bendtsen (K). Det samme kan man sige om den tyske GroKo-regering med CDU og socialdemokraterne SPD – efter danske forhold svarer det til at spænde »fra De Konservative og til venstredelen af SF«, som den tyske journalist Marc-Christoph Wagner formulerede det i DR2 Deadline mandag aften.

»Det store spørgsmål for Europa er, om den type brede koalition, som Merkel har stået for, vil være mulig i fremtiden,« siger Uffe Østergaard.

– Hvad er konsekvenserne, hvis svaret er nej?

»Så er det slut med de organisatoriske kræfter, der traditionelt har båret det europæiske samarbejde frem. Omvendt har den type politik også medført en ideologisk afpolitisering af det europæiske samarbejde, hvor man ikke rigtig har haft store kampe mellem højre og venstre, men bare lavet aftaler og kompromiser. Folk skulle enormt tæt på for at få øje på, at der lå politik gemt under alle kompromiserne.«

I bedste fald kan den nye politiske æra, som Merkels afgang er det seneste eksempel på, altså skabe et mere ideologisk EU med tydeligere politiske kampe – og det kan måske inspirere flere borgere til at deltage.

»Merkels afgang vil helt sikkert revitalisere europæisk politik,« siger Leopold Traugott fra Bruxelles-tænketanken Open Europe.

»Sådan går det, når noget, der har været stabilt i så mange år, langsomt forsvinder. Vi skal ikke være bange for, hvad der kommer.«

Andre frygter dog, at det især kan blive de nationalistiske bevægelser – der lige nu ledes af bl.a. Salvini i Italien, Orbán i Ungarn, Kaczyński i Polen og Le Pen i Frankrig – der kan lukrere på den nye politiske virkelighed.

»Jeg tror desværre mest på det sidste,« siger Uffe Østergaard.

Europa komme til at savne Merkel

Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen mener heller ikke, at det er godt for Europa, at Merkel snart træder ned fra scenen.

»Det er en svækkelse af den fransk-tyske akse,« siger han.

»Og det er afgjort en svækkelse af de kræfter i Europa, der står for sammenhold og udvikling af samarbejdet. Merkel har også haft en fast holdning over for Putin – det er helt nødvendigt, for der er alt for mange, der vakler. Europa komme til at savne Merkel.«

Men ikke alle har det sådan. I Øst- og Centraleuropa har Merkel fået mange kritikere på grund af sin rolle under migrationenskrisen i 2015, hvor hun åbnede de tyske grænser for cirka en million asylansøgere. Og i Sydeuropa er hun blevet lagt for had, fordi hun insisterede på en hård sparepolitik i forbindelse med eurokrisen efter 2010.

På kort sigt tyder meget på, at Merkels afgang kan paralysere EU, vurderer tre tænketanke i Bruxelles:

»Det er helt sikkert, at Tyskland resten af året kommer til at være så opslugt at sin hjemlige debat, at det ikke kan bidrage stort til Europa,« siger tyske Julian Rappold, der er analytiker for tænkertanken European Policy Center.

Tænketankene Open Europe og Jacques Delors Institute har en lignende vurdering: Merkels udmelding har gjort det mindre sandsynligt, at EU-landene kan nå til enighed om store aftaler om migration, eurozonen og bankunionen – ikke mindst fordi Brexit fylder meget. Desuden rykker EU-valget til maj tættere og tættere på, hvilket yderligere vil sænke reformtempoet i Bruxelles og Strasbourg.

Den gamle verden dør

»Den gamle verden er ved at dø, monstrene dukker frem.«

Sådan stod der på forsiden af den belgiske avis Le Soir tirsdag morgen – en leder, der reflekterede over de seneste dage, hvor den voldsomt højreorienterede Jair Bolsonaro søndag blev valgt til præsident i Brasilien, samt Angela Merkels tale mandag, hvor hun bebudede sin afgang.

Avisens ordvalg er måske lige i overkanten, men der er masser af mennesker, der har en oplevelse af, at verden ændrer sig meget hurtigt lige nu, siger den tysk-franske forfatter Ulrike Guérot.

»Man har en fornemmelse af, at vi lever i en flydende tid, og det er, som om verdenen går imod noget nyt,« siger hun.

»Der kommer nye partier og nye personer i Europa, den stabile union og den transatlantiske orden vakler, og der foregår enorme skift rundt om i verden – Brasilien, Tyrkiet, Egypten, Indien ... Merkels afgang er en del af det. Et stykke mere, der brækker af.«