Læsetid: 9 min.

Den næste istid ville have indfundet sig om ca. 50.000 år – men det kommer den næppe til nu

Lige ved siden af turistmylderet ved Peterskirken har Romklubben i bagende varme gjort status over menneskets aftryk på kloden, siden ’Grænser for vækst’ advarede for snart et halvt århundrede siden. Det haster med at bremse op, lyder konklusionen fra forskere, politikere og erhvervsfolk
Lige ved siden af turistmylderet ved Peterskirken har Romklubben i bagende varme gjort status over menneskets aftryk på kloden, siden ’Grænser for vækst’ advarede for snart et halvt århundrede siden. Det haster med at bremse op, lyder konklusionen fra forskere, politikere og erhvervsfolk

Mia Mottelson

24. oktober 2018

Det er midten af oktober og alt for varmt. På pladsen foran Peterskirken i Rom søger mylderet af tilrejsende turister væk fra den brændende sol, ind i skyggen under søjlegangene. Termometret siger 26 grader, det er fem grader over normalen for denne tid på året.

I auditoriet i Institutum Patristicum Augustinianum, nabo til Peterskirken, kæmper 400 tilhørere med varmen. Sandrine Dixon-Declève betræder talerstolen og smider jakken.

»Jeg opfordrer jer til at gøre det samme,« siger hun til forsamlingen med en overvægt af mænd.

Og ikke kun fordi det er så varmt.

»Der er for megen snak, for lidt action.«

»Hvad vi gør i dag, er at skabe revolution,« bebuder Sandrine Dixson-Declève.

Hun er den ene af to nyvalgte forkvinder for Club of Rome, på dansk Romklubben, og opsangen giver hun på klubbens 50 års jubilæumskonference. Den har samlet nogle af verdens ledende klimaforskere og eksperter i grøn økonomi foruden erhvervsfolk, politikere og ngo-repræsentanter for at gøre status over, hvor verden står et halvt århundrede efter Romklubbens etablering og 46 år efter dens skelsættende rapport Limits to Growth, solgt i ni mio. eksemplarer på 36 sprog.

Det ligger i luften, at klubben må forny sig – ikke kun fordi det efterhånden er en aldrende, lidt indadvendt institution, men nok så meget fordi der hersker denne sitrende, urolige fornemmelse af, at verden befinder sig et uheldsvangert sted, på tærsklen til økologisk, økonomisk og social disintegration.

Som det hedder i pressemeddelelsen op til konferencen i Rom:

»Gennem de seneste to årtier er social, politisk og moralsk krise blevet føjet til den globale miljøkrise. Milliarder af mennesker stoler ikke længere på deres regeringer og på den førte politik, aggressiv populisme marcherer, fattigdom har bredt sig og er blevet dybere i mange af verdens lande.«

Eller som den ene af de afgående formænd, den 79-årige tyske biologiprofessor og stifter af Wuppertal Institute Ernst Ulrich von Weizsäcker siger med henvisning til den globaliserede neoliberalisme: »Magten er hos pengene, og staten er svag.«

Misbrugt og misforstået

Jubilæumskonferencen over to dage handler om, hvad der sker med de globale systemer, og om at sætte ord, tal og konkrete forslag på, hvad der kan gøres for at afværge disintegration og sammenbrud og bane vej for en ny, holdbar økonomi.

Limits to Growth, på dansk Grænser for vækst, varslede allerede i 1972, hvordan det kunne gå – ikke nødvendigvis hvordan det ville gå.

Den hollandske videnskabsjournalist Wouter van Dieren fulgte dengang arbejdet i den unge forskergruppe på Massachusetts Institute of Technology (MIT), der for Romklubben lavede den allerførste computerbaserede verdensmodel med scenarier for mulige udviklinger af økonomien, befolkningen, miljøet og ressourcerne.

»Jeg fik straks følelsen af, at de sad med dynamit mellem hænderne, hvilket de ikke selv troede på,« fortæller van Dieren.

Men da den hollandske avis NRC Handelsblad med overskriften ’Apokalypse på kredit’ den 1. oktober 1971 løftede sløret for den forestående rapport fra Romklubben, begyndte lavinen at rulle. Grænser for vækst blev i medier verden over udlagt som en dommedagsprofeti og anklaget for at være en konspiration med det formål at undergrave vækst og kapitalisme.

Romklubben

  • Club of Rome, Romklubben, blev stiftet i 1968 på initiativ af den italienske industrileder Aurelio Peccei og den skotske miljøforsker Alexander King. Formålet var at forstå menneskehedens miljømæssige og andre udfordringer og søge løsninger på dem.
     
  • Gennem årene har Romklubben udsendt omkring 40 rapporter, den mest kendte ’Grænser for vækst’ fra 1972.
     
  • Romklubben har 100 medlemmer: fremtrædende forskere, erhvervsfolk, politikere og repræsentanter for civilsamfundet.
     
  • På konferencen i Rom blev Sandrine Dixson-Declѐve, erfaren miljømedarbejder hos bl.a. FN og EU, valgt til ny formand sammen med Mamphela Ramphele, tidligere antiapartheid-aktivist i Sydafrika, direktør i Verdensbanken m.m.

En af de unge forskere i MIT-gruppen, den nu 73-årge norske professor i klimastrategi Jørgen Randers, er til stede her på konferencen og fortæller, hvad Grænser for vækst i virkeligheden indeholdt: 12 scenarier for mulige udviklinger for kloden i tiden fra 1970 til 2100: seks dystre scenarier, hvor udviklingen rammer en eller flere grænser og fører til nedtur eller sammenbrud, samt seks mere positive scenarier, hvor menneskeheden formår at reagere på faresignaler og i tide omstiller til bæredygtighed.

»Så Grænser for vækst var ikke en forudsigelse. Det var en række mulige scenarier,« betoner Jørgen Randers flere gange.

Én konklusion var dog gennemgående: Der er grænser.

»De reelle budskaber i rapporten var, at Jorden er et begrænset system, og at væksten i menneskehedens fodaftryk – ressourceforbrug og forurening – må stoppe. Det er fuldt muligt at have en økonomi, hvor økonomien målt ved BNP fortsat vokser, så længe det fysiske fodaftryk holdes inden for planetens grænser.«

»Det tredje budskab var, at der ikke kun er én grænse, der er mange. Hvis samfundet evner at sætte sig ud over én grænse, vil det snart støde på en anden.«

»Udtrykket ’global kollaps’ endte med at blive det centrale udtryk forbundet med Grænser for vækst. Det skulle det ikke have været,« siger Jørgen Randers.

»Verden vil ikke kollapse, hvis de fysiske grænser rammes, men vi vil få en i stigende grad ubehagelig verden præget af social tilbagegang og sociale og politiske konflikter. Så vi burde have talt om socialt kollaps snarere end fysisk kollaps.«

Med kolleger og mere avancerede computermodeller har Randers gransket det globale systems faktiske udvikling siden 1972. Konklusionen er, at udviklingen stort set følger scenarie to, det såkaldte forureningsscenarie, fra Grænser for vækst, altså det af de seks negative scenarier, hvor civilisationen bevæger sig mod sammenbrud på grund af overbelastning af miljøet, primært i form af klimaændringer.

Aldrig mere istid

Den forudsigelse underbygger professor John Schellnhuber fra talerstolen. Schellnhuber er en af verdens ledende klimaforskere, indtil for få uger siden direktør for det ansete Potsdam Institute for Climate Impact Research, klimarådgiver for bl.a. den tyske regering, medlem af FN’s Klimapanel IPCC og en afgørende kraft bag Pave Frans’ radikale klimaappel Laudato Si’ fra 2015.

Professorens forelæsning skal vise sig at ryste den ellers hærdede forsamling, men indledningsvis introducerer han med et glimt i øjet Schellnhubers lov om kognitiv dissonans: Summen af trussel og opmærksomhed er konstant.

»Jo større og mere tydelig truslen er, desto mindre viser vi den opmærksomhed. Simpelthen fordi vi ikke kan bære det. I dag er truslen overvældende. Alle kan læse skriften på væggen, men ingen ønsker at gøre noget ved det. Folk vil hellere sige: ’Ups, spillet er tabt. Igennem 30 år har vi været uopmærksomme, og nu kan vi se, at det er for sent, så lad os bare fortsætte som hidtil’.«

Det er en del af menneskets natur, mener han, og vi kan ikke ændre menneskets natur.

»Det, vi kan, er at bringe det bedste i menneskets natur frem.«

Med dette bagtæppe holder John Schellnhuber så sin klimaforelæsning med det erklærede formål at bringe forsamlingen i auditoriet ud af deres »komfortzone«.

Han fortæller, hvordan planeten for 2,5 mio. år siden indledte en tilbagevendende svingning mellem istider og mellemistider, kolde og varme perioder bestemt af solindstrålingen, der igen er bestemt af bl.a. Jordens afstand til Solen og jordaksens hældning. En relativt enkel fysisk sammenhæng, der gør det muligt at forudsige den næste istid.

Så hvornår indtræffer den, spørger John Schellnhuber og svarer selv: »Det vil aldrig ske igen.«

Den næste istid ville have indfundet sig om ca. 50.000 år, hvis CO2-koncentrationen i atmosfæren ikke var påvirket af mennesket.

»Men den menneskelige indflydelse er allerede så kraftfuld, at vi har undertrykt denne historiske planetære dynamik,« siger Schellnhuber.

Det er et dramatisk budskab. Selv om ingen i auditoriet er til stede om 50.000 år, og selv om istider ikke er behagelige, så er det dramatisk, at vores påvirkning af atmosfæren i den nuværende, såkaldt antropocæne, epoke er så markant, at kloden i al tænkelig fremtid er slået ud af den rytme, den har fulgt i 2,5 mio. år.

Det betyder også, at den temperatur- og klimamæssigt stabile periode gennem de seneste 12.000 år, som kaldes Holocæn og har betinget hele den menneskelige civilisations udvikling siden landbrugets start, ikke kommer igen de nærmeste millioner af år.

»Det er ovre,« fastslår klimaforskeren.

Han er medforfatter til en artikel i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences, som for nylig vakte opsigt ved sin gennemgang af 14 klimatiske tipping points med tilknyttede feedback-mekanismer, der kan få udviklingen i atmosfæren og økosystemerne til at løbe ud af kontrol.

I dag har brugen af fossile brændsler og andre menneskeskabte aktiviteter bragt atmosfærens CO2-koncentration op fra 280 ppm til 410 ppm med fortsat kurs opad. Hvis vi ikke formår at bremse stigningen før 500 ppm, så vil det ifølge Schellnhuber og forskerholdet bag den videnskabelige artikel betyde, at planeten ender som i en af de to tidligere epoker, hvor koncentrationen senest var omkring 500 ppm CO2:

Enten som i midt-Pliocæn for tre-fire mio. år siden, hvor temperaturen var to-tre grader over den præindustrielle og verdenshavenes vandstand 10-22 meter over den nuværende, eller som i midt-Miocæn for 15-17 mio. år siden, hvor temperaturen var fire-fem grader over og vandstanden i havene 10-60 meter højere.

Dvs. ifølge John Schellnhuber enten en situation, hvor den menneskelige civilisation i heldigste fald vil evne at tilpasse sig, eller en situation, hvor den ikke kan eksistere.

»Så artiklen rejser det vigtigste spørgsmål i vor livstid: Har vi stadig en chance for at bevare civilisationen på Jorden,« siger han.

Schellnhubers svar er, at vi ikke kommer tilbage til den stabile epoke, Holocæn, og at vi kun kan redde os tilbage til en situation som i Pliocæn – og undgå Miocæn – hvis vi kan præstere »eksponentiel CO2-reduktion«, altså stedse accelererende reduktion af CO2-udledningen.

»Og kan vi ikke klare klimaudfordringen, kan vi glemme alle de andre udfordringer.«

Professorens forelæsning er en forelæsning, man tøver med at referere. For er det et budskab, mennesker kan leve med, jævnfør ’Schellnhubers lov’ om kognitiv dissonans?

Paradoksalt nok siger klimaforskeren selv i den efterfølgende diskussion, at »vi er nødt til at fortælle en historie, som alle vil elske at være del af, og ikke en historie, som man bare hader. Når alt kommer til alt, tror jeg på styrken af gode fortællinger«.

Det fritager ham bare ikke fra at viderebringe det, han ved som videnskabsmand.

’Overshoot’

Ugo Bardi er professor i fysisk kemi på universitetet i Firenze, men mest optaget af civilisationers op- og nedture. Bardi fortæller om det, han kalder Seneca-effekten, opkaldt efter Lucius Seneca, den romerske filosof og statsmand, der levede i det første århundrede efter Kristi fødsel.

»Vækst forløber langsomt, men sammenbrud går hurtigt,« skrev Seneca, og det har menneskeheden siden erfaret igen og igen.

Romerrigets Fald som det stadig kan bevidnes med de monumentale ruiner i den italienske hovedstad, det persiske imperiums fald, Det Osmanniske Riges, det spanske, portugisiske og britiske imperiums fald.

Ugo Bardi har ledt efter fælles årsager til, at samfundsordner, der har vokset sig mægtige gennem lang tid, så ofte bryder sammen på kort tid.

»Vi mener at have fundet en generel mekanisme bag imperiers fald, inklusive det nuværende,« siger Bardi og henviser til en netop offentliggjort videnskabelig artikel, Toward a General Theory of Societal Collapse.

»Hvad der bringer imperier til fald, er den dynamiske effekt, vi kalder overshoot,« grænseoverskridelse.

»Grænseoverskridelsen kan være mild i form af mindre udsving omkring det, vi i dag kalder bæredygtighed, og til sidst kan der indfinde sig en ligevægt for systemet. Men hvis man overdriver, så ødelægger man systemets bæredygtighed, og det hele kollapser,« påpeger Ugo Bardi.

I Romerriget bestod grænseoverskridelsen bl.a. i, at man udtømte de guld- og sølvminer, som imperiets økonomi hvilede på. For dagens økonomiske system kan det blive den hastige udnyttelse af fossile brændstoffer, der overbelaster atmosfæren med CO2.

»Hvis systemet vokser hurtigt, kan sammenbruddet ske endnu hurtigere. Vi er allerede i overshoot, så vi må med stor omhyggelighed forsøge at bevæge os tilbage. Hvis vi bliver ved at presse på for at skabe vækst, bevæger vi os mod en temmelig dyster situation,« mener Ugo Bardi.

»Vi må altså skynde os med at sætte farten ned,« konkluderer dagens ordstyrer, den amerikanske forfatter og filmskaber Nora Bateson.

Anden del af reportagen fra Romklubbens konference følger torsdag.

Serie

Vi tager økonomien tilbage

Økonomien er taget fra os. Vi forstår den ikke og har ikke magt over den. Og når vi ikke forstår økonomien, kan vi ikke stille dem, der har magten over den, til regnskab – endsige forandre den.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Charlotte Ardal
  • Trond Meiring
  • Flemming Berger
  • Niels-Simon Larsen
  • John Hansen
  • Viggo Okholm
  • Jørgen Wassmann
  • Niels Bent Johansen
  • Olaf Tehrani
  • Kristin Marie Lassen
  • Eva Schwanenflügel
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Kurt Nielsen
  • Ejvind Larsen
  • Peter Knap
  • Johannes Lund
  • Svend Erik Sokkelund
  • Thomas Tanghus
Charlotte Ardal, Trond Meiring, Flemming Berger, Niels-Simon Larsen, John Hansen, Viggo Okholm, Jørgen Wassmann, Niels Bent Johansen, Olaf Tehrani, Kristin Marie Lassen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Kurt Nielsen, Ejvind Larsen, Peter Knap, Johannes Lund, Svend Erik Sokkelund og Thomas Tanghus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

"Hvad der bringer imperier til fald, er den dynamiske effekt, vi kalder overshoot,« grænseoverskridelse."

Eller med andre ord; kortsigtet, ukontrolleret grådighed og hensynsløs udnyttelse af ressourcerne, både de menneskelige og de naturlige, fører til kollaps og kaos.

Både magt og penge - som i mange henseender er to sider af samme sag - korrumperer og ødelægger fornuft og følelser. Det er ikke sundt, at så få mennesker har så meget.
Den neoliberalistiske, globale vækstøkonomi, baseret på fossile brændstoffer og begrænsede mineralforekomster, og den grænseløse og spekulative digitale pengeflod underminerer alle samfund verden over.
Hånd i hånd med politikerne suger lobbyister og svindlere livet ud af vores civilisation.

Efter os kommer fluerne, plejede det at hedde sig.
Men spørgsmålet er, om der overhovedet er insekter tilbage, hvis vi fortsætter på samme måde som hidtil.

Jeg tror det er helt rigtigt set, at vi bliver nødt til at gøre kampen om klimaet til en sag alle føler sig totalt engageret i at deltage i, fremfor hele tiden at tale om en uundgåelig apokalypse.
Derfor er det også vigtigt, at alle forstår sammenhængen mellem den kyniske kalkulation, der ligger til grund for udbytning af Jordens ressourcer, og det kolde og inhumane menneskesyn der præger neoliberalismen.

Det er på tide vi kalder en spade for en spade, vender bøtten, og retter vores vrede mod de der i virkeligheden forbryder sig mod menneskeheden, istedet for at acceptere at størstedelen af verdens befolkning lever som hovbønder under neofeudale finansfyrster og magtfikserede politikere.

Steen K Petersen, Trond Meiring, Torben Bruhn Andersen, Torben Skov, Viggo Okholm, Leif Høybye, Jørgen Wassmann, Niels Bent Johansen, P.G. Olsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Olaf Tehrani, Torben K L Jensen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Ole Kresten Finnemann Juhl

Grænser for vækst, JA, og alligevel er behovet for VÆKST og deraf følgende forbrug stadig et økonomisk dogme, der gentages som et mantra igen og igen i den politisk-økonomiske debat; som om vækst er et livsnødvendigt fænomen for vore samfunds beståen.

Diskrepansen mellem vækst og mindre kulstofudledning er til at få øje på og begge dele varetages af de samme politikere. Hvornår har politikerne (menneskeheden for den sags skyld) taget reelt ansvar for at ændre begivenheder / udviklinger, der kunne føre til "grænseoverskridelser"? Hvem har for alvor bekymret sig om en begivenhed der måske kunne indtræffe om 50.000 år?

Hvorfor er vi, der tilfældigvis bebor kloden i dette mikroskopiske tidsrum, så optaget af vore efterkommeres livsvilkår? Det er jo gået glimrende med afsæt i de svingninger, der har været de seneste +2.500.000 år. Der skal nok blive nogle individer tilbage, der tager fat forfra endnu en gang på de vilkår, der til den tid er aktuelle.

At en grænse for vækst bliver nået, fred være med det! Som jeg husker det, så gjorde vi ikke noget særligt efter rapportens fremkomst i 1972, bortset fra at diskutere den og fylde medierne med artikler, debatter og dommedagsprofetier ,,, og her sidder vi.

Lev livet - det går op og ned - og klimahysteriet skal nok finde sit leje som andre dommedagsprofetier har gjort det i tidens løb.

Jørgen Wind-Willassen

Der er en del nemmere at være skeptisk over for vækst når man er velstående.
For klodens fattige er det mere kompliceret.
Desværre er der en del af de sidste og de får stadig mange børn.

Jens Winther, Erik Jakobsen og Ole Kresten Finnemann Juhl anbefalede denne kommentar
Ole Kresten Finnemann Juhl

Netop!
Derfor må væksten i de rige lande ophøre og levestandard sænkes. Se til Kina, de har virkelig skabt et "wirtschaftswunder" siden 1950'erne; men her er der vist efterhånden også behov for at tæmme vækstdragen.

Trond Meiring, John Hansen og Jørgen Wassmann anbefalede denne kommentar

Jørgen Wind:
Din konklusion om at at det er nemmere at være skeptisk,hvis man har nok, men hvorfor fortsætter de der har nok så alligevel opstigningen i begærets navn,de tænker nok ikke dette ord.
De fattige samfund,som vi der har nok,har et delvist ansvar for, får sikkert færre børn den dag de kan se lyset,men det kan de nok først den dag at vi i den rige verden inkl.Kina accepterer at vores rigdom og brug af ressourcer er medvirkende til at de fortsat må satse på flere børn.

Steen K Petersen, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Ole Kresten Finnemann Juhl

Viggo Okholm:
Mer' vil ha' mer', så enkelt er det vel? Vi opfører os gennemgående ikke rationelt, når det handler om vores egen livsstil.

Vi er opvokset i og bidrager løbende til et overflodssamfund med køb- og smid væk-kultur. Se blot, hvordan genbrugsbutikker og centre af alskens slags skyder op overalt. Den omsiggribende mani med genbrug har sit udspring i overforbrug og vi kan så fortsætte overforbruget med dulmet dårlig samvittighed fordi det hele er så billigt. Det hober sig op i de små hjem, men stimulerer stadig forbrugstrangen. Var der nogen, der sagde cirkulær økonomi? - det holder vist ikke fsa. genbrugshysteriet.

Jørgen Clausen

Professor, hvad nu hvis golfstrømmen stopper op grundet den enorme tilførelse af fersk smeltevand fra Grøndland og Arktis, som i disse år smelter med stigende hast grundet temperatur stigning i området, og den varme golfstrømmen føre nord på forbliver dernede i de sydlige egne af kloden. Kommer der så heller ingen istid igen?

Trond Meiring, Torben Bruhn Andersen, Eva Schwanenflügel og Erik Jakobsen anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Den suverænt største udfordring forekommer at være menneskers 'kognitive dissonans'. For det er nærmest umuligt at få øje på hvordan vi kommer rundt om den.

Eva Schwanenflügel, Ole Kresten Finnemann Juhl og Torben Jensen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Skal vi strømme ind mod folketinget og blokere? Det ville udløse en strøm af bøder. Men hvis der nu næste dag også strømmede folk til, flere og flere, så ville det måske have en effekt. Hvad skulle den så bestå i? Det drejer sig jo ikke om noget så enkelt som brød til folket. Der er heller ikke et folkekrav om at gå ned i forbrug. Erhvervslivet er fortvivlet over, at vi ikke bruger vores penge, men sætter dem i banken. Man kan så spørge erhvervslivets folk fx DI, om de ikke er bekymret for den stigende temperatur, som deres børn skal leve under? Det bliver de nødt til at benægte, for ellers falder det hele sammen for dem. Vi andre bliver nødt til at gøre noget, men vi skal være mange.

Niels-Simon Larsen

Men så en dag gik jeg op til ministeren og sagde
Du der, få lige fødderne ned
Og ta' hatten af
Mand kan du ikke se at det hele er ved at gå fuldstændig agurk

Så hvad gør vi nu, din gamle skurk?

Istiden er aflyst og blevet erstattet med ildtiden som indtræffer om 1000 år og vil tage livet af de sidste par millioner mennesker der indtil da har opretholdt livet i den sidste beboelige "zone" sammen med hunde, katte, køer, grise og høns. Alle andre arter uddøede omkring år 2150.

Vi stopper luftfarten og måler hvad der sker.

"Den næste istid ville have indfundet sig om ca. 50.000 år – men det kommer den næppe til nu"

CO2 gør ingen forskel i en atmosfære fuld af vanddamp. På Mars er der 950000ppm CO2 i atmosfæren, og der er en meget stor temperaturforskel mellem dag og nat.

Gennem iskerneboringerne har vi erfaret, at de høje CO2 niveauer i slutningen af mellemistiderne ikke har kunnet forhindre starten på den efterfølgende istid.

Når det bliver varmere, går brusen af sodavanden, og når det bliver koldere, går CO2en tilbage i havet, ikke omvendt.

0.013% af atmosfæren udgør vores bidrag af CO2 siden vi fik interesse for de fossile brændsler, og det skaber hverken tipping points eller points of no return eller Guds straf for vores generelle måde at svine med ressourcerne på.

Hvis den registrerede temperaturstigning omkring 1 grad er menneskabt, skyldes det luftfarten, som kontinuerligt udleder vanddamp uden for troposfæren og vedligeholder på den måde et ekstra drivhus uden om den vandholdige nederste del af atmosfæren. Vanddamp er en effektiv drivhusgas, som gør livet på jorden værd at leve.

Stop luftfarten i en uge. Det vil være længe nok til at se resultater. Vanddamp falder nemlig hurtigt ud af atmosfæren, og det er da positivt, men vi må stoppe tilførselen.

@Niels-Simon Larsen,

Men han
grinte bare og sagde:
dig. du kan sgu gå fanden i vold.
Så det gør vi nu, lille du
- ja vi gør

@ Peder Bahne
24. oktober, 2018 - 21:29

Skriver du ikke lige til Romklubbens klimaforskere.
De har jo helt galt fat i problemstikken og har tilsyneladende spildt deres tid de sidste 50 år.

Vedlæg dit CV for de mangler nye medlemmer.