Læsetid: 5 min.

Nobelprisen i økonomi går til kontroversiel klimaøkonom

William Nordhaus, der er økonomiprofessor på Yale University, har vundet Nobelprisen i økonomi for sit arbejde med at »integrere klimaforandringerne i langsigtede makroøkonomiske analyser«. Men hans forskning er omdiskuteret – og er blandt andet blevet kritiseret af formanden for Klimarådet
William Nordhaus (tv) og Paul Romer deler nobelprisen i økonomi 2018.

William Nordhaus (tv) og Paul Romer deler nobelprisen i økonomi 2018.

Ritzau Scanpix

9. oktober 2018

De to økonomer, der i går kunne glæde sig over at modtage Nobelprisen i økonomi, er på tre parametre forudsigeligt typiske modtagere af den prestigefyldte hæder: Som mere end to tredjedele af de tidligere vindere er både William Nordhaus og Paul Romer amerikanske mænd over 60 år.

Alligevel er særligt William Nordhaus interessant. I hvert fald fra et klimamæssigt perspektiv. I det meste af sin karriere har Yale-professoren nemlig arbejdet med de omkostninger ved økonomisk aktivitet, som er besværlige at måle. Specifikt har han beskæftiget sig med de økonomiske konsekvenser af den globale opvarmning.

Økonomiprisen, der blev uddelt i går, er ikke formelt en Nobelpris. Den blev først etableret i 1969 af den svenske centralbank og udsprang i modsætning til de andre priser altså ikke fra Alfred Nobels testamente. Det betyder ifølge den svenske økonom Gabriel Soderberg fra Uppsala Universitet, at »juryen er mere opmærksom på den offentlige opinion«.

»Samfundsspørgsmål afspejles i prisen, og spørgsmålet om klimaforandringerne er meget vigtigt lige nu,« siger Soderberg til AFP.

Og netop Nordhaus har som sagt beskæftiget sig indædt med klimaforandringerne og deres samspil med økonomien i størstedelen af sin karriere. Men han har ikke – som man måske kunne fristes til at tro – været fortaler for drastiske indgreb i økonomiens indretning. Han har ikke talt for en ny økonomi og har tværtimod været en omstridt figur i klimadebatten.

Siden 1970’erne har Nordhaus forsøgt at tegne en model, der kunne klargøre forholdet mellem økonomien og den globale opvarmning, fordi »det er for komplekst et forhold til, at folk kan forstå det intuitivt«. Nordhaus’ centrale politiske anbefaling har i over 40 år været at indføre en skat på CO2-udledning. Alligevel har han samtidig fastholdt, at økonomien i det store hele vil kunne modstå klimaforandringerne.

Landmænd, skovbrugere og kystbeboere kommer muligvis i problemer, men generelt set vil vi tilpasse os.

»God politik skal ligge et sted mellem at ødelægge økonomien og ødelægge verden,« skrev han i sin bog, The Climate Casino, fra 2013.

Således har Nordhaus både lagt sig ud med dem, der frygter klimakatastrofen og dem, der benægter den.

De langsigtede omkostninger

For 12 år siden udkom den såkaldte Stern-rapport udarbejdet for den britiske regering af den tidligere chef for Verdensbanken, Nicholas Stern. En rapport, hvis konklusioner stod i modsætning til Nordhaus’ mådeholdne anbefaling om en gradvis indfaset CO2-skat. Stern advokerede nemlig for en akut indsats mod den globale opvarmning.

Forskellen på de to lå i deres syn på de langsigtede omkostninger ved at tackle den globale opvarmning. Stern mente grundlæggende, at der var store usikkerheder forbundet med hastigheden, med hvilken klimaforandringernes ville indtræffe og temperaturstigningernes tilhørende konsekvenser. En usikkerhed, der kunne gøre omkostningerne ved passivitet uoverskuelige – økonomisk kunne det bedst betale sig at handle prompte.

Nordhaus mente omvendt, at rapporten ignorerede rentens rolle. Hans argument var, at en krone i dag er mere værdifuld end en krone i fremtiden – selv justeret for inflation – fordi kronen i dag kan investeres og generere afkast. Således ville det blive billigere at håndtere problemet senere eller – som minimum – løbende.

»Stern-rapportens utvetydige konklusioner om behovet for ekstrem øjeblikkelig handling holder ikke, når dens antagelser erstattes med andre, der er mere i overensstemmelse med det nuværende markeds renter. Således forbliver de centrale spørgsmål om håndteringen af den globale opvarmning – hvor meget, hvor hurtigt og hvor dyrt – åbne,« skrev Nordhaus i sin gennemgang af Stern-rapporten.

Stern mente omvendt, at dét at regne med lavere langsigtede omkostninger var at »diskriminere mod fremtidige generationer.« En slags gidseltagning. Og der står debatten så.

Men en ting er tydelig. Nordhaus er optaget af, hvordan den globale opvarmning påvirker økonomien – og ikke først og fremmest, hvordan dynamikken fungerer den anden vej rundt. Han er som sagt optaget af mellemvejen mellem at ødelægge »økonomien« og »verden«, hvor ingen af de to har forrang.

Problemet er blot, at forholdet mellem økonomi og klimakatastrofe risikerer at være helt anderledes end Nordhaus’ spådom. Usikkerheden menes af nogen simpelthen at være for stor til, at modellen er anvendelig – den amerikanske økonomiprofessor ved MIT, Robert Pindyck, har blandt andet sagt, at Nordhaus antager et vidensniveau, der er »illusorisk«.

Bagatellisering

Da Bjørn Lomborgs tænketank Copenhagen Consensus Center sidste år siden konkluderede, at det ville være en dårlig investering at forsøge at holde den globale temperatur fra at stige med over 2 grader celsius, lænede de sig blandt andet op ad William Nordhaus’ forskning.

En talsmand fra tænketanken henviste i den britiske avis The Guardian til en forskningsartikel fra Nordhaus fra 2017, hvori han konkluderede, at togradersmålet var »umuligt« at nå – og selv et mål på 2,5 grader ikke kunne betale sig ifølge hans cost-benefit-model.

Tilsvarende er Nordhaus blevet brugt som belæg af Mia Holstein fra tænketanken Cepos til ifølge formand for Klimarådet, Peter Birch Sørensen, at udføre en »bagatellisering af skadeomkostningerne ved den globale opvarmning«. Her var tale om en rapport, hvori Nordhaus konkluderede, at en temperaturstigning på tre grader blot vil reducere det globale bruttonationalprodukt med to procent.

I et nyligt debatindlæg i Politiken stillede Peter Birch Sørensen sig stærkt kritisk over for Nordhaus’ metode. Her kritiserer han blandt andet Nordhaus for at fremskrive hidtidige temperaturudsving og bruge dem som spådomsbelæg uden at tage hensyn til de uforudsigelige konsekvenser ved potentielle temperaturstigninger, som »verden ikke har oplevet i millioner af år«.

Han angriber også Nordhaus’ antagelse om, at produktiviteten vil fortsætte med at vokse uagtet klimaforandringerne, og desuden at hans økonomiske skøn ikke indregner den sociale ustabilitet, der potentielt kan følge af klimakatastrofen.

»Det kan godt være, at risikoen for helt katastrofale klimaskader er lille, men vi kender ikke risikoen, så en aktiv klimapolitik er udtryk for, at vi ikke ønsker at spille hasard med kloden,« skrev Peter Birch Sørensen i Politiken.

Den usikkerhed er imidlertid ikke altafgørende i Nordhaus’ klimakasino. Og det er jo ham, og ikke Peter Birch Sørensen, som nu har modtaget Nobelprisen i økonomi.

William Nordhaus deler prisen med Paul Romer, der har forsket i, hvordan innovation og teknologiske fremskridt påvirker økonomisk vækst.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Ditlev Nissen
  • Thomas Tanghus
  • Eva Schwanenflügel
  • Kurt Nielsen
  • Niels Jakobs
  • Torben K L Jensen
Hans Ditlev Nissen, Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen, Niels Jakobs og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Fik Milton Friedman ikke Model-prisen i økonomi ? Han ødelagde livet for millioner af mennesker og det ser ud til at den svenske centralbank ufortrødent går videre med at give global taletid til ideologiske økonomer der vil blive modtaget med kyshånd af dem der i virkeligheden sidder på pengene - de ene procent. Som Gud fik arbejderne der ville bygge Babelsttårnet til at tale i tunger at de ikke kunne forstå hinanden.

Thomas Tanghus, Mogens Holme, Arne Lund og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

"Og det er jo ham, og ikke Peter Birch Sørensen, som nu har modtaget Nobelprisen i økonomi"

Nu fortæller Nobelprisen (ej heller Sveriges Riksbanks pris) jo intet om, hvem der er den bedste forsker. Den fortæller jo kun, hvem der "tilfældigvis" fik prisen for en prisværdig forskning.

Ser man alene på BNP, især med henblik på dets beregningsmetoder, kan jeg da godt med mine sarkastiske øjne se en sammenhæng mellem følgerne af global overopvarmning og BNP:

Jo flere tsunamier og orkaner, der skyller ind over lavtliggende byer, desto mere arbejde vil der være med genopbygningen, og desto mere vil bruttonationalproduktet stige i de berørte lande. Det minder mig om en gammel dame, jeg engang mødte i Tyskland, der alvorligt mente, at en krig ville gøre underværker, da det jo efter den sidste af slagsen kun gik fremad.

Thomas Tanghus, Hanne Ribens, Torben K L Jensen, Arne Lund, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen og Niels Jakobs anbefalede denne kommentar

Økonomerne har for snæver tilgang; de har skyklapperne foldet ud, fordi man med natur/ingeniør videnskabelige landvindinger MÅ håbe på en gamechanger for makroøkonomien. Eksempelvis en klimateknologis fremkomst, som måske kan give redskaber til at tage CO2 ud af carbon kredsløbet med grønne energikilders medvirken. Målet kunne være at nedpumpe gassen i geologisk stabile lag. Udledere skal kildeopsamle og gassen samles i tørisform på pumpe stationerne. Det kan formentlig iværksættes indenfor få år og hvis vi kan få de store kilder koblet på, har vi her et eksempel på en gamechamger!

"Alligevel har han samtidig fastholdt, at økonomien i det store hele vil kunne modstå klimaforandringerne" - og Romer som han deler prisen med og som "har forsket i, hvordan innovation og teknologiske fremskridt påvirker økonomisk vækst". Lyder som et par raske drenge, der gør hvad de kan for at glæde aktionærerne.
Tilliden til de forskellige Nobel-komiteer er ret tyndslidt efterhånden. På tide, at glansen pillers af prisen henset til hvor anløbne mange af modtagerne er.

Thomas Tanghus, Mogens Holme og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

Kontroversiel - betyder det i denne sammenhæng noget positivt?
Sådan plejer anvendelsen af ordet jo at være i Information.
Fantasterne får som regel mest taletid, mens de ædruelige overhøres.
Måske repræsenterer Nordhaus blot ædrueligheden i klimasammenhængen.

En journalist fra BT havde i 92-93 en glimrende idé: At Danmark skulle foreslå svenskerne og nordmændene, at vi uddelte en årlig miljø-nobelpris.

Ideen er vis ikke blevet mindre aktuel.

Poul Erik Riis

Nordhaus er en rigtig amerikaner. Han tænker som en bank. Han tænker i renter. Sådan har USA tænkt siden Reagan, og på det grundlag er USA blevet en stor succes som bank og en bragende fiasko som samfund.

USA låner masser af penge af kineserne, japanerne, tyskerne og danskerne og geninvesterer pengene. Det har USA stor succes med. USA har en stor udlandsgæld, og nettorenten af gælden er negativ, så USA faktisk tjener penge på at være gældsat. Problemet er bare, at gevinsten aldrig når frem til den brede befolkning i USA.

Nu vil han så bilde os ind, at hvis man bliver ved med at investere i hvad som helst, så vil gevinsten redde klimaet.