Palmyras flygtninge drømmer om at genrejse deres ’spøgelsesby’

Klokken er ti en lun sensommeraften, og Omar Mohameds arbejdsdag er endelig slut. I tolv timer har han hjulpet til med at uddele vand i Antakya, en by i det sydlige Tyrkiet på grænsen til Syrien. Omar Mohamed tager sit arbejdstøj af, trækker i rød fodboldtrøje og går så over til sine venner og sin storebror Ahmad for at træne på fodboldbanen.

De glæder sig ved hver kamp og hvert træningspas over at se holdet genforenet efter flere år med adskillelse og afstand. De spillede sammen som børn på en grusbane i byen Palmyra, midt i den syriske ørken, den by, hvor de tilbragte hovedparten af deres barndom.

Palmyra er berømt for sine unikke oldtidsruiner, der siden 1980 har været på UNESCO’s Verdens-arvliste. Den fangede i endnu højere grad verdens opmærksomhed, da Islamisk Stat indtog byen i 2015 og igen i 2017 og sprængte flere af de vigtigste romerske ruiner i luften. De af byens 100.000 indbyggere, der ikke blev fordrevet af Islamisk Stat, flygtede, da regimet med russisk luftstøtte iværksatte et massivt angreb på byen og endelig tilbageerobrede byen sidste år.

Men vejen tilbage for byens mange flygtninge ser ud til at forblive lukket på ubestemt tid. Flere af byens tidligere borgere, som Information møder i Tyrkiet, fortæller, at Palmyra i dag er »en spøgelsesby«. Russiske og iranske tropper har omdannet byen til en militærbase og indkvarteret sig i mange af byens civile hjem. Nogle Palmyraborgere skal være blevet arresteret, da de forsøgte at vende hjem, og efter arrestationen har ingen hørt fra dem.

»I min families hjem bor der lige nu afghanske krigere, som kæmper for den iranske revolutionsgarde. De smadrede døren og rykkede ind,« fortæller Omar Mohamed.

»Palmyra var engang Syriens mest berømte by, nu er det den mest glemte by,« siger Omar Mohamed, mens han kigger på sin bror Ahmad, der er i gang på træningsbanen. »Jeg vil give min bys navn dets stolthed tilbage og fortælle verden om den, så vi en dag kan komme tilbage.«

Olivengrenligaen

Med en beliggenhed 250 kilometer fra Damaskus, 160 kilometer fra Homs og 232 kilometer fra Raqqa ligger Palmyra som en vanskeligt tilgængelig ø i den syriske ørken. Hertil kommer, at området omkring byen er ufredeligt, fordi de lokale stammer er dybt splittede; nogle er loyale over for regimet, andre over for oppositionen. Byens borgere har ingen talsmand eller politiker, der kan forhandle med russerne og regimet om, hvornår de kan vende hjem.

»Det er derfor, vi har lavet vores fodboldhold,« siger Ahmad. »Vi prøver at bringe Palmyras borgere sammen, at holde sammen på fællesskabet. Vi har ikke fundet nogen bedre løsning, men når vi er sammen, er det lettere at håbe, at vi har en fremtid.«

Alle spillerne på holdet har førhen spillet for byens klub, Palmyra Club, der blev grundlagt af den franske hær i 1945, da franskmændene endnu kontrollerede Syrien. Palmyra Club har ikke kunnet stille hold til nogen kampe i tre år, og nu er eksilklubben ved at være mere berømt – i al fald i det sydlige Tyrkiet, hvor den vinder de fleste af sine kampe og deltager i turneringskampe mod tyrkiske og andre syriske hold. Der findes også en liga kaldet Olivengrenligaen efter den tyrkiske militæroperation imod kurdiske militsgrupper i Afrin tidligere på året.

Palmyras huse er enten ødelagte, konfiskerede eller står tomme. Det meste af byens grønne oase af palme- og oliventræer er brændt af. Store dele af dens berømte oldtidsruiner er også smadret og dens borgere spredt ud over hele Syrien og dets nabolande, Tyrkiet, Libanon og Jordan.

Byen har oplevet store katastrofer før. I år 268 forsøgte bystaten Palmyra at løsrive sig fra Romerriget, men blev generobret i 273 af den romerske kejser Aurelians tropper, der ødelagde den og bortførte dens herskerinde, dronning Zenobia, til Rom, hvor hun blev fremvist i triumftog og siden dræbt, fortæller Ahmads og Omars far, der har læst historie ved universitetet i Damaskus.

Bliver i Tyrkiet

26-årige Omar blev tvunget til at forlade sit hjem og sit studium på Palmyras universitet, som han var tre år inde i.

»Daesh (Islamisk Stat, red.) kunne godt have ventet med at erobre byen, til jeg var blevet færdig,« joker han før fodboldtræningen. »Mens regimet kontrollerede byen, slap jeg for to et halvt års værnepligt, så længe jeg kunne bevise, jeg var studerende.«

Med Islamisk Stats ankomst blev livet utåleligt, for IS fór hårdt frem imod alle, som de anså for frafaldne. Selv om næsten kun sunnimuslimer beboede byen, lod den islamistiske bevægelse flere Palmyraborgere henrette, både kvinder og mænd, fortæller Omar, og indførte rigide islamistiske leveregler.

Omar kom først til Tyrkiet sidste år med sin familie – efter en lang rejse gennem den syriske ørken og ophold i flere syriske byer undervejs. Flere af hans venner drømte om at begynde et nyt liv i Europa og valgte at flygte med båd over Middelhavet. Men han har valgt at blive i Tyrkiet for at kunne hjælpe sin mor og far. Nu har han endda kunnet genoptage sine studier på universitet i Antakya og har fundet et job, der indbringer ham 250 tyrkiske lira om ugen (270 kr., red.).

Da Omar kom til Tyrkiet, var han kun sammen med sin far og mor, men snart sluttede andre familiemedlemmer sig til dem. Blandt disse var hans storebror, Ahmad, der tidligere var officer i de syriske regimestyrker.

Ahmad hoppede af i 2011 og gik i stedet ind i Den Frie Syriske Hær. Men desillusioneret over de store indre splittelser i den syriske opposition opgav han den væbnede kamp og levede som civil i Idlib, indtil han kom til Tyrkiet og genså sin familie for første gang i syv år.

Ahmad har elsket fodbold, siden han var dreng, og drømte om at komme på landsholdet, men militærkarrieren og krigen satte en stopper for dette.

»I hæren tilhørte alt hæren, kun når man dyrkede sport, kunne man føle sig fri. Jeg har sport i blodet,« siger han.

For otte måneder siden var Ahmad og Omar i gang med at spille hyggefodbold med andre flygtninge fra Palmyra, da de fik en lys idé:

»Hvorfor grundlægger vi ikke vores egen fodboldklub og kalder den for Palmyra«, husker han og lyser op i et blændende smil.

Som sagt så gjort; de holdt et stiftende møde og efter en indsamling blandt flygtninge fra deres hjemby var der råd til at få trykt 26 røde fodboldbluser.

Genskabt stolthed

Mens holder spiller, kommer to tyrkiske unge mænd forbi og spørger:

»Hvad betyder det på jeres trøjer: Palmyra?« En af holdets spillere kan lidt tyrkisk og forklarer: »Det er en oldtidsby, det er ørkenens juvel,« mens han peger på fotoprintet på sin trøje. »Det er en smuk by, og en dag er vi tilbage i den, inshallah.«

Holdet har været udsat for pres for ikke at sætte et fotoprint af Palmyras antikke triumfbue på sine trøjer. Den slags tilbedelse af sten er haram, hævder islamistgrupper, der ikke ville være med til at sponsere holdet.

»De må forstå,« siger Ahmad, »at lige dé sten er vores sjæl og vores liv. Vi arbejder tolv timer om dagen for at brødføde vores familier. Vi samler ind blandt vores venner og familier, så vi behøver ikke deres penge.«

Efter endt træning og brusebad sætter Palmyras spillere sig sammen med deres familier over et sent måltid. Samtalen falder på, hvorfor verden synes mere fokuseret på Palmyras ødelagte oldtidskulturskatte end på dens levende indbyggeres skæbne.

Kort tid efter vinder holdet Olivengrenligaen og bliver hædret på Antakya Stadion med cuptrofæ og medaljer. Da Information møder Ahmad igen, viser han videoklip fra festlighederne.

»Der kom flygtninge fra Palmyra fra hele Tyrkiet i busser for at se os spille finale. Det har glædet os meget, at vi kunne samle dem alle. Alligevel føler vi os som glemte i dag. Vores klub skal udbrede kendskabet til os i verden. Gennem fodbolden prøver vi at vække politisk opmærksomhed.«