Republikanerne gjorde udnævnelsen af en højesteretsdommer til et slag mod #MeToo. Og vandt

Anklagerne mod højesteretsdommer Brett Kavanaugh blotlægger, at kulturkampen også splitter den amerikanske befolkning i forhold til #MeToo-bevægelsen
Anklagerne mod højesteretsdommer Brett Kavanaugh blotlægger, at kulturkampen også splitter den amerikanske befolkning i forhold til #MeToo-bevægelsen

Jonathan Ernst

Udland
16. oktober 2018

Mens verden i disse dage gør regnebrættet op et år efter, at hashtagget #MeToo gik viralt og skabte en global bevægelse for kvinders kamp mod overgreb, kan Det Republikanske Parti notere sig i hvert fald én kæmpesejr.

Republikanerne lykkedes med at gøre udnævnelsen af den konservative Brett Kavanaugh til højesteretsdommer til et slag imod bevægelsen og dens angivelige angreb på ’den respekterede hvide mand’. 

I stedet for at slå på Kavanaughs fine konservative generalieblad og højreorienterede holdninger til eksempelvis abortspørgsmålet brugte fremtrædende republikanere – inklusive præsidenten – psykologiprofessor Christine Blasey Fords anklager mod Kavanaugh til at gå til angreb på #Metoo-bevægelsen.

Dermed ramte Trump med sit særlige politiske instinkt – og i samarbejde med sine mest ihærdige støtter, f.eks. senator Lindsey Graham fra South Carolina – en strømning blandt republikanere, der mener, at #MeToo er gået for langt. En strømning, som de effektivt udnyttede til partiets fordel.

Præcis som det lykkedes Trump, da han forsvarede de belastede sydstatsmonumenter over for dem, der ville fjerne de historiske vidnesbyrd. Også dengang følte mange amerikanere sig hørt og forstået af præsidenten.

Donald Trump gik så langt som til totalt at nedgøre Christine Blasey Ford foran hujende tilhængere på et vælgermøde i Mississippi.

Under afhøringen havde Blasey Ford blandt andet fortalt, at hun drak en enkelt øl den aften, hvor Kavanaugh skulle have begået et seksuelt overgreb mod hende, da hun var 15 og han 17.

»Jeg fik én øl,« lød det fra Trump, der imiterede Fords svar.

»Hvordan kom du hjem?« sagde Trump med ny stemme.

»Det husker jeg ikke.«

»Hvordan kom du derhen?«

»Det ved jeg ikke.«

»Hvor foregik det?«

»Det husker jeg ikke.«

»Hvor mange år siden var det?«

»Det ved jeg ikke. Det ved jeg ikke,« fortsatte Trump, mens forsamlingen kom med begejstrede tilråb og klappede af præsidentens hån mod ikke bare Christine Blasey Ford, men også de tusinder og atter tusinder af kvinder, der har afgivet vidnesbyrd om overgreb i de 12 måneder, hvor #MeToo-bevægelsen har fældet magtfulde mænd over hele verden.

Donald Trump havde godt nok sagt umiddelbart efter høringen, at han betragtede Ford som et troværdigt vidne. Senere tog han alle unge mænds parti mod #MeToo, da han sagde:

»Det er skræmmende tider for unge mænd i USA,« og understregede, at mænd, der er blevet beskyldt for seksuelle overgreb »er uskyldige, indtil det modsatte er bevist«.

Senator Lindsey Graham sagde:

»Jeg er single og en hvid mand fra South Carolina, og jeg får at vide, at jeg bare skal holde kæft. Men jeg vil ikke holde kæft.«

Kulturkamp

Deres udtalelser har givet pote blandt de republikanske vælgere. På onlinemediet FiveThirtyEight henviser Perry Bacon Jr. blandt andet til de to senatorer, der til det sidste udtrykte tvivl om, hvorvidt de ville stemme for Brett Kavanaughs livslange position som højesteretsdommer:

Ved at gøre Kavanaugh-debatten til et slagsmål om #Metoo og bredere kulturelle dynamikker har Republikanerne vundet politisk set. Samtidig lykkedes det Republikanerne at undvige en debat om Kavanaughs upartiskhed og evne til at kontrollere sig selv, hvilket mildest talt ikke var karaktertræk, han demonstrerede under sin egen afhøring.

Perry Bacon Jr. understreger, at republikanske vælgere naturligvis ikke støtter seksuelle overgreb. I stedet er der tale om en dyb modstand mod #MeToo blandt konservative i USA.

En HuffPost/YouGov-undersøgelse foretaget i august viser, at 54 pct. af de republikanske vælgere har negative holdninger i forhold til #Metoo og mener, at bevægelsen er gået for langt. Sammenlignet har 26 pct. et positivt syn på bevægelsen, mens otte mener, at den ikke er gået langt nok.

I en anden undersøgelse foretaget af Public Religion Research Institute og offentliggjort i sidste uge, umiddelbart inden Kavanaugh blev stemt igennem, har man spurgt amerikanerne, om de ville stemme på en kandidat, der er blevet beskyldt for seksuelle overgreb af indtil flere personer (i kølvandet på Ford stod flere kvinder frem og anklagede Kavanaugh).

Ifølge vox.com svarede 65 pct. af de republikanske vælgere bekræftende på spørgsmålet. 34 pct. sagde, at de ikke ville overveje at stemme på en sådan kandidat. Brudt ned på køn ville 28 pct. af mændene blandt republikanske vælgere ikke overveje det, mens 61 pct. ville.

For kvinderne gjaldt det, at 41 pct. ville, mens 48 pct. ikke ville. 81 procent af demokraterne sagde, at de aldrig ville overveje at stemme på en sådan kandidat, mens 16 pct. angav, at de ville. Hos Demokraterne ligger mænd og kvinders holdninger tættere på hinanden end hos Republikanerne.

Det tyder på, at der blandt republikanske kvinder er holdninger, som kan påvirke deres valg af kandidater. Men andre målinger viser, at republikanske kvinder tilsyneladende støtter op om Trumps bekymringer om, at mænd bliver uskyldigt dømt og desuden lader deres partitilhørsforhold præge deres syn på Kavanaugh-sagen.

Trumps talskvinde, Kellyane Conway, udtalte på tv, at hun selv havde været udsat for overgreb, men appellerede til andre kvinder med lignende oplevelser om ikke at blande det sammen med Kavanaughs nominering.

Midtvejsvalget

Spekulationerne efter Brett Kavanaughs udnævnelse går da også på, hvordan dette kapitel af den amerikanske kulturkamp vil påvirke det kommende midtvejsvalg. Mens flere politiske iagttagere har påpeget, at Republikanerne risikerer et tilbageslag ved midtvejsvalgene, skriver CNBC i en ny analyse, at begge partier vil blive påvirkede af efterdønningerne af Kavanaugh-afstemningen.

I et ikke ubetydeligt antal tilfælde står demokratiske kvindelige kandidater nemlig over for republikanske mænd ved valget til Senatet og Repræsentanternes Hus den 6. november.

Republikanerne håber, at deres mandlige kandidater, der på det symbolske plan repræsentanter de traditionelle kønsroller, kan opfange den modstand, der er opstået i kølvandet på anklagerne mod Brett Kavanaugh og den Trump-inspirerede frygt for, at andre mænd kan havne i samme situation.

Omvendt håber Demokraterne og de vrede kvinder, der har demonstreret mod højesteretsdommerens udnævnelse og har brugt sagen til at rejse finansiel støtte til deres sag, at de kan opildne utilfredse vælgere, der vil have forandring.

Det er sket før. Efter juristen Anita Hills anklager i 1991 mod en nomineret højesteretsdommer for seksuelle overgreb på deres fælles arbejdsplads – anklager, der heller ikke forhindrede hans udnævnelse – blev flere kvinder valgt ind i kongressen ved det efterfølgende valg. Dengang var de heftigt omdiskuterede anklager en faktor i de kvindelige politikeres fremmarch.

Spørgsmålet er, om det samme vil ske nu.

Midtvejsvalg i USA 2018

Den 6. november stemmer de amerikanske vælgere til midtvejsvalgene til Kongressen. Meningsmålinger peger på et magtskifte i Repræsentanternes Hus, hvor Demokraterne skal vinde 23 sæder fra Republikanerne for at opnå flertal. En Demokratisk sejr kan i de næste to år binde præsident Trump på hænder og fødder, og måske føre til en rigsretssag. 

Information dækker valgkampen gennem reportager fra de mest ihærdige Trump-modstandere i Californien til de vigtige svingstater Michigan og Florida.

Seneste artikler

  • Med to en halv uges forsinkelse kom den ’Blå Bølge’ i USA’s midtvejsvalg

    23. november 2018
    To uger efter det amerikanske midtvejsvalg foreligger det endelige resultat. Det illustrerer entydigt, at et klart flertal af de amerikanske vælgere ville give Trump og republikanerne en ordentlig lærestreg. Men intet tyder på, at præsidenten af den grund vil ændre kurs og forsøge at regere fra midten. Tv-kanaler og valganalytikere kritiseres for at have fejlfortolket resultatet på valgnatten
  • Omtælling i Florida kan indsnævre republikansk flertal i Senatet

    13. november 2018
    Næsten dødt løb ved Floridas valg af en senator og en guvernør udløste i weekenden en maskinomtælling af otte mio. stemmer. Det kan ende med en håndoptælling senere i denne uge
  • Demokraternes markante fremgang kan spænde ben for genvalget af præsident Trump i 2020

    8. november 2018
    Selv om den ’blå bølge’ udeblev ved tirsdagens midtvejsvalg, er demokraternes overtagelse af Repræsentanternes Hus, erobringen af flere strategisk vigtige guvernørposter og en rekordstor valgdeltagelse fra unge, kvinder og mindretal dårlige nyheder for Trump og republikanerne. Til præsidentvalget vil disse nye vælgere møde op i større antal
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Mette-Line Thorup

".... mænd, der er blevet beskyldt for seksuelle overgreb »er uskyldige, indtil det modsatte er bevist«"
citat fra artiklen

Jeg går ud fra, at du er enig i, at formodning om uskyld stadigvæk er gældende.

I Retten skal den anklagede ikke bevise sin uskyld -
anklagemyndigheden skal bevise den anklagedes skyld.

Lars Steffensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Michael Boe, Hans Larsen, Christian de Thurah og Michael Friis anbefalede denne kommentar

På min arbejdsplads ville ethvert ansættelsesudvalg finde en anden kandidat. I det mindste indtil Kavanaugh var renset fuldstændigt. Og her ville han ikke engang skulle beskæftige sig med mænds og kvinders adfærd og rettigheder....

Mads Berg, Kim Houmøller, Carsten Wienholtz, Jens J. Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det amerikanske samfund er dybt polariseret. Selv familiemedlemmer nægter at have med hinanden at gøre, hvis de står på hver sin side af det politiske spektrum.
Desuden er det også enormt hyklerisk når det gælder kvinders rettigheder kontra religiøse symboler og traditionelle værdier.

Herhjemme er der ikke mange som kan forestille sig at retten til fri abort eller homoseksuelle ægteskaber pludselig blev ophævet. Men det er realiteten i USA efter udnævnelsen af Kavanaugh.
Så der er meget på spil for kvinderne.

Måske kan det undre, at ikke også de republikanske kvinder ser dette som et faremoment.
Men mange skoler er præget af indoktrinering og gennemsyret af religiøse benægtelser overfor videnskaben, fx menneskets oprindelse og klimaforandringerne. Seksualundervisningen og adgangen til prævention er en by i Rusland, hvorfor netop teenage-graviditeter er et enormt problem.
Alligevel holder de stædigt fast i deres værdier.

Det var en skandale at denne dommer blev udnævnt til en så vital plads i Supreme Court, og kan sidde der resten af sine dage, hvor han og de fire andre republikanere kan skalte og valte med kvinders liv og levned.

Midtvejsvalget bliver i sandhed en gyser der er Stephen King værdig.

Bjarne Bisgaard Jensen, Jan Jensen, Elisabeth Andersen, Nike Forsander Lorentsen, Hanne Ribens, Mads Berg, Rigmor Løgstrup , Gert Romme og Jens J. Pedersen anbefalede denne kommentar

Det var en skandale, at Dr Christine Blasey Ford ventede med sin mulige sag i 35 år.
Flertallet af dansker vil være ukvalificeret til masser af job, hvis de skal dømmes pga deres druklege som ung.
Skal denne verden ledes af mennesker, der aldrig har gået over for rødt? Jeg synes, det bestemt ikke.
Skal folk dømmes/bedømmes efter 2018 moralen/love for noget de muligvis har gjort for mange år siden. Nej tak.
Jeg savner mere tilgivelse, "second chance", rehabilitering, mindre hævntørst og mindre fordømmelse. Se/gense "Jagten".

Lars Steffensen, Ole jakob Dueholm Bech, Hans Aagaard, Dagmar Christiandottir og Michael Boe anbefalede denne kommentar
Claus E. Petersen

Oh ak,
Oh ve,
Oh Aser..
Amerikanerne har taget en beslutning, og vi skal på den anden side af vores planet ikke undlade at kommentere det, både før og efter.
Hvis vi brokker os mest muligt er der vel en chance for at amerikanerne ændrer deres retssystem, eller hvad er formålet med al den hylen og skrigen?
Er det angsten for at USA ikke længere garanterer Danmarks sikkerhed i forhold til resten af den farlige verden?
Hvis det er derfor, så meld da klart ud at "vi hader at Trump måske ikke vil passe på os", i stedet for det sædvanlige...

@Torben Lindegaard

Nu er der bare den temmelig væsentlige forskel fra en retssag og et jobinterview, at en Senats-høring for en aspirerende Højesteretsdommer er et jobinterview og IKKE en retssag. Således skal kandidaten demonstrere sin egnethed, juridisk og moralsk overfor senatet retskomité og det amerikanske folk.

På dét parameter fejlede Kavanaugh monumentalt. Havde han lagt den opførsel for dagen, han fremviste i høringen, i et jobinterview hos en større virksomhed - eller i hvilken som helst anden sammenhæng for den sags skyld - var han formentlig blevet eskorteret uf af bygningen på stedet.

Republikanerne demonstrerede igen igen, at moral, det er noget for de "the little people" og demokraterne.

Torben Lindegaard

@Mads Berg

Jeg tænkte nu ikke specielt på Senats høringen af Brett Kavanaugh.

Det fulde citat fra artiklen ser således ud:

"Donald Trump havde godt nok sagt umiddelbart efter høringen, at han betragtede Ford som et troværdigt vidne. Senere tog han alle unge mænds parti mod #MeToo, da han sagde:

»Det er skræmmende tider for unge mænd i USA,« og understregede, at mænd, der er blevet beskyldt for seksuelle overgreb »er uskyldige, indtil det modsatte er bevist«."

Så det var mere "de unge mænd" i al almindelighed, som jeg mener også bør nyde godt af formodningen om uskyld.

Ole jakob Dueholm Bech og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Hvis moral er godt er dobbeltmoral så ikke bare dobbelt så godt?

Det nederlag til "Den Globale Bevægelse For Kvinders Kamp mod Overgreb" kunne initiativtagerne til #MeToo-kampagnen, der gik viralt, måske have undgået, hvis Demokraterne i God's own Country havde valgt en anden end lige netop førstedamen på tidspunktet for Bill "I did not have sexual relations with that woman" Clintons senatshøring for tyve år siden om sine julelege med praktikanten Monica Lewinsky i det ovale værelse i Det hvide Hus som deres bud på USA's 'første kvindelige præsident'.

De er skøre de amerikanere, og så er de langt bag efter os danskere. Har vi måske ikke både en kvindelig monark, en kvindelig folketingsformand og en kvindelig fhv. statsminister på vores globale feministiske CV at prale med over for den stemmeberettigede del af det kønspolitisk tilbagestående amerikanske folk?

Claus E. Petersen, Dagmar Christiandottir og Michael Boe anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Middelalderen vinder indpas i USA.
Det passer fint med Saudi Arabien.

Ja, når bare det ikke er på Niko´s CV, Grethe......

Niels Elgaard Larsen

Mads:
==
at en Senats-høring for en aspirerende Højesteretsdommer er et jobinterview og IKKE en retssag.
==

Det er hverken et jobinterview eller en retssag. Det er ...
en høring.

Det er jo ikke ligefrem den første senats-høring. Så begge analogier er bare kodeord, der indikerer, om man er for eller imod udnævnelsen.

Er en retssag mest som en høring eller et jobinterview?
Er et jobinterview mest som en høring eller en retssag?

Grethe Preisler

Hvad med at kalde senatet i USA en 'folkedomstol'?

De amerikanske senatsmedlemmer er jo, når alt kommer til alt, lige så folkevalgte som de ærede medlemmer af det danske folketing fra liste A til liste Å.

@Niels Elgaard Larsen

Jeg såmænd godt klar over, det er en høring, som jeg også selv skriver. Min pointe er blot, at der IKKE er tale om, at noget skal bevises elle modbevises.

At denne type høring i øvrigt reelt er et jobinterview, mener jeg egentlig ikke der kan være to meninger om. Ifølge Senatets beskrivelse er formålet med høringen (samt senatets konstitutionelle pligt) at vurdere den nomineredes egnethed til jobbet - herunder hans juridiske kunnen, men også hans/hendes objektivitet OG moralske habitus.

Du har ret i, at det er en subjektiv vurdering om Kavanaugh - og ikke mindst de, der stemte på ham, levede op til de beskrevne idealer.

Som tæt følger af amerikansk politik i mange år har jeg set en håndfuld høringer for Højesterets-kandidater. Aldrig før har jeg set så uforskammet, grov og i øvrigt åben partipolitisk kandidat. Ikke engang noget der kommer tæt på, og jeg så også Anita Hill-høringen i 1991. Derudover var der en lang række belastende oplysninger om manden (- langt fra "kun" den troværdige sexoverfalds-anklage), der i et fungerende Senat burde have diskvalificeret Kavanaugh længe inden, han overhovedet nåede til en høring.

Mon ikke MeToo tabte da de gjorde kvinder som Asia Argento til forkvinder for deres bevægelse?

Eva Schwanenflügel

Bassim, #Mee Too er ingen forening, og har dermed ingen valgt forperson.

Nej men det er en bevægelse med prominente tilhængere som får en masse medieopmærksomhed og taler på hashtagets vegne, Asia er én af de prominente kvinder. Forening må stå for din egen regning. Og det ændrer heller ikke på at hun har stået forest og klaget og klynket mens folk har lyttet og gengivet ukritisk hvad hun har sagt for kun senere at opdage at hun er præcist ligesom dem hun selv har anklaget... bare bevist selvfølgelig.

Nogle har købt https://www.brettkavanaugh.com/ domænet og oprettet et site for voldtægtofre...

Eva Schwanenflügel

Ha ha, hvor passende, Jan ;-)

Eva Schwanenflügel

Bassim, det var dig selv der mente, at #MeeToo havde 'valgt' Asia Argento og 'andre som hende' - hvad det så skal betyde - som 'deres' forkvinder.
Men #MeeToo er ingen forening med medlemmer, der kan vælge forpersoner.
Det er en SoMe bevægelse, der er blevet til på baggrund af fælles oplevelser af magtmisbrug, sexchikane og vold i samfundet.
Iøvrigt har mange mænd også ytret sig under dette hashtag.

Nu var der nok meget få der var uenige med Avita Ronell og Asia Argento som topfeminister for metoo-bevægelsen.

Trump kan have ret i, at Brett Kavanaugh og Mohammed bin Salman sandsynligvis er lige uskyldige.....