Læsetid: 3 min.

Russisk efterretningstjeneste blotter sig selv – sjusk eller provokation?

Data om Ruslands hemmelighedsfulde militære efterretningstjeneste og dets agenter har vist sig at være tilgængelige for almindelige Google-søgninger
For et par uger siden rodede Ruslan Bosjirov og Alexander Petrov sig ud i en usandsynlig historie om, at de to gange havde besøgt Salisbury for at bese byens berømte domkirke.

For et par uger siden rodede Ruslan Bosjirov og Alexander Petrov sig ud i en usandsynlig historie om, at de to gange havde besøgt Salisbury for at bese byens berømte domkirke.

8. oktober 2018

MOSKVA – Den sidste måneds afsløringer må høre til højdepunkterne af pinlighed i de russiske efterretningstjenesters historie.

For 30 dage siden kunne premierminister Theresa May afsløre dækidentiteter for de to formodede attentatmænd bag giftangrebet på en russisk eksagent og hans datter i Salisbury. I mellemtiden er Ruslands hemmelighedsfulde militære efterretningstjeneste GRU blevet hængt offentligt ud af andre efterretningstjenester og af private internetdetektiver.

Optrevlingen af GRU’s operationer har været klinisk og nådesløs. Tjenesten har traditionelt haft ry for dristige aktioner, der er blevet forstærket af dens nære forbindelser til russiske specialstyrkeenheder, der har stillet med kamptrænede agenter.

Men ved at sende et agenthold til Holland, som simple Google-søgninger har afsløret som uddannede kandidater fra et GRU-eliteakademi, fremstår tjenesten som skødeløs og amatøragtig indtil det absurde.

Adresse angivet

En af de øjensynlige agenter havde indregistreret fem biler med angivelse af en adresse i det nordvestlige Moskva, der er kendt som ’Akvariet’ – og huser GRU’s afgangsklasser for militærattacheer og elitespioner. Ifølge lister, der findes tilgængeligt online for enhver, der kan søge på Google, kørte han først i en Honda Civic og siden i en Alfa Romeo. Og skulle adressen ikke være nok til at sætte efterforskerne på sporet, angav han også det militære basenummer for Det Militær-Diplomatiske Akademi blandt registreringsoplysningerne.

Det var i selv samme skole, at oberst Anatolij Tjepiga, angiveligt den sande identitet på den ene af de to russere, der mistænkes for giftangrebet i Salisbury, færdiggjorde sin uddannelse. Ifølge Viktor Suvorov, en GRU-agent, der siden er hoppet af til Vesten, var akademiet førhen så hemmeligt, at sovjetborgere kunne ryge i fængsel for afsløre dets eksistens.

Nu har internettet gjort det vanskeligt at hemmeligholde sådanne oplysninger. Men i GRU havde man åbenbart ikke forestillet sig, at sådanne blottelse kunne blive et problem. Bemærkelsesværdigt er det, at flere af de russiske efterretningsagenter fra operationen i Holland kunne afsløres online – og at holdets spillerlister også er frit tilgængelige på internettet.

Rusland påstår, at efterforskernes afsløringer er forfalskede, men alle oplysninger var ikke desto mindre på internettet, nogle af dem endda på de sociale medier med dateringer der underbygger afsløringerne af GRU’s operationer.

Affæren begyndte, efter at Mays havde udpeget de mistænkte i sidste måned, som fik Vladimir Putin til at beordre de to russere til at forklare sig i et tv-indslag. Her rodede de to mænd sig ud i en usandsynlig historie om, at de to gange havde besøgt Salisbury for at bese byens berømte domkirke, mens en redaktør fra det statslige fjernsyn samtidig fik antydet, at de var bøsser.

Lækkede pasdata

Lige lidt hjalp det. Den ene af de to mænd er nu, som nævnt, identificeret som oberst i GRU, efter at onlinedetektiver fandt frem til fotografier fra hans militærtjenestetid og lækkede data fra hans pas.

Under deres efterforskning blev undersøgerne fra henholdsvis Bellingcat og Insider hjulpet af, at de to agenters pas var udstedt inden for en sekvens af numre, som viste sig at være forbeholdt en specialdivision inden for GRU. Dette gjorde det så meget desto lettere at identificere dem via læk fra databaser.

Tirsdag sprang en ny bombe, da hollandske efterforskere offentligt kunne afsløre, at fire russiske agenter tidligere på året havde forsøgt at hacke sig ind i Organisationen for Forbud Mod Kemiske Våben (foruden i Malaysias undersøgelse af passagerflyet MH17, der blev skudt ned over Ukraine).

De angivelige spioner blev pågrebet med en beholdning af mobiltelefoner, der var stor nok til at åbne en elektronikbutik. Som pertentlige russere på forretningsrejse var de også i besiddelse af taxikvitteringer, der angav kørsel fra GRU’s hovedkvarter.

Rusland har rutinemæssigt benægtet alle afsløringer om de øjensynlige GRU-agenter og vil fortsætte med at benægte. Moskva har ikke noget alternativ. Men den sidste tids eksponering af adskillige russiske efterretningsaktioner i Europa må rejse spørgsmålet om, hvorvidt de russiske efterretningstjenester optræder bevidst provokerende eller har slækket fatalt på tidligere tiders professionalisme. 

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Beck-Lauritzen
Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Bindesbøll

Et gammelt begreb, som enhver der har arbejdet med Rusland / Sovjetunionen kender er:
'I Rusland er meget ikke, som det umiddelbart tager sig ud'...
Den vigtigste dimension, man derfor også må gentage her er, at der findes både "røgslør", Potemkin"-kulisser, Agitprop, vildledning / afledning, men i Putins Rusland absolut ingen åbenhed endsige kritisk større debat om mål, midler & metoder.
Og de, der prøver, ja, de lever som bekendt livet farligt....

I det seneste tilfælde, fra Salisbury, til Holland, til MH-17, mv. kunne man på gode grunde mene, at alene de sidste års voldsomt optrappede aktiviteter fra statslige russiske e-tjenester -- i form af både spion-, hacker- og likviderings-"udsendte" ganske enkelt og rent statistisk, naturligvis vil blive taget på fersk gerning, som vi har set her.

Antallet af offensive russiske udenlands operationer er voldsomt øget, ligesom "aggressiviteten" i samme disse angreb også nu er gået op i det røde felt.
Det er næppe en tilfældighed, men selvsagt dikteret fra højeste sted.
Ledelsen i Kreml har således - og længe før begrebet vandt indpas herovre - aktivt anvendt sig af massiv "Disruption"...(!)

Enhver årvågen og erfaren Ruslands- og Putin-kender, bed formentlig også mærke i mandens egne ord på pressekonferencen forleden: Thi udover at tage bladet fra munden og erklære den forsøgt myrdede Skripal for "forræder imod Moderlandet" og "Udskud", (!); ja, så tilføjede Putin faktisk også de erfaringer han desværre med rette tidligere har oplevet i sådanne sager, hvor pilen peger mod Kreml og ham selv:
'Det går over snart over'... Og det har han jo desværre hidtil haft ret i: Både medier og politikere glemmer hurtigt i vor tids verden, og dens skiftende "Realpolitik".
Dog både håber og tror jeg denen gang og den seneste tid, at Putin & Co har opbrugt deres konto for almindelig glemsomhed.
Dertil er både beviserne, men heldigvis også bevidstheden om Putin-regimets sande karakter, blevet stadigt mere grundfæstede herovre, i brede politiske kredse, de senere år.
Så det går nok ikke bare "lige over"... Heldigvis!

Claus Nielsen, Bassim Walid, Peter Beck-Lauritzen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar