Simon Kuznets stod bag BNP – ’en af de mægtigste opfindelser i det 20. århundrede’ – men advarede selv mod for overivrig brug af den

Den russisk-amerikanske økonom og statistiker Simon Kuznets kan retmæssigt kaldes bruttonationalproduktets (BNP) stamfader. I begyndelsen af 1930’erne bad den amerikanske kongres Kuznets om at udvikle et mål for landets produktivitet som et redskab til at gennemskue, hvordan Depressionen, der havde ramt i 1929, kunne håndteres.

Anvendelsen af BNP, som vi kender det i dag, blev først for alvor udbredt efter Bretton Woods-konferencen i 1944, men Kuznets var en sand pioner i skabelsen af et standardiseret mål for nationalindkomst: Ideen om at sammenføje al økonomisk aktivitet fra individer, virksomheder og staten i et enkelt tal stammer fra hans rapport til kongressen fra 1934, National Income, 1929-32.

Og således kom statistikken over dem alle til verden.

Trods løbende kritik har BNP – som det amerikanske handelsministerium har kaldt »en af de mægtigste opfindelser i det 20. århundrede« – regeret enevældigt som den ultimative målestok for nationernes velbefindende. Selv advarede ophavsmanden Kuznets dog fra begyndelsen mod en overivrig forelskelse i BNP-målet og et enøjet fokus på økonomisk vækst.

»En nations velfærd kan næppe udledes af et mål for nationalindkomsten. Hvis BNP er oppe, hvorfor er Amerika så nede? Distinktionen mellem vækstens kvantitet og kvalitet må holdes for øje; mellem omkostninger og afkast; mellem det korte og det lange sigt. Mål for øget vækst bør specificere, hvad det præcis er, der skal vokse og hvorfor,« skrev han i sin rapport til kongressen i 1934.

I empiriens tjeneste

Simon Kuznets blev født byen Pinsk i Rusland og sad som kontorchef i bureauet for arbejdsmarkedsstatistik, inden han som 21-årig forlod Sovjetunionen for at studere i USA.

Her kom han i lære hos den indflydelsesrige økonomiprofessor fra Columbia University, Wesley Mitchell, som først og fremmest koncentrerede sig om, at udarbejde nøjsomme empiriske studier af økonomiske fænomener – i 1920 havde han grundlagt Det Nationale Bureau for Økonomisk Forskning til selv samme formål.

Kuznets delte læremesterens kald og lod sit virke definere af en ufortrøden iver efter empiriske kendsgerninger, observationer og store datasæt, der kunne styrke forståelsen af økonomiens uoverskuelige dynamikker.

Eksempelvis påstod han at have identificeret vækstcykler på 10-15 år, hvor den bagvedliggende hovedfaktor var sving i befolkningstallet, og han hævdede – ud fra statistiske analyser – at kunne dokumentere, at akkumulationen af kapital ikke var altafgørende for den økonomiske vækst – sådan som konventionen ellers prædikede det.

Hans insisteren på at medregne en bred vifte af variable i sit arbejde betød, at Kuznets var skeptisk over for økonomiske teorier, der byggede på løsrevne antagelser og hypoteser, som ikke tog udgangspunkt i konkret empiri – især, hvis teorierne ikke kunne testes eller efterprøves i praksis.

Således er Kuznets’ bidrag til økonomiens historie tvetydig: Han var med til at videnskabeliggøre faget, binde det til jorden med kvantitative data og lade det hævde objektiv karakter. Men netop den forankring havde den bivirkning i form af en forsegling af økonomiteoriens spekulative matematiksilo, som han havde haft til formål at bekæmpe.

»Enhver kan starte en gren inden for økonomi. Det er straks sværere at finde ud af, hvad der rent faktisk foregår i økonomien,« sagde Kuznets senere i en diskussion med Harvard-professoren Henry Rosovsky.

Økonomier i udvikling

Med afsæt i sin afvisning af den gængse årsagsforklaring på økonomisk vækst og fremdrift, brugte Kuznets den sidste del af karrieren på undersøge udviklingslandene. Her var hans hovedtese, at samtidens udviklingslande eksisterer under betingelser og besidder karaktertræk, der på afgørende vis afviger fra, hvordan det så ud i de nu industrialiserede lande før industrialiseringen.

Dermed skrev Kuznets sig op imod forestillingen om, at alle lande vil gennemgå et ensartet økonomisk forløb, men blot befinder sig på forskellige trappetrin – et synspunkt, der inspirerede en ny skole af økonomisk tænkning, såkaldt udviklingsøkonomi, der beskæftiger sig med analysen af udviklingslandenes særegne erfaringer.

Kuznets indsamlede statistiske indikatorer for økonomisk præstation fra Japan, USA og 14 europæiske lande over en 60-årig tidsperiode. Hovedkonklusionen var, at den grundlæggende dynamik, der driver økonomien er ændringer i de produktive kapaciteter og de strukturelle rammebetingelser. Dermed blev hans analyse af udviklingslandene, at hindringen mod økonomisk vækst her skulle findes i deres sociale og politiske institutioner.

I 1971 vandt Kuznets Nobelprisen i økonomi for sit arbejde, og i sin modtagelsestale understregede han sine to store passioner: grundig dataindsamling og økonomisk udvikling.

»Man må håbe – dog uden for høje forventninger – at opgaven med at raffinere analyserne og målingerne i de udviklede lande ikke sker på bekostning af de strengt nødvendige undersøgelser af udviklingslandenes kvantitative udgangspunkt og institutionelle betingelser.«