Nyhed
Læsetid: 2 min.

Skattesag ryster Kinas underholdningsindustri

Kinas rigeste og mest berømte skuespillerinde forsvandt i tre måneder. Denne uge dukkede hun op igen. Hun undskylder til sine fans og til kommunistpartiet – og skylder 834 mio. kr. i skat og bødeafgift.
Den kinesiske skuespiller Fan Bingbing er centrum for den største skandale i den kinesiske underholdningsindustri i nyere tid.

Den kinesiske skuespiller Fan Bingbing er centrum for den største skandale i den kinesiske underholdningsindustri i nyere tid.

Norbert Scanella/Scanpix

Udland
6. oktober 2018

Siden slutningen af 1990’erne har Fan Bingbing været blandt Kinas mest eftertragtede og anerkendte skuespillere.

Karrieren har taget hende hele vejen fra ukendte kinesiske tv-serier til Hollywood-produktioner som X-Men og Iron Man. Undervejs har hun tjent en formue. For sine roller på tv og i film og for at promovere verdenskendte mærker som Cartier, Mercedes-Benz, L’Oreal og Louis Vuitton.

De seneste fire år har magasinet Forbes haft hende øverst på listen over bedst betalte skuespillerinder i Kina.

I dag er Fan Bingbing centrum for den største skandale i den kinesiske underholdningsindustri i nyere tid. Det begyndte med et læk af to kontrakter. Begge omhandlede Fan Bingbings honorar for en rolle i en kommende film. På den ene stod der anført, at den kinesiske skuespiller havde tjent omkring 10 mio. kr., mens lønnen i den anden kontrakt lød på fem gange så meget.

Den slags kaldes i Kina for yin og yang-kontrakter og går i al simpelthed ud på, at kontrakten med det laveste beløb indberettes til skattemyndighederne, mens den egentlige udbetaling holdes hemmelig.

Kort tid efter forsvandt Fan Bingbing. Hun blev sidst set tilbage i juli. Hendes profil på den kinesiske udgave af Twitter, hvor hun har flere end 62 millioner følgere, har været inaktiv lige siden.

Ingen Fan Bingbing uden staten og folket

Først denne uge kom der nyt om den forsvundne filmdiva. Statslige kinesiske medier kunne rapportere, at Fan Bingbings økonomi har været underlagt et grundigt skattetjek, og at hun skal betale 834 mio. kr. i bøder og afgifter på baggrund af omfattende skattesvindel.

Fordi Fan Bingbing ikke tidligere er straffet, kan hun undgå fængsel, hvis pengene falder til tiden, skriver det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.

Samtidig fremgår det, at andre skattesvindlere i underholdningsindustrien er i søgelyset, og at personer i branchen med dårlig samvittighed har indtil årets udgang til at få styr på deres skat.

Sagen mod Fan Bingbing kommer da heller ikke ud af det blå. Før sommeren offentliggjorde de kinesiske myndigheder nye retningslinjer for, hvor stor en andel af budgettet for film, tv-serier og andre underholdningsproduktioner, der må gå til lønninger. Ekstravagante lønninger havde skabt et forskruet værdigrundlag for branchen, hed det ved den lejlighed.

Fan Bingbing lader til at have forstået budskabet. Hun har udsendt en undskyldning til fans, fædreland og kommunistpartiet:

»Man kan sige, at hvad jeg har opnået skyldes mit land og dets folks støtte. Uden de gode retningslinjer fremsat af partiet og staten og uden folkets kærlighed og beskyttelse ville der ikke være nogen Fan Bingbing,« skriver hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Lasse Karner

Helt fint at skattesvindlere bliver draget til ansvar - og får en gedigen bøde.

Men skrab-ud til Partiet & Staten .... det kan sagtens undværes.

Peter Beck-Lauritzen

Kære Danmark/Karste Lauritsen; gak hen og gør ligeså ved danske skattely svindlere og "hvidvask-banker". Skatteunddragelse er no go.

Eva Schwanenflügel

Kina er det største overvågningssamfund i verden.
Might is right.
Du forsvinder hvis du er modsat.