Læsetid: 8 min.

Syriens genopbygning bliver dyr, langsom og politisk marginaliserende

Det syriske styre er ved at afslutte den aktive krig mod landets oprørere, og en gigantisk genopbygningsproces venter forude. Men genopbygningen tegner til at blive en meget lang og næppe forsonende proces, mener eksperter. Verdens største donorer vil ikke støtte det, der i praksis er en fortsættelse af regimets del-og-hersk-politik
En russisk-tyrkisk aftale har indtil videre sat en storstilet regimeoffensiv på standby i Idlib-provinsen i det nordvestlige Syrien, som stadig er stadig kontrolleret af oprørere.

En russisk-tyrkisk aftale har indtil videre sat en storstilet regimeoffensiv på standby i Idlib-provinsen i det nordvestlige Syrien, som stadig er stadig kontrolleret af oprørere.

Omar Haj Kadour

3. oktober 2018

Det er ikke et muntert tidsfordriv at kigge på videoer af de byer, hvis navne er blevet gentaget igen og igen som omdrejningspunkter for syv års syrisk borgerkrig. Byer som Homs, Aleppo, Raqqa, Hama, Kobane og Douma er gledet ind i den globale bevidsthed som scener for ufattelige ødelæggelser og menneskelige tragedier.

Timevis af droneoptagelser viser gade efter gade, kvarter efter kvarter, der er fuldstændig ødelagt. Kollapsede etageejendomme, afpillede bygningsskeletter, veje, hvor granathuller er blevet til damme, og hele byer, hvor alting er dækket af gråt støv. Hvor næsten kun fugle og vilde dyr er tilbage, og hvor det er svært at forestille sig mennesker igen.

Kun én provins er stadig kontrolleret af oprørere – Idlib-provinsen i det nordvestlige Syrien – hvor en russisk-tyrkisk aftale indtil videre har sat en storstilet regimeoffensiv på standby, men næppe længe.

Dermed presser spørgsmålene sig også på, når det kommer til den næste fase af den syriske borgerkrig. Den, der handler om tiden, der kommer efter – om at genopbygge.

Som regel går genopbygning efter langvarige krige hånd i hånd med en forhandlet løsning og en forsoningsproces, men i Syrien er der ingen tilnærmelser mellem oprørere og regering, siger Steven Heydemann, der er professor i mellemøststudier ved Smith College, forsker ved Brookings College og forfatter til bogen The Day After: Supporting a Democratic Transition in Syria, der er blevet til i samarbejde med syriske og internationale ngo’er.

»Det er en kolossal opgave at genopbygge Syrien, og hvis du kigger på Verdensbankens vurdering af prisen, er det urealistisk at nå bare ti procent af det inden for de næste mange år – selv med hjælp fra det internationale samfund. Erfaringen fra andre borgerkrige som Libanon og Bosnien er, at det er en generationsopgave,« siger han. 

’I skal sige undskyld først’

Verdensbanken og FN skønner prisen for at genopbygge Syrien til et sted mellem 250 og 350 milliarder dollar. Men hvordan det skal foregå, og hvem der skal gøre det, er et mere kompliceret spørgsmål. 

Forud for krigen lød landets eget bruttonationalprodukt på knap 60 milliarder dollar, og det er siden faldet til omkring en fjerdedel.

I sommer inviterede det syriske styre venligsindede lande og deres virksomheder, især fra Kina, Rusland, Iran og udvalgte arabiske lande, til en genopbygningskonference i Damaskus. Kina har afsat to milliarder dollar specifik til investeringer i Syrien og er blevet særligt belønnet med kontrakter.

Europa, USA, deres arabiske allierede og Tyrkiet var ikke inviteret. Selv hvis Vestens sanktioner havde tilladt det, havde de ikke været velkommen, understregede Syriens minister for økonomi og udenrigshandel, Adib Mayaleh, allerede sidste år, da han omhyggeligt beskrev den påkrævede bodshandlings koreografi:

»Der vil være klare politiske betingelser,« sagde ministeren.

»For det første må de undskylde til det syriske folk. Derefter må det syriske folk acceptere deres undskyldninger. Så må de undskylde over for deres egne befolkninger. Og endelig må de blive holdt ansvarlige for det ved stemmeboksene.«

Imidlertid har Rusland erklæret, at de ikke har tænkt sig at betale for genopbygningen, mens Kina trods sit store checkhæfte er kendt for at gå forsigtigt frem med investeringer i politisk kontroversielle områder. Syrien skal med andre ord ikke regne med, at de lande vil finansiere genopbygningen, siger Steven Heydemann.

»Det hverken kan eller vil de. Det er en alt for stor opgave,« siger han, men understreger samtidig, at det ikke nødvendigvis er et problem for styret i Damaskus, at genopbygningen er underfinansieret og langsommelig.

»Jeg er slet ikke i tvivl om, at det syriske styre foretrækker en genopbygning, der er meget langstrakt og foregår i mindre skala, men til gengæld er under deres fulde kontrol, frem for en genopbygning i større skala, som de til gengæld ikke fuldt ud kan styre,« siger han.

»Det gør ikke noget, at der sker meget lidt, så længe de kan styre det. Hvad styret står over for, er en meget lokal og meget langsom proces, som først og fremmest skal genopbygge styrets autoritet. Det første, der bliver genopbygget er helt bogstavelig talt sikkerhedstjenesterne,« siger han og påpeger, at den humanitære støtte, der er kommet til Syrien allerede i vid udstrækning er gledet ud i magtapparatet og blevet brugt til at stive det af. En påstand forskellige undersøgelser af bl.a. FN’s støtte bekræfter.

»Det vil blive en genopbygning, der cementerer politiske forandringer og magtdelinger. Hvor man fordeler kontrakter og magtpositioner efter, hvordan folk har ageret i krigen, og f.eks. uddeler lukrative kontrakter til tidligere krigsherrer og militsledere. Det vil betyde, at nogle områder får lov til at stå ødelagte hen, afstemt efter hvilken side de har placeret sig på i borgerkrigen,« siger han.

»Det kan man allerede se i dag på det genopbygningsarbejde, som er gået i gang, hvor nogle områder omkring Damaskus bliver genopført på en måde, der passer med regimets interesser, mens Homs og Hama, hvor støtten til oprøret var stærkest, har fået lov at stå hen uden noget forsøg på genopbygning,« siger han.

»På mange måder er det en fortsættelse af styrets del og hersk-politik fra før krigen, blot taget til et langt mere ekstremt niveau. En væsentlig årsag til, at oprøret opstod, var, at de områder allerede var voldsomt underprioriteret før,« siger han.

Ritzau Scanpix

Kontroversiel lov

Det er også en del og hersk-politik, som mange iagttagere og menneskerettighedsorganisationer allerede ser komme til udtryk i det lovarbejde, den syriske regering har forberedt forud for genopbygningen. Her har især en kontroversiel lov om ekspropiering af bygninger og områder, der er blevet beskadiget i krigen, vakt furore.

Lovsættet, der er blevet kendt om ’Lov nummer 10’, fastslår, at regeringen kan inddrage de pågældende områder og udvikle dem, uanset hvem der tidligere har boet der. Ejendommenes tidligere beboere kan gøre indsigelser inden for en afgrænset periode til den syriske stat.

Men dels er det de færreste, der kan præsentere den slags ejendomsskøder, som sjældent har eksisteret i de pågældende slumområder, dels er de fleste tidligere beboere flygtninge i dag – og endelig er det et syrisk system, der ikke just er kendt for sin retssikkerhed og politiske uafhængighed, der skal anerkende deres krav.

De første områder, der skal bulldozes og bygges op på ny blev annonceret denne sommer: Barzeh, Jobar, Qaboun og Yarmouk ­– alle tidligere oprørshøjborge rundt om Damaskus, præget af slum og improviserede bygninger og mange tilflyttere.

Som med alt andet i Syrien tilfalder mange af kontrakterne på de nye områder folk, der enten er i familie med Bashar al-Assad eller tilhører hans omgangskreds. Og de giver også adgang til land, der ofte er blevet meget værdifuld i takt med at byerne er vokset, som f.eks. området Basateen al-Razi, tæt på Damaskus’ centrum, hvor mange beboere er blevet sat ud for at gøre plads til luksusboliger uden at modtage nogen kompensationer eller nye boliger.

Mens lovgivningen på nogle måder giver mening i forhold til at strømline en genopbygning, er det åbenlyst også et magtfuldt redskab til at omskabe Syriens sociale og sekteriske demografi, konstaterer Syrien-kenderen Aron Lund på det humanitære nyhedssite IRIN:

»Hvis det i praksis hovedsaligt er oprørskontrollerede aswaiyat (slumbyer, red.), som vil blive redesignet – hvilket i sig selv giver mening i betragtning af omfanget af ødelæggelse der – vil lov nummer 10 kunne få en uforholdsmæssig stor politisk og social betydning, afhængigt af hvordan ejerskabsrettighedsspørgsmålet håndteres.«

Andre er mere direkte i deres kritik af lov nummer 10, blandt andet Steven Heydemann:

»Der er ingen tvivl om, at styret blandt andet med lov nummer 10 er i gang med at ændre Syriens sekteriske og sociale demografi til sin egen fordel. Ikke på den måde, at de aktivt prøver at tippe Syriens sekteriske balance mod sunnierne – det ville også være en umulig opgave – men ved at ændre sammensætningen i bestemte områder, så det er dets støtter, der bor der, mens modstanderne bliver forvist til andre områder – og også ved at sørge for, at flygtningene ikke vender tilbage. Jeg tror ikke, nogen kender omfanget, men der er ikke nogen tvivl om, at det sker,« siger han.

Støtte som beskyttelsespenge?

Netop flygtningene er en af grundene til, at nogle vestlige lande nok alligevel og trods ovenstående advarsler kan være fristet til at deltage i genopbygningen. Mens immigration bliver et varmere politisk emne i ikke mindst Europa, vokser også behovet for at kunne sende flygtninge hjem. Her har bl.a. Rusland appelleret til, at Vesten finansierer genopbygningen i sin egen interesse, både når det kommer til flygtninge og terror.

Men undersøgelser viser også, at de syriske flygtninge er modvillige i forhold til at vende tilbage til Syrien uden en politisk løsning. Det var blandt andet konklusionen i en undersøgelse uarbejdet af Maha Yahya, leder af Carnegie Middle East Center.

Her gav et overvældende antal adspurgte syriske flygtninge udtryk for, at de ganske enkelt ikke turde vende tilbage under de nuværende betingelser:

»Fra det internationale samfunds perspektiv, vil en genopbygningsindsats kunne skabe stabilitet og jobmuligheder, som igen vil kunne være et incitament for flygtninge til at vende tilbage,« skriver hun.

»Men selvom dette måske er tilfældet for nogle flygtninge, har de fleste i fokusgruppen udtalt, at de ikke vil vende tilbage, hvis ikke de økonomiske muligheder bliver ledsaget af sikkerhedsgarantier og politisk forandring,« skriver hun i rapporten.

Ligesom andre har centerlederen noteret sig regimets nye love, og at de for mange betyder, at det slet ikke er muligt at vende tilbage til deres hjem.

»Tre sammenhængende faktorer gør det meget risikabelt for flygtninge at vende hjem. For det første vil flygtninge, der vender tilbage til deres hjemegne kunne blive afvist eller forfulgt af regimestyrker, der spiller en aktiv rolle i befolkningsforflytninger gennem belejringer og lokale fredsaftaler. For det andet gør opdelingen af territorier, ødelæggelsen af bycentre og landområder og den nylige lovgivning omkring ejerrettigheder det ekstremt svært for flygtninge at få deres huse tilbage og genoptage deres liv. Og for det tredje gør banders og militsers adfærd i både regime- og oppositionskontrollerede områder turen hjem meget farlig. I den sammenhæng har konceptet om frivillig tilbagevenden, et grundfundament i internationale flygtningekonventioner, mistet dets betydning.«

Bliv væk

Foreløbig er der ikke meget, der tyder på, at EU vil deltage i en genopbygning på de præmisser, der tegner sig i dag. Allerede sidste år fastslog 70 lande på en EU-konference afholdt i Bruxelles, at de ikke ville støtte en genopbygningsproces i fraværet af en politisk løsning og arbejdsbetingelser i øvrigt, der gør det muligt for deltagende organisationer at leve op til deres egne etiske standarder.

Også herhjemme har udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) utvetydigt afvist dansk deltagelse under de nuværende omstændigheder.

Og det gør EU ret i, mener Steven Heydemann

»Jeg mener, Vesten bør holde sig væk – og heller ikke give efter for det, man kan betegne som afpresningsnetværksdiplomati. Både fordi det åbner for, at andre lande kan afpresse EU på samme måde i fremtiden – og fordi der ikke er nogen indikationer på, at det faktisk vil gøre nogen positiv forskel,« siger han.

»Det, som det syriske styre først og fremmest er ude efter, er legitimitet, at blive budt velkommen tilbage af det internationale samfund, på trods af at det direkte eller indirekte har slået en halv million mennesker ihjel, og at det fortsætter sin forbryderiske praksis. Jeg mener ikke, vi behøver at deltage i den rehabilitering, slet ikke uden politiske forandringer.«

Syriske flygtninge, som har opholdt sig i Libanon, vender tilbage til deres hjemland.
Læs også
Serie

Mens de venter på at komme hjem

Genopbygningen af det borgerkrigshærgede Syrien er så småt begyndt. Men selv om Islamisk Stat er blevet fordrevet, oprørerne slået ned, og store dele af landet erklæret ’sikkert’, tør de færreste flygtninge bevæge sig hjem. De har hørt, hvad der venter dem.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Troels Ken Pedersen
  • Torben K L Jensen
  • David Zennaro
  • Frede Jørgensen
  • Eva Schwanenflügel
Troels Ken Pedersen, Torben K L Jensen, David Zennaro, Frede Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Et utroligt billede, der indleder artiklen.

Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Holger Madsen, Troels Ken Pedersen, Niels Duus Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Hvis ikke vi vil hjælpe syrerne med genopbygningen, står russerne og - især - kineserne parate til at konsolidere deres indflydelse i landet. Lakmusprøven på den syriske regerings legitimitet vil være det demokratiske valg, som vil komme før eller siden. Og når syrerne så har valgt deres regering, skal Vesten bare stikke piben ind.

Troels Ken Pedersen

@Niels Duus: Demokratiske valg?!? Hvis dét var et forsøg på morsomhed, er det slået grueligt fejl.

Eva Schwanenflügel, Kim Houmøller, Claus Nielsen og Jens Winther anbefalede denne kommentar

Det bør vel ret beset være Rusland og Iran som betaler genopbygningen. Det er deres bomber som har smadret landet. Den som vil være med i legen, må også smage stegen!

Niels Duus Nielsen

Troels Ken Pedersen, hvad er der nu galt med demokratiske valg? Jeg troede netop at vi her i Danmark gik ind for demokratiske valg, men der er måske noget jeg har misforstået? Hvad mener du så, syrerne skal gøre, hvis ikke de skal afholde demokratiske valg?

Niels Duus Nielsen

Jørn Lybech, ret beset bør det vel være USA, Saudiarabien og Israel, der betaler gildet, det var jo dem, der bevæbnede oprørerne og terroristerne med henblik på at vælte Assad.

Flemming Berger, Henrik Leffers, Hans Aagaard, Holger Madsen, Per Torbensen, Anders Graae, Trond Meiring, John Andersen og Steen Sohn anbefalede denne kommentar

Jørn Lybech, efter din logik så skulle Danmark USA og andre Nato lande betale for genopbygningen af Libyen, Irak og Aghanistan.

Per Torbensen, Henrik Leffers, Hans Aagaard, Holger Madsen, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Troels Ken Pedersen

@Niels Duus, det ville selvfølgelig være super fint, hvis syrerne kunne afholde valg uden at have Assads pistol mod hovedet, men at dét skulle ske når nu Assad-regimet står som sejrherrer på slagmarken, er simpelthen uden gang på jord.

Og Assad-regimet har til overflod vist sin manglende vilje til at respektere valg som andet end skaljeskjul.

Eva Schwanenflügel, Ib Gram-Jensen og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik Leffers

Assad støttes af alawitter, shia-muslimer og alle de kristne grupper, og de udgør et klart flertal af befolkningen, så han vil vinde ethvert frit valg i Syrien! -Som han (og hans far) faktisk har gjort adskillige gange før.

Ib Gram-Jensen

70 % af befolkningen er sunnimuslimer, men en hel del af dem er selvfølgelig ikke hjemme lige nu - og man skal være meget liberal i sin definition af frie valg, hvis man skal tro på, at Assad eller hans far har afholdt sådanne.

Hvis der er fred i store dele af landet, så skal flygtningene vel hjem? Så kan der til gengæld være andre der skal hjælpes

Niels Duus Nielsen

Troels Ken Pedersen, mon ikke der bliver valg i Syrien på et tidspunkt? Assad har jo et renomme der skal repareres efter USA og UKs forsøg på at karaktermyrde ham, og russerne ser jo gerne det generelle pres fra Vesten bliver mildnet lidt, så mon ikke de vil støtte op om et demokratisk valg? Vi kan så altid diskutere hvor "frit" et sådant valg vil blive, men der har vi jo en lang række internationale regler om valgobservatører osv. etc.

På forhånd at antage, at valgene ikke vil blive frie, er ikke videre konstruktivt. Og det er heller ikke særlig realistisk at antage - det er jo før set, at autoritære ledere er blevet valgt og genvalgt på legitim vis i andre lande. Så lad nu ikke fordommene stå i vejen for udviklingen.

Troels Ken Pedersen

Selvfølgelig bliver der valg. Men under de nuværende omstændigheder bliver det en blodsølet parodi. At antage at et regime, der ALLEREDE har gjort dette, ikke vil gøre det igen after at have vundet en blodig borgerkrig, er bare tosset, ikke konstruktivt.

Niels Duus Nielsen

Troels Ken Pedersen, hvorfor tror du, at Assad allerede er blevet valgt een gang? Og hvorfor tror du, at store dele af dem syriske befolkning faktisk støtter op om regeringen?Dette er ikke noget, jeg postulerer ud i luften, men noget jeg har fået at vide af herboende syrere, som ikke bryder sig om Assad, men som alligevel vil stemme på ham i mangel af bedre.

Syrien er et kludetæppe af religiøse grupperinger, der teologisk ikke kan blive enige om noget som helst. Men et stort flertal i landet er enige om, at det bedste for sådan en rodebutik er at have et sekulært styre. Samtidig er syrerne meget bevidste om, at de ikke ønsker at være lydstat for en eller anden udenlandsk magt.

Sammenlignet med fx Saudi-Arabien er Syrien meget tættere på, hvad vi forstår ved demokrati, end saudierne er. Men det må jo ikke hedde sig, at kongen af Saudi-Arabien er en blodtørstig tyran, der sammen med USA og UK begår folkemord i Yemen i disse dage - så hellere distrahere verdens befolkninger med lidt god gammeldags amerikansk propaganda.

Assad og syrerne er generelt enige om, at de ikke ønsker at Syrien ska være en amerikansk lydstat ligesom Saudi-Arabien - eller en russisk for den sags skyld. Et lille mindretal lod sig imidlertid besnære af amerikanske agenter og forsøgte at gøre oprør. hvorefter Assad slog hårdt ned på rebellerne - alt for hårdt. Men mon ikke han har indset, at den slags bøllemetoder og drab på civilbefolkningen kun gør ondt værre? Det fik han en lang og blodig borgerkrig på halsen af, så hvad tosset er der ved at formode, at han måske er blevet lidt klogere siden?

Du tilkender åbenbart ikke Assad evnen til at tage ved lære af sine fejl. Omvendt må jeg konstatere, at du tilsyneladende heller ikke er i stand til at aflæse situationens fuldstændig ændrede karakter.

USA og UK (og lille logrende Danmark!!!) har lidt et umisforståeligt militært nederlag i Syrien, amerikanerne er oven i købet netop blevet ydmyget af iranerne, som lige har skudt en terroristrede i smadder ganske få km fra en amerikansk militærbase i det østlige Syrien.

"Hvordan kan det gå til, at terrorister kan opholde sig fem kilometer fra en amerikansk militærbase?" spurgte Irans forsvarsminister retorisk efter missilangrebet, men han har selvfølgelig ikke fået noget svar.

Mellemøsten ser ikke længere ud, som den gjorde i 2013, så løsningerne på Mellemøstens problemer skal opdateres. Nu vil amerikanernes fokus fremover rette sig mod Iran og Det sydkinesiske Hav, så mon ikke syrerne kan få lidt fred, så de kan afholde demokratiske valg?

Måske bliver disse valg ikke så demokratiske som her i landet, men mon ikke de kan præstere noget, der er mindst ligeså godt som det amerikanske demokrati? Der er det jo heller ikke den, der får flest stemmer, som vinder præsidentposten.

Troels Ken Pedersen

Ingen tvivl om at Saudi-Arabien er et diktatur, hvis fremfærd både over for egen befolkning og i Yemen er skammelig. Det ændrer stadig intet ved de syriske sikkerhedsstyrkers absurd brutale fremfærd og tortur og afpresning i enormt og systematisk omfang, også før oprøret brød ud.

Dette er stadig tilfældet, blot værre endnu fordi de syriske sikkerhedsstyrker i dag i praksis ret mange steder er lokale militser af overordentlig brutalt tilsnit og under kun et mindstemål af nogen form for central kontrol.

Men hvis vi kaster om os med internet-links, så er her et om efterforskningen i ægtheden af den første omfattende dokumentation for regimets mord på tilbageholdte (der er selvfølgelig kommet masser til siden):

https://www.economist.com/middle-east-and-africa/2015/12/16/bashar-al-as...

Niels Duus Nielsen

Troels Ken Pedersen, nu er Economist jo ikke et sandhedsvidne - men selv med dette forbehold er der al mulig grund til at tro, at også syriske styrker har dræbt krigsfanger. Der er jo krig, og jeg har aldrig hørt om en krig, hvor der ikke begås overgreb. Dette skal selvfølgelig ikke undskylde de syriske styrkers krigsforbrydelser, som selvfølgelig bør undersøges på lige fod med rebellernes krigsforbrydelse.

At jeg nævner Saudiarabien er fordi de har finansieret terrorgrupper i Syrien, og har tilbudt at betale USA hvad det koster, hvis amerikanerne ville fjerne Assad med militære midler. At de syriske sikkerhedsstyrker farer for hårdt frem ændrer jo ikke på, at hele denne misere slet ikke ville være en ting, hvis ikke Saudiarabien (og USA og UK og lille logrende Danmark) havde forsøgt at blande sig i et andet lands interne anliggender. Verden hænger sammen, og hvis man vil forstå, hvad der sker, er det ikke nok at fokusere på et lille hjørne af virkeligheden. Det er verdensfreden der er på spil, det er en fatal misforståelse, at dette blot er en lille lokal krig, der ingen indflydelse har på livet i det fredelige Danmark.

The Doomsday Clock er forresten blevet stillet frem: der er nu kun to minutter til en atomkrig:

https://thebulletin.org/sites/default/files/2018%20Doomsday%20Clock%20St...

Ib Gram-Jensen

Valg uden modkandidat (2000 og 2007) er ikke mindre demokratiske end valg i Danmark eller USA, de er slet ikke demokratiske. Alle de rørende ideer om, hvad Assad nok tænker og har lært turde være grundigt modsagt af mandens adfærd - det er helt åbenlyst, at regimet i Syrien er villig til at dræbe eller fordrive så stor en del af befolkningen, det skal være, for at være fri for opposition (jvf. Information 3. 10, side 11, Generalmajor Jamal al-Hassan). Uanset alle de kun alt for gode grunde til at være kritisk over for USA nytter det ikke noget at lukke sig inde i en glasklokke af antiamerikaniske konspirationsteorier og propaganda for det syriske regime, hvor man konsekvent fornægter alt, hvad der kan modsige ens opfattelse af virkeligheden i Syrien (for eksempel noget så elementært som befolkningens religiøse sammensætning). De mennesker, der har rapporteret regimekritisk fra Mellemøsten i almindelighed og Syrien i særdeleshed er kan vel næppe alle sammen være deltagtige i et amerikansk propagandakomplot, eller hvad?

Niels Duus Nielsen

Ob Gram-Jensen, hvis du tog dig tid til at læse og forstå, hvad jeg skriver, er netop Syriens religiøse sammensætning et af mine kerneargumenter, for, hvorfor syrerne foretrækker at leve i en sekulær stat.

De mennesker, der har rapporteret regimekritisk fra Mellemøsten, lider af politisk-religiøs dovenskab, og forsøger at bruge den samme forståelsesramme på det syriske samfund, som de bruger på at forstå det danske samfund.

Husker I den amerikanske journalist i Douma, som forsigt snusede til en gammel klud, for at finde ud af, om den var forurenet med giftgas? Hun døde ikke af det, men havde det nu været giftgas, havde hendes TV-station da virkelig haft et scoop. Det er mennesker af denne åndelige kaliber, der fodrer det vestlige publikum med misforståede analyser af krigens virkelighed.

En lang række kompetente mennesker fra Vesten har faktisk været i Syrien, hvorfra de skriver om tingenes virkelige tilstand, i stedet for blot at efterplapre den amerikanske propaganda. Robert Fisk, for eksempel, eller Craig Murray, for blot at nævne to. Men de er måske bare konspirationsteoretikere?

Ib Gram-Jensen

Niels Duus Nielsen,

Jeg har ikke bestridt, at syrerne (eller et flertal af dem) foretrækker at leve i en sekulær stat - for lige at få det på plads. Når jeg henviste til den religiøse sammensætning gjaldt det Henrik Leffers, der ville reducere sunnimuslimerne til et mindretal. Man kan slå oplysningen op i Den Danske Encyklopædi, bd. 18, side 449; dette bind udkom år 2000, altså længe før noget oprør mod Assad var på nogens dagsorden. På Wikipedia (Syria.population) citeres en forsker for 70 % sunnier, en anden for 74 % - det kunne være interessant at vide, hvordan det bliver til et klart mindretal. Men det er naturligvis ikke din fejl, at Leffers kommer med en forkert oplysning.
Derudover er videre diskussion givetvis omsonst: som det fremgår af dit svar, har du en gang for alle valgt at betragte de mennesker, der bakker Assad op, som kompetente sandhedsvidner, og alle andre som åndeligt dovne efterplaprere af amerikansk propaganda.
Blot to spørgsmål til eftertanke: hvordan skulle amerikanske agenter kunne fremkalde et oprør af det omfang og den varighed, vi har set, hvis der var bred opbakning til regimet? Og hvordan kan det i så fald være, at Assad selv på TV fortalte, at regimet havde problemer med at bekæmpe det, fori så mange af soldaterne var deserteret fra regeringshæren?
Oplysninger fra alle parter i krigen skal selvfølgelig betragtes med kritik, og det samme gælder journalisternes beretninger: de har deres forskellige indfaldsvinkler og blinde punkter, uden at det nødvendigvis gør alt, hvad de meddeler utroværdigt; men det nytter ikke at ræsonnere, at fordi det syriske regime er upopulært hos de amerikanske ledere, må det være et uskyldigt offer for et internationalt komplot. Andre end USA kan føre propagandakrig.

Niels Duus Nielsen

Ib Gram-Jemsen, der skal kun et stort mindretal til at starte et oprør. At oprøret så fik det omfang og den varighed, som det gjorde, skyldes først og fremmest de mange udenlandske jihadister, som - inviteret af USA - drog til Syrien for at dø martyrdøden.

Mine sandhedsvidner - Fisk og Murray - er hhv. vinder af Pulitzerpriser og mangeårig ambassadør i Syrien. CNN et al. sender i disse år yngste mand m/k ud i krigszonen, og fortæller dem, hvad de skal skrive hjem. Gør de ikke det, bliver de fyret.

Jeg kan anbefale at man læser islameksperten Michael Lüders ”Die den Sturm ernten”. Her er lige en hurtig google-oversættelse af bogens omslag:
Hvordan vesten styrtede Syrien i kaos
Hvor er den syriske katastrofs rødder? Det populære billede ser skylden ensidigt sammen med Assad og hans allierede, især Rusland. Det er næsten umuligt at høre eller læse, at Vesten også bærer en betydelig del af medskyldigheden. Michael Lüders fortæller den manglende del af historien, som får alt til at virke i et andet lys.
ikke i det omfang set siden slutningen af Vietnamkrigen - baseret på fælles hemmelige dokumenter og lækkede e-mails af beslutningstagere, viser han, hvordan og hvorfor USA og dets allierede forsyning siden begyndelsen af oprøret i alle jihadister med våben. Således har de udnyttet den interne syriske vold samt proxy krigen mellem USA og Rusland. Lüders beskriver insisterende, hvordan især Washington i lang tid ventede på en gunstig mulighed for at vælte Assad-regimet. Han diskuterer også tidligere amerikanske kuppforsøg i Syrien i 1940'erne og 1950'erne, som mislykkedes og forklarede, hvorfor Damaskus vendte sig til Sovjetunionen. Bagsiden af denne politik for regimeændring oplever i øjeblikket især Europa: med flygtningekrisen og en øget terrorisme af radikale islamister.

Ib Gram-Jensen

Niels Duus Nielsen,
Dit svar bekræfter desværre blot, hvad jeg skrev; dialog er håbløs, for du har simpelt hen valgt at tro på den ene version og afvise alle, der har en anden, som utroværdige og/eller med i et komplot, der åbenbart omfatter samtlige medier, journalister og andre, der er regimekritiske. Anthony Shadid, der kritiserede regimet i den tidlige fase af oprøret (Anthony Shadid: "Time Is Running Out for a Better Future for Syria", 8. 11. 2011) og havde kritiseret den amerikanske invasion og politik i Iraq, var i øvrigt dobbelt Pulitzer-vinder (2004, 2010).

Niels Duus Nielsen

Ib Gram-Jensen, det er ikke et spørgsmål om at vælge en tro, men om at vurdere sine kilder og plausibiliteten af oplysningerne og så beslutte sig for, hvilke kilder der er mest troværdige, på basis af de tilgængelige oplysninger. Nye oplysninger kan så føre til, at hvad der tidligere var troværdigt, ikke længere er det, mens hvad der tidligere var meget lidt plausibelt, pludselig viser sig at være sandt. Det var en tosset konspirationsteori at tro, at CIA og NSA overvågede os alle sammen, men så kom Snowden.

Og jeg kunne jo lige så godt og med ligeså god ret påstå, at det er dig, der har valgt at tro på de samme konspirationsteorier, som så mange journalister abonnerer på. Men du kan ikke anklage mig for groupthink, for jeg føler ofte, at jeg står helt alene med mine synspunkter.

Det hjælper heller ikke, at du peger på, at der er et meget stort antal journalister, der støtter dig i dine synspunkter, sandheden er ligeglad med, hvor mange der benægter den. Som amerikanerne sarkastisk siger: "Eat shit, a million flies cannot be wrong!"

Din henvisning til Shadid er så noget mere vægtig, jeg har ikke læst bogen, men jeg er da ikke i tvivl om, at Assad overspillede sin hånd i 2013-14.

Men det tror jeg nu ikke behøver at skille os ad, jeg er ikke ude på at forsvare Assads fortidige gerninger, mit hovedærinde er at finde støtte til at presse amerikanerne ud af Mellemøsten, og lade syrerne selv afgøre, hvad der skal ske med Assad. Hvis syrerne igen vælger ham som præsident, er der vel ikke mere at tale om?

Ib Gram-Jensen

Niels Duus Nielsen,
Det er altid noget, hvis vi kan være enige om, at det syriske regime ikke er og aldrig har været demokratisk. Men du argumenterer stadig, som om "sandheden" om borgerkrigen i Syrien er en fastlagt størrelse. Hverken du eller jeg kan med absolut sikkerhed sige, hvad den er. Der er en mængde modsatrettede synspunkter, som alle mere eller mindre kan belægges med henvisningen til artikler og internetsites osv. Det turde imidlertid stå fast, at syrerne ikke kan vælge Assad "igen", da de aldrig har valgt ham i nogen rimelig forstand af ordet. I 2000 og 2007 var han eneste kandidat, og ingen kan vide, om det resultat, regimet offentliggjorde, var sandt eller ej. I 2014 fandt valget kun sted i de regimekontrollerede områder, og der var et par ukendte modkandidater, de erklærede sig enige i Assads politik.

Det er ikke noget nyt, at udemokratiske regimer og bevægelser forsvares af korrespondenter og andre udefra: KU's Kampblad nr. 12, oktober 1936 bragte en artikel, der forsvarede Franco, i nr. 3, januar 1937 blev Dachau fremstillet som noget i retning af en feriekoloni. Den amerikanske ambassadør i Sovjetunionen, Joseph E. Davies, vurderede i sin bog Mission to Moscow, at de anklagede i Stalins skueprocesser var skyldige, og kommunister og andre gav rosenrøde skildringer af livet i Østblokken. Både apartheidstyret i Sydafrika og Pinochets diktatur i Chile havde forsvarere i Vesteuropa, Danmark inklusive. Og det turde være velkendt, at diktatoriske regimer gerne vil styre det billede, omverdenen har af dem.

Det siger selvfølgelig ikke i sig selv, hvad sandheden om Syrien er, men kan vel mane lidt til eftertanke, også i betragtning af, af vi sjældent kan vurdere, hvor pålidelige de oplysninger, der kommer, er. Synspunkter om, hvordvidt kemiske angreb har fundet sted, og hvem der i givet fald har ansvaret, kan belægges med detaljerede argumenter fra forskellige sites, men hvordan kan man være sikker på, at de er faktuelt korrekte?

Så mere direkte om Syrien: hvad jeg finder tvivlsomt er, om det generelle billede, forskellige forfattere og journalister før og under oprøret og borgerkrigen har givet af regimet og menneskerettighedssituationen kan fejes af bordet som amerikansk manipulation og/eller journalistisk dovenskab og uduelighed. Billedet bekræftes også af en NGO som Amnesty International, der har kritiseret både regimet og oppositionen for krigsforbrydelser, og USA for menneskerettighedskrænkelser i Guantanamo og Abu Graib. Der skal udøves kildekritik, ja, men vel også til den anden side?

Hvis vi er enige om, at Assads regime er og var undertrykkende, så behøver man næppe at forklare opstanden i Syrien med amerikanske agenters virksomhed: undertrykkelsen og udbredt fattigdom, ikke mindst i et tørkeramt landbrug samt eksemplet fra andre lande i regionen; og det arabiske forår kan ikke reduceres til et amerikansk komplot, da det også ramte regimer, der var/er USAs allierede: Egypten, Saudi-Arabien med flere. Og i øvrigt kom foråret og dets udbredelse i regionen som en lige så stor overraskelse for eksperter og politikere som Berlinmurens fald og østblokkens og Sovjetunionens opløsning gjorde.

Niels Duus Nielsen

Ib Gram-Jensen, vi kan være enige om, at Syriens regering ikke er valgt på samme måde som den danske regering, hvad vi så ikke er enige om, er om den måde, de definerer demokrati på i den syriske grundlov, faktisk kan kaldes demokrati. At de syriske regler måske også er blevet masseret lidt i udemokratisk retning skal også med i overvejelserne, det er jo derfor, man sender valgobservatører fra andre lande til at overvåge valghandlingerne, ikke for at vurdere, om en valghandlings grundlag faktisk er demokratisk, men for at vurdere, om valghandlingerne foregår efter de regler, der er udstukket i pågældende lands valglov.

Men allerede her viser sig en inkonsistens: Andre lande sender ikke observatører til danske valg, hvorfor ikke? Fordi det er os, sammen med vore allierede, der definerer, hvad der er demokrati; dansk demokrati betragtes som et skoleeksempel. På samme måde er det os og vore allierede, der definerer, hvornår en forbrydelse er en krigsforbrydelse og hvornår en voldshandling er en terrorhandling. Typisk er det en krigsforbrydelse, hvis det er en eller anden afrikansk krigsherre - eller en syrisk præsident - der er ansvarlig for handlingerne, mens vore egne ledere går fri. Hvorfor er Bush, Blair og Fogh ikke blevet sagsøgt for krigsforbrydelser? Deres løgne førte os ud i en ulovlig angrebskrig, hvor op imod en million mennesker blev dræbt - er det ikke skoleeksemplet på en krigsforbrydelse? Fordi de tilhører den magtklike, som bestemmer hvad der er en krigsforbrydelse og hvad ikke.

I tilfældet Syrien er denne definitionsret blevet voldsomt misbrugt af de vestlige lande: Alt hvad Assad foretager sig, kaldes krigsforbrydelser, og de terrorhandlinger, som hans modstandere begår, fejes ind under gulvtæppet og terroristerne benævnes "moderate" oprørere. Assads allierede, Putin, kan heller intet foretage sig uden at de vestlige lande råber "foul play", og når han slet intet foretager sig, opfinder hans modstandere en ugerning, som efterfølgende beskylder ham for.

Assads øvrige allierede, Hizbollah og Iran, er også kompromitterede i Vestens øjne, så dommen over det syriske styre er afsagt på forhånd. Dette kaldes også en fordom, hvilket jo er den største forhindring for, at sandheden nogensinde vil komme for en dag.

Og nu vi er ved sandhedsbegrebet: Hvad der var faktuelt sandt i går, er også faktuelt sandt i dag. At Assad begik overgreb mod sin befolkning i 2013-14 var sandt dengang, og er det også i dag. Den faktuelle sandhed om begivenhedernes gang er en fastlagt størrelse, problemet er blot at finde den, når vi ikke har alle de informationer der skal til for at afdække den - det er derfor historikere er uenige om så mange ting.

Den moralske/politiske sandhed derimod er ikke konstant: At det i 2014 var den moralsk rigtige løsning at gå ind og støtte det syriske folks oprør, betyder ikke, at det er den rigtige løsning i dag. I mellemtiden er det oprindeligt retfærdige oprør jo blevet misbrugt af USA og UK (og indirekte af lille logrende DK), med den konsekvens, at store dele af Syrien ligger i ruiner. Det oprindelige oprør er ved vore allieredes mellemkomst blevet overtaget af religiøse fundamentalister, som ønsker at oprette et kalifat i Syrien. Så i dag lyder den syriske befolknings bøn ikke længere: "Kom og hjælp os med at vælte Assad", men derimod "kom og hjælp os med at smide de religiøse lejesoldater ud af landet - Syrien er et sekulært land, og det ønsker vi, at det fortsat skal være".

Hvis du læser, hvad jeg skrev i 2014, vil du se, at jeg udtrykte skepsis over for Vestens tilgang, og at jeg dengang opfordrede til at sende tropper ind, i stedet for at tro, at bombekampagner nytter noget - vi har nu 100 års erfaring for, at Douhets og Bomber-Harris' teorier ikke holder - der skal "boots on the ground", hvis det skal nytte noget. Men pladderpolitikerne på Christiansborg har ikke forstand på krigsførelse, hvorfor jeg selvfølgelig først og fremmest opfordrer dem til at lade være med at blande sig i noget, de ikke har forstand på.

Der kom da også "boots on the ground", da Rusland og især Iran sendte tropper til at hjælpe Assad. Men i stedet for at glæde sig over, at det for en gangs skyld ikke var amerikanske og danske unge mænd, der blev brugt som kanonføde, gjorde man Putin til syndebuk for alt ondt her i verden.

Jeg håber det er lykkedes at skabe lidt mere klarhed over mit synspunkt: Det syriske oprør var legitimt i sit udgangspunkt, men udenlandske agenter (USA, UK, Egypten, Saudiarabien, Israel, Tyrkiet) afsporede kampen ved at bevæbne religiøse ekstremister og pudse dem på Assad, hvorefter de mistede kontrollen over disse gale kamphunde (fuldstændig ligesom i Afghanistan, hvor de mujahedinere, som USA (og en ung Lars Løkke) bevæbnede, få år senere brugte disse våben til at dræbe amerikanere (og danskere) med).

Der er løbet meget vand i stranden siden 2014, og uanset hvordan vi vender og drejer det, må det være den syriske befolkning, der har det sidste ord i forhold til, hvad der nu skal ske - det vil være den eneste demokratiske måde at komme videre på. I 2014 valgte syrerne at gøre oprør, i dag vælger de måske - måske ikke - at beholde Assad, indtil de kan blive enige om, hvem der skal afløse ham.

Uanset hvad de beslutter sig for, bør vi støtte dem i denne beslutning - eller, hvis de vælger en løsning, som vi ikke kan støtte, så i det mindste blande os udenom. At ville påtvinge syrerne en bestemt afgørelse er ikke demokratisk, hverken i din eller min bog.

Ib Gram-Jensen

Niels Duus Nielsen,
Hvis vi er enige om, at det er den syriske befolkning, der skal bestemme Syriens fremtid, kan vi vel så være enige om at være uenige om forskellige faktuelle forhold i forløbet - med al den tvivl, der under alle omstændigheder er om disse. Jeg noterer mig i den forbindelse også, at du åbenbart har flyttet dig lidt siden den 4., hvor du skrev, at "et lille mindretal lod sig imidlertid besnære af amerikanske agenter og forsøgte at gøre oprør." At andre landes indblanding har været katastrofal, er vi i hvert fald ikke uenige om. Mange facetter af, hvad der faktisk er foregået og hvorfor vil givetvis først komme for dagen i fremtiden - om nogensinde.

Niels Duus Nielsen

Måske har jeg flyttet mig lidt; jeg tror, at det var et stort mindretal, der var parat til at gøre oprør mod Assads hårdhændede metoder, og at det var et mindretal af dette mindretal, som havde kontakt med de amerikanske, britiske og saudiske agenter.

Men lad os parkere den her, tak fordi du gider debattere med mig, jeg forventer ikke, at vi bliver enige, og det er heller ikke meningen, det afgørende for mig er at få vendt de mange muligheder, så jeg/vi ikke overser noget, der kan hjælpe med til at finde en fredelig løsning.

Ikke at vi to har nogen indflydelse på, hvad de direkte involverede parter beslutter sig for, men vi har en lille smule indflydelse på, hvordan Danmarks udenrigspolitik skal se ud, og den indflydelse synes jeg afgjort, at vi skal gøre gældende.