Læsetid: 5 min.

Syriske flygtninge tror ikke på regimets forsikringer: »Vi kan ikke tage tilbage«

Assad-regimet lokker, og Libanons og Jordans regeringer presser på: Store områder i Syrien er nu sikret for hjemkomst for millioner af flygtninge, men trods barske levevilkår foretrækker langt de fleste stadig eksilet
Syriske flygtninge, som har opholdt sig i Libanon, vender tilbage til deres hjemland.

Syriske flygtninge, som har opholdt sig i Libanon, vender tilbage til deres hjemland.

Ritzau Scanpix

3. oktober 2018

BEIRUT – Hver dag de sidste seks år har Abu Ahmed solgt religiøse pamfletter i Beirut. Med det ene øje spejdende efter købere, det andet efter politiet.

Han kom til Libanons hovedstad i 2012, da en blodig borgerkrig bredte sig i hans syriske hjemland, og drev millioner af flygtninge som ham selv ud i en eksiltilværelse, der længe har set ud til at blive permanent. Efter syv år er der dog tegn på, at konflikten nærmer sig et slutspil.

Det har fået Abu Ahmed til at frygte for, at hans meget simple, men dog sikre tilværelse kan være truet.

Oprørernes våben er stort set bragt til tavshed i det centrale og sydlige Syrien, og det får nu ledende politikere i Damaskus, Beirut og Amman til at presse på for at få seks millioner flygtede syrere til at vende tilbage og tage del i genopbygningen af deres krigshærgede land.

Ringe tillid

Men få syrere i Libanon har tillid til Assad-regimets forsikringer om, at sikkerheden er genetableret.

»Jeg vil med stolthed tjene mit land og give mit blod for det med et smil på læben, men ikke på den her måde,« siger 41-årige Abu Ahmed, der stammer fra Ghouta, som tidligere var bastion for den væbnede opposition.

»Vi kan ikke tage tilbage til kaos. Ikke så længe vores naboer kan finde på at hævne sig. De bagtaler os og kalder os forrædere. Pludselig kan man havne i fængsel for ingenting. Min hjemby er fuld af regimestyrker og deres bøller. Hvordan kan de tro, jeg vil vende tilbage til det?«

Internationale donorer, hjælpearbejdere og diplomater er skeptiske over for de stadig mere insisterende krav på, at Syrien er sikret for hjemkomst – og over for motiverne bag påstanden. Den relative ro på slagmarken bør ikke forveksles med varig fred eller orden, og de forsikringer, der lyder fra landets præsident, Bashar al-Assad, skal næppe forveksles med garantier for en hjertelig velkomst.

»Vi opfordrer andre nationer til realisme i Syrien-spørgsmålet,« sagde den libanesiske udenrigsminister, Gebran Bassil, for nylig.

»Det kan ikke være i nogens interesse, at Libanons økonomi kollapser som følge af massiv migration. Omstændighederne i Syrien har ændret sig, og mange områder er sikre. Der er ingen grund for flygtninge til at blive.«

I Jordan er stemningen skiftet.

Her var kong Abdullah imod Assad i krigens tidlige stadier. Men den varme velkomst, som jordanerne gav de syriske flygtninge, da Syrien faldt fra hinanden ved borgerkrigens udbrud i 2011, er afløst af stigende fjendtlighed og tvangsdeportationer.

Abdullah sagde i august til FN’s flygtningekommissær Filippo Grandi, at »det internationale samfund må erkende sit ansvar over for flygtningeværtslandene med Jordan først. Den syriske krise har være en tung belastning for det jordanske samfunds infrastruktur, økonomi, uddannelsessektor og trivsel«.

Mange af de iagttagere, der følger borgerkrigen i Syrien, som har kostet mindst 600.000 mennesker livet og fordrevet over halvdelen af landets befolkning, afviser påstandene om, at landet er blevet mere fredeligt.

»Syrerne må bedst selv kunne afgøre, om de føler sig trygge nok til at vende tilbage,« siger et tidligere medlem af den britiske regerings Syrien-hold.

»Vi skal huske på, hvorfor syrerne flygtede fra deres hjem i første omgang: tøndebomber, belejring, sult, tilbageholdelse og tortur.«

»For de millioner, der satte alt på spil for at nå til Libanon, var der ikke andet valg. Faktum er, at mange syrere ikke vil være sikre i Syrien, så længe Assad er ved magten. De risikerer anholdelse, internering, tortur og henrettelse. At tvinge dem til at vende tilbage kan være det samme som at underskrive deres dødsdom.«

Klods om benet

En central påstand i Libanons pres for, at syrerne frivilligt skal vende tilbage til jeres hjemland, er, at det store antal flygtninge har været en tung klods om benet på landets dårlige økonomi og fået arbejdsløsheden til at vokse.

Human Rights Watch (HRW) afviser disse påstande som ubegrundede og siger, at der nærmere er tale om, at flygtningene gøres til syndebukke for svagheder i Libanons økonomi, der også var der før krigen.

»Hvis krigen i Syrien har skadet Libanons økonomi, er det, fordi den har medført en afmatning i samhandlen, men det kan flygtningekrisen ikke lastes for,« siger HRW’s Libanon-ekspert Bassam Khawaja.

Og nok har flygtninge belastet infrastrukturen i Libanon fra skolesystem til affaldshåndtering, men det internationale samfund har dog bidraget med fem milliarder dollar i støtte siden 2011. Og samtidig har flygtninge brugt penge på alt fra husleje til dagligvarer i Libanon, hvilket har styrket økonomien.

I gaden Hamra i Beirut siger 49-årige Umm Hani (ikke hendes rigtige navn), der stammer fra en landsby i Damaskus’ opland:

»Jeg har tre sønner, alle over 18. Hvis vi var blevet, var de blevet taget til militæret, og det ville jeg ikke lade ske. Hvilken mor ønsker død over sine sønner? De arbejder så hårdt, de kan, men vi kan næsten ikke få det til at hænge sammen. Vores landsby blev berygtet som et sted med vilkårlige arrestationer, så vi kunne ikke blive. Jeg tæller dagene, indtil der bliver sikkert nok igen –  jeg savner mit hjem.«

Som mange flygtninge vælger Umm Hani sine ord med omhu. Andre, The Guardian taler med, siger, at de hører gentagne forlydender fra Syrien om, at de, som kommer tilbage, ender i indgående forhør af sikkerhedstjenesterne med høj risiko for tilbageholdelse, især hvis de kommer fra områder, hvor modstanden mod regimet har været stærk.

Generalmajor Jamal al-Hassan, som er leder af det syriske luftvåbens efterretningstjeneste, erklærede i juli:

»Et Syrien med ti millioner borgere, der er loyale over for landets ledelse, er bedre end et Syrien med 30 millioner vandaler. Efter otte år vil Syrien ikke acceptere tilstedeværelsen af ​​kræftceller – disse vil blive fjernet helt.«

Presset for at vende tilbage til Syrien styrkes af de barske levevilkår som flygtning. FN-tal viser, at 74 procent af de syriske flygtninge i Libanon ikke har opholdstilladelse, 76 procent lever under fattigdomsgrænsen, og over 300.000 børn er ikke i skole. Håbløsheden i den situation har fået en jævn strøm til at vende tilbage, uanset de farer, der venter.

Dog ikke Abu Ahmed. For ham er risiciene for høje.

»Når vi ser libanesisk politi, løber vi eller skjuler os. Vi har ingen opholdstilladelse. Men tager jeg snart tilbage? Det tvivler jeg på. Vil jeg blive her? Det tvivler jeg også på. Vi er blevet til sigøjnere.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

En russisk-tyrkisk aftale har indtil videre sat en storstilet regimeoffensiv på standby i Idlib-provinsen i det nordvestlige Syrien, som stadig er stadig kontrolleret af oprørere.
Læs også
Serie

Mens de venter på at komme hjem

Genopbygningen af det borgerkrigshærgede Syrien er så småt begyndt. Men selv om Islamisk Stat er blevet fordrevet, oprørerne slået ned, og store dele af landet erklæret ’sikkert’, tør de færreste flygtninge bevæge sig hjem. De har hørt, hvad der venter dem.

Seneste artikler

  • Vi kan ikke genopbygge Syrien på den her måde

    12. oktober 2018
    Efter syv års krig står Syrien over for en enorm opgave med at genopbygge landet. Men skal vi hjælpe til, hvis regimet bliver ved med at diktere, hvad det er, der skal genopbygges, og for hvem?
  • Når en frivillig i Assads hær falder, får familien en kasse appelsiner og et vægur

    12. oktober 2018
    Mens mange syrere er flygtet fra de områder, det syriske regime har belejret eller erobret fra oprørerne, har andre valgt at blive. For nogle blev det den direkte vej til en mere eller mindre ufrivillig tjans i regimets hær
  • Syriens genopbygning bliver dyr, langsom og politisk marginaliserende

    3. oktober 2018
    Det syriske styre er ved at afslutte den aktive krig mod landets oprørere, og en gigantisk genopbygningsproces venter forude. Men genopbygningen tegner til at blive en meget lang og næppe forsonende proces, mener eksperter. Verdens største donorer vil ikke støtte det, der i praksis er en fortsættelse af regimets del-og-hersk-politik
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Frede Jørgensen
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
Alvin Jensen, Frede Jørgensen, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Flertallet af befolkningen og deres politikere må erkende fakta!
‘Danmark tabte krigen, vores flygtninge fra Syrien er vores flygtninge også dem i lejre rundt om Syrien, hvis de ikke kan rejse sikkert hjem igen’.

Den Syriske befolkning er kompleks sammensat størrelse, bestående af sunni-muslimer, shia-muslimer, især alawitter, twelvere og ismailiter, kristne flertallet er antiokiske ortodokse, resten er græsk-katolske, og armensk ortodokse og drusere.

En alliance af syriske og udenlandske lejesoldater fra dusinvis af lande, ISIS, Al-Qaeda og andre islamistiske grupper, deltager i kampen mod den syriske regering og Assad.
De bliver sponsoreret, trænet, bevæbnet og betalt af Saudi-Arabien, Golf kongedømmerne, Israel, Tyrkiet, NATO og naturligvis USA.

Den syriske regering bakkes hovedsageligt op af Rusland og Iran, plus tusinde soldater fra Hizbollah i Libanon.
De støttes formentlig også af et væsentligt flertal af den tilbageværende syriske befolkning.

Danmark, NATO, USA og den relativt marginaliserede sekulære syriske opposition, udtalte tidligere i krigen, at ‘vi’ ønsker, at erstatte det nuværende syriske regering med en der er sekulær demokratisk, som respekterer menneskerettigheder og repræsenterer hele befolkningen i Syrien.

Skal vi danskere og syrere stadigvæk tro på det?

Hvis man tror at syriske flygtninge samtidig sendt retur til Syrien fra Danmark i dag, ikke vil være i fare for deres liv, så har man intet forstået af Danmarks rolle i blodsudgydelserne i Syrien.

Husk på at daværende Udenrigsminister Martin Lidegaard og Regeringen var ude i en ny krigerisk menneskefjendsk fremmarch, advokerede for mere krig og spredelse af, mere død og ødelæggelse til civilbefolkningen i Syrien.

Den daværende regeringen med Udenrigsminister Martin Lidegaard i spidsen for USA's ønsker om, at støtte og træne soldater og bevæbne, FSA krigsforbrydere med tungere våben.

Danske politikere må i dag huske på, at Bashar al-Assad er rigtig nok mistænkt for krigsforbrydelser, men det er f.eks. FSA (Frie Syriske Hær) også.

Link: http://nyhederne.tv2.dk/udland/2014-03-10-200-sultet-ihjel-familier-spis...

Link: http://www.b.dk/globalt/fn-beskylder-syriske-oproerere-for-krigsforbryde...

Gaderummet Regnbuen, Eva Schwanenflügel, Henrik Leffers, Holger Madsen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar