Læsetid: 10 min.

Det er ubekvemt at forlade den gamle økonomi – og umuligt at lade være

Romklubben har gennem et halvt århundrede dokumenteret behovet for en mere bæredygtig økonomi. Nu brænder det på, men vi er bundet til det gamle i en grad, der spærrer for omstillingen
Romklubben har gennem et halvt århundrede dokumenteret behovet for en mere bæredygtig økonomi. Nu brænder det på, men vi er bundet til det gamle i en grad, der spærrer for omstillingen

Mia Mottelson

25. oktober 2018

Udsendt medarbejder, Rom – På 50-års jubilæumskonferencen i Club of Rome i den italienske hovedstad står de 400 deltagere med en udfordring, som de ikke er alene om: Når nu det med ubekvem tydelighed er dokumenteret, at det nuværende økonomiske system kolliderer med planetens grænser – jævnfør klimakrisen – hvordan baner man så vej for en ny økonomi, der ikke har samme traditionelle fokus på vækst?

Tim Jackson, professor i bæredygtig økonomi på University of Surrey, taler om emnet og siger fra talerstolen, at øvelsen handler om, »hvordan vi kan forlige menneskers stræben med naturens og planetens grænser«.

»At forene det grænseløse med grænserne er vores intellektuelle udfordring.«

Jackson peger på et stort flygel ved siden af talerstolen, hvorfra konferencedeltagerne undervejs får lov at nyde klavermusik af Chopin.

»Flyglets klaviatur er begrænset, flyglet selv er begrænset, men pianistens kreativitet er uden grænser. Chopin skabte underværker, som den dag i dag bevæger millioner af mennesker. Der har I den menneskelige kreativitets grænseløse kapacitet, udfoldet via det begrænsede apparat som et piano forte er.«

Det er ifølge Tim Jackson skønt at have en vision for et samfund, hvor menneskets kreativitet kan udfolde sig, hvor lighed hersker, hvor bæredygtigheden er i centrum, men skønne visioner gør det ikke.

»Vi er nødt til at dykke ned i økonomiens værktøjskasse og spørge, om dens mest dyrebare begreber i virkeligheden tjener formålet. Tag virksomheder: Har vi virkelig råd til et profitmaksimerende, materialeødslende system, som konstant forsøger at overtale folk til at forbruge mest muligt uden hensyn til skrøbeligheden af det ressourcegrundlag, virksomheden er baseret på?«

Tim Jackson mener, at virksomheder må omdefineres fra at være profitmaksimerende enheder til at anskues som systemer, der eksisterer for at yde samfundet værdifuld service. Ser man sådan på virksomheder, ændrer det også synet på, hvordan økonomien og reglerne omkring virksomhederne skal indrettes.

Tilsvarende må vi ændre syn på arbejde, på penge, på investeringer.

Værdi for hvem?

Efter Tim Jackson får Pavan Sukhdev ordet. Han er indisk bankmand med mange års erfaring fra det globale finansielle marked, herunder 14 år hos Deutsche Bank. Men de seneste ti år har han flyttet fokus til at arbejde med omstilling til en grøn økonomi for bl.a. FN’s Miljøprogram, UNEP – i dag er Pavan Sukhdev bl.a. formand for miljøorganisationen WWF.

To tredjedele af produktionen og arbejdspladserne kommer fra den private sektor, siger han. Derfor må en ny økonomi svare på, hvordan virksomhederne kan forandres, så de understøtter – ikke undergraver – FN’s bæredygtighedsmål.

Første skridt er at gøre klart, at virksomhederne ikke jonglerer med én type kapital – det, der produceres – men med yderligere tre, nemlig den menneskelige kapital som medarbejderne udgør, den naturlige kapital som er grundlaget for produktion, samt den sociale kapital som ikke kan gøres op i penge, men består af de samfundsmæssige institutioner, regler og normer, der overhovedet muliggør virksomhedernes drift og produktion.

Romklubben

  • Club of Rome, Romklubben, blev stiftet i 1968 på initiativ af den italienske industrileder Aurelio Peccei og den skotske miljøforsker Alexander King. Formålet var at forstå menneskehedens miljømæssige og andre udfordringer og søge løsninger på dem.
  • Gennem årene har Romklubben udsendt omkring 40 rapporter, den mest kendte ’Grænser for vækst’ fra 1972.
  • Romklubben har 100 medlemmer: fremtrædende forskere, erhvervsfolk, politikere og repræsentanter for civilsamfundet.
  • På konferencen i Rom blev Sandrine Dixson-Declѐve, erfaren miljømedarbejder hos bl.a. FN og EU, valgt til ny formand sammen med Mamphela Ramphele, tidligere antiapartheid-aktivist i Sydafrika, direktør i Verdensbanken m.m.

Ved at analysere på alle fire typer kapital kan det afsløres, om en given virksomhed i virkeligheden producerer over- eller underskud for samfundet. Et eksempel er Sveriges største skovejer, Sveaskog, der med Sukhdev som rådgiver har gennemført en sådan beregning og fundet, at man foruden en årlig profit på 1,2 mia. svenske kroner til aktionærerne har øget samfundets humane kapital med 160 mio. via uddannelse af medarbejdere samt naturkapitalen med 6,8 mia. i kraft af klimagavnlig skovrejsning, beskyttelse af vandreserver m.m. Dertil en samfundsmæssig gevinst på 2,7 mia. via bl.a. den svenske ’allemandsret’, der giver folk ret til at færdes i Sveaskogs privatejede skove og indsamle – og sælge – svampe og bær, fiske, gå på jagt m.m.

»Dette er en pokkers meget større værdi for samfundet end værdien af profitten til aktionærerne,« siger Pavan Sukhdev.

For andre firmaer vil en sådan bred beregning vise, at en given produktion giver samfundsmæssige tab og derfor ikke er ønskværdig, selv om der skabes udbytte til aktionærerne.

»Dette, mine venner, illustrerer problemet ved ikke at anskue tingene gennem den rette linse, dvs. den eller de linser vi behøver for at skabe bæredygtighed. Vi ser på tingene som en enøjet mand, der alene har blik for aktionærprofitten,« fastslår den indiske økonom.

Et faseskift

Et gennemgående budskab i de mange oplæg og debatter på konferencen er, at der er brug for det, Anders Wijkman kalder et politisk-økonomisk faseskift. Wijkman, tidligere generalsekretær for svensk Røde Kors og tidligere medlem af Europa-Parlamentet, er sammen med professor Ernst Ulrich von Weizsäcker afgående formand for Romklubben og forfatter til klubbens nylige bogudgivelse Come On!

Heri fastslår de to, at »den neoliberale fortælling har bragt menneskeheden på randen af ødelæggelse. Men den keynesianske fortælling ville, hvis den fik lov at fortsætte, lede til nogenlunde samme resultat. Den ville dæmpe uligheden, men ville stimulere overforbruget af ressourcer lige så slemt.«

Derfor behovet for et grundlæggende faseskift, en ny fortælling.

Wijkman minder forsamlingen om, at EU de seneste 15-20 år har reduceret CO2-udledningerne med omkring 20 pct. Det er imidlertid sket ved små, gradvise skridt, som slet ikke matcher dagens udfordringer.

»Det er, hvad der kan gøres inden for det eksisterende system. Nu kræves noget meget dristigere. En transformation. Jeg tror bare ikke, at folk i almindelighed og ej heller politikere forstår forskellen. De tror, vi blot skal fortsætte nogenlunde som hidtil,« siger Anders Wijkman.

Von Weizsäcker supplerer:

»Vi var meget glade, da vi havde fået Parisaftalen om klimaet. Klimaforhandlerne vendte tilbage til deres hovedstæder og talte om, at nu måtte der handles. Og hvordan reagerer politikerne? Altid på samme måde: ’Ja, vi må gøre noget for klimaet, men det vil blive ekstremt dyrt, så vi må have meget mere vækst.’«

»Dette er det entydige svar i alle lande, og det er noget vås,« siger Weizsäcker og viser en række grafer, der for en stribe økonomiske sektorer dokumenterer klar sammenhæng mellem BNP-vækst og CO2-udledning.

»Medicinen til behandling af sygdommen gør sygdommen værre,« mener han.

Som eksempel på udfordringens radikalitet minder Anders Wijkman om konklusionen i den aktuelle rapport fra FN’s Klimapanel: Inden 2030 skal de globale – og indtil videre voksende – udledninger af CO2 være halveret.

Hans afløser i spidsen for Romklubben, Sandrine Dixson-Declève, tilføjer, at »dette handler ikke bare om at oversætte videnskaben til politik, det handler om at få folk med på denne rejse. Formår vi ikke det, vil vi opleve større tilbageslag, mere politisk uro og mange flere mennesker, der oplever at være hægtet af, fordi de ikke forstår, hvad omstillingen skal til for og ser sig som tabere.«

En advarsel

Connie Hedegaard, tidligere klimakommissær i EU, i dag formand for tænketanken Concito og KR Foundation, gengiver den følelse, man kan sidde tilbage med efter dramatiske forskerudsagn som her på konferencen.

»Man tænker: ’Wow, dette er virkelig omfattende, politikerne må sætte sig i bevægelse’. Men så melder spørgsmålet sig: Hvordan i alverden skal vi gøre det? På en eller anden måde er det for stort, for komplekst. Det handler ikke om ond vilje, men om, hvor man skal starte, og hvordan man får folk med på vejen.«

Med forskellige betoninger er det gået gennem konferencen, at der må ske et opgør med den kendte vækstøkonomi. Men Connie Hedegaard advarer.

»Det gode er, at stadig flere mennesker forstår klimaudfordringen. Nogle forstår den så godt, at de begynder at blive så utålmodige, at de ønsker, der skal ske noget ekstremt radikalt. De siger ’stop væksten, gør dit, gør dat’ – noget der i et demokrati ikke kan skabe opbakning hos vælgerflertallet inden for den tidsramme, vi har.«

»Når folk begynder at tale om at stoppe væksten, så tænker jeg, ja, kan hænde systemet bør ændres, men hvis vi venter, til vi har præsteret det, før vi for alvor tager de næste skridt, så kommer vi for sent. Vi kan ikke tåle at miste flere år, fordi vi graver os ned i vore respektive skyttegrave.«

Så hun anbefaler at slås konkret for f.eks. prissætning af CO2-udledning og andre miljøbelastninger, 100 procent grønne indkøb i det offentlige, en obligatorisk vurdering af politiske beslutningers evne til at bringe klima- og bæredygtighedsmålene nærmere, en revision af BNP, et nyt indhold i økonomistudiet, en reform af EU’s landbrugspolitik etc.

Hedegaards budskab er i tråd med det oplæg til en politisk nødplan for klimahandling, som Anders Wijkman opridser og på Romklubbens vegne vil søge international opbakning til: Stop al ny efterforskning efter olie, gas og kul senest i 2020, udfas al støtte til fossil energi senest i 2020, indfør en international CO2-afgift, tredobl de årlige investeringer i vedvarende energi inden 2025, plant nye skove m.m.

Omstilling hvorfra?

Sådan bølger diskussionen i auditoriet. Skal der sættes konkrete rammer for vækstøkonomiens retning med forslag som dem, Hedegaard og Wijkman peger på? Eller skal der gøres op med det grundlæggende økonomiske paradigme, hvor fortsat vækst kan gøre det umuligt at nå de nødvendige klima- og miljømål i tide? Hvor det første kan synes utilstrækkeligt, kan det andet forekomme umuligt.

Tilsvarende råder usikkerheden om, hvorfra omstillingen må komme. Chandran Nair, leder af den asiatiske tænketank Global Institute for Tomorrow, provokerer ved at sige, at demokratiet er Vestens akilleshæl. De nødvendige restriktioner på livsformen, som følger af, at Jorden er fyldt op, er for ubekvemme til, at de vestlige demokratier vil kunne føre dem ud i livet.

Ernst Ulrich von Weizsäcker siger, at en stærk stat er nødvendig, men i dag inficeres staten af en nationalisme, der mindsker dens evne til at indgå i globale strategier.

»Vi har brug for en civilisation, der er villig til at afgive indflydelse til EU og FN,« mener han.

Og John Schellnhuber, fremtrædende klimaforsker, advarer om, at nationalstaten vil blive redskabet for konflikt og krig, når krisen for alvor rammer.

»Vort eneste håb er organisering nedefra,« siger han.

Dobbeltbindingen

Da den italienske industrileder Aurelio Peccei i 1968 tog initiativ til Romklubben, var formålet at søge svar på ’the predicament of mankind’, menneskehedens dilemma. Det er stadig opgaven. Og den amerikanske forfatter og filmskaber Nora Bateson sætter ord på dilemmaet ved at henvise til det begreb, hendes far, antropologen og systemteoretikeren Gregory Bateson, introducerede: the double-bind, dobbeltbindingen.

»Der er dette åbenlyse problem, at menneskeheden er på en selvmordsmission, men på en eller anden måde synes vi ikke i stand til at forlade den kurs, som så tydeligt bringer os i fare.«

»Vi har fornemmelsen af, at hvis vi bare kunne formidle nok information, sige det på den helt rigtige måde, så ville det være indlysende, logisk og praktisk muligt at ændre kurs. Alligevel sker der denne endeløse fortsættelse af disse mønstre – godt nok med små justeringer, nye begreber, mere forskning, men vi står stadig samme sted,« noterer Nora Bateson.

Folk siger, at vi må ændre det politiske system, vi må ændre økonomien, vi må ændre måden, vi tænker, vi må ændre os indefra.

»Men vi kan ikke ændre os indefra, når verden omkring os stadig bevæger sig på samme måde.«

»For fortsat at overleve må vi foretage forandringer. Men for fortsat at overleve må vi lade være at foretage forandringer. For at komme igennem næste uge er jeg nødt til at køre i bil, gå på arbejde, købe ind … Men alle disse processer er bygget ind i et system, som grundlæggende er selvmorderisk, hvorfor jeg ikke burde fortsætte med dem. Dette er the double-bind,« siger Nora Bateson.

Hun udfrier ikke forsamlingen af dilemmaet. Hendes pointe er, at vi må blive bedre til at identificere vores blinde pletter og få øje på, hvor vi er låst af bestemte tankemønstre, blive bedre til at tale om udfordringens kompleksitet.

»Konsekvensen af at åbne op for blinde pletter er, at man mister orienteringen, forvirres, bliver urolig og føler sig let fortabt. Hvor er jeg, hvad sker der, hvor kom det lige fra?«

»Det ubehag er vigtigt,« siger hun og efterlader forsamlingen med det.

Det ældste tilstedeværende medlem af Romklubben er 90 år og har været med hele vejen. Et halvt århundrede med granskning af menneskehedens dilemma. Men i auditoriet er også unge studerende.

»Det er hårdt for mig at høre jer sige: ’Kan vi klare det?’ Det er mit liv, det handler om. Vi må være ærlige, men vi må også minde om grundene til optimisme,« siger en ung kvinde.

Og ved konferencens afslutning på andendagen kan Sandrine Dixson-Declève fortælle, at hun og 30-40 unge aftenen før gik på bar i Rom, hvor de unge bad om lov til at være med, yde deres, blive en slags aktivister for Romklubben og projektet med at gøre op med vores blinde pletter.

Første del af reportagen fra Romklubben var i avisen onsdag.

Serie

Vi tager økonomien tilbage

Økonomien er taget fra os. Vi forstår den ikke og har ikke magt over den. Og når vi ikke forstår økonomien, kan vi ikke stille dem, der har magten over den, til regnskab – endsige forandre den.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Trond Meiring
  • Christian Skoubye
  • Benno Hansen
  • Kurt Nielsen
  • Erik Nissen
  • Niels-Simon Larsen
  • Ejvind Larsen
  • Peter Knap
  • Eva Schwanenflügel
Olaf Tehrani, Trond Meiring, Christian Skoubye, Benno Hansen, Kurt Nielsen, Erik Nissen, Niels-Simon Larsen, Ejvind Larsen, Peter Knap og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det vigtigste i disse år er at opstille alternativer og løsningsmuligheder, så vi ikke står helt uforberedt.
For konsekvenserne af vores adfærd vil ramme os. Det er gået uhyggeligt stærkt med voldsomme konsekvenser de sidste 3 år, og det vil accelere de næste 3 år.
Nu har folk som L C Lilholt for megen magt, men det vil snart ændre sig, og så er det godt at have løsningsmodeller parat.
Tak til Rom Klubben.

Steen K Petersen, Bjarne Jensen, Niels-Simon Larsen, Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel, Benta Victoria Gunnlögsson og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Dejligt der igen kommer fokus på et af de mest betydningsfulde, hvis ikke det vigtigste, dokument i menneskets historie: "Grænser for Vækst"

Steen K Petersen, Bjarne Jensen, Niels-Simon Larsen, Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel, Benta Victoria Gunnlögsson og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Rosa Maluna Dahl

Disse uigennemtænkte analogier, her ved et piano forte, kan ødelægge, ikke bare en god artikel, et konferenceindlæg, mit gode humør, men det hele. For dette enkelte piano står jo ikke alene. Forud har været et antal, eventuelt et meget stort antal, piano forter, for ikke at tale om alle de andre instrumenter, andre ting og begivenheder, der må have været til inspiration for den her hædrede kunstnertiske kreativitet.
Men i denne sammenhæng, hvor det er naturgrundlaget der er til debat, går ingen fri, Chopin ej heller. For hvor sød hans musik end måtte være, er vi vel enige om, at det er den først når nogen hører den. Og i den øjeblikkelige situation ser det ud til, at den stadige produktion af piano forter, er en trussel mod de ører, der skal høre.

Fantastisk god reportage fra et meget vigtigt møde. Næste skridt for menneskeheden må være at formulere en fælles plan for alt det vi kan gøre for at skabe bæredygtige samfund, fra småt til stort. Fra den enkelte forbruger til nationer og på tværs af nationer. Lave en global klimaplan. For alle samfundsektorer - landbrug, byggeri, transport, energi, industri osv. -, offentlig og privat sektor. for forbrug, produktion, handel, transport, energi - formulere den store omstilling i praktiske tiltag. Og det skal som alle ved gå stærkt. FN , EU og de mange civilsamfundskræfter kan formulere sådanne tiltag ved at præcisere og udvikle de 17 verdensmål til konkret handling i praksis. Så verden har en række konkrete scenarier for handling, som de enkelte regeringer og civilsamfund kan begynde at realisere med støtte fra FN, EU og civilsamfundsorganisationer. For ikke at skulle vente på planen kan FN, Romklub, EU, - og især civilsamfundene som ikke er bundet af allehånde politiske hensyn - allerede nu samles om at formulere de nødvendige skridt. Dem som vi ved skal til fra 40 års erfaringer og viden: Vedvarende energi og total udfasning af fossil energi, total omlægning af transporten, C02 afgifter, stop for reklamer, stop for plastik, cirkulære økonomier, lokal produktion, indregning af klimaeffekt i produkternes pris, stærkt mindsket kødforbrug, undervisning af de kommende generationer i bæredygtig livsstil. Osv. Og følge sådanne initiativer op med indslag på global og lokal TV, via film, radio, podcast, sociale medier, kampagner osv., med at fortælle hvordan vi - borgere, byer og landsbyer, virksomheder, byråd og regeringer - kan gøre i praksis og hvorfor det er så forbandet vigtigt, at vi gør det, ikke i morgen, men nu. Verdens virksomheder kan spændes for den grønne omstilling og alle gode kræfter kan hjælpe med til at formulere, hvordan dét afgørende svære gøres i praksis. Fx gennem nye stærke incitamenter for de enkelte virksomheders omstilling til grøn produktion, via dybtgående reguleringer og forbud mod klimaskadelig produktion m.m.m. Det er ting som de enkelte regeringer vil være for svage til at formulere, det kræver overnationale udspil. Det kræver en ny koalition af verdens befolkninger og globale institutioner. Lettere sagt end gjort? Ja! .- men er der noget alternativ. Vi er nødt til at gå på to ben: Verdens befolkninger og demokratier er dybt uoplyste om klimaforandringerne, om menneskehedens og værkstøkonomien ødelæggelse af kloden. Så vi må fortsætte med at skabe og udbrede indsigt og viden om dette og påvise det katastrofale i den nuværende kurs. Men vi må også handle. Radikalt, globalt og nu. Og det kræver klare, realistiske handlingsmuligheder og -redskaber. Mvh Niels Aagaard, Det Fælles Bedste

Niels-Simon Larsen og Jørgen Wassmann anbefalede denne kommentar

Jeg tror det er første gang jeg har læst en artikel i Inf. der refererer til mennesker der virkelig har forstået psykologien bag den menneskelige selvmordsadfærd.
Tak for det Inf.
Bliv endelig ved.

Niels-Simon Larsen

Det kan ikke siges mere præcist end Nora Bateson gør. Det kan man så gå og tygge på, og det er der også mange af os, der gør. Ja, det har vi gjort i flere år. De af os, der har været med i forskellige større eller mindre grupper ved noget om, hvor holdbare de er. De er skrøbelige. Dvs at vi også skal ind i vores egne maskinrum og stille på instrumenterne.
Billedligt set skal der flyttes en sten, men inden man kan begynde arbejdet, skal man lige have den rette uddannelse, det rette værktøj og påklædning og finde nogle arbejdskammerater, der også først lige skal i gang med den indre omstilling. Det er mærkeligt, at det er så svært, og så er det mere end svært. Det kan man se på resultaterne. Jo, jo, der sker meget ude omkring, men stadig er det småting.

Nora Bateson er nok alt for venlig mod jorderigets menneskebørn. Jordens fattige virker som om de har gang i én ting. At blive rigere og kunne forbruge mere, alt imens de forplanter sig i en svimlende takt. Muligvis et rimeligt ønske, men dårlige nyheder for klimaet. Jorden rige vil mestendels holde gang i festen - altså lige på nær idealister som Informations læsere. Sidstnævnte segment batter nada. Opførslen kaldes i artiklen selvmorderisk, men er den nu det. Hvem er det der dør - dem der belaster klimaet mest? Næppe. De har råd til at indrette sig. Og spar mig for beskrivelsen om ustandselige bølger af klimaflygtninge, som om det kan forhindre de rige i at indrette sig - alle midler taget i brug.

Er det ikke sådan af de uundgåelige kampe for at sikre sin egen, sin families og måske sit folks overlevelse bare starter lidt før, at den ellers ville have startet? Halvdelen af de mennesker der nogensinde har levet, de lever nu! (det er jeg blevet fortalt, og efterfølgende arealvurdering under kurven for klodens befolkningsantal kunne ikke afvise det). Menneskeheden har gang i et vildt forsøg, som ikke rigtig virker muligt at køre alt for meget længere, selv om der ikke var noget som hed klimaforandringer. Drevet af grådighed om liderlighed, som vi er, virker idealisternes ide om en verdensomspændende plan om mådehold ikke særlig sandsynlig.

Man kunne barsk spørge følgende. Hvad betyder de klimaændringer i grunden - andet end det justerer det antal mennesker der kan bebo planeten (jaja, er bekendt med alle skader på natur, dyreliv og menneskeskabte installationer)? Vi kommer til at banke hovedet op i overliggeren i alle tilfælde.

Morten Hillgaard

Vi har med hensyn til klimaforandringerne at gøre med to former inerti (forsinkelser), nemlig at der allerrede er masse af CO2 i jord, vand luft og som har forhøjet temperaturen med ca. 1 grad, hvilket i sig selv har en selvforstærkende virkning via vandets egenskaber, nemlig fx mere luftfugtig (en øget drivhuseffekt) mindre tilbagekastning af solenerg via i krystalformi, mere energiabsorbering i vand, hurtigere omdannelse af de enorme mængder af organisk materiale fx i arktisk og i vand = CO2 og metan via bakterier, altså endnu mere drivhuseffekt.

På den anden side så har vi mennesker aldrig prøvet noget sådant før, og for dem som styrer den økonomiske verden, og har en mængde værdier, som på ganske kort tid kan forsvinde, vil - via de muligheder som pengemagt giver ( mediepleje, politik m.v.), modvirke og forsinke de voldsomme ændringer, som er nødvendige.

Så den vækst, som der skal til, er at opføre på samme måde som alle andre levende organismer, som indtil nu har overlevet og i øvrigt har udviklet sig til os selv, nemlig med den direkte eller indirekte aktuelle solenergi. Det skal ske via forskning, uddannelser inden for dette område og i øvrigt at viopdager, at der er masse af værdier, som ikke nødvendigvis har noget med anden økonomisk vækst at gøre, fx menneskelig samvær , sport, naturoplevelser m.v.

Problemet er ikke om noget går i balance,
men alene på hvilken måde og i hvilken balance.
Hvad den enkelte føler er det mest reelle af alt.
For netop her går det godt - og her går det galt

Niels Ishøj Christensen

Tak for to velskrevne og inspirerende artikler om Romklubbens 50 års jubilæumskonference. Ja, der må en ny fortælling til om nødvendige fremtidige politiske handlinger: Her et bud: Der må formuleres og udformes en ny politik hvor menneskenes territorier (privatejendomme, nationer, stater) tages fredeligt tilbage til direkte, fælles forvaltning og frigøres fra penge- og finanskapitalernes vedholdende erobringer af arbejdskraft, energi, naturressourcer og miljø i bestræbelserne på at opretholde deres overjordiske herredømme gennem kapitalistisk vækstmaksimering. I stedet for erobringens økonomi, som dybest set er en evig krig, må på globalt plan skabes en global forvaltningsøkonomi. Det kræver en ny måde at leve på, hvor det menneskelige kamp- og overlevelsesinstinkt neddæmpes og tøjles. Det bliver svært!!!

Niels-Simon Larsen, Trond Meiring og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar