Uden radikal omstilling vil opfyldelse af FN’s sociale verdensmål blive på planetens bekostning

’At omstille vores verden: Dagsorden 2030 for bæredygtig udvikling’

Det var titlen på dokumentet om de 17 verdensmål, som under stor højtidelighed blev vedtaget på FN’s topmøde om bæredygtig udvikling i 2015. Dokumentet er blevet den guide, som alverdens lande, institutioner, virksomheder og organisationer nu søger at følge for at leve op til de ambitiøse løfter om at afskaffe fattigdom og sult, bekæmpe ulighed, redde klimaet og miljøet etc.

Der er bare lige én ting.

»Ingen steder i Dagsorden 2030 indrømmes det, at succes med at nå de 11 sociale og økonomiske mål (Mål 1-11) vil – hvis det baseres på konventionel vækstpolitik – gøre det reelt umuligt at bremse den globale opvarmnings hastighed, stoppe overfiskningen i havene eller forarmelsen af landjorden for ikke at nævne bremse tabet af biodiversitet.«

Det fastslår de to afgående formænd for Club of Rome, Ernst Ulrich von Weizsäcker og Anders Wijkman, i en rapport, der netop er offentliggjort på Romklubbens 50 års-jubilæumskonference i Rom.

Rapporten Transformation is feasible er udarbejdet for Romklubben af fremtrædende forskere knyttet til bl.a. Stockholm Resilience Centre, og den gransker en række scenarier for rejsen mod opfyldelse af verdensmålene.

»Dette er, så vidt vi ved, verdens første analyse baseret på en integreret global systemodel om, hvordan man optimalt kan nå alle verdensmål inden for samtlige planetære grænser,« skriver forfatterne, der bl.a. tæller Johan Rockström, nytiltrådt direktør for Potsdam Institute for Climate Impact Research, og Jørgen Randers, professor i klimastrategi ved BI Handelshøjskolen i Oslo og medforfatter i sin tid til rapporten Grænser for vækst.

»Hvis verdens lande fortsætter med samme indsats som i de seneste årtier, vil vi ikke nå verdensmålene i 2030, ej heller i 2050,« lyder konklusionen i rapporten, der identificerer ét – og kun ét – tænkeligt scenarie, hvor det via radikal omstilling synes muligt at nå målene.

Mod doughnut-økonomien

Rapporten bruger ikke direkte udtrykket, men det, man søger at finde vejen til, er i virkeligheden realisering af den såkaldte doughnut-økonomi. Dvs. en økonomi, hvor verdenssamfundet holder sig inden for det doughnut-lignende koncentriske råderum, der udadtil er begrænset af en række ressource- og miljøfaktorer – de planetære grænser – og indadtil lever op til en række sociale og andre kriterier for velfærd. Overskrides de ydre grænser, er det på bekostning af bæredygtighed. Og når man ikke op over de indre tærskler, er det på bekostning af menneskers økonomiske, sociale og andre levevilkår.

»Baseret på empiriske data i tiden fra 1980 til 2015 kan vi se, at vi indtil nu kun har gjort meget beskedne fremskridt mod verdensmålene, og samtidig er det sket på bekostning af planeten,« sagde Johan Rockström ved præsentationen af rapporten i Rom.

Forskerholdet har fodret deres globale scenariemodel med historiske data og suppleret den med forskellige antagelser om fremtidig handling og udvikling, hvad angår økonomisk vækstrate, fattigdomsreduktion, energi- og fødevareforsyning, uddannelse og ligestilling m.m. Det fører til fire udvalgte scenarier, tre som forskerne kalder konventionelle og ét radikalt:

• Scenariet ’Business as usual’, hvor en global BNP-vækst på to-tre pct. om året fastholdes, hvor dagens niveauer for udviklingsbistand, understøttelse m.m. fastholdes, og hvor de hidtidige udviklingstendenser for energi, fødevarer, uddannelse og ligestilling fortsættes.
• Scenariet ’Hurtigere’, hvor alle faktorer er de samme, bortset fra den økonomiske vækstrate, der skrues op til tre-fire pct. om året.
• Scenariet ’Hårdere’, hvor væksten er som nu, men hvor indsatsen på alle øvrige områder øges med 30-50 pct., og hvor skattesystemet drejes mod mere skat på ressorceforbrug, mindre på arbejdsindkomst.
• Scenariet ’Smartere’, der afspejler en ekstraordinær omstillingsindsats. Her er den globale vækstrate som nu, men en større del af den tilfalder udviklingslandene, der sker en aktiv omfordeling af velstand, så de 10 pct. rigeste kontrollerer mindre end 40 pct. af rigdommen, investeringerne i vedvarende energi øges så hastigt, at CO2-udledningerne halveres hvert årti, landbrug og fødevareproduktion omstilles til større bæredygtighed, og der investeres mere i uddannelse til alle, kvinders rettigheder, sundhed og familieplanlægning. Samtidig kopierer ulande udviklingsmodeller fra lande som Kina, Etiopien og Costa Rica, dvs. med en højere grad af planlægning som supplement til markedet.

Det radikale scenarie

»Med ’Business as usual’ kan vi måske være i stand til at nå 10 af verdensmålene i 2030 og 12 i 2050, men stadig med den omkostning, at de planetære grænser for klima, vand, biodiversitet og land overskrides, og vi derfor bringer os selv i fare for selvforstærkende feedbackmeanismer, der kan føre os væk fra stabilitet,« fortæller Johan Rockström.

I det andet scenarie, ’Hurtigere’, vil verden i kraft af øget vækst ganske logisk blive bragt en anelse længere i retning af at opfylde de sociale verdensmål, men det sker ifølge modellen på bekostning af planeten.

»Hvis ambitionen er at nå verdensmålene, så forekommer en maksimering af økonomisk vækst som den vigtigste – eller eneste – strategi ikke særlig effektiv i det lange løb,« noterer rapporten.

I det tredje scenarie, ’Hårdere’, antager forskerne bl.a., at politikerne virkelig rykker for at leve op til de mange internationale miljøaftaler, der er indgået, om end på den hidtidige trinvise facon.

»I det scenarie bliver resultatet en smule bedre i forhold til de planetære grænser, men uden at forbedre de sociale mål mærkbart,« noterer Rockström.

»Konklusionen er, at konventionelle udviklingsparadigmer – uanset hvor optimistiske vi er – vil fejle, både hvad angår verdensmålene og med hensyn til at sikre stabilitet i det globale økologiske system,« siger han.

Kun det fjerde radikale scenarie åbner mulighed for at nå flertallet af verdensmål og samtidig i højere grad respektere de planetære grænser, dvs. holde verden næsten inden for doughnut-råderummet.

Om vækst hedder det overordnet:

»I én sætning er konklusionen på vores studie, at det er væksten i menneskets fodaftryk, der er problemet, ikke væksten i BNP pr. person.«

Modstand kan forventes

»Vores budskab er ikke, at vi med dette scenarie med sikkerhed har identificeret de nødvendige værktøjer,« siger Johan Rockström.

»Budskabet er, at intet mindre end en transformation er nødvendig, hvis vi skal have nogen som helst chance for at leve op til verdensmålene uden at spille hasard med det økologiske systems stabilitet.«

Rapporten advarer om, at det radikale omstillingsscenarie, hvor nødvendigt det end synes, kan forventes også at rumme konflikt og møde modstand.

Dels betyder det pres på de miljømæssige ressourcer – i form af luftforurening, vandmangel, hedebølger, skovbrande etc. – som ikke forsvinder hurtigt, at folk i nød vil blive drevet på flugt eller komme i konflikt om livsrum. Dette i kombination med stærkere statslig og international ageren for omstilling kan afføde utryghed, mistillid og forstærket nationalisme i dele af offentligheden samtidig med ideologisk modstand mod omfordeling og stærkere regulering af markedet.

Trods dystre prognoser om bl.a. klimaændringerne mener Rockström, at udviklingens retning reelt er vendt takket være byer, virksomheder, bevægelser, visse lande, der baner vej for nye svar og løsninger. Han taler om David mod Goliath-effekten, hvor det godt kan lykkes små aktører at sætte processer i gang, der gør det muligt at overvinde en overmagt, vende hovedstrømmen.

»Selv om vi alle i dag tænker og med bekymring iagttager, at tingene går for langsomt, så vil mange forskere i dag sige, at vi formentlig har passeret vendepunktet, vi har taget et skridt ind i den bæredygtige udviklings tidsalder. Vi har tippet viseren i retning af en bæredygtig udvikling for menneskehedens fremtid. Spørgsmål er, hvordan gør vi det hurtigt nok.«