Læsetid: 8 min.

En bevægelse uden navn vil forandre verden

Der er ikke nogen samlet plan, ikke nogen fælles struktur, intet overordnet lederskab. Til gengæld er der en myriade af initiativer, eksperimenter, projekter og modeller i kollektiv søgen efter en ny økonomi til en ny samfundsorden
Der er ikke nogen samlet plan, ikke nogen fælles struktur, intet overordnet lederskab. Til gengæld er der en myriade af initiativer, eksperimenter, projekter og modeller i kollektiv søgen efter en ny økonomi til en ny samfundsorden

Mia Mottelson

20. november 2018

Hvem er ’vi’? Hvem handler det om, når Information siger: »Vi tager økonomien tilbage«? Om hvem eller på hvis vegne kan en avis tillade sig at sige sådan? Det er der blevet snakket om her på stedet.

For godt ti år siden skrev den amerikanske miljøforkæmper, sociale aktivist, iværksætter og forfatter Paul Hawken en bog, Blessed Unrest, om det, han kaldte »bevægelsen uden navn«.

Det er det ’vi’, Information skriver og taler om i den igangværende serie.

Paul Hawken skrev om spektret fra store internationale nonprofitorganisationer med milliardbudgetter til enkeltpersoninitiativer på nettet, at »disse grupper udgør samlet den største bevægelse på kloden. En bevægelse, der ikke har noget navn, ingen leder, ingen fast lokalisering, og som stort set er blevet ignoreret af politikere og medier«.

»Som naturen selv organiseres den nedefra, i enhver storby, mindre by og kultur. Den vokser frem som et ekstraordinært og kreativt udtryk for menneskers behov verden over.«

Det er godt ti år siden, at denne navn- og hovedløse bevægelse for bæredygtighed og social retfærdighed blev omtalt af Hawken. I mellemtiden er der kommet en global økonomisk krise og en stærkt tilspidset klimakrise indover.

Nogle initiativer og grupper er gået i sig selv, men mange andre er kommet til, og overordnet har det forgangne tiår betydet en forstærket erkendelse af omstillingens uundgåelighed. Både analyserne af den gældende økonomis svagheder og buddene på ny politik og nye spilleregler er blevet mere gennemarbejdede og ofte mere radikale.

Samtidig kan der registreres flere praktiske projekter og lokale forsøg med at realisere nye måder at leve, arbejde og indrette økonomi og produktion på. Plus nye aktivistiske kampagner for at presse kapitalmagten til at ændre adfærd – tag som eksempel den i dag globale bevægelse for at få stoppet aktieinvesteringer i den fossile energiindustri.

Nok så vigtigt har autoritative repræsentanter for det bestående taget budskabet om omstilling til sig. I sin uhørt radikale appel fra 2015, Laudato Sí, noterer pave Frans himself, at »forestillingen om uendelig eller grænseløs vækst, som har vist sig at virke så besnærende på økonomer, finansfolk og teknologieksperter (…) er baseret på illusionen om, at Jordens ressourcer er ubegrænsede, hvilket fører til, at planeten presses til sidste dråbe«.

»Vi er ikke konfronteret med to kriser, en miljømæssig og en social, men snarere med én kompleks krise, der er både social og miljømæssig,« skriver paven og efterlyser »en dristig kulturel revolution« og en »økonomisk økologi«, der gør op med den »umættelige og uansvarlige vækst gennem adskillige årtier« og baner vej for en ny model, der indebærer »accept af reduceret vækst i nogle dele af verden for at kunne sikre andre dele ressourcer til at have sund vækst«.

Den ny økonomis værksteder

En ny model for økonomien granskes og formuleres af et støt stigende antal tænketanke, forskningsinstitutter, civilsamfundsorganisationer og offentlige institutioner.

I Storbritannien arbejder omkring 40 fagfolk i tænketanken New Economics Foundation (NEF) med modeller for en revideret britisk finanssektor, en arbejdsmarkedsmodel med kortere arbejdstid, en transportpolitik med skift fra motorvejsbyggeri til bedre kollektiv trafik, en plan for nedtrapning af den store private gæld blandt briter etc.

»Vores dagsorden handler kort fortalt om, at mennesker skal tiltage sig mere kontrol i dag, for at vi skal kunne ændre hele systemet i morgen,« hedder det i NEF’s programerklæring.

På University of Leeds, også i Storbritannien, arbejder projektet Living Well Within Limits på tværs af videnskabelige discipliner for at finde balancen mellem planetens biofysiske grænser, det sociale og fysiske system, der skal sikre velfærd, og de sociale mål der skal nås via disse systemer.

Projektet har forbindelser til forskningscentret Centre for the Understanding of Sustainable Prosperity (CUSP) på University of Surrey, der med 50 medarbejdere ledes af professor Tim Jackson. Her er projektet at indkredse en ny helhedsorienteret økonomisk model, der baserer sig på indsigter i, hvad der giver mennesker mening i tilværelsen, og hvilke organisatoriske og politiske strukturer, der bedst fremmer det inden for rammerne af bæredygtig velfærd.

I Virginia, USA, arbejder Center for the Advancement of the Steady State Economy (CASSE) tilsvarende for en ligevægtsøkonomi, der kan fungere uden konstant at øge stofstrømme og energiforbrug.

»Vi ser den kendsgerning i øjnene, at der er grænser for vækst, og vi gransker andre måder at håndtere vore økonomiske aktiviteter på,« hedder det på hjemmesiden hos CASSE, der har professor Herman Daly, økologisk økonomis grand old man, i bestyrelsen.

Andetsteds i USA, i Connecticut, leder en tidligere finansdirektør fra Wall Street, John Fullerton, The Capital Institute, som arbejder for et ændret finansielt system, der kan fremme, hvad man kalder en regenerativ økonomi. Det gør man bl.a. i et netværk med CASSE og med ligesindede erhvervsinitiativer såsom Corporation 2020 og The B team, tænketanken The Aspen Institute samt organisationerne Business Alliance for Local Living Economies, BALLE og Democracy Collaborative.

Den kooperative vej

BALLE »repræsenterer tusinder af lokalsamfund og iværksættere, entreprenører, investorer og sponsorer, der trodser business as usual«, mens Democracy Collaborative er et projekt startet i 2000 af professor i politisk økonomi Gar Alperovitz og den sociale iværksætter Ted Howard som et forskningscenter på University of Maryland, der har det formål at »fremme demokratisk fornyelse, øget borgerdeltagelse og revitalisering af lokalsamfund«.

I dag er Democracy Collaborative en selvstændig organisation med 40 medarbejdere og med Alperovitz, Howard og Gus Speth, tidligere chef for FN’s Udviklingsprogram UNDP, i spidsen. Man samarbejder med byråd og lokale civilsamfundsorganisationer om rådgivning, undervisning og etablering af projekter og strukturer, der via borgerdeltagelse kan fremme lokal velfærd i socialt udsatte byer og områder.

Projekterne afrapporteres løbende via onlineforummet Community-wealth.org, og det har som ét hovedfokus at etablere nye bæredygtige virksomheder, ejet af medarbejdere eller af lokalsamfundet. Et flagskib er Cleveland-modellen, realiseret i den skrantende industriby Cleveland, hvor nye grønne virksomheder under sloganet Evergreen Cooperatives bevæger sig mod et mål om 1.000 nye arbejdspladser.

En ny knopskydning fra Democracy Collaborative er projektet Fifty by Fifty, der vil gøre 50 mio. amerikanere til ejere eller medejere af deres arbejdsplads inden 2050, en femdobling i forhold til det aktuelle antal.

Den amerikanske bevægelse for kooperative virksomheder har sine europæiske paralleller, f.eks. i den britiske Social Economy Alliance, der samler kooperative og socialøkonomiske virksomheder, men også investorer, tænketanke, forskergrupper og andre med samme dagsorden om at skabe en britisk økonomi, hvor borgerdeltagelse, medejerskab og social bæredygtighed er i centrum.

På dagsordenen hos OECD

Et initiativ, der på tværs af landegrænser favner både det demokratiske, sociale og grønne perspektiv, er Economy for the Common Good, der bl.a. omfatter 400 virksomheder, hvoraf mange har forpligtet sig på at rapportere om både miljømæssige og sociale resultater parallelt med den traditionelle økonomiske bundlinje.

Et andet, ganske nyt initiativ er det internationale netværk Wellbeing Economy Alliance (WEAll), der tæller både Democracy Collaborative, Capital Institute og Economy for the Common Good, men også den danske tænketank Concito samt organisationer som Green Economy Coalition, Post Growth Institute, Rethinking Economics samt godt 30 andre grupper og initiativer fra hele verden.

»Det herskende økonomiske system er blevet afhængigt af BNP-vækst for enhver pris og har tabt det overordnede mål om bæredygtig trivsel af syne (…) Der er brug for en større transformation af vores økonomi,« skriver WEAll på sin hjemmeside.

Blandt en lang række initiativer, der skal styrke den grænseoverskridende kamp for en grøn omstilling, planlægger alliancen et møde i Málaga, Spanien, næste år, hvor de deltagende organisationer og andre vil søsætte, hvad man kalder The Global New Economy Movement, en global bevægelse for en ny cirkulær, social og mere demokratisk økonomi.

»En af de mest spændende dimensioner er et forsøg på at skabe et regulært alternativ til G7. Vi vil samle en gruppe af regeringer, der sammen vil sige, at det, vi behøver i det 21. århundrede, er en ’wellbeing economy’,« fortalte alliancens direktør Katherine Trebeck i sommer.

Denne koalition af lande vil angiveligt træde frem på OECD’s World Forum i Sydkorea den 27.–29. november, hvor »The Future of Wellbeing« er selve overskriften, og hvor Katherine Trebeck er blandt talerne.

Mangfoldigheden

Sådan kan man blive ved. Man kunne gennemgå den nyligt offentliggjorte plan fra den britiske IPPR Commission on Economic Justice, der efter to års arbejde offentliggør en samlet »Plan for den ny økonomi«, som skal rette op på en skrantende britisk økonomi ved at satse på større økonomisk lighed, mere medarbejderindflydelse, øget decentralisering, nedtoning af finanssektoren og miljømæssig bæredygtighed.

Eller man kunne nævne den i Holland hjemmehørende kooperative virksomhed Circle Economy, der samarbejder med organisationer som Oxfam og virksomheder som Philips om at realisere den cirkulære økonomi med lukkede stofkredsløb.

Man kunne også fortælle om Ecolise, et europæisk netværk af nationale økosamfundsorganisationer o.l., der arbejder for klimabeskyttelse, økologi og bæredygtighed og omfatter mange tusind initiativer og flere millioner aktive.

Man kunne nævne initiativet Covenant of Mayors, der i dag samler over 7.000 lokale og regionale myndigheder i 57 lande om at leve op til ambitiøse klimamål.

Man kunne beskrive bevægelsen rundtom i Europa for at skabe nye kooperative eller fællesskabsejede landbrug og fødevareproduktioner. Eller man kunne fylde avissider ved at beskrive de over 1.000 byer, landsbyer og bydele, der er del af det efterhånden globale Transition Network, der arbejder for en omstilling af lokaløkonomier til økonomisk og miljømæssig robusthed og selvforvaltning,

Systemskifte?

Hvor meget man end skriver, kan man ikke fuldende billedet af ’bevægelsen uden navn’, som Paul Hawken allerede for ti år siden anslog omfatter mere end en million grupper, organisationer og netværk kloden over.

En af den navnløse bevægelses pionerer, britiske Naresh Giangrande, der var med til at skabe Transition Network for 12 år siden, skrev forleden et langt, eftertænksomt indlæg på netværkets hjemmeside, hvori han påpeger, hvor hårdt og beundringsværdigt mange aktivister har arbejdet i årevis med at skabe talløse konkrete og lokale initiativer, men uden at det – for ham at se – »har ændret kursen for det industrialiserede vækstsamfund i retning af en regenerativ kultur«.

Giangrande ser ingen tegn på egentlig systemforandring og tilskriver det, at politikere, erhvervsfolk og andre »ikke synes at have anden mulighed end at fortsætte med at spille spillet«, dvs. fortsætte som aktører i den markedskapitalistiske økonomi, som der ikke foreligger noget sammenhængende, afprøvet alternativ til.

Sådan kan den navnløse bevægelses erfarne aktivister indimellem køre træt eller komme i tvivl. Det kan have sine grunde, men det kan også handle om det, som Paul Hawken også påpegede: at ingen fra deres individuelle, jordnære udkigsposter er i stand til at overskue, hvad der overordnet sker, og hvilke nye kollektive mønstre og værdier der er ved at etablere sig.

Det kan være svært at forestille sig gennemgribende systemforandring. Men sværere er det næsten at forestille sig, at den globale bølge af selvransagelse, vidensudvikling, eksperimenter, søgen efter nye måder og alle de bagvedliggende erkendelser skulle begynde at rulle baglæns eller dø ud.

Serie

Vi tager økonomien tilbage

Økonomien er taget fra os. Vi forstår den ikke og har ikke magt over den. Og når vi ikke forstår økonomien, kan vi ikke stille dem, der har magten over den, til regnskab – endsige forandre den.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tommy Clausen
  • Randi Christiansen
  • ingemaje lange
  • Morten Lind
  • lars søgaard-jensen
  • Steffen Gliese
  • Tom Andreæ
  • Karen Grue
  • Torben K L Jensen
  • Niels Johan Juhl-Nielsen
  • Jette Bach
  • Eva Schwanenflügel
  • Svend Erik Sokkelund
  • Lise Lotte Rahbek
  • Ejvind Larsen
  • Torsten Jacobsen
  • Niels-Simon Larsen
  • Kurt Nielsen
  • Poul Erik Riis
Tommy Clausen, Randi Christiansen, ingemaje lange, Morten Lind, lars søgaard-jensen, Steffen Gliese, Tom Andreæ, Karen Grue, Torben K L Jensen, Niels Johan Juhl-Nielsen, Jette Bach, Eva Schwanenflügel, Svend Erik Sokkelund, Lise Lotte Rahbek, Ejvind Larsen, Torsten Jacobsen, Niels-Simon Larsen, Kurt Nielsen og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Me get splandende opsummering af fortræffelige initiativer. Det kunne være interesant hvordan den mere “progressive” del af erhvervslivet reagerer på disse strømninger. Der er en langsom forandring igang, men uden den dominerende markedsøkonomis medvirken er det svært at forestille sig en reel forandring. Det ville være interesant at se en lignende (og mere kritisk) gennemgang af initiativer fra ledende markedskræfter for at få et samlet overblik af billedet ind til vires uvisse fremtid

1.000 tak til Jørgen Steen Nielsen og Information for at arbejde så målrettet med økonomien. I dette indlæg af opsummeringer og links til organisationer, projekter og forskning bliver jeg glad helt ind i rygraden. Tænk at der er så mange aktører på den internationale scene prøver at udvikle modeller for fremtidens økonomi.
Den bekymrede konklusion, at beslutningstagerne er bundet til at fortsætte som altid, "da de veed ikke bedre!" er vel kun endnu en opfordring til alle de mennesker, som har set lyset og forstået hvor vi skal henad.
Jeg føler at opgaven er ligetil: Vi skal lave og vise den vej, som de nationale økonomier skal vælge med plads og mulighed for at sikre velfærden gennem omfordeling og beskatningsobjekter, som ikke kan snydes med, men som alle ser som retfærdige og fornuftige.
Vi tager økonomien tilbage ved at vise at det kan lade sig gøre.

Ole B. Lindqvist, Mette Haagerup, Torben Arendal, Søs Dalgaard Jensen, Anna Louise Finck-Heidemann, ingemaje lange, Ejvind Larsen, Steffen Gliese, Torben K L Jensen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Jeg er begejstret for Information´s informationskampagne - "Vi tager økonomien tilbage" om alle vigtige aspekter i en bæredygtig omstilling,både i indstilling til økonomi,forurening og udplyndring af ressourcer ud fra den ydmyge,realistiske tankegang : "Mange bække små gør en stor å" - Det store "men" er så blot om denne "de små´s skridt vej" kommer i tidsnød fordi det fremmer "Det går nok"-tanken (regeringens) og bliver en sovepude der forhindrer et paradigmeskifte hvor den nødvendige politik går fra at spare til realistiske investeringer i klimakampen - de nye tiders klassekamp om hvem der skal have det gode liv.

Bjarne Bisgaard Jensen, Søs Dalgaard Jensen, Ejvind Larsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar

Jette Bach, jeg er meget enig med dig - og mener, at løsningen er, at virksomhederne skal betale for det privilegium at have adgang til samfundets ressourcer, hvad enten disse er dedikeret og uddannet arbejdskraft, infrastruktur eller en social velfærd, der fritager virksomhederne for et eget ansvar.

Bjarne Bisgaard Jensen, Søs Dalgaard Jensen, Tommy Clausen, Torben K L Jensen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Klaus Cort Jensen

Jvf. "en bedre kollektiv trafik":

Måske Information burde tilsikre, at kronikredaktøren også er med på at "tage økonomoien tilbage".

Klaus Cort Jensen

Jvf. "en bedre kollektiv trafik":

Måske Information burde tilsikre, at kronikredaktøren også er med på at "tage økonomoien tilbage".

Jørgen Wentzlau

Udsendelsen, Mændene der plyndrede Europa, har vi lige set, hvordan de bedst uddannede hoveder indenfor Revision og Bankvæsen, har en moral uden jordforbindelse til noget som helst. Efterfølgende har jeg hentet en udsendelse, jeg kunne huske der var sendt i 1995 GULDTOGET. Dokumentarfilmen handlede om selskabstømmerne der opkøbte overskudsselskaber og tømte de konti, der var afsat til skat og moms. De købte skibscontainere for et passende beløb først. Så var revisor tilfreds, og efterfølgende frigav SKAT og MOMS de indbetalte beløb. Et modeltog trækker en liste af revisorer der var involveret i flere min derefter en lig så lang liste med banker der var involveret. Personer blive interviewet om deres bevæggrunde, fælles svar er at de gør det fordi de kan. Det er på Schluters og Anders Foghs vagt i 80erne, der gøres ikke noget for at stoppe det, der skal et regeringsskifte til for at stoppe det i 1992. Analogien til udsendelsen om skatteudbytte er slående, verdens bedst uddannede folk inden for revision og finansverdenen, har den moral til at tømme samfundets fælles kasse. Der er ikke forskel på dem og Britta, eller tjene på hvidvaskning.

I Guldtoget, udtaler daværende Retspræsidenten for Sø og Handels-retten – Aldrig har så få - stjålet så meget - fra så mange. Da også containerne var væk. Revisorerne skriver, de ikke har talt dem fysisk, og bagmands politiet ikke kan finde dem, bliver de dømt for svindel.

Journalisterne bag udbytte sagen, har gravet sig frem til, at det samme stykke papir er brugt flere gange, sat i system over hele Europa og Danmark.
Der er 20 år mellem de to dokumentar-udsendelser. Nu har vi også borgerlig liberal regering, men kan vi blive ved med at tro, at nu vil de forbedre sig. Nej det tror vi ikke længere på.

Så det ny samfund må bygges uden revisorer og finans markeder. Et marked, eller konkurrence-samfund virker kun retfærdigt, når alle har samme forbrugsmulighed. Især i fremtidens klimapåvirkede samfund, med mangel på selv nødvendige ting. Vi er gået bort fra guld i 1972, som fælles værdiskabelses måler - til monetarisme, men at blive ved med at skrive dollar med nuller bagefter er heller ikke en holdbar løsning.
De, revisorer, finansfolk, tradere, advokatere - er så mange at vi ikke har fængsler nok.
Ikke engang tro er nok, amerikanere går mest i kirke, og har det hjulpet. Hvem har respekt for Paven. Han er godt nok nævnt i artiklen, klima-truslen er den kraft, der er stor nok til, at får os til at opføre os ordentlig, men det er også et spørgsmål om TRO - ÅND,

Min tro, 70 års erfaring.

Søs Dalgaard Jensen, Tommy Clausen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Det er ‘nu’, at reglerne for bæredygtig omstilling iværksættes, når folkevandringen for alvor begynder, bør så meget, som overhoved muligt være helt klart.

Et opgør med kapitalisme et stop planlagt forældelse.

CO2 problemet kan reduceres ved færre varianter udbud af samme type af vare og højeste standart af kvalitet af den udbudte vare, er den eneste solgte vare, hvilket betyder afskaffelse af planlagt forældelse.

Planlagt forældelse, det er et princip inden for industrielt design, hvor et givet produkt bevidst designes, til at holde i en begrænset levetid, selvom det potentielt kunne holde længere.

Mine sparepærer er blevet af ringere kvalitet, lige siden den dag politikere bestemte glødepæren skulle udfases.

Enrich Not Exploit

Tage økonomien tilbage- til hvad? Der er i historien ikke noget at tage økonomien tilbage til!
Strukturen har altid været at den kloge/kapitalen narre den mindre kloge/masserne.
Masserne, der i skolesystemet bliver slebet af til ensartede zombier, der alene tjener kapitalen.
De boglige og de praktiske og så ind foran computeren og bag murskeen.
Der vil aldrig blive lavet om på, at kapitalen/herremændene ansætter masserne til en mindre løn end de er værd!
Hvor blev f.eks. formueskatten af?
En økonomi kunne være, at al indkomst blev indbetalt til et centralt system, der fraregnet skat udbetaler 'lige' portioner til alle også de, der ikke er i arbejde herunder hjemløse.
Et sådant system vil dog aldrig nu kunne etableres via de af kapitalen ansatte politikere, medmindre masserne stemmer for fortalere for dette til folketinget.

.