Hvorfor vælger brasilianerne en præsident som Jair Bolsonaro – en mand, der er bedst kendt for sine racistiske, homofobiske og kvindehadske kommentarer, og som hylder fortidens militærdiktatur?
Det gør de, fordi de ikke ser et alternativ i det bestående, og fordi Bolsonaro var den kandidat, der kom tættest på at fremstå som den udefrakommende, som nyskaberen, der vil rydde op i rodebutikken Brasilien og sætte en stopper for den politiske elites tag selv-bord.
Økonomisk nedtur, stigende voldskriminalitet og ikke mindst afsløringen af systematisk korruption fra stort set alle politiske partiers side har således skabt den perfekte scene for en mand som Bolsonaro, der siger, at han vil rydde op og bringe orden i brasiliansk politik.
Problemet er blot, at den opgave bliver vanskelig. Det er der primært to grunde til: Dels fordi knap halvdelen af den brasilianske befolkning ser valget af Bolsonaro som en del af en større konspiration – som resultatet af et politisk kup.
Dels fordi det politiske arbejde ikke bliver lettere af, at Bolsonaro fra start har valgt en grov og krigerisk stil i sin måde at omtale sine modstandere på. Eksempelvis når han siger, at han ønsker at bure sine modstandere i Arbejderpartiet, PT, inde.
PT kalder sejren for et kup
Støtter af Arbejderpartiet, der har vundet de fire forudgående valg i Brasilien, og derfor har siddet tungt på magten i knap to årtier, ser Jair Bolsonaros sejr som et resultat af en årelang hetz imod Arbejderpartiet, der tog sin begyndelse med afsættelsen af Dilma Rousseff i en rigsretssag i 2016.
Rigsretssagen kom dengang til at fremstå noget tynd, fordi den blev gennemført af politikere, der selv er under efterforskning for korruption og hvidvask, og fordi Rousseff teknisk set blev fældet af en mindre sag om regnskabsroderi.
Og mistanken om en større konspiration blev for Arbejderpartiets støtter kun bekræftet, da partiets mangeårige formand, den tidligere så folkekære præsident Lula da Silva, i juli 2017 blev dømt og fængslet for korruption – en dom, der i januar 2018 blev stadfæstet ved anden domstolsinstans, hvor straffen samtidig blev hævet fra ni til 12 års fængsel.
Arbejderpartiet har aldrig villet erkende og derfor undskylde partiets indblanding i korruption, men har i stedet gjort opklaringen af korruptionssagen til et spørgsmål om politisk forfølgelse. Det har også præget Arbejderpartiets valgkamp, eftersom partiet til det sidste nægtede at præsentere andre kandidater end den fængslede Lula da Silva.
Selv da Lula ikke længere kunne stille op, var partiets nye kandidat, Fernando Haddad, blot udset til at skulle udfylde rollen som Lula. Og Haddad holdt selv stædigt fast i – langt ind i valgkampen – at han egentlig bare havde til hensigt at få Lula ud af fængsel.
Sergio Moro justitsminister
Beskyldningerne om et kup vil blive hængende, ikke mindst efter at Bolsonaro torsdag meddelte, at den kommende justitsminister bliver Sergio Moro, der netop har stået i spidsen for hele efterforskningen af systematisk politisk korruption, og som i 2017 dømte og fængslede Lula.
For selv om Sergio Moro for mange brasilianere er selve billedet på genoprettelsen af lov og orden, er han for Arbejderpartiet og Lulas støtter en af hovedmændene bag den påståede konspiration, der har sendt Lula i fængsel.
»Udsigten til at kunne sætte massivt ind over for den organiserede kriminalitet og i kampen imod korruption, fik mig til at sige ja,« lød det torsdag fra Sergio Moro selv, der ellers for få år tilbage afviste nogensinde at ville blande sig i politik.
Kort efter svarede Arbejderpartiets formand, Gleisi Hoffman, på Twitter: »Dette er århundredes svindelnummer! Dommer Sergio Moro bliver justitsminister i Bolsonaros regering, der kun blev valgt ind, fordi Lula blev uretfærdigt dømt og dermed forhindret i at opstille …«
Splitter mere end han samler
Derfor er situationen den, at Bolsonaro ganske vist har vundet valget overbevisende, ligesom han har lovet, at han »vil være hele Brasiliens præsident«, og nu »vil samle landet igen«. Men det bliver ikke nemt.
Bolsonaro har ikke et umiddelbart flertal i kongressen, tværtimod er landet politisk mere fragmenteret end nogensinde med 30 partier repræsenteret, hvor ingen har opnået mere end 12 procent af stemmerne.
»Hvem, der end vinder (præsidentembedet, red.) må regne med ringe opbakning fra kongressen, en stærk opposition og nødvendigheden af forlig for få flertal for sin politik,« lød det umiddelbart inden præsidentvalgets anden runde fra Antonio Augusto de Queiroz, der er politisk analytiker og direktør for analyseinstituttet, DIAP, ifølge det argentinske dagblad Clarín.
Bolsonaro har samtidig valgt at vende medierne ryggen og selv at styre sin kommunikation direkte med borgerne via de sociale medier.
I USA har samme kommunikationsstrategi sendt den offentlige debat til tælling, og det samme er ved at ske i Brasilien. Det er den udvikling, man med god grund kan frygte bliver forværret, når Jair Bolsonaro indsættes som præsident den 1. januar 2019.
