Læsetid: 7 min.

Buddhisme er en pengemaskine i Kina – for nu

Templer som temaparker og guldbuddhaer til højest bydende. Den buddhistiske tro er en lukrativ indtægtskilde for kinesiske erhvervsfolk og lokalregeringer, men det vil kommunistpartiets top lave om på for at styrke en statssanktioneret buddhisme og svække andre religioner
Turister og troende på et af Kinas mest hellige bjerge, Putuo-bjerget. Flere af Kinas hellige bjerge er blevet børsnoteret, men tidligere på året måtte børsnoteringen af bjerget opgives, og i det hele taget er der stigende modstand mod kommercialiseringen af religion i Kina. Og kommunistpartiets ledelse har taget notits af modstanden.

Turister og troende på et af Kinas mest hellige bjerge, Putuo-bjerget. Flere af Kinas hellige bjerge er blevet børsnoteret, men tidligere på året måtte børsnoteringen af bjerget opgives, og i det hele taget er der stigende modstand mod kommercialiseringen af religion i Kina. Og kommunistpartiets ledelse har taget notits af modstanden.

Getty Images

13. november 2018

På en bjergskråning en times kørsel vest for Beijing ligger otte buddhistiske templer. Det har de gjort siden Ming-dynastiet (1368-1644, red.), mens dele af tempelkomplekset har næsten 1.000 år bag sig.

Templerne er placeret langs en stejl sti, der leder op mod toppen af det 464 meter høje bjerg og udsigten over den kinesiske hovedstad. Hvert år besøger flere millioner mennesker stedet. Størstedelen af dem er turister eller byboere på udkig efter et godt picnic-spot.

Templernes buddhistiske menighed må ligesom alle andre betale ved billetlugen for at komme ind på området, hvor de fleste af dem søger mod tempel nummer to, der er det eneste af de otte, der stadig huser buddhistiske munke. Resten har mere karakter af museumsgenstande i en buddhistisk temapark.

Forlystelserne begynder ved indgangen. Her kan besøgende kaste med mønter efter ophængte metalklokker. Ti mønter koster 22 kroner, og 20 kan fås for 36. Der er ekstra god karma, hvis man rammer en klokke ud for ens kinesiske stjernetegn. Små boder med røgelsespinde til overpris følger vejen op ad bjerget.

»At brænde røgelse er en måde at møde Buddha og en fortjenstfuld handling for et tempel, hvor det vil blive husket,« fremgår det af bronzetavler langs ruten.

Ved tempel nummer to er det svært at få øje på stedets munke. Til gengæld er der rigeligt med personale i de mange tempelbygninger, der rundt om stedets hellige pagode er blevet indrettet som souvenirbutikker. Buddhistiske bedekranse, talismaner, bøger, smykker, tøj og meget andet er til salg. Længere oppe ad bjerget kan man for 20 kroner få skrevet sit navn på en lap papir hængt på et helligt træ. Betalingen kan klares via den kinesiske pendant til MobilePay.

Et enkelt tempel er blevet indrettet som tesalon, mens bedelys i alle afstøbninger lader til at være den mest gængse vare på udbud. De dyreste lys går for omkring 250 kroner stykket. Besøgende, der stadig har penge på lommen, når de når toppen af bjerget, kan for 80 kroner køre hele vejen ned i en 1.700 meter lang rutsjebane.

Hundreder af millioner

Templerne i udkanten af Beijing er ikke noget særsyn. Overalt i Kina finder man buddhistiske helligdomme indrettet med turister og ikke troende for øje. For lokalregeringer landet over er det en pengemaskine baseret på salg af land og rettigheder til ejendomsudviklere og turistbureauer. I andre tilfælde er templernes religiøse ledere den drivende kraft bag kommercielle tiltag.

Indtægterne i forbindelse med driften af de vigtigste buddhistiske templer og destinationer kan løbe op i mange hundrede millioner kroner. Det har ført til sager om korruption og magtmisbrug og givet buddhismen et tvivlsomt ry. Den statssanktionerede, nationale buddhistsammenslutning, der er øverste myndighed for landets mange millioner buddhister, har adskillige gange advaret imod at blande forretning og religion.

»De kinesiske buddhister ser sig selv som ofre for den her kommercialisering af deres tro, hvilket primært er drevet af lokale myndigheder. De er i høj grad imod fænomenet,« siger Kuei-min Chang, der er religionsforsker ved Institut for Kinastudier på University of Alberta i Canada. Hun har undersøgt de forskellige typer af forretningsmodeller knyttet til buddhismen og fortæller, at entreindtægter og souvenirsalg kun er et par ud af mange metoder. At bygge gigantiske buddhastatuer er en typisk turismemagnet.

Sponsorater er en anden variant. Det kan være i forbindelse med højtider, hvor det kan koste mange tusinde kroner at få sit navneskilt placeret på alteret i forbindelse med et religiøst ritual. Ved renovering af et tempel sker det, at de enkelte dele, der skal skiftes ud eller renoveres, kan sponsoreres. Kuei-min Chang har set eksempler, hvor sponsoratet for et nyt skrin i hovedtemplet var på en million kroner, en lille buddhastatue kostede 10.000 kroner og en mursten 500 kroner.

Religion som en mulighed

Men hvor munke og menighed førhen forgæves kritiserede kommercialiseringen, er de politiske vinde ved at skifte. Det blev tydeliggjort tidligere på året i sagen om det hellige buddhistiske bjerg Putuo. Det er et ud fire hellige bjerge for Kinas buddhister og havde sidste år 8,5 millioner besøgende.

Turistselskabet, der ejer rettighederne til driften af området, havde store planer om en børsnotering. Ideen om at børsnotere et helligt, kinesisk bjerg er ikke ny. To ud af de fire bjerge er det allerede. Men denne gang valgte den kinesiske regering at lytte til protesterne fra buddhistiske kredse og annullere børsnoteringen.

Under præsident og partichef Xi Jinpings ledelse har den kinesiske buddhisme fået et nyt formål, der rækker ud over at fylde slunkne kommunekasser i provinsen.

»Xi Jinping ser religion som en mulighed. En af hans overordnede tanker og politiske mål er at genoprette Kinas storhed og traditioner, og til det formål bliver de traditionelle kinesiske religioner set som brugbare, så længe de er under statens kontrol,« forklarer Ian Johnson, forfatter af bogen The Souls of China, der beskriver, hvordan Kina igen er blevet mere religiøst.

Den voksende interesse for religion og en spirende spiritualitet i det kinesiske samfund har fået Kinas ledelse til at introducere konceptet om kinaficering af religionen. Religion skal i en kinesisk kontekst fremme socialistiske værdier og nationalfølelsen, støtte kommunistpartiet og være med til at skabe et harmonisk samfund, har Xi Jinping udtalt.

Kinaficeringen skal ses som et modtræk i forhold til vestlige værdier og ideer. Frygten for påvirkning udefra er især rettet mod Kinas kristne og muslimer samt til dels de tibetanske buddhister, der alle har stærke forbindelser til trossamfund uden for landets grænser.

I forbindelse med en ny lov for regulering af religiøse anliggender, der trådte i kraft tidligere i år, kunne man i partiavisen Folkets Dagblad læse, at den var nødvendig, fordi fremmede interessers brug af religion til at infiltrere Kina tager til dag for dag.

Behov for social kontrol

Under Mao Zedong forsøgte kommunistpartiet med skiftende intensitet at udrydde de religiøse bevægelser. Først i begyndelsen af 1980erne blev det igen lovligt at dyrke en religion i Kina. Siden har partiet skab et rum, hvor religionen kan eksistere underlagt partiets opsyn. Det gælder de officielt anerkendte religioner taoismen, buddhismen, islam samt katolicismen og protestantismen. Alle bliver administreret af statslige organisationer under kommunistpartiets kontrol. De driver kirker, moskeer og templer og styrer både økonomi og udnævnelse af personale samt sikrer overensstemmelse med patriotiske og partimæssige linjer.

Xi Jinping har intensiveret indsatsen for at få Kinas troende ind i de statslige trosamfund. Eksempelvis betyder den nye religionslov øget kontrol med religiøse aktiviteter i skoler og på online fora og giver flere beføjelser til myndigheder på lokalt niveau. Den gør det muligt at idømme privatpersoner store bøder for at organisere eller lægge hus til en »illegal religiøs begivenhed«, hvilket kan få store konsekvenser for de mange såkaldte huskirker i Kina. De findes over det meste af landet og er mødested for millioner af kristne.

Samtidig er muslimske minoriteter i den vestlige del af Kina mål for en kampagne, der skal udrydde ekstremisme og separatisme. Med den begrundelse er hundredtusinder blevet sendt i interneringslejre, hvor de tvinges til at studere kinesisk og hylde kommunistpartiet.

»På papiret er der ikke forskel på de statssanktionerede religioner. Men i realiteten ser vi en hårdere kurs mod kristendommen og islam, fordi de bliver set som noget, der er kommet til Kina udefra, mens buddhismen og taoismen ses som mere kinesiske. Det er et udtryk for regimets behov for social kontrol og stabilitet. Set fra den politiske ledelses synspunkt er reguleringen af religion et spørgsmål om balance. Ved at styrke de hjemlige religioner som buddhismen, kan man hæmme islam og kristendommens fremmarch,« forklarer Kuei-min Chang fra University of Alberta.

Slår ned på uskikke

Derfor er kommunistpartiet blevet mere opmærksom på at slå ned på de uskikke, der giver buddhismen et dårligt ry.

»Går man i kirke eller i moske, er det gratis. Sådan er det ikke med mange templer. Når man skal betale for at komme ind, får man en fornemmelse af, at man befinder sig i et kommercielt foretagende. Det giver et dårligt indtryk,« siger Ian Johnson.

Flere steder er billetpriserne derfor blevet sænket, mens mange templer nu har fri entré på religiøse helligdage. Konstruktionen af nye templer og bedre uddannelse af munke og nonner er andre eksempler på den statslige støtte, buddhismen i disse år oplever. Til sammenligning er det stort set umuligt at få tilladelse til at bygge en ny kirke, mens moskeer flere steder bliver revet ned.

»Så man prøver at gøre buddhismen mere tilgængelig for den veluddannede, urbane middelklasse med interesse for det spirituelle, der ellers ofte bliver irriteret over kommercialiseringen af templerne,« forklarer Ian Johnson.

Han vurderer, at den politiske indsats i store træk har virket efter hensigten. Men om det er nok til at sætte en stopper for den kommercielle udnyttelse af buddhistiske helligdomme ude i provinsen, tvivler Kuei-min Chang på. Der skal mere gennemgribende ændringer til end ordrer fra Beijing, hvis det denne gang skal lykkes.

»Lokale partichefer ude i provinsen er afhængige af økonomisk udvikling for at blive forfremmet. Det er sådan, systemet er skruet sammen. Så medmindre kriterierne for politisk forfremmelse bliver ændret, vil jagten på økonomisk udvikling blive ved med at have betydning for templerne og det land, der ligger rundt om dem,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja for at provokere lidt kan man vel sige at Kina som stat gør som vi bortset fra at buddhismen er mere acceptabel end kristendom og Islam. Her hjemme er kristendommen statens (næsten) og vi buddhister må være her helt som muslimer,og nok mere accepteret. Men selve udgifter m.v. er vores eget problem.Jeg synes uanset jeg er skeptisk omkring Kina at et forsøg på at dæmpe kommercielliseringen er godt. Tænk på den katolske kirke og Peterskirken i Rom.