Bliver CDU’s næste kansler en neoliberal finansmand, en højre-hardliner eller en magtbevidst Mini-Merkel?

Den genfødte finanspolitiker: FRIEDRICH MERZ (62)

»Jeg hedder Friedrich Merz. Med E!«

Sikken genopstandelse! Allerede ved Merz’ første pressekonference i årevis spandt de tyske medier onsdag med på fortællingen om Merz’ genfødsel som CDU’s store håb. Merz er tidligere medlem af Europa-Parlamentet og Forbundsdagen og har været gruppeformand og næstformand i CDU i 2000-2004. At han blev degraderet af netop Merkel, tyder ikke godt for deres mulige samarbejde og Merkels fremtid.

Merz, der er tilhænger af frihandel og et stærkt handelssamarbejde mellem EU og USA, betoner flittigt, at han vil stå for »et opbrud og ikke en omvæltning« i partiet. I tidligere debatter har Merz dog lagt en linje, der mere tyder på en »konservativ revolution«, som CSU ønsker det.

Siden 2016 har juristen Merz ledet tilsynsrådet i den tyske afdeling af finansgiganten Blackrock, der er verdens mest indflydelsesrige fondsselskab, som forvalter ufattelige 6,4 billioner dollar på verdensplan og sidder som største aktionær i en tredjedel af de tyske DAX-koncerner.

Med Merz ved roret forudser NGO’en LobbyControl en interessekonflikt mellem politik og økonomi. Desuden har lobbyisten Merz muligvis medvirket til at slække de politiske krav til finansverdenen, hvilket har muliggjort finanskrisen og cumex-skandalen. Kun den venstreorienterede avis TAZ jubler over, at Merz er så ærkekonservativ og neoliberal, at han vil skræmme mange Merkel-vælger mod venstre.

Merz bakkes op af magtfulde CDU-ministerpræsidenter som Armin Laschet fra Nordrhein-Westfalen, som stiller med en stor del af de stemmeberettigede CDU-delegerede. Men selv CDU-folk advarer mod at projicere et for stort håb over på Merz – manden fra CDU’s forgangne storhedstid.

Hardlineren fra højre: JENS SPAHN (38)

»Tal tysk, hipster!«

Dette skriftlige opråb til de engelsktalende og elitære hipstere i Berlin fra CDU’s politiske stjerneskud, Jens Spahn, er ikke repræsentativt for hans konservatisme. Alligevel er det et godt eksempel på hans meget energiske forsøg på at køre sig i stilling som CDU’s mest højlydte og konservative kritiker af Merkel.

Nødtvungent har Merkel gjort Spahn til sundhedsminister for at give en luns til højrefløjen i partiet. Den svære post ser kun ud til at give det lysende politiske talent medvind. I formandsvalget er hans største udfordringer især hans unge alder og sparsomme erfaring samt hans profil, der minder om Friedrich Merz i så høj grad, at de kan ende med at splitte den liberalt-konservative lejr.

I torsdagens Frankfurter Allgemeine fik Spahn en side til at udpensle sin »ægte nystart for CDU og Tyskland«: Sikkerhed, social samvittighed, stolthed og økonomisk kompetence er nogle af de vigtigste og meget brede stikord for partiets vej tilbage til fremtiden. Desuden skal »elefanten i rummet« – nemlig Merkels flygtningepolitik – ikke længere ignoreres, men nærmere fordrives, og der skal dæmmes op for »De Grønnes moderne populisme«.

Det er tvivlsomt, om den neoliberale USA-ven Spahn for alvor kan hente AfD-stemmer tilbage i det tidligere Østtyskland. For venstrefløjen i partiet er det nærmere et problem, at Spahn demonstrativt skilter med sit venskab med Trumps forlængede arm i Berlin, ambassadør Richard Grenell. At kanslerkandidaten Spahn som troende katolik er borgerligt gift med en mand er i øvrigt et tegn på, at ikke bare Merkel, men også tiderne har ændret Tyskland de sidste år.

 

Annegret Kramp-Karrenbauer

Michael Sohn

Den lille Merkel: ANNEGRET KRAMP-KARRENBAUER (56)

»Jeg kan. Jeg vil. Jeg gør det.«

Hun kan ligne en grå mus. Men ved CDU’s partidag i februar tog Saarlands ministerpræsident Annegret Kramp-Karrenbauer – bedre kendt som AKK – partiet med storm. 99 procent af de delegerede kvitterede med at vælge AKK som ny CDU-generalsekretær.

Formelt var det et skridt ned ad magtstigen, hvilket tydeliggjorde planen: Merkel ville køre AKK i stilling til formandsposten og kanslerkandidaturet. Siden da har AKK myreflittigt skabt kontakter i partiet, men nu skal det hele pludselig gå hurtigere end planlagt efter Merkels nødtvungne tilbagetrækning.

I flygtningekrisen stod AKK fast bag Merkel, men generelt er hun mere værdikonservativ end Merkel. På grund af kanslerens opbakning har hun for længst fået øgenavne som ’Mini-Merkel’ og ’Merkel light’. Det er hendes allerstørste udfordring: At hun er alt for tæt på den kansler, som store dele af partiet vil tage afstand fra.

Mange ser AKK som en letvægter i Berlin. Men i modsætning til Spahn og især Merz har AKK – omend på delstatsplan – masser af regeringserfaring bag sig. Hun har derimod ikke meget udenrigspolitisk erfaring, men dog den fordel, at hun som mange andre saarlændere taler flydende fransk.

En yderligere fordel for AKK er de mandlige kandidaters interne kamp. Det har fået avisen TAZ til sarkastisk at spørge, om »Tyskland virkelig er klar til en mand som kanslerinde?« Med CDU’s aktuelle længsel efter et »maskulint lederskab,« svarer avisen bedrøvet: »AKK efter Merkel. Det ville være for meget kvinde for et parti som CDU, selv i det 21. århundrede.«