Er demokratiet virkelig ved at dø? Overhovedet ikke, siger Harvard-politolog

Igen og igen hører vi den samme historie: Der kommer flere hele og halve autokrater til magten i verdens lande – Trump, Erdogan, Putin, Orban og nu også Bolsonaro i Brasilien. Vi står faktisk midt i en »demokratisk recession«, som Larry Diamond fra Stanford University har udtrykt det, et demokratisk »forfald«, som CNN’s Fareed Zakaria har sagt, »den mest alvorlige krise i årtier« for demokratiet, som der står i den seneste rapport fra NGO’en Freedom House.

»Fascismen er en mere alvorlig trussel nu end på noget andet tidspunkt siden Anden Verdenskrig,« har USA’s tidligere udenrigsminister Madeleine Albright skrevet tidligere i år.

Men rygterne om demokratiets død er stærkt overdrevne, mener den berømte Harvard-politolog og demokratiforsker Steven Levitsky, der tidligere på året udgav bestselleren How Democracies Die.

»Antallet af fuldt demokratiske stater i verden har været stort set stabilt de sidste 15 år. Efter nogle beregninger er antallet måske faldet med én eller to, men det har stort set været en flad linje,« siger han over en telefon fra sit kontor i Boston.

»Vi har så meget fokus på de demokratiske nederlag: Ungarn, Venezuela, Thailand. Og mindre fokus på de lande, som faktisk er blevet mere demokratiske de senere år: Tunesien, Nepal, Malaysia, Armenien, Ecuador, Colombia, Gambia og måske Nigeria. Nettoresultatet for demokratiet i verden har været relativt stabilt.«

– Er der kommet flere ’stærke mænd’ som ledere af verdens lande?

»Nej, det mener jeg ikke, men den måde, demokratier dør på, har ændret sig. Under Den Kolde Krig skyldtes tre ud af fire demokratiske sammenbrud militærkup, hvor valgte regeringer blev væltet af militæret. Pinochet, Franco, juntaer … i dag er det anderledes, for de fleste demokratier dør i hænderne på valgte ledere som Viktor Orban og Hugo Chavez, der bruger demokratiets institutioner til at svække og måske ligefrem ødelægge demokratiet. Det skaber enormt stærke præsidenter og premierministre, og derfor virker det måske, som om der er kommet flere stærke mænd i dag. Men der er ikke flere autokrater end tidligere. Der er ikke nogen ’generalsekretær i Bulgariens kommunistiske parti’, som der var mange af i 70’erne. Men der er flere Viktor Orban’er,« siger Steven Levitsky.

Demokratiet har overperformet i 25 år

De seneste 40 år har demokratiet faktisk vist sig at være bemærkelsesværdigt modstandsdygtigt over for kriser, mener han. I 70’erne ville ganske få samfundsforskere formentlig have sat deres penge på, at demokratiet kunne slå så dybe rødder i Latinamerika og i de tidligere sovjetstater, at det ville kunne overleve en stor økonomisk krise. Men det er præcis, hvad der er sket.

»Demokratiet er nået ud til lande, hvor alle samfundsteoretiske modeller forudsagde, at det aldrig ville overleve. Demokratiet har overperformet i 25 år. Og demokratiet overperformer stadig i dag,« siger Steven Levitsky

»Det nye er ikke, at der findes autokrater i Tyrkiet, Østeuropa, Latinamerika eller Filippinerne – for i alle de lande, hvor vi ser autoritære ledere, har der også tidligere være autoritære ledere – det nye var den ekstraordinære bølge af demokratisering, som startede i 70’erne og toppede i starten af 00’erne.«

Men ligesom vi ikke skal råbe ulven kommer, skal vi heller ikke bilde os ind, at alt er i den skønneste orden, påpeger Steven Levitsky.

»Der er helt klart mørke skyer i horisonten. Det der sker i Brasilien, Indien og Ungarn er dybt bekymrende. Og Trump udgør et kæmpe skifte. USA plejede at være en model for andre lande i verden, og en relativt aktiv fremmer af demokrati i 90’erne og 00’erne. I dag ser ingen til USA som en model for demokrati.«

Liberale demokratier bliver mindre liberale

Den internationale forsker, der måske mere end nogen anden er taler for teorien om en »demokratisk recession«, er den amerikanske politolog Larry Diamond fra Stanford University. Information har forelagt ham Steven Levitskys kritik.

»Grunden til, at Steve (Levitsky, red.) når frem til det resultat, han gør, er, at han kun tæller demokratier, som Freedom House klassificerer som ’helt frie’,« skriver Larry Diamond i en lang e-mail.

Et helt frit demokrati i denne sammenhæng er et land, hvor der både er frie og fair valg, konkurrerende politiske partier, en væsentlig opposition og mindretalsbeskyttelse.

»Det udelukker en række lande – for eksempel Tyrkiet, Thailand og Bangladesh – som er gået fra at være det, som jeg og de fleste andre kalder ’et liberalt demokrati’ til et ’autokratisk regime’.«

De to topforskere kender udmærket hinanden – Larry Diamond var faktisk Steven Levitskys bachelorvejleder engang.

Ifølge Diamond er Levitsky ikke tilstrækkeligt opmærksom på de små tilbageskridt, der i øjeblikket sker i lande, som i forvejen ligger langt nede på demokratiskalaen. Han nævner Uganda, Zambia, Tanzania og Mozambique som eksempler på lande, hvor det er gået målbart tilbage, uden at det tæller med i Steven Levitskys optælling.

»Hele spektret af regimer rykker sig nedad – mange liberale demokratier bliver mindre liberale,« skriver Larry Diamond.

Desuden kalder han det »sund fornuft«, at Jair Bolsonaro i Brasilien og Rodrigo Duterte i Filippinerne må være tegn på en demokratisk krise. Det samme må »Alternative für Deutschland i Tyskland, Sverigedemokraterna og andre højreorienterede kræfter i hele Europa« være.

»Jeg ville ønske, at jeg tog fejl, men der er en voksende konsensus om, at det går tilbage for demokratiet,« skriver Larry Diamond.

Et knust håb er ikke en recession

Information sender Larry Diamonds kritik videre til Steven Levitsky. Han svarer meget hurtigt og lyder ikke just til at være blevet overbevist.

»Ja, jeg erklærer mig skyldig i at fokusere på reelle demokratier,« skriver han ironisk i en e-mail.

»Langt størstedelen af de lande, som Diamond og Freedom House fokuserer på, når de taler om ’demokratiske tilbagefald’, har aldrig reelt været demokratiske,« skriver han og remser en række nationer op:

»Rusland, Hviderusland, Cambodja, Mozambique, Zimbabwe og meget af Afrika syd for Sahara – Madagaskar, Cameroun, Burundi, Den Centralafrikanske Republik og DR Congo.«

Dengang i 00’erne, da det gik godt med økonomien, var der en masse stater, som liiige præcis kravlede op over grænsen for, hvad man kan betegne som et demokrati. De er siden gledet ned igen, og er det virkelig nok til at tale om en demokratisk recession?

»Vi havde selvfølgelig håbet på, at disse lande ville forblive demokratiske,« skriver Steven Levitsky.

»Men et knust håb er altså ikke det samme som en demokratisk recession.«