Læsetid: 6 min.

Donald Trump kræver flere indrømmelser fra Kina i handelspolitikken. Kina frygter, at han bliver ved med at flytte målstregen

USA’s tålmodighed med Kina er sluppet op: Der skal flere indrømmelser til for at standse handelskrigen. Lørdag mødes Donald Trump og Xi Jinping under G20-mødet i Argentina i forsøg på at indgå våbenhvile
USA er den altdominerende verdensmagt og har været det siden Anden Verdenskrig. Kina er en ny spiller og rival, som kræver indflydelse globalt, der står mål med landets økonomiske vægt. Arkivfoto fra november 2017.

USA er den altdominerende verdensmagt og har været det siden Anden Verdenskrig. Kina er en ny spiller og rival, som kræver indflydelse globalt, der står mål med landets økonomiske vægt. Arkivfoto fra november 2017.

Jim Watson

30. november 2018

BOSTON – Det bliver en middag uden fortilfælde i nyere historie, når USA’s præsident, Donald Trump, og Kinas leder, Xi Jinping, lørdag aften i periferien af det årlige G20-møde skal prøve at finde en magisk formel, der i sidste time kan hindre en for verdensøkonomien ødelæggende handelskrig.

I denne uge har Trump i flere interview ladet ane, at han måske vil indgå »en våbenhvile« med Kina i Buenos Aires, hvor G20-mødet holdes i år. Det vil i praksis betyde, at den toldforhøjelse fra 10 til 25 procent, som USA har bebudet fra 1. januar, vil blive udsat nogle måneder for at give mere tid til forhandling.

Men en våbenhvile i handelskrigen vil kun være et lille skridt i retning af at oprette en ny modus vivendi mellem klodens to største økonomier. Forholdet mellem Kina og USA har været anspændt i længere tid, og særligt efter at Xi Jinping blev præsident i 2012, mener Kina-ekspert Elizabeth Economy, seniorstipendiat og chef for Asienstudier i USA’s udenrigspolitiske råd.

»Før i tiden frarådede amerikanske selskaber Det Hvide Hus at konfrontere Kina i forbindelse med subsidier, tvungen overførsel af teknologi i joint ventures og tyveri af intellektuel ejendom. Nu er der enighed over en bred front om, at smertegrænsen er nået. Tålmodigheden er sluppet op. Kina må indfri sine løfter om at liberalisere og åbne deres marked op,« siger Elizabeth Economy.

USA er den altdominerende verdensmagt og har været det siden Anden Verdenskrig. Kina er en ny spiller og rival, som kræver indflydelse globalt, der står mål med landets økonomiske vægt.

Ufine metoder

Set i et amerikansk perpektiv har Kina bevæget sig fra en position som en potentiel medspiller i et liberalt internationalt system baseret på frihandel, fair konkurrence, åbne økonomier og retsstatslige principper til en autoritær og nationalistisk kolos, der bruger sin nyvundne rigdom og ufine metoder til at vinde nye markeder og allierede på bekostning af USA og dets allierede.

I Washington, D.C. er der bred enighed om, at Kina under Xi Jinpings ledelse er gået over stregen og skal have en lærestreg. Nogle taler endda om at føre en inddæmningspolitik, der skal bremse Kinas tilegnelse af indflydelse. Kina har vundet indflydelse globalt ved at yde statslån til udviklingslande og endda østeuropæiske lande, ledsaget af kontrakter, arbejdere og – naturligvis – en forventning om at modtageren afholder sig fra at kritisere Kina i internationale fora.

The Wall Street Journal offentliggjorde onsdag en udførlig beretning om, hvordan de sino-amerikanske relationer er gået i hårdknude. Avisen har interviewet flere hundrede kilder. Konklusionen er kort sagt, at Trump og Xi og deres forhandlere ofte er gået galt af hinanden og i nogle tilfælde ganske enkelt har fejlkalkuleret den anden sides hensigt.

Forholdet blev især forværret, da Trump i frustration over ikke at få nok bistand fra Beijing i 2017 til at lægge økonomisk pres på Nordkorea som modtræk strammede USA’s handelspolitik over for Kina.

Mærkbare toldmure

Det er først og fremmest Kinas merkantilistiske politik, der generer amerikanerne og for så vidt også vesteuropæiske lande, Australien, Canada samt Japan.

I september lagde præsident Donald Trump 10 procent straftold på kinesiske importvarer til en værdi af cirke 200 milliarder dollar, næsten halvdelen af USA’s årlige import. Det kom oven i en 25 procent straftold på varer til en værdi af 50 milliarder dollar i juni.

Som forventet gjorde Kina straks gengæld. I første fase forhøjede præsident Xi Jinping tolden på amerikanske importvarer til en værdi af 50 milliarder dollar. I anden fase blev varer for yderligere 60 milliarder dollar ramt af øgede toldsatser.

Begge landes økonomier har kunnet mærke effekten.

I USA er stål- og aluminiumprodukter blevet dyrere. Salget af landbrugsvarer som sojabønner er faldet drastisk. Men amerikansk økonomi går for tiden gennem en periode med en så robust vækst (3,6 procent), at den faldende Kina-eksport næppe kan ses i statistikken.

I Kina er de negative virkninger mere mærkbare. Børsmarkedet er faldet i værdi. Vækstraten i den ellers dynamiske økonomi er vigende.

Trump truer med at forhøje straftolden på fra 10 procent til 25 procent fra 1. januar, og hvis denne sanktion ikke skulle virke efter hensigten og tvinge Kinas politiske lederskab til at give flere indrømmelser end hidtil, lover præsidenten at indføre straftold på alle kinesiske importvarer, det vil sige varer til en værdi af cirka 500 milliarder dollar om året.

I Beijing er gode råde dyre. Kina importerer langt mindre fra USA end omvendt. Efter de første faser er der kun amerikanske importvarer til en værdi af 20 millarder dollar at gå efter.

Derfor er alles øjne stift rettede mod de to lederes middag lørdag aften. Vil Xi Jinping bringe noget til bords, og hvad kræver han som modydelse for ikke at tabe ansigt?

Møder med Trudeau og Putin

Op til dagens G20-møde i Argentina knytter der sig især interesse til en oplysning, Wall Street Journal har gravet frem. Kinas chefforhandler, vicepremierminister Liu He, skal i sommer have modtaget en liste på 142 krav fra Trump-regeringen. Den kinesiske regering skal have besluttet at acceptere 122 af dem.

Det kinesiske tilbud blev ikke godtaget af USA’s præsident. Først for to uger siden vendte Kina tilbage med yderligere indrømmelser. Også denne gang vendte Trump tommelfingeren nedad, om end han var rimelig tilfreds med indrømmelserne. Men han mangler stadig fire-fem ting.

Den amerikanske Kina-ekspert, Bonnie Glaser, mener, at Trump sætter barren for højt.

»Kineserne bliver ikke ved med at give indrømmelser uden at have vished om slutresultatet. De frygter, Trump vil fortsætte med at flytte målstregen,« siger Glaser, leder af China Power Project på Center for Strategic and International Studies i Washington, D.C.

USA’s præsident har flere andre ærinder i Buenos Aires. Han skal underskrive den genforhandlede og opdaterede handelsaftale med Mexico og Canada, der faldt på plads i sommer. Til det sidste er der uvished om, hvorvidt premierminister Justin Trudeau vil sætte sin underskrift på dokumentet, eller om han sender en stedfortræder.

Canadierne er opbragte over, at Trump afviser at tilbagekalde en straftold på canadisk aluminium og stål, som han dekreterede over for alle ståleksporterende lande sidste sommer.

Det var også planen, at Trump og Ruslands præsident, Vladimir Putin, skulle mødes. Men efter en briefing i går om Ruslands torpedering af et ukrainsk flådefartøj aflyste Trump mødet med begrundelsen, at »tre kaprede ukrainske fartøjer og de tilbageholdte matroser ikke er blevet tilbageleveret«.

Ruslandsekspert Stephen Sestanovich fra USA’s udenrigspolitiske råd siger:

»Forholdet mellem USA og Rusland er klart forværret, siden de to ledere sidst så hinanden. Men det ville have været bedre, hvis Trump personligt havde tydeliggjort over for Putin, at aggressionen mod Ukraine er uacceptabel.«

Trumps og Xis middagsaftale vil dog i betydning overskygge alle andre bilaterale møder under G20-træffet.

Fælles front?

På trods af enighed i Washington såvel som mellem USA og ligesindede lande i Europa og Asien er det ikke sikkert, at det udmønter sig i en fælles front mod Kina. Præsident Trump foretrækker at improvisere frem for at følge en strategi, der tvinger Kina og dets virksomheder til at følge samme adfærdsregler som liberale markedsøkonomier.

»Desværre er Trumps tilgang snæversynet. Han tror, straftold er den magiske formel. Han interesserer sig ikke for andet end handelssamkvemmet,« siger Bonnie Glaser.

På den anden side er Trump ikke den eneste, der bestemmer i Washington, frenhæver Elizabeth Economy.

»Det er korrekt, at Trumps handelsforhandlere er delt i to lejre, som bekæmper hinanden. Men man skal erindre, at hans ministre støtter multilateralisme og arbejdet inden for internationale institutioner. Jeg vurderer, at de så småt er i gang med at formulere en strategi over for Kina.«

USA truer med at forhøje toldsatsen på en række kinesiske varer fra 10 til 25 procent. Og Kina får svært ved at gengælde – Kina importerer nemlig færre varer fra USA end omvendt.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Achim K. Holzmüller

Med Trump's rigorouse handelskrig over for Kina synes at han efterligner den, som Reagan brugte overfor Sovjetunionen i 80erne især ved oprustning i SDI (Stjernekrigsprojektet). Denne gang var det den militære sektor, der tvang Sovjetunionen til at opgive deres militarisering, endda indledte presset faldet af deres samfundsmodel.
Nu prøver Trump at bruge handelspolitik som våben over for Kina. Forskel er dog, som det nu viser sig, at Trump i høj grad skader USA's industri & landbrug. Og Kina er ikke Sovjetunionen. Landet er økonomisk vedpolstret, har majoriteten af befolkning bag deres udenrigspolitik, og har bl.a. igennem de sidste 30 år ført 600 mio. kinesere fra armod ind i den nederste mellemklasse.
Nej, mod Kina må Trump ændre kursen, ellers skader han sit eget land mere end befolkning vi acceptere. - Hans Reagan-efterligning fører ud i sandet.

Torben Bruhn Andersen, Per Torbensen, John Andersen og Jan August anbefalede denne kommentar

Waooo!!
Vi har nu på snart 20. år ført en krig mod terror. Efter 9/11 kunne man have klaret det med en operation mod de måske 100-200 af Reagans gamle business associates i Al-Qaeda i Afghanistan, men man ville hellere udvide begrebet terrorist og hele tiden tilføje nye terrorister, så man startede to krige med op til 1 million døde og 10 millioner på flugt. Og man fik hvad man ville. Nye terrorister, som havde set vores ledere sætte de to lande i brand, kom til. Og derfor måtte man starte en ny krige i Libyen og ja, Obama kom op på 7 krige. Nogle højintense andre med droner. Og det bedste for aktiehaverne i den amerikanske våbenindustri er at disse krige liv aldrig vil stoppe.

Så har vi vores beefs med russerne. De har a-våben, vi har a-våben. Vi provokerer, de provokerer..

Jamen, lad vores store allierede mod vest da tilføje en handelskrig med kineserne....

Blot et lille delresultat af Donald John Trumps geniale "Great American"-politik:

- Store GM kan ikke tjene penge samtidig med, de skal betale ståltold. Bl.a. derfor flytter GM nu en meget stor del af sin USA-produktion til Kina. Og der tales om, at GM herved skal afskedie mere end 110.000 medarbejdere i USA.

- Volvo Cars er måske nok en lille aktør, men har netop nybygget en stor fabrik i USA, og havde planlagt ansættelse af et ca. 6.100-6.300 medarbejdere. Men med Trumps ståltold kan Volvo Cars ikke få økonomi i produktionen til USA-markedet, derfor fyrer de 1.800 nyansatte medarbejdere, og flytter det hele til Kina.

- Og i forvejen har Ford flyttet en stor del af sin USA-produktion til Kina oh har indtil nu sparet 1 mia. US.$, men forventer endnu større besparelser.

Torben Bruhn Andersen og John Andersen anbefalede denne kommentar

Det største problem for Kina med hensyn til handelskrigen med USA, er at selv om de får en "bindende" aftale med Trump så kan de ikke være sikker på at den holder. Trump har det med at ignore aftaler. Det er som med en afpresser, hvornår standser det.

Jesper Jakobsen

Hvor er belægget for denne påstand:
"Kina har vundet indflydelse globalt ved at yde statslån til udviklingslande og endda østeuropæiske lande, ledsaget af kontrakter, arbejdere og – naturligvis – en forventning om at modtageren afholder sig fra at kritisere Kina i internationale fora."