Læsetid: 4 min.

EU har lovet at love. Og de holder normalt, hvad de lover … før eller siden

Søndag blev Brexitaftalen formelt vedtaget i Bruxelles. Det er ’den eneste mulige aftale’, fastslog Jean-Claude Juncker flere gange – den kan ikke ændres. I mens stod Litauens præsident på den røde løber, og i al ubemærkethed opsummerede hun en anden og mere sand præmis for politik: at intet er definitivt
Briterne har fået kontrollen tilbage med grænser, love og penge. De har fået den bedste mulige aftale, og de har fået et forhold til EU, som er tættere end noget andet land, sagde den britiske premierminister Theresa May, efter at EU og Storbritannien søndag formelt havde underskrevet Brexit-aftalen.

Briterne har fået kontrollen tilbage med grænser, love og penge. De har fået den bedste mulige aftale, og de har fået et forhold til EU, som er tættere end noget andet land, sagde den britiske premierminister Theresa May, efter at EU og Storbritannien søndag formelt havde underskrevet Brexit-aftalen.

Philippe Lopez

26. november 2018

Det kan godt være, at søndagens lyntopmøde i Bruxelles officielt er »en trist dag«, som Jean-Claude Juncker bliver ved med at sige til journalisterne, men der er nu alligevel lidt boybandstemning over det hele, når Juncker, Donald Tusk og Michel Barnier omgivet af tv-kameraer kommer vandrende gennem den store hal i Rådsbygningen og træder op på scenen til pressemøde.

Det varede kun en halv time, fra at regeringscheferne tog plads ved mødet, før Donald Tusk kunne skrive ud på Twitter, at nu havde de faktisk godkendt skilsmisseaftalen mellem EU og briterne – voila, og så kunne alle jo bare tage hjem igen.

»Det er en god deal,« siger Juncker på pressemødet og klapper så hård i sin plexiglaspult, at det giver et lille sæt i den forreste række, hvor de grå eminencer fra EU-systemet sidder: generalsekretær i Kommissionen, Martin Selmayr, som har helt kort og helt nyvasket hår, og kommissionens store Brexit-hjerne, Sabine Weyand, der på afstand ligner en ung Rosa fra Den Store Bagedyst.

»Tak« for alt det hårde slid, siger Juncker og kigger på dem, som om det var en reception, og de svarer med et næsen usynligt embedsmandsnik.

Så er det afsted til de sorte biler, der venter i efterårstågen foran VIP-udgangen, og på vejen ud slår Juncker situationen helt fast til britisk tv:

»Det her er den eneste mulige aftale,« siger han.

Men hvad nu hvis Underhuset i London sige nej, når de skal stemme om aftalen inden jul, spørger en journalist – kan briterne så komme tilbage og lave noget om? 

»Nej,« siger Juncker og forsvinder.

Samtidig fire etager over Junckers bil befinder sig 150 journalister og 25 tv-kameraer mast sammen i et hedt, vinduesløst og iltfattigt presserum, da Theresa May træder op på scenen i lyseblå jakke og nederdel, der underligt nok matcher EU-flagene bag hende.

Ikke noget med at sige hej eller smile, hun begynder bare på en tale til »det britiske folk«: De har fået kontrollen tilbage med »grænser, love og penge«, siger hun, de har fået den »bedste mulige aftale«, og de har fået et forhold til EU, som er »tættere end noget andet land«.

Vores ’to-go’-land

Selvom den nye aftale kan blive stemt ned i London om nogle uger, giver den os et billede af, hvordan Brexit kunne se ud: Briterne træder ud af EU, men bliver i en light-version af den fælles toldunion med fælles regler eller minimumsstandarder på områder som statsstøtte og arbejdslovgivning – men ingen fri bevægelighed for mennesker.

Det giver os også en fornemmelse af, hvordan Brexit ændrer international politik:

Amerikanerne frygter for det transatlantiske samarbejde, når briterne ikke længere er en del af EU-blokken.

»Det påvirker alt fra sanktioner mod Rusland til frihandel og militærstrategi,« skriver The Washington Post søndag, og citerer Obamas EU-ambassadør, Anthony Gardner:

»Det var let for os, at have Storbritannien. Vi talte hele tiden i telefon sammen. Vi var på linje ideologisk (...) Det var vores to-go-land.«

Brexit ødelægger også dynamikken i EU, som chefen for tænketanken Open Europa sagde til Channel 4 forleden:

»Vi (briterne, red.) har groft sagt været enige med Tyskland om økonomien i EU, vi har været enige med Frankrig om sikkerhed og udenrigspolitikken, og Tyskland og Frankrig har været enige om EU’s fremtid. Det har været trekanten, der har holdt det hele sammen, og hvad sker der, når den trekant går i stykker?«

Før eller siden …?

I det store politiske teaterstykke, som et topmøde er, kan det være smart at holde øje med, hvad birollerne siger – det er lidt ligesom i et modernistisk teaterstykke, hvor birollerne pludselig afslører de helt store sandheder.

Se nu bare Litauens præsident, Dalia Grybauskaite, der efterhånden er kendt for sin kontroversielle bemærkning. Søndag morgen svarede hun følgende til en journalist på den røde løber, da han spurgte til hele forhandlingsdramaet, der først sluttede lørdag aften, hvor briterne og spanierne blev enige om Gibraltars status.

»Vi har lovet at love,« sagde Grybauskaite. 

»Og normalt når vi lover, så holder vi det … Før eller siden.«

Imens stod hovedrollerne og lirede deres replikker af:

»Ingen har vundet, alle taber,« som hollandske Mark Rutte sagde. Det hele er meget »komplekst« og »ekstraordinært«, som Michel Barnier sagde.

Men Dalia Grybauskaites var mere ærlig – hun opsummerede faktisk, hvad demokratisk politik og europæisk diplomati handler om: Intet er definitivt, alt er usikkert.

Man kan nemt skrive en drabelig historie om EU’s krise: Unionen er splittet i øst og vest over migration og i nord og syd over økonomi, Polen og Ungarn bliver ved med at forbryde sig imod EU’s grundprincipper, Merkel er på vej ud, parlamentsvalget til maj kan fragmentere EU-Parlamentet til ukendelighed, til december holder Den Europæiske Centralbank op med at holde hånden under renten – det såkaldte QE-program – og nå ja, så er der også et slagsmål i gang med Italien om landets budget.

Men man kan også argumentere for, at det bare er sådan, politik fungerer i et demokrati.

Den britiske historiker David Runciman har i sin bog ’The Confidence Trap’ argumenteret for, at demokratiets store succes som system skyldes, at det netop er kaotisk, omskifteligt og fleksibelt – der er hele tiden kriser og diskussioner, det føles, som om vi lever i en permanent krise, og det gør vi også – men det er derfor, at demokratiet kan finde nye veje frem, når alt ellers ser sort ud.

Det store spørgsmål, som Runciman selv slås med lige nu, er, om det er anderledes denne gang. Er vi vidner til demokratiet, der arbejder, eller står vi midt i noget, vi aldrig før har set?

Dobbeltheden i Dalia Grybauskaites ord opsummerer EU’s situation bedre end boybandet Juncker, Tusk og Barnier: Kaos er et vilkår i demokratisk politik, og intet er endegyldigt. Spørgsmålet er så bare, om Brexit bliver afklaret »før eller siden«, eller om vi faktisk står i en ny situation.

Der har været bøvl med Gibraltar her til sidst i Brexit-forhandlingerne, fordi spanierne har været utilfredse med, at det godt kunne fremgå tydeligere, at Gibraltar ikke er britisk, men et ’omstridt territorie’. Her ses territoriet fra den spanske by Cadiz.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Danske medier er oppe i det røde felt når de nu fortælle, at Mays aftale er den eneste Brexit-aftale som var mulig. Nemlig at Storbritannien bliver-agtig i EU. Briterne må bare sige ja. Hvis det er den eneste mulige så må den da have været så oplagt at alle nævnte netop den på forhånd, før aftalen. Men det var der ingen som gjorde. Så det er naturligvis en løgn, som er plantet for at briterne skal give sig og sige ja, og vi andre ikke også gerne vil forlade pro-boss og anti-arbejder-EU. Min fornemmelse er at de stemmer nej i parlamentet og vi får No Deal!

Trond Meiring, Flemming Berger, Arne Albatros Olsen og Michael Hullevad anbefalede denne kommentar
Hans Houmøller

Hvad skal jeg, som ikke ser Den store bagedyst bruge denne sætning til?
“... kommissionens store Brexit-hjerne, Sabine Weyand, der på afstand ligner en ung Rosa fra Den Store Bagedyst.”
Og hvad har det med indholdet at gøre, at en deltager tilsyneladende (hvor ved journalisten det forresten fra?) har nyvasket hår?
Den slags er irriterende, overflødigt fyld, der ikke har noget med indholdet at gøre.

Trond Meiring og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Christian Bennike

@Hans, jeg kan oplyse, at jeg sad lige bag Selmayr og derfor havde et ualmindeligt godt udsyn til hans hår i ualmindelig lang tid. Og det var ualmindelig nydeligt. Reportage er ikke alles kop te