Læsetid: 4 min.

De ’gule vestes’ oprør giver Macron endnu en politisk hovedpine

I weekenden gik næsten 300.000 mennesker med i spontane demonstrationer og vejspærringer på tværs af Frankrig. Anledningen var stigende miljøafgifter på diesel og benzin, men det er snarere et diffust politisk opgør fra middelklassen i den franske provins rettet mod Macrons regering i Paris
Demonstranter på ringvejen den for Caen i Nordvestfrankrig.

Demonstranter på ringvejen den for Caen i Nordvestfrankrig.

Charly Triballeau

20. november 2018

»Macron démission« – eller: Macron, træd tilbage!

De stemmer var lørdag også at høre foran Élyséepalæet i Paris. Men det helt usædvanlige ved weekendens omfattende protester fra de såkaldte gilets jaune eller ’gule veste’ i Frankrig var, at de ikke havde et centrum i hverken Paris eller andre af Frankrigs millionbyer.

Det lykkedes derimod de ca. 290.000 demonstranter at spærre omkring 2.000 veje, rundkørsler og motorveje fra Den Engelske kanal til Middelhavet – med én død, 400 sårede og 14 alvorligt tilskadekomne som følge. Desuden udmærkede protesterne sig ved ikke at være organiseret oppefra af politiske organisationer, platforme eller fagforeninger, men nedefra af regionale facebookgrupper. Selv mandag fortsatte protesterne med omkring 150 spærringer af veje og benzinstationer i hele landet.

Den umiddelbare årsag er en øget miljøafgift på diesel og benzin fra nytår. I begyndelsen af 2018 måtte franskmændene lægge ca. 60 øre mere pr. liter diesel og 40 øre mere pr. liter benzin – i denne omgang er den planlagte afgiftsstigning fra nytår på ca. 45 øre for diesel og 25 øre for benzin.

Politisk sprængkraft

Som ’de gule vestes Madonna’ er den 51-årige Jacline Mouraud – en tredobbelt mor, diselbilejer og landbo – blevet bevægelsens ansigt med et vredladent og næsten fem minutter langt facebookopslag, der er set mere end seks millioner gange.

I meget entydige vendinger kritiserer hun her, hvordan den franske landbefolkning, som med den dårlige offentlige transport er dybt afhængige af deres biler, i årevis er blevet opfordret til at købe dieselbiler netop af miljøårsager. Nu rammes de hårdest af miljøafgifterne, ja de »malkes« og »foragtes« af den franske stat med Macron i spidsen.

 

OÙ VA LA FRANCE ? Parce qu il y en a marre et que se taire, c est se rendre complice. Faites chacun votre petit mot au président !

Posted by Jacline Mouraud on Thursday, October 18, 2018

Diesel- og benzinpriserne ser dog kun ud til at være dråben, der har fået tanken til at flyde over og antænde gnisten i en opsparet vrede hos den mellemste og nedre middelklasse i Frankrigs landområder, hvor mere end halvdelen af franskmændene bor i byer med op til 50.000 indbyggere.

En række franske medier har samstemmende berettet fra hele landet, hvordan protesterne har trukket pensionister, der protesterer mod højere skatter, lønarbejdere, der protesterer mod svindende købekraft, og taxichauffører, der protesterer mod liberaliseringen af deres erhverv på gaden. Siden lørdag har der derfor raset en stærk debat om, hvordan protesterne og deres omfang skal tolkes.

Over for avisen Le Figaro har politolog og professor Jérôme Sainte-Marie fra IRES-instituttet for økonomi og socialforskning påpeget, at denne typer protester med uvis udgang kræver langt mere mod og improvisation end ordnede demonstrationer – og at deres politiske sprængkraft for Macrons regering derfor ikke skal undervurderes. Han ser det som et oprør fra den mellemste og laveste middelklasse, altså overvejende folk som trods fast arbejde og i kraft af bl.a. globalisering og indvandring konstant føler en finansiel usikkerhed.

Vi er folket

En anden stemme i debatten har været den franske geograf Christophe Guilluy, der i 2015 skrev værket Den franske periferi. Her forklarede han bl.a. den franske populismes sejrsgang som en effekt af, hvordan de politiske eliter har mistet forbindelsen til middel- og underklassen i provinsen, hvor de positive fortællinger om globalisering ikke virker så forjættende som i Paris.

Han ser sig i Figaro stærkt bekræftet i sin tese og tilføjer, at det er grundigt mislykkedes at diskvalificere ’de gule veste’ som beaufs – eller tabere. Før lørdagens aktioner støttede op mod tre fjerdedele af franskmændene i meningsmålinger ’de gule veste’, som med Guilluys ord nu kan være med til at udgøre en »kulturel bekræftelse« af middelklassen uden for de større franske byer.

Den bevægelse har Macrons modstandere med Rassemblement National (det tidligere Front National, red.) i spidsen ikke været sen til at opfange i deres skarpe modstilling mellem folket og de kosmopolitiske eliter. Partiets leder, Marine Le Pen, kaldte søndag rosende ’de gule veste’ for »det Frankrig, der arbejder og betaler sin skat«.

Alligevel advarer Jérôme Sainte-Marie fra IRES-instituttet mod entydigt at erstatte analyser af sociale forhold med geografiske forhold i form af by-land-modsætning. Han påpeger samtidig, at det ikke er lykkedes at skabe en fælles blok, der kunne anses som ’folket’ i de populistiske forsøg på at skabe en direkte modstilling mellem eliten og folket. Her kan ’de gule veste’ udgøre et politisk nybrud, fordi mobiliseringen netop ikke udgår fra fagforeninger eller politiske bevægelser, men faktisk kan hævde at komme fra folket.

Et afgørende spørgsmål er dermed, om den franske middelklasses diffuse utilfredshed, som var med til at bringe Macrons En marche-bevægelse til magten, nu vender sig mod Macron selv.

Denne usikkerhed har ikke fået den franske regering til at ryste på hånden i forhold til de ’gule veste’. Fra indenrigsministeriet lyder det, at politiet systematisk vil gribe ind mod vejblokader. Og Frankrigs premierminister, Édouard Philippe, udtalte allerede lørdag, at regeringen alligevel fastholder planen om at hæve afgifterne.

»Det gør vi ikke for at plage franskmændene. Vi ønsker, at skatter vejer højere på CO2-udledningen og miljøbelastningen end på arbejde,« sagde Philippe.

Før demonstrationerne advarede Macron om, at »mange mennesker vil misbruge denne bevægelse«. I weekenden var der derimod påfaldende tavst fra Macron, der i meningsmålinger foretaget før ’de gule vestes’ aktioner blot lå på omkring 25 procents opbakning.

Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lind
  • Eva Schwanenflügel
  • Bjarne Bisgaard Jensen
Morten Lind, Eva Schwanenflügel og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Clausen

At velfærdsstaten er under dramatisk afvikling har der ikke været en nævneværdig protest imod i Danmark. Og da slet ikke fra middelklassen - De ordentlige mennesker. Men da bidragssatsen på realkreditlån for et par år siden blev skruet betydeligt i vejret var protesterne høj lytte med flere indslag i primetime TVA, samt oprettelser af foreninger mod bidragsstigninger m.v.. De ordentlige mennesker trådte i karakter. I et anstændig og ordentligt ærende. Ik.

Claus Kristoffersen, ingemaje lange, Flemming Berger, Rolf Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Danny Hedegaard

@Jørgen Clausen

Forskellen på Danmark og Frankrig er, at mens vi I Danmark organiserer os i foreninger, lader protester komme til udtryk indenfor rammerne legale udtryksformer.

Så består der en sygdom i Frankring, med at man overskrider rammerne for legale udtryksformer, skrider til selvtægt, civil ulydighed, hærværk, vold og ildspåsættelser.
Og der er en kedelig tradition for at gadens parlament i sidste ende får deres vilje, og intet forandres, når og hvor behovet er størst.

Franskmændene har selv givet Macron et flertal, og dermed et mandat til at gennemføre sin politik, og er men ny utilfreds hermed, må man stemme anderledes næste gang, for at se om man på civiliseret demokratisk vis kan opnå et nyt flertal.

Jeg afskyr denne tages sig selv til rette, jeg hader uro og anarki!

Vi har en lovgivende magt, og statsmagten et voldsmonopol, og der er fuldt legale demokratiske måder at protestere på i både Danmark og Frankrig.

Men når lygtepælene i København er klistret til med "Når ret bliver til uret, bliver modstand til Pligt, og de selvsamme udenomparlamentariske kræfter, Ungdomsuset, Anti fascistisk aktion osv osv, organiserer pøblen via facebook, til at sætte gaderne i brand, knuse bankers vinduer med brosten, og kaste samme mod politiet.
Så er tiden til at statsmagten til fulde udfolder sit voldsmonopol, og det uanset konsekvenserne for pøblen iblandt gadens parlament.

Så kan Bedsteforældre mod politivold, og hvad ellers Tordensskjolds soldater kalder sig ude på de venstreekstremistiske yderfløje, protestere og jamre sig alt det de vil.

Os vandbærere i middelklassen vil have ro i gaderne, vi vil ikke have et Fransk anarki i Danmark.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Danny Hedegaard

Gid Information.dk ville give mulighed for i et par timer, efter at man har oprettet indlæg, at vi kan rette tastefejl.

Jeg læser korrektur, men åbenbart ikke godt nok, og dumme slå fejl der slipper igennem, er simpelthen møgirriterende at opdage for sent, når man læser sit indlæg igen, efter at det er oprettet.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Ovre på Ing.dk får man ubegrænset ret til at læse sit indlæg igennem som det vil fremstå, inden man sender det. Og selv derefter er der 5 minutters redigeringsret.

Flere timers redigeringsret er nok lidt overdrevent, for efter flere timer er der måske mange, der allerede har responseret på indlægget, som det oprindeligt var skrevet.

Denne her artikel beretter, at afgifterne på benzin og diesel sættes op, med højere stigning på diesel end benzin. Godt så. Lederen på bagsiden af avisen beretter, at subsidierne på diesel vil blive udlignet frem mod 2021 til samme niveau som benzin??? Hvordan hænger det sammen med afgiftsforhøjelsen? Eller mener lederskribenten, at det at hæve afgiften mere på diesel end benzin er at sænke et subsidie? Efter at have undersøgt sagen kan jeg se, at i 2021 er det planen, at disel pålægges 75,47 eurocent per liter, benzin 75,43 og lidt mindre på benzin 95 blandet med etanol. Der er ikke tale om subsidier under nogen omstændigheder, men om differentieret fiskalitet, der lægges oven i omkostningerne ved råolie, raffinering, transport og logistik.