Hvordan Kina koloniserede Cambodja

På en mark 16 kilometer nord for den cambodjanske hovedstad er arbejdere fra Kina ved at bygge et nyt nationalstadium. Efter lokale standarder er projektet enormt. De kinesiske kraner kan løfte 180 tons og er af en størrelse, der aldrig før er set i landet. Byggeriet er godt undervejs.

Cambodja er værtsnation for De Sydøstasiatiske Lege i 2023, hvor det nye stadion med plads til 60.000 tilskuere bliver hovedarenaen. Premierminister Hun Sen har selv udvalgt designet og har fra start været personligt involveret i projektet – og i at skaffe penge til det.

Hun Sen har god grund til at være tilfreds. For selv om byggeriet koster 872 millioner kroner, kommer Cambodja ikke til at betale noget. Regningen bliver dækket af kinesiske bistandsmidler. Det blev Hun Sen og den kinesiske præsident og partichef, Xi Jinping, enige om under møder i Beijing for et par år siden.

Selve byggeriet bliver udført af et statsejet selskab fra Kina. Det har medbragt kinesisk arbejdskraft og lavet en lille udstilling ved indgangen til byggepladsen. Den består af billeder af smilende cambodjanske og kinesiske ledere, der trykker hænder. Sportsarenaen er et symbol på venskabet mellem de to lande, udtalte Hun Sen, da han annoncerede den kinesiske donation.

Med 14 millioner indbyggere er Cambodja en miniput efter asiatisk målestok. Det er også en af regionens fattigste og mest korrupte lande – og et iøjnefaldende eksempel på, hvordan kinesiske investeringer disse år bliver vekslet til kinesisk indflydelse i Asien og globalt.

En nyttig brik

Stadionbyggeriet er blot et af utallige kinesisk finansierede projekter, der skyder op overalt i landet. Lån og donationer fra Kina har været med til at betale 2.000 kilometer vejnet, dæmninger, broer og en ny containerterminal. Andre investeringer er af mere kommerciel karakter.

I hovedstaden Phnom Penh fylder reklamer for kinesiske forbrugsgoder i bybilledet, mens flere af byens nye højhuse har kinesiske investorer bag sig. Adskillige megaprojekter er på tegnebrættet. Langs flodpromenaden i hjertet af hovedstaden har et kinesisk selskab fået grønt lys til at opføre hotel, boliger og erhvervsejendomme. Lejen af den attraktive strækning løber i 50 år og er på et beløb, som lokale medier vurderer er en tiendedel af markedsprisen. I alt udgør de kinesiske investeringer i dag over halvdelen af alle udenlandske investeringer i landet.

Efter folkemordet begået af De Røde Khmerer i slutningen af 1970’erne var Cambodja i ruiner. Landet kom kun langsomt på fode igen ved hjælp af bistandsmidler fra det internationale samfund. I mange år var USA, Japan og EU de største donorlande. I dag har kinesiske China Aid taget over, og Kina er den største handelspartner og vigtigste politiske allierede. Det er en udvikling, der både i og uden for Cambodja bekymrer.

»Vi er ved at blive koloniseret af Kina,« lyder det fra den cambodjanske advokat og rettighedsforkæmper, Theary Seng. Hun vurderer, at gælden til Kina ikke kun tilbagebetales i renter og afdrag, men også i politiske vennetjenester.

Cambodja er blevet en nyttig brik for den kinesiske ledelse, der ved at købe sig til indflydelse slår tre fluer med et smæk, forklarer hun. For det første udfylde Kina endnu et tomrum efter USA, der under præsident Donald Trump er blevet mindre synlig i Asien. Derudover opnår Kina modvægt til nabolandet Vietnam, der er et væsentligt større land med en mere kinakritisk profil. Men vigtigst af alt er Cambodja blevet Kinas talerør ved topmøder og i andre sammenhænge.

Det blev tydeligt i 2012, hvor Cambodja var vært for sammenslutningen af sydøstasiatiske lande, ASEAN. For første gang i organisationens 45 år lange historie lykkedes det ikke at blive enige om en fælles udtalelse ved mødets afslutning. Det skete, fordi de cambodjanske værter blokerede for at nævne den territoriale konflikt i Det Sydkinesiske Hav, hvor Kina og en række ASEAN-landene strides. Siden har Cambodjas holdning ved lignende topmøder nøje fulgt den kinesiske.

Win-win-lose

»Vi ved, at Hun Sen desperat har brug for Kinas støtte til at forsvare og beskytte sit regime, fordi Kina ikke lægger nogen vægt på retsstatsprincipper, demokrati eller menneskerettigheder i de lande, hvor det investerer,« skrev den cambodjanske oppositionspolitiker Sam Rainsy tidligere i år i en kommentar i avisen Phnom Penh Post.

De kinesiske investeringer kalder han »win-win-lose«, hvor Kina og en lille cambodjansk elite er vinderne, og det cambodjanske folk står tilbage som taberne. De store kinesiske infrastrukturprojekter skaber få arbejdspladser, fordi de kinesiske byggeselskaber tager kinesiske arbejdere med sig fra Kina, hvilket samtidig betyder, at den overførsel af viden, der normalt er en vigtig del af bistandsprojekter, ikke finder sted.

»Hun Sens regering skaber dermed en ond cirkel, som holder Cambodja i uvidenhed, fattigdom og afhængighed,« skriver han.

Sam Rainsy blev i 2016 anklaget for ærekrænkelse af Hun Sen og måtte flygte ud af landet. Hans parti blev året efter tvangsopløst og dets leder fængslet og siden placeret i husarrest. Med det eneste store oppositionsparti ude af billedet vandt Hun Sens regeringsparti samtlige pladser i parlamentet, da der i sommer var valg.

Dermed kunne Hun Sen efter 33 år ved magten fortsætte som premierminister – nu i spidsen for verdens yngste etpartistat og de facto som diktator. I protest mod forløbet valgte EU og USA at trække deres valgobservatører. I stedet sendte Kina observatører til Cambodja.

»Jeg tror ikke, at nogen i det cambodjanske regeringsparti ville skamme sig over at tage kinesiske penge i form af bestikkelse eller korruption, og hvis man ser på det fra Hun Sens synspunkt, så har han været mål for uafbrudt kritik i årtier og bliver konstant beskyldt for at overtræde menneskerettighederne, men han klarer sig alligevel igennem. Nu har han fuld kontrol over landet, og de kinesiske investeringer kommer uden krav. Med den kinesiske støtte kunne han gennemføre det sidste valg, som det passede ham,« siger Carl Thayer, ekspert i sydøstasiatiske forhold ved University of New South Wales i Australien.

Han beskriver den kinesiske indflydelse som meget synlig i Cambodja, men problemstillingen er den samme i mange andre lande i regionen.

»Fra den økonomiske side er det svært at få øje på alternativet. Til trods for den amerikanske retorik, følger der ikke penge med. Under Obama var der i det mindste fokus på fælles handelsaftaler i regionen, hvor de regionale topmøder i dag handler om, hvordan Kina kaster om sig med investeringer,« siger han.

Uanstændige kinesere på film

I Cambodja har det utvivlsomt gavnet dele af eliten. Men i befolkningen ulmer en utilfredshed og vrede rettet mod den kinesiske tilstedeværelse. Det kommer til udtryk på sociale medier og er ofte med kinesiske turister i centrum.

Antallet af besøgende fra Kina er de seneste år eksploderet og var i 2017 på 1,2 millioner. En stigning på 50 procent fra året før. Flere steder har kinesiske luksusresorter, hoteller og kasinoer presset den lokale turismeindustri i baggrunden. Videoer af fulde eller letpåklædte kinesere, der opfører sig med meget lidt respekt for lokalbefolkningen, bliver delt flittigt på Facebook og Twitter. Det samme gør historier om brutale forretningsmetoder, korruption og svindel begået af kinesiske erhvervsfolk og deres håndlangere.

»Det er svært at åbne mit Facebook-feed uden at se videoklip eller billeder af kinesere, der optræder uanstændigt, provokerende eller direkte kriminelt. Det er velkendt, at kinesiske kriminelle i massevis har taget tilflugt i Cambodja, hvor de opererer i kasinoerne og som arbejdere i den blomstrende byggesektor,« siger advokaten Theary Seng.

Blandt de mest berygtede tilflyttere finder man triadebossen Wan Kuok-koi, der er bedre kendt under kaldenavnet ’Knækket Tand’.

Hong Kong, Macau, Guangzhou og andre steder i Sydkina er berygtet for deres bandemiljøer, hvor grupper under fællesbetegnelsen triader kontrollerer den kriminelle underverden. Blandt de største af triaderne er »K14«, der har spredt sig til flere kontinenter og menes at have 20.000 medlemmer på verdensplan.

Wan Kuok-koi var K14’s leder, indtil han i slutningen af 1990’erne blev anholdt og sendt 14 år i fængsel. I dag er han på fri fod og er yderst aktiv i Cambodja. Tidligere på året etablerede han en afdeling af broderskabet Den Røde Dør i Cambodja.

Den hemmelighedsfulde organisation har mange hundrede år bag sig og har historisk fungeret som et socialt, kulturelt og politisk bindeled mellem den kinesiske diaspora og hjemlandet. Stærke nationalistiske synspunkter og tætte forbindelser til triaderne kendetegner ordenens virke.

Wan Kuok-koi annoncerede samtidig, at han ville gå ind i Cambodjas kasino- og turismebranche, og lancerede en ny kryptovaluta til brug ved spillebordene og i hans øvrige forretninger.

»Hvilke fordele har en mand, der har brugt hele sit liv blandt triader i Macaus kasinoer, inden for kryptovalutaer? Den eneste fordel, jeg kan se, er pengestrømme fra fastlandet,« lyder det fra britiske Steve Vickers, der fra sin tid ved politiet i Hongkong har omfattende kendskab til triaderne.

»Da jeg var leder af efterretningsenheden i det britiske politi i Hongkong, var mit job at gå efter triaderne. Det gjorde vi, fordi briterne så sådan på det, at triaderne var en trussel mod stabiliteten i samfundet. Efter overdragelsen i 1997 har det været meget småt med indsatsen mod topmedlemmer af triaderne. Man har sat ind på gadeplan, men ikke over for lederne. Den kinesiske regering har historisk set triaderne som et nyttigt redskab. Jeg vil tro, at Knækket Tand har gjort sig nyttig,« siger han.

At Wan Kuok-koi støtter den kinesiske regering er velkendt. Da han tidligere på året holdt tale ved et arrangement for medlemmer af Den Røde Dør, hyldede han kommunistpartiet. Talen, der kan findes online, blev holdt foran en baggrund, hvor teksten »elsk partiet, elsk fædrelandet« stod skrevet med store bogstaver. Et andet af hans initiativer er et sikkerhedsfirma, der udlejer vagter og tilbyder beskyttelse af kinesiske selskaber og interesser i udlandet.

Kombinationen af kinesiske penge, politisk pres og organiseret kriminalitet er stærkt bekymrende, lyder det fra Carl Thayer fra University of New South Wales.

»Spørgsmålet er, om Cambodja overhovedet kan kontrollere, hvad kineserne lave i landet. Har de i det hele taget kapaciteten til at styre, hvad der sker,« spørger han.