Læsetid: 7 min.

Ian Dunlop kæmper for at bremse den fossile energiindustri, han selv var lobbyist for

Mens kulindustrien fortsat sætter dagsorden i Australien, kæmper Ian Dunlop, tidligere Shell-leder og kulbrancheformand, med alt, hvad han har, for at bremse den fossile industri
Australien udvinder kul i over 30 miner fordelt på alle delstater, dækker omkring 70 procent af sit nationale elforbrug med kul og er i dag verdens største kuleksportør med Kina, Japan, Sydkorea, Indien og Taiwan som vigtigste kunder.

Australien udvinder kul i over 30 miner fordelt på alle delstater, dækker omkring 70 procent af sit nationale elforbrug med kul og er i dag verdens største kuleksportør med Kina, Japan, Sydkorea, Indien og Taiwan som vigtigste kunder.

Ritzau Scanpix

14. november 2018

Ian Dunlop er 76 år og repræsenterer håbet. Den høje, ranke mand i den lyseblå skjorte og det nydelige slips ligner det, han var engang: formand for en stor, magtfuld industrisammenslutning. Det er han ikke længere.

»Siden 2000 er jeg i stigende grad blevet klimaaktivist i forsøget på at bringe klimabenægterne på tilbagetog. Det gør jeg den dag i dag,« siger Ian Dunlop i en samtale med Information.

Han er født og lever i Australien, der er et af de mest kulproducerende og -afhængige lande i verden, et af de lande, hvor klimaskeptikere stadig præger politikken, men samtidig et af de lande, hvor klimaændringerne slår hårdest igennem.

»Vi klarer ikke klimaudfordringen, medmindre vi erkender det som en nødsituation og handler, som var vi i en krigstilstand,« mener Ian Dunlop, der brugte de første 25 år af sin erhvervskarriere på at fremme olie- og kulforbruget.

Han er ingeniør fra University of Cambridge og blev efter endt uddannelse ansat hos olieselskabet Shell med base i Europa, men med olie- og gasefterforskning og -udvinding rundt om i verden som opgave.

Sidst i 1960’erne begyndte Shell en pionerindsats med at udarbejde scenarier for den globale udvikling og de langsigtede udfordringer for menneskeheden, og Ian Dunlop blev en nøgleperson i scenariearbejdet. I kølvandet på den første oliekrise i 1973 besluttede Shell at søge et bredere forretningsgrundlag og sendte ham sidst i 1970’erne hjem til Australien for at starte Shells nye kulvirksomhed.

Den var Dunlop med til at drive op gennem 1980’erne, og i 1987 blev han ligefrem formand for Australian Coal Association, kulindustriens magtfulde lobbyorganisation i landet.

»Men jeg fastholdt hele tiden interessen for menneskehedens langsigtede udfordringer. Og der kommer et tidspunkt, hvor man indser, at videnskaben og dokumentation er så solid, at man er nødt til at gøre noget,« fortæller han.

Ian Dunlop sigter til den fremvoksende forskning om menneskeskabte klimaændringer, som i 1980’erne også foregik internt hos de fossile energiselskaber, og som han ikke så sig i stand til at ignorere.

»Så i 1990 besluttede jeg at forlade den fossile energiindustri, og lige siden har jeg arbejdet på at bremse satsningen på fossil energi.«

Kullets dominans

I 1998 blev han af den daværende regering udpeget som formand for Australian Greenhouse Office Experts Group on Emissions Trading, der skulle udforme modellen for et australsk CO2-kvotesystem som det, EU har.

»Det skete, fordi Australien havde underskrevet FN’s Kyoto-aftale om klima, som forpligtede landene til at se på økonomiske redskaber til at reducere CO2-udledningerne. Vores forslag blev i 2000 afleveret til den daværende centrum-højre-regering under premierminister John Howards Liberale parti, men da George Bush blev præsident i USA og valgte ikke at blive i Kyoto-aftalen, besluttede Howard at gøre det samme. Så det australske kvotesystem blev ikke realiseret.«

Til gengæld skærpede den fossile energiindustri sin kamp mod en seriøs klimaindsats. Australien udvinder kul i over 30 miner fordelt på alle delstater, dækker omkring 70 procent af sit nationale elforbrug med kul og er i dag verdens største kuleksportør med Kina, Japan, Sydkorea, Indien og Taiwan som vigtigste kunder.

»Det dominerende politiske budskab i Australien har været, at det vil være meget svært at bevæge sig væk fra kul, og hvorfor skulle vi også det, når nu Kina og Indien stadig bruger det. Hvis de bygger nye kulkraftværker, hvorfor skal vi så ikke forsyne dem og selv bygge kulkraftværker,« lyder Ian Dunlops gengivelse af argumentationen.

Hvor et uafhængigt australsk energianalysecenter, IEEFA, for nylig spåede et markant fald i kulefterspørgslen de kommende år, fordi de hidtidige køberlande satser på vedvarende energi, fastholder industriorganisationen Minerals Council of Australia, at væksten og infrastrukturudbygningen i Asien vil føre til en fordobling i 2030 af behovet for australske kul. Det fik i sommer den australske ressourceminister fra det regerende liberale parti, Matthew Canavan, til at tale entusiastisk for åbning af nye miner i det hidtil uberørte Galilee Basin i delstaten Queensland.

»Med de nuværende priser vil det være vanvittigt ikke at åbne Galilee-bassinet hurtigst muligt. At åbne Galilee vil skabe 16.000 minejob og give et tocifret milliardbeløb i skatteindtægter,« sagde ministeren i oktober til The Guardian.

Carmichael-minen: kul til Indien

Der er udstedt licenser til omkring 10 store mineprojekter i Galilee med en samlet ny produktion, der kan nå op på 150 mio. ton kul årligt, hvis minerne åbnes. Til sammenligning er Australiens samlede kulproduktion i dag omkring 500 mio. ton pr. år.

Det første projekt kan blive Carmichael-minen, der søges realiseret af den indiske rigmand Gautam Adani for at forsyne bl.a. Adani-gruppens egne kulkraftværker i Indien, og som med en potentiel årlig produktion på 60 mio. ton kul kan blive den største kulmine i Australien nogensinde.

»Jeg vurderer, at dette projekt i sig selv vil kunne skubbe verden op over grænsen på to graders opvarmning,« siger Ian Dunlop.

Adanis projekt har været undervejs og under intens debat i en årrække. Nogle af de banker, der har været i spil som långivere, har trukket sig, men ifølge australske medier er Adani nu meget tæt på at annoncere sin endelige investeringsbeslutning om en mine med noget mindre kapacitet end det oprindeligt planlagte.

»Lokalsamfundet forsøger at bremse det, og vi ser en stigende grad af civil ulydighed med forsøg på at stoppe kuleksport fra havnene i New South Wales,« fortæller Ian Dunlop.

Omvendt slås regionsborgmester Margaret Strelow ihærdigt for Adani-minen i Rockhampton-regionen.

»At slukke for ’kulhanen’ vil betyde ophør for civilisationen, som vi kender den,« sagde borgmesteren sidste år i forbindelse med et erhvervsbesøg i Indien og som reaktion på en appel fra 80 fremtrædende australiere til Adani-gruppen om at opgive den planlagte megamine.

Uden kul »vil lysene gå ud på Australiens østkyst,« supplerede landets finansminister Josh Frydenberg for nylig.

Politisk katastrofe

»Vort politiske system har været en total katastrofe,« mener Dunlop.

»Vi ender jævnligt i en situation, hvor de konservative kredse dominerer klimadebatten og forhindrer, at der sker noget som helst seriøst. Det regerende Liberale Parti er drevet af rent ideologiske motiver og påvirket af den fossile energiindustris store magt. Men jeg ser det samlede politiske system som dysfunktionelt. Der er ikke ét parti, der er klar til at træde frem og sige, ’klimaproblemet er virkelig alvorligt’. Labour, der er i opposition, hævder at tage det mere seriøst, men sidder stadig på hænderne.«

Da FN’s Klimapanel IPCC i sidste måned offentliggjorde sin rapport om behovet for dramatiske indgreb, hvis der skal være en chance for at holde 1,5-graders-målet fra Paris-aftalen, afviste Labour at tale for kulafvikling og betonede blot, at vedvarende energi skal fylde mere, mens den siddende regerings vicepremierminister Michael McCormack kaldte kulmineindustrien »meget, meget vigtig.«

Jo mere den fossile industri og dens politiske støtter klamrer sig til status quo, desto mere kæmper den tidligere kul- og olieboss imod.

Ian Dunlop forsøgte både i 2013 og ’14 at blive valgt ind i bestyrelsen for australske BHB Billiton, verdens største mineselskab med ansvar for historiske drivhusgasudledninger svarende til 7,6 milliarder ton CO2.

Han stillede op på en dagsorden om at gøre selskabet klimaansvarligt ved at stoppe nyinvesteringer i kul og derefter udfase produktionen. Han mødte imidlertid forudsigelig modstand fra selskabsledelsen og blev ikke valgt. Siden har Ian Dunlop bl.a. været formand for miljøorganisationen Safe Climate Australia og er i dag klimaekspert hos det uafhængige Center for Policy Development samt rådgiver for den australske tænketank Breakthrough, National Centre for Climate Restoration. Han er også medlem af den internationale Club of Rome.

I en række taler og indlæg i australske medier har Ian Dunlop talt den fossile energiindustri og dens støtter i regeringen midt imod. Han er den ene af to forfattere til Breakthroughs aktuelle rapport What lies beneath, der bl.a. beskriver, hvordan IPCC’s arbejdsform med langsommelig granskning af videnskabeligt publicerede artikler, og konsensusbaserede konklusioner er blevet for træge i forhold til klimaændringernes hast og risikoen for at ramme et eller flere tipping points, der kan få udviklingen til at løbe løbsk.

Ærlighed nødvendig

»Den nuværende kurs vil bringe os til fire graders opvarmning eller mere,« frygter Dunlop.

»Allerede nu – ved én grads opvarmning – ser vi, hvad der formentlig er uafvendelige ændringer i den vestantarktiske iskappe og sandsynligvis den arktiske havis. To grader svarer til ekstremt farlig opvarmning, tre grader er en verden af direkte kaos, mens fire grader formentlig er uforeneligt med organiserede menneskelige samfund. Det er, hvad vi står over for i dag. Men vi snakker ikke om det.«

Ian Dunlop taler om den dobbelte inerti, der består i, at aktuelle investeringer i fossil industri – som Carmichael-minen – vil binde energisystemet i årtier, samtidig med at initiativer for at dæmpe CO2-udledningerne er meget længe om at slå positivt igennem i det globale klima.

»For at kunne bremse ved to graders opvarmning skal vi stabilisere udledningerne i 2020 og endnu hastigere, hvis vi skal holde 1,5 grader.«

Derfor taler Ian Dunlop bl.a. for et forbud mod investeringer i ny fossil kraftværkskapacitet fra 2020, dvs. om godt et år.

»Jeg får tit at vide, at jeg ikke må sige disse ting, fordi det skræmmer folk. Jeg mener, det er psykologisk helt forkert. Min erfaring er, at det værste, man kan gøre, er ikke at sige tingene, som de er. Man må være ærlig, normalisere kendsgerningerne, så de bliver del af vores tænkning: ’Dette er, hvad vi er konfronteret med’. Gør vi ikke det, vil vi blive ved med at bevæge os rundt i cirkler,« frygter han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders J
  • Katrine Damm
  • Erik Karlsen
  • Poul Erik Riis
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Peter Knap
Anders J, Katrine Damm, Erik Karlsen, Poul Erik Riis, Peter Beck-Lauritzen og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Beck-Lauritzen

Ja Shell har vidst, siden 1960'erne, at global opvarmning var på vej og derfor kunne de bygge boreplatforme til arktiske områder i tyndere stål konstruktioner. En fordel ift. konkurrenterne. Og som privat selskab behøver man ikke at informere offentligheden om sin viden. Kapitalismen har ingen skrupler, ej heller ift. egen undergang, på første klasse, hele vejen. Gosh, hvor snæversynet. Men det glædelige er, at jorden vil bestå, bare uden Homo Sapiens (det tænkende menneske!), i milliarder af år, derefter! Regulering skal der til, også her.

"Kapitalismen har ingen skrupler, ej heller ift. egen undergang"

Det bliver jeg mere og mere overbevist om at du har ret i, men vi lever i en kapitalistisk Verden, styret af kapitalistisk økonomi og vi er selv en del af den.

Jeg deler derimod ikke din glæde over at Jorden består. For mig er Jorden vores hjem, og når man holder af sit hjem og burde prøve at bevare det, er det fordi man bor der. Jeg har haft mange hjem som i dag rager mig en papand, men jeg har altid forstået vigtigheden af mit nuværende hjem.

Mekanismen skyldes vores evolutionære udvikling. Det forøger sandsynligheden for at overleve, hvis man ikke står og filosoferer over fremtiden, når der er en løve som har besluttet sig for at man skal være dens frokost. Jeg kan ikke huske ordet for det, men mekanismen har et videnskabeligt navn.

Her og nu går det jo mange steder bedre end nogensinde før, selv i den fattige del af Verden, og derfor kan det være svært at forholde sig til at over halvdelen af de børn som fødes globalt i dag, formentlig ikke kommer til at dø af alderdom, men af sult eller krig, i en Verden hvor de nuværende civilisationer vil have svært ved at bestå. Hvis vi forsætter i det tempo vi gør nu, er det med stor sandsynlighed konsekvensen, og halvdelen er baseret på ret optimistiske antagelser.

Olieindustrien bashes ofte med rette, men man kan populært sige, at uden olien, så havde vi alle levet som man gjorde for 100-200 år siden. Udviklingen var ikke gået i stå uden olie, men den havde gået meget langsommere. Vi havde bla. haft meget mere manuelt arbejde i landbruget, og vi havde haft en infrastruktur baseret på trækdyr.

Det er noget i den stil vi skal tilbage til, indtil vi får fingeren ud og forstår at den eneste bæredygtige vedvarende energi er den vi modtager fra Solen. Spørgsmålet er om vi kommer til at forstå det før det er for sent.

De fleste taler om at Verden står overfor udfordringer i midten eller slutningen af dette århundrede. Det er ret nemt at påvise at de regner forkert. I 2014 udgav olieselskabet BP en rapport, hvor de forudsagde at vi har olie nok til 53,3 år endnu.

Ikke alene forudsiger de altså, ikke bare året vi løber tør, men også hvilken måned, baseret på indberetninger de selv kalder usikre. Derudover er deres beregning åbenlyst forkert.

Hvis man tager den nuværende oliereserve (ca. 1,5 trillioner tønder), og dividerer med det daglige forbrug (ca. 80 millioner tønder om dagen), så får man ganske rigtigt ca. 50 år. Indeholdt i det regnestykke finder man dog en forudsætning, som er at det forbrug man dividerer med er konstant, uden vækst.

Dette er forkert. Olieproduktionen har været stigende i over hundrede år, og den stiger stadig. Ydermere er vores forbrug af energi steget eksponentielt, lige så langt tilbage vi har data til at se.

Metoden man beregner oliereservens levetid på, baseret på nulvækst, går igen i stort set alle de beregninger vi benytter til at spå om fremtiden.

Lars Christoffersen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar

"man kan populært sige, at uden olien, så havde vi alle levet som man gjorde for 100-200 år siden"

Hvis vi havde levet, som man gjorde for 100 år siden, ville vi nok være lykkeligt uvidende om, hvordan vi lever i dag.
I slutningen af det nittende århundrede (eller var det starten af de tyvende?) var der en kamp mellem el og olie som energi til transport. Havde el nu vundet dengang (hvor der også fandtes vindmøller og vandkraft) ville udviklingen nok være gået lidt langsommere, men vi ville næsten med garanti være langt længere fremme med el-teknologien, end vi er i dag.

Per Torbensen, Morten Balling og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Dunlop siger at der er godt et år til at stabilisere CO2 niveauet, så temperaturstigningen ikke bliver over 2 grader. Hvis det usandsynlige skulle ske, at stigningen i CO2 udslip stopper om et år, når vi det han kalder"farligt", 2 graders opvarmning. Kan vi overhovedet nå at redde klimaet ?

Korrekt, men man valgte olien, fordi den var nemmere, og fordi forbrændingsmotoren har en særpræget charme. Derudover var der bedre økonomi i olien. Så meget bedre at den sammen med vækstøkonomien har givet en eksplosiv udvikling, el og vindmøller ikke kunne have leveret tilsvarende hurtigt, og da udviklingen har været eksponentiel, er den resulterende forskel større.

Det er ikke for at forsvare olie, trods min kærlighed til gamle motorer. Jeg ville helt sikkert have foretrukket at vi havde valgt vindmøller dengang, og at vi nu er blevet kloge nok til at forstå, at den chance får vi ikke igen, hvis vi ikke griber den i går.

@Lars Schou

"Kan vi overhovedet nå at redde klimaet ?"

Det korte svar er nej, men det bliver vi nødt til. Samtidig er klimaet ikke det eneste problem vi står overfor, men igen det må vi se i øjnene er virkårene.

Alle de problemer vi står overfor, befolkningstilvækst, fødevaresikkerhed, klima, bæredygtighed mm. påvirker hinanden, og man kan ikke ligefrem sige at nogen af dem hjælper os i den sammenhæng. F.eks. kan vi stort set ikke foretage os noget uden at bruge energi og begrænsede ressourcer, og vi bruger sågar energi på at fremskaffe ressourcerne.

Nu kender jeg ikke dit personlige forbrug, men en gennemsnitlig vesterlænding, skal ned og bruge noget som minder om 10-20% af det de gør i dag, for at systemet kan bære, og her er klimaet bare én parameter, blandt mange. Vi kan sætte os over i hjørnet og tude, eller vi kan få fingeren ud og bide i det sure æble, eller vi kan vælge at være ligeglade og håbe på mirakler. Lige nu satser vi alle på miraklerne :)

@Morten Balling:

"... en gennemsnitlig vesterlænding, skal ned og bruge noget som minder om 10-20% af det de gør i dag, for at systemet kan bære..."

Det burde umiddelbart heller ikke være noget problem. Jeg lever lige nu for ca. 8000 kr efter skat om måneden inklusiv husleje, mad, tøj og det hele. Og selv jeg køber ind i mellem ting, som ikke er strengt nødvendige.

Jeg tror, en meget stor del af vores forbrug anspores af misundelighed ("hvis han har sådan én, så vil jeg også"), så hvis vi nu allesammen nedsætter forbruget samtidig, bliver det meget lettere for den enkelte.

Jeg er allerede startet, vil I være med? :-)