Læsetid: 8 min.

»Israel er begyndt til at føre mellemøstpolitik på samme måde som iranerne«

Fra et israelsk perspektiv er Mellemøstens politiske kort ændret radikalt: De store arabiske nationalstater er i permanent opløsning, og for at håndtere den nye situation er Israels strategi mere og mere som ærkefjenden Irans med skiftende internationale alliancer og indblanding i andre landes interne affærer, siger israelsk sikkerhedsekspert
I Syrien er Iran formentlig den regionale magt, der har slået dybest rødder med lokale baser, infiltrering af den syriske hær og oprettelse af lokale militser under direkte kontrol af den iranske revolutionsgarde. Irans opførsel i regionen inspirerer Israel, siger den israelske sikkerhedsanalytiker Jonathan Spyer. Her affyrer revolutionsgarden missiler i den østlige del af Syrien.

I Syrien er Iran formentlig den regionale magt, der har slået dybest rødder med lokale baser, infiltrering af den syriske hær og oprettelse af lokale militser under direkte kontrol af den iranske revolutionsgarde. Irans opførsel i regionen inspirerer Israel, siger den israelske sikkerhedsanalytiker Jonathan Spyer. Her affyrer revolutionsgarden missiler i den østlige del af Syrien.

Den iranske revolutionsgarde via SEPAH News/Ritzau Scanpix

5. november 2018

Israels statsminister Benyamin Netanyahu sagde det sådan set meget klart, da han i sidste måned endnu en gang bankede løs på ærkefjenden Iran foran et publikum af velklædte notabiliteter i FN’s generalforsamling.

»Vi vil fortsætte med at agere imod jer i Syrien. Vi vil agere imod jer i Libanon. Vi vil agere imod jer i Irak,« sagde han henvendt til den iranske delegation.

»Vi vil agere imod jer når som helst og hvor som helst. Det bliver vi nødt til for at forsvare vores stat og forsvare vores folk,« tordnede han

Udefra set var det endnu en bål- og brandtale af den slags, som ’Bibi’ – med og uden plancher med tegneseriebomber – i årevis har holdt ledsaget af trusler om at bombe den persiske stormagt i småstykker. Men ifølge den israelske sikkerhedsanalytiker Jonathan Spyer afspejler talen en situation, der er markant og bestandigt forandret i Mellemøsten – og som vi ikke har indset konsekvenserne af.

»I Vesten er man selvfølgelig med på, at den syriske borgerkrig og oprørene i regionen betyder noget, men slet ikke i forhold til, hvor fundamentalt det ændrer situationen,« siger han.

»De arabiske nationalstater som Irak, Syrien og Egypten befinder sig i forskellige stadier af opløsning, og jeg tror ikke på, at de kommer tilbage. Det ændrer spillet. Israel kunne godt leve med de stærke centraliserede arabiske nationalstater og den orden, der fulgte med. Nu er der en ny orden, og der spiller Israel i stigende grad et spil, der minder om Irans, når det kommer til at blande sig i regionen,« siger han under et besøg i Danmark.

Regionalt skakbræt

Det er først og fremmest Syrien, der er omdrejningspunktet for den nye situation. Her har den engelskfødte israelske sikkerhedsekspert både rejst under krigen som journalist og som forsker tilknyttet forskellige tænketanke.

Mens Assad-styret formelt set er tæt på at have vundet krigen, er det et amputeret land, som Spyer har oplevet og ser for sig i fremtiden.

Et land, hvor Tyrkiet kontrollerer et stort stykke af Syrien direkte og yder betydelig indflydelse på den sidste større oprørslomme i Idlib-provinsen.

Et land, hvor de kurdiske styrker kontrollerer hele den nordøstlige del og har inviteret USA til at bygge baser.

Et land, hvor Rusland tager sig betalt for deres støtte med vetoret over styrets beslutninger og udbyggede baser.

Og et land, hvor Iran måske er den regionale magt, der har slået dybest rødder med lokale baser, infiltrering af den syriske hær og ikke mindst oprettelse af lokale militser, der er under direkte kontrol af den iranske revolutionsgarde.

Syrien er kort sagt blevet et slags geopolitisk mikrokosmos, og intet tyder på, at det holder op med at være det, i takt med at krigen bliver afsluttet.

Irans styrke

Også Israel har været mere aktiv, end de fleste måske er klar over, med et støt stigende antal luftmissioner.

»Når man taler med israelske sikkerhedskilder, siger de rimelig entydigt, at Irans position i Syrien er Israels altoverskyggende bekymring og sikkerhedsprioritet,« siger Jonathan Spyer.

»Israel ser – som iranerne – i stigende grad på hele regionen som et skakbræt, hvor Iran er hovedmodstanderen, men hvor man i nogen grad er nødt til at føre den samme politik. Et spil, hvor man aktiverer sine skakbrikker rundt omkring eller finder grupper, man kan samarbejde med,« siger han.

Fra et israelsk synspunkt havde det været ideelt med en tilbagevenden til de stærke nationalistiske regimer, og så kunne man holde dem i skak via afskrækkelse, som man gjorde i mange år. Men eftersom de stærke stater grundlæggende er forsvundet, og der er et leben af forskellige aktører, der kæmper for at overtage efter dem, søger Israel at samarbejde med de aktører, det kan leve med at eliminere dem, de ikke kan leve med, siger han.

Det fungerer selvfølgelig anderledes for Israel, end det gør for Iran, hvor store shiitiske mindretal og mange års kultivering af lokale netværk giver iranerne en unik position.

»På mange måder bunder den betragtelige succes, Iran har haft i Irak, i Syrien, i Libanon og Yemen i, at de har været dygtige til at opbygge og derefter anvende politiske og militære stedfortræderstyrker rundt om i regionen. Det er det værktøj, man har brug for, når en stat kollapser. Og det er et spil, som alle aktører deltager i i dag,« siger Jonathan Spyer.

»Iranerne besidder i revolutionsgarden og dens al-Quds-enhed meget specialiserede eksperter i lige akkurat den disciplin. De fleste andre er elendige til det,« siger han med reference til både israelske og amerikanske forsøg på at engagere lokale grupper til at kæmpe deres sag i den nære og i den mere fjerne fortid i både Irak, Syrien og eksempelvis Libanon.

»Men andre ting er Iran dårlige til. Israel er dygtige til efterretningsarbejde og til luftoperationer. USA er dygtige til økonomisk krigsførelse, det er deres mest effektive våben mod Irans proxystyrker.«

Det er imidlertid svært at lure dybden af det amerikanske engagement i Syrien og mere overordnet i regionen. Indtil for nylig var indikationerne fra Washington, at man ville trække sig fra Syrien, hvor USA har baser i de kurdiskkontrollerede områder.

På det seneste er budskabet ændret i retning af, at man bliver som led i en større strategisk manøvre imod iransk indflydelse. Ifølge Jonathan Spyer ser Iran dog også muligheder i at gå efter amerikanske baser og personel via lokale proxystyrker, udstyret med avancerede iranske våben.

»Der er måske også en fornemmelse af, at det er USA’s akilleshæl; at Trump måske ikke er så stålsat omkring det amerikanske engagement, hvis det begynder at gøre ondt.«

Nye venner

Den israelske sikkerhedsanalytiker understreger dog også, at det bestemt ikke kun er negativt fra et israelsk synspunkt, at den geopolitiske situation ændrer sig, og at man er nødt til at tænke sikkerhed på en ny måde.

Mens Israel i mange år har været en paria i regionen, har udviklingen i Syrien og nye konfliktlinjer i regionen nemlig i nogen grad brudt landets isolation og skabt forbindelser til regeringer og grupper, der tidligere ville have benægtet enhver forbindelse til den jødiske stat.

»Der har også været en fornemmelse af muligheder for Israel med nye aktører, der trådte ind på scenen – som eksempelvis kurderne, som man har et godt forhold til. Fragmenteringen af de lande indebærer nogle åbninger for Israel. Også i golfen med Saudi-Arabien og især Mellemøstens nye offensive aktør, De Forenede Arabiske Emirater, hvor forholdet også er defineret af, at man deler fjender – både når det kommer til Iran, men også når vi taler om den sunnipolitiske islamisme. Emiraterne kan også blive vigtige, når der skal findes en efterfølger til Mahmoud Abbas, hvor de har kultiveret en stor indflydelse i det palæstinensiske selvstyre,« siger han.

»Selvom man formelt ikke har diplomatiske relationer til de lande, så bliver samarbejdet virkelig udvidet i disse tider, fordi man har fælles interesser,« siger han og nævner et andet eksempel:

»Ganske vist har der længe været fred mellem Israel og Egypten, men det sikkerhedspolitiske samarbejde har nået et niveau, som jeg ikke tror, er set før. Både når det kommer til at bekæmpe jihadister i Sinai, men også når det kommer til at bekæmpe politisk islam, som Sisi (Egyptens præsident, red.) ser som sin hovedfjende, og som Israel bekæmper i skikkelse af Hamas. Israelske fly støtter decideret egyptiske landtropper i deres kampagne mod salafistiske oprørsgrupper i Sinai.«

Den russiske forbindelse

Der er dog især en anden allieret, som Israels Benyamin Netanyahu har dyrket intensivt, siden borgerkrigen i Syrien begyndte at rokke ved det eksisterende sikkerhedsregime i Mellemøsten, og USA markerede sin manglende vilje til at agere hegemon i regionen. Og det er Rusland.

»Den nye sherif i Syrien vest for Eufrat-floden hedder Rusland, så det er dem, man skal gøre forretninger med, uanset om man kan lide det eller ej,« siger Jonathan Spyer.

»Det israelske sikkerhedsapparat tillægger samarbejdet med Rusland meget stor vægt, og det gør Benyamin Netanyahu i meget høj grad også,« siger han.

»Putin er bestemt ikke fjendtligt indstillet over for Israel. Der er elementer i det russiske sikkerhedsapparat, som er det, fordi deres institutionelle setup er antivestligt, og Israel placeres i den lejr. Men Putin er pragmatisk og strategisk i sin tilgang: Så længe israelske angreb ikke berører vitale russiske interesser, ser han ikke noget problem i luftangreb, også selvom det medfører død og ødelæggelse hos folk, der anses som allierede. Så længe det er forannonceret i Moskva. Og det er resultatet af et nøje kultiveret diplomatisk forhold,« siger han og trækker på skuldrene over balladen med et russisk overvågningsfly, som blev skudt ned i forbindelse med et israelsk luftangreb i Syrien i september.

»Det er selvfølgelig problematisk og gør forholdet mere anstrengt, men i det store billede ændrer det ikke så meget,« siger han.

Russerne er pragmatiske. Og de har i nogen grad støttet Israel i deres forsøg på at hindre Iran i at bygge baser og anden infrastruktur i det vestlige Syrien nær Israel, både ved at tillade de israelske luftangreb og ved selv at standse anlæggelsen af iranske militærbaser.

»Rusland vil beskytte deres to flådebaser ved Middelhavet og deres flyverbase. De vil holde Assad-regimet ved magten. Ud over det er min fornemmelse, at Rusland vil gøre sig selv til den eneste diplomatiske adresse, man kan henvende sig ved, hvis man vil noget i regionen: Den vej alle må rejse ad, hvis man vil opnå noget i Syrien, uanset om det er tyrkerne, iranerne, kurderne, israelerne – måske endda USA,« siger Jonathan Spyer.

»De iranske og russiske interesser er ikke bundet fast til hinanden. De vil være mægler mellem Tyrkiet og kurderne, mellem Israel og Iran, mellem Tyrkiet og regimet, de vil være den store balancestang – uden at engagere noget i det.«

»Jeg er usikker på, om Rusland kan kontrollere det på lang sigt,« siger han.

»Der er nogle indikationer på, at de har stoppet iransk ekspansion mod vest. De har blandt andet stoppet anlæggelsen af en iransk flådebase på middelhavskysten, men de kan næppe fjerne Iran fra Syrien, og de er nok heller ikke interesserede i at gøre det,« siger han.

»Det var nemmere for Israel, da USA dominerede, og man kunne være rimelig sikker, hvis man var gode venner med dem. Men den verden er forbi. I dag er man nødt til at dyrke sine forbindelser, både de åbne og de lukkede, og det bliver bare mere vigtigt i fremtiden.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Anders Graae
  • Viggo Okholm
  • Niels Duus Nielsen
Torben K L Jensen, Anders Graae, Viggo Okholm og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Artiklen anbefales i den absurditet om menneskets værste sider og det gælder alle magthavere i dette område. Jeg kan faktisk ikke se en eneste formildede omstændighed og kun sige menneskene udenfor magten og spillet har min dybeste medfølelse.

Eva Schwanenflügel, Claus Nielsen, John Andersen, Søren Bro og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Sjovt at iranerne skal have æren for en specifik strategi, som alle andre lande har fulgt i århundreder........

Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen, Hans Aagaard og Gert Romme anbefalede denne kommentar