Læsetid: 10 min.

»Den italienske tragedie er en europæisk tragedie«

Italien har endegyldigt valgt konfrontationen med EU, som nu svarer igen med en historisk proces mod landet. To markante europæiske økonomer er rasende uenige om, hvorvidt Italien kan gældsætte sig til mere vækst, men de er enige om, at krisen blotlægger euroens fejlkonstruktion og er en tragedie for hele Europa
Striden handler om, hvorvidt Italien kan få lov til at få en ny gældsættelse på over to procent i 2019, som angiveligt skal sikre en vækst på 1,5 procent i landet, der i årevis har oplevet recession og tårnhøj arbejdsløshed.

Striden handler om, hvorvidt Italien kan få lov til at få en ny gældsættelse på over to procent i 2019, som angiveligt skal sikre en vækst på 1,5 procent i landet, der i årevis har oplevet recession og tårnhøj arbejdsløshed.

VINCENZO PINTO

28. november 2018

»Om brevet fra Bruxelles er ankommet? Jeg venter også på et fra julemanden!«

Så besk lød svaret fra den hårde hånd bag den italienske regering, Lega-leder og indenrigsminister Matteo Salvini, da han blev spurgt til EU-kommissionens reaktion på, at Italien endegyldigt har afvist at justere sit budgetudspil for 2019.

Salvinis sarkastiske tone understreger, at regeringspartierne Lega og Femstjernebevægelsen ikke ryster på hånden i konfrontationen med EU.

I en besked, som absolut ikke var fra julemanden, gik EU sidste onsdag til modangreb på Italien. Dermed er der nu fri bane for en langvarig proces, hvor EU-kommissionen og EU’s ministerråd i sidste ende kan igangsætte den første proces af sin slags mod Italien, der risikerer sanktioner på helt op til 70 mia. kroner eller 0,5 procent af landets BNP.

EU-kommissionens vicepræsident Valdis Dombrovskis har ligefrem omtalt den italienske regering som »søvngængere«, der »vandrer mod en farlig ustabilitet«, fordi de nægter at spille efter de fælles regler i eurozonen, som »er skabt for at beskytte valutaunionen og dens medlemmer«.

Europæisk stridsæble

Striden handler i sin kerne om en ny italiensk gældsættelse på over to procent i 2019, som angiveligt skal sikre en vækst på 1,5 procent i landet, der i årevis har oplevet recession og tårnhøj arbejdsløshed.

I begyndelsen af denne uge skruede Italien en smule ned for udgifterne, men der er stadig flere milliarder kroners forskel til EU-kommissionens krav.

Striden handler i høj grad også om en samlet italiensk gæld på svimlende 132 procent af BNP, som kan true landets og eurozonens stabilitet. Og den handler om hele euro-konstruktionen, hvor fejlene med den prominente tyske økonomiprofessor Hans-Werner Sinns ord for alvor blev tydelige i Grækenland-krisen, mens de nu er blevet eksistentielle i den italienske krise.

Formelt er der ikke meget at rafle om: Euroreglerne siger, at lande med en gæld på over 60 procent af BNP ikke må overskride et underskud på 0,5 procent af BNP, påpeger Sinn, der gennem 17 år har ledet det renommerede økonomiske ifo-institut i München og er aktuel med bogen ’Euroen – fra fredsidé til stridsæble’.

»EU vil nu statuere et eksempel over for regeringen i Italien. Tidligere har EU jo accepteret langt større underskud i andre lande,« mener Hans-Werner Sinn.

»EU-landene og Den Europæiske Centralbank har skabt omfattende systemer for at indføre fælles hæfte, så renteforskellene mellem de europæiske lande blev mindre. Derefter har de indført juridiske grænser for gæld, så denne beskyttelse ikke bliver misbrugt. Det har bare overhovedet ikke fungeret,« siger han.

At en euroskeptisk italiensk regering nu kan afpresse EU både økonomisk og politisk, er i Sinns øjne derfor selvforskyldt fra europæisk side.

»Hvis rentespændet derimod var gået opad, havde landene nok overvejet en ekstra gang, om de virkelig skulle skabe mere gæld,« siger Sinn med henvisning til, at det i så fald ville blive dyrere og dyrere for et land at låne penge. »Det er det, man kalder markedsmekanismen,« siger Sinn og holder en kunstpause.

»Føderalisme som i eurozonen kan kun fungere, hvis alle hæfter for sig selv. Europa har prøvet at indrette det den anden vej rundt: i fællesskab at presse rentespændet nedad og bekæmpe misbrug med juridiske regler for gæld. Med Italien ser vi, at det ikke virker.«

Økonomi på narko

For at forstå den italienske misere skal man ifølge Hans-Werner Sinn mindst gå tilbage til starten af 1990’erne, hvor Italien allerede var dybt forgældet med en gæld på over 120 procent af BNP. Landet betalte tilmed op til 12 procent i rente på sine statsobligationer.

På trods af no bail out-reglen – altså det principielle forbud mod at hæfte for andre landes gæld – blev euroen derfor en kort velsignelse for Italien, fordi markederne ikke troede på, at de øvrige eurolande kunne tillade en italiensk statsbankerot, siger Sinn.

»Allerede da euroindførelsen blev forkyndt i 1995, faldt renterne på de italienske statsobligationer fra 12 til 7 procent. Men Italien brugte ikke opturen til at afbetale gæld. Landet gældsatte sig derimod fortsat.«

På den måde blev euroen i Sinns øjne både til en italiensk forbandelse og velsignelse.

»Euroen, de lave renter og den fortsatte gæld var med til at holde økonomien oppe, men det skabte også lønstigninger, der lå over produktiviteten. Dermed blev der skabt en vedvarende inflation, som Italien slet ikke havde råd til i Europa.«

Det blev først tydeligt med finans- og eurokrisen. ECB-chef Mario Draghis løfte om at gøre ’whatever it takes’ for at redde euroen, de enorme opkøb af statsobligationer, den europæiske redningsmekanisme ESM og den såkaldte kvantitative lempelse forskubbede vægten og spillereglerne markant i hele eurozonen. Aktionerne bidrog godt nok til, at tabene i især Frankrig og Tyskland forblev overskuelige. Men de holdt samtidig de italienske lønninger så højt oppe, at konkurrenceevnen ikke blev trimmet i forhold til produktiviteten, mener Hans-Werner Sinn.

»De fælles garantier og finansindsprøjtninger har virket som narko på Italiens økonomi. De har gjort det muligt at skabe de kreditfinansierede lønforhøjelser, som har ødelagt Italiens konkurrenceevne. På den måde er landet blevet endnu mere afhængigt af fortsat at stifte mere gæld.«

Økonomiprofessoren henviser til, at produktionen i den forarbejdende industri i Italien stadig ligger 17 procent lavere end ved krisens udbrud i 2009.

»På grund af de billige kreditter er Italiens konkurrenceevne altså fortsat helt i knæ.«

EU på vildspor

Denne udlægning af euroens udvikling og den italienske krise kan få andre økonomer op i det røde felt. En af dem er den tysk-franske Heiner Flassbeck, tidligere statssekretær i det tyske finansministerium og cheføkonom ved FN’s konference for handel og udvikling samt forfatter til bogen Euro-katastrofen – hvordan Tysklands økonomiske politik driver eurozonen mod afgrunden’.

»Jeg er rasende uenig i Sinns analyse,« siger han  over telefonen fra Nordfrankrig.

»Han fortier mod bedre vidende, at især Tyskland i euroens levetid har trukket et relativt stabilt Italien ned i sølet med sin nådesløse eksportorientering og lavtlønspolitik. Tyskerne har direkte eksporteret arbejdsløshed, også til Italien.«

Selvom den populistiske italienske regering formentlig profiterer på konflikten, er EU-kommissionen i Flassbecks øjne derfor »helt på vildspor med sin straffeaktion«.

»Ud fra enhver fornuftig makroøkonomisk logik er det eneste, der hjælper i den nuværende situation, faktisk en gældsættelse, som kan være med til sætte gang i hjulene. Italien har i over seks år siddet i en tung recession. Både BNP og industriproduktionen ligger lavere end før krisen i 2009, mens arbejdsløsheden stadig er højere. Det er en katastrofe,« siger Heiner Flassbeck.

»Nationaløkonomier kan ikke spare sig ud af gæld, og minusvækst skader ikke bare økonomien, det får ligefrem gælden til at vokse.«

Hvordan fungerer processen mod Italien?

  • Underskudsprocessen mod Italien blev muliggjort med EU-kommissionens beretning fra den 21. november, hvor det slås fast, at Italien ikke overholder EU’s stabilitetspagt. Her er det blandt andet fastlagt, at medlemslandene højest må have en gæld på 60 procent af BNP, og at Italien på grund af sin gæld på 130 procent af BNP højest må have et underskud på 0,5 procent af BNP i sit årlige budget.
  • Herefter skal først Ministerrådets økonomi- og finansudvalg tage stilling til processen og derefter selve Ministerrådet. Den endelige beslutning om at indlede en proces mod Italien vil tidligst falde ved finansministrenes møde i januar 2019. Her kan Italien inden for en given frist rette ind – formentlig tre til seks måneder. Dermed kan selve processen falde efter Europaparlamentsvalget i maj 2019. Det kan i værste fald koste Italien 0,5 procent af BNP eller op mod 70 mia. kroner i bøde.

Nogle af de tiltag, som den ny italienske gæld på 2,4 procent i 2019 skal bruges på, er at finansiere en social grundsikring for de mere end fem millioner fattige italienere, at øge de statslige investeringer og sænke pensionsalderen og en række skatter – bl.a. for at gøre noget ved landets grasserende arbejdsløshed, der blandt unge ligger på næsten 30 procent.

»Med et renteniveau omkring nul kan man ikke sænke renterne og på den måde sætte gang i investeringerne i de italienske virksomheder, som i dag er nettosparere. Italien kan heller ikke sparke meget mere gang i eksporten til udlandet, for den vej har især Tyskland blokeret. Så er der en tredje vej tilbage, nemlig at gældsætte sig yderligere,« siger Flassbeck. Han understreger, at de samlede statsudgifter i Italien kun er steget marginalt pr. person de seneste 25 år, og at landet har et såkaldt primæroverskud – når man trækker renteudgifterne fra, får staten altså mere ind, end den giver ud.

Tosset valuta

Heiner Flassbecks analyse grunder ikke mindst i, at han ser »en helt ny økonomisk orden« siden finanskrisen.

»Virksomhederne sparer næsten overalt. Markedsøkonomien er hidtil blevet drevet af, at de private husholdninger sparer, mens virksomhederne gældsætter sig og skaber vækst. Men nu ligger vores forestilling om denne normaltilstand for døden,« siger han.

»Det vil EU-kommissionen ikke indse. Hele pointen med Draghis nulrentepolitik er jo at få virksomheder til at optage lån og gældsætte sig – altså at sætte gang i hjulene.«

Men Italien er eurozonens tredjestørste økonomi. Med en gæld på 132 procent af BNP er risikoen jo, at ...

»Jeg forstår ikke den her paniske angst for kapitalmarkederne,« afbryder Flassbeck.

»USA har 110 procent gæld i forhold til BNP, Trump har inden for det sidste års tid lavet 800 mia. euro ny gæld. Japanerne har en gæld på 300 procent. Det er der ingen, der hidser sig op over. Når virksomhederne sparer, står vi i en ny situation, hvor staten må gældsætte sig. Det driver Europa ud over afgrunden, hvis vi ignorerer det og spiller videre efter de gamle tyske regler.«

Det ændrer ikke på, at en rentestigning kan få fatale konsekvenser, og at risikotillæggene på de italienske statsobligationer er fordoblet under den nye regering, så investorerne allerede nu holder storudsalg i milliardklassen med de italienske statsobligationer.

»Selvfølgelig kan rentestigningen skabe enorme problemer for Italien. Men det viser, at euroen er skruet helt tosset sammen som fælles valuta. En italiensk centralbank ville skride ind og opkøbe papirer og modvirke spekulationer og angreb på landets økonomi. Men det kan man ikke i eurozonen. Her skulle ECB egentlig støtte op om alle lande, men ECB går ikke just Italiens ærinde. Sådan kan euroen ikke overleve,« siger Heiner Flassbeck.

»Jeg har i årevis sagt, at der efter alle overgangs- og reformregeringer en dag vil komme en italiensk regering, der vil sige fra over for den nuværende europolitik. Nu er det sket, og alle lader som om de er overraskede.«

I Heiner Flassbecks øjne bør EU i den nuværende situation derfor ikke stille noget specifikt op med Italien, men ændre hele sin europolitik.

»Vi må gøre op med gældskriterierne for euroen. Men indtil videre må vi se, om Europa er villig til at reagere på det, hvis kapitalmarkederne fortsat driver renterne opad. Alternativt vil vi se, om Italien er villig til at tage konsekvensen og forlade eurosamarbejdet.«

Smitsom krise

En fortsat italiensk gældsætning, som Flassbeck kræver, ser Hans-Werner derimod som direkte farlig for Italien selv.

»Den logik er meget farlig, især for Italien, fordi den holder prisniveauet oppe. Man kan ikke skabe reel vækst med keynesiansk gældspolitik. Det har man prøvet i ti år nu. I kraft af den fælles hæfte blev der skabt masser af nye statskreditter, som var med til kunstigt at holde efterspørgslen oppe. Det tog presset fra at holde lønningerne på et rimeligt niveau, så priserne steg hurtigere end i de andre eurolande,« siger Hans-Werner Sinn.

»Italiens konkurrenceevne er således massivt beskadiget af euroen. Men Italien er samtidig fanget i eurosystemet og kan ikke devaluere. Derfor er landet fordømt til massearbejdsløshed. Det ligner et mareridt, der ikke vil holde op.«

Ud over risikoen for en smitsom økonomisk krise er det i Hans-Werner Sinns øjne et fælleseuropæisk problem.

»I lyset af den globale konkurrence har Europa ikke råd til, at Sydeuropa har så lav en konkurrenceevne og så høj en arbejdsløshed. Mit forslag er derfor at gøre eurozonen mere fleksibel, så eurolande nemmere kan træde ud af valutaen, også midlertidigt. Jeg foretrækker, at Italien bliver i euroen, men det er på den anden side forkert ubetinget at ville holde lande i euroen med penge og lokkemidler.«

Italiensk tragedie

Selvom de to økonomer ser vidt forskelligt på verden, ser de begge den igangværende europæiske strid som en »italiensk tragedie«, hvor næste akt nu står for døren.

»Hvis det kommer til et Italexit, vil konkurrenceevnen og økonomien gå opad i rasende fart, men det ville også medføre store turbulenser på finansmarkederne og massive tab,« siger Hans-Werner Sinn.

»Ikke kun italienske, men også europæiske banker generelt – især de franske – og også ECB har italienske gældspapirer i et enormt omfang. Op til 75 procent af dem vil kunne omdannes til gældspapirer i lire. Dermed vil der opstå massive formuetab, som også vil ramme de europæiske skatteydere hårdt.«

Heiner Flassbeck ser omtrent de samme konsekvenser, hvis Italien i sidste ende skulle sige farvel til euroen, som der allerede i 2012 var dybt hemmelige forhandlinger om – alene sådanne rygter kan presse landets og den europæiske økonomi.

»Det kunne udløse en voldsom europæisk krise,« siger han. Her ville ikke mindst Frankrig lide stærkt under den medfølgende italienske devaluering og øgede konkurrence.

»Men der er alt for mange ubekendte til at give seriøse bud på, hvilken vej det vil gå. Det virker mere sikkert, at opbakningen til populisterne vil stige, mens den italienske opbakning til EU vil fortsætte nedad.«

Med 44 procent pro-europæere er EU-opbakningen i forvejen den laveste i hele Unionen. Det virker derfor ikke overdrevet at tale om en tragedie – uanset, hvad man synes om regeringen, Salvini og sarkastiske bemærkninger om julemanden.

»Den italienske tragedie er en europæisk tragedie,« siger Heiner Flassbeck.

»Euroen har været en tragedie for italienerne.«

Indenrigsminister Matteo Salvini og hans parti, Lega, har tilsyneladende draget fordel af konflikten med EU. Ifølge opinionsundersøgelser støtter op mod 32-34 procent af italienerne nu Lega, sammenlignet med 17,4 procent ved valget i marts.
Læs også
Italien oplever en markant vækst i antallet af nonprofitkooperativer, der vil yde social velfærd eller skabe job i bæredygtig produktion. Spørgsmålet er, hvordan de tackler mødet med en kapitalistisk konkurrenceøkonomi
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Morten Lind
  • Eva Schwanenflügel
  • Gert Romme
  • Anders Graae
  • Kurt Nielsen
  • Torben K L Jensen
Alvin Jensen, Morten Lind, Eva Schwanenflügel, Gert Romme, Anders Graae, Kurt Nielsen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Italien har allerede overskredet "The Point of no Return" - alle taber ansigt uanset hvad og hvis Storbritannien ender med en hård Brexit - vil opbakningen til den stramme tyske sparepolitik der oveni har bragt Tyskland et overskud på handelsbalancen der er uholdbart for en fælles valuta - forsvinde som dug for solen. Det bliver enden for tysk dominans i den økonomiske politik i euro-zonen og måske en åbning for Macron´s reformer.

Henrik Plaschke

Den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis har netop annonceret sin opstilling som kandidat til Europaparlamentsvalget – og interessant nok i Tyskland.

Han opstiller for den tværeuropæiske liste Demokrati i Europa og har, så vidt jeg kan se det, gode chancer for at blive valgt.

Han – og hans parti – repræsenterer et progressivt proeuropæisk alternativ til såvel EU-institutionernes sparepolitik som til den racistiske Lega Nord regering i Italien. Og gennem en opstilling i det land, der er om noget er kommet til at stå som sparepolitikkens bannerfører, bidrager han til at afnationaliserede og europæisere den europæiske politiske debat.

En grøn New Deal for Europa er det overordnede tema.

https://www.yanisvaroufakis.eu/2018/11/26/my-candidacy-in-germany-for-th...

https://www.berlingske.dk/internationalt/euro-krisens-graeske-badboy-goe...

Niels Duus Nielsen, Alvin Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Philip B. Johnsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

Stater skal ikke låne.

Når private overforbruger, altså bruger mere end den disponible indkomst og opsparing levner mulighed for, så sker det for lånte penge. Disse penge skal selvfølgelig betales tilbage. Det sure og uundgåelige ved denne orden er, at de penge man bruger til afdrag på gæld, af indlysende grunde, ikke ikke kan bruges til nyt forbrug. Man opnår således kun, at flytte forbrug fra én til en anden tidsperiode og ikke at udvide totalforbruget som tværtimod efter lånemanøvren bliver mindre fordi der også skal udredes renter.

Det er samme sag med den offentlige økonomi. Vi lever på et højt niveau som skatterne ikke kan finansiere og derfor låner vi. For at klare renter og afdrag på gælden er forventningen, at man hele tiden kan ekspandere beskatningsgrundlaget. Få flere i arbejde, sælge mere og derfor generere nye indkomster til staten, der kan sikre tilbagebetaling og renter. Men som vi kan konstatere, går det ikke så let, at få flere kroner i statskassen og derfor er der uundgåeligt et pres på politikerne for at balancere udgifter og indtægter bedre. Besparelse, effektiviseringer, højere pensionsalder mm. er de kendte værktøjer.

Når man har iagttaget den offentlige økonomis op- og nedture i årtier, bør man indse, at ingen af de økonomiske virkemidler teoretikerne foreslår, har nogen positiv og langtidsholdbar effekt. Er det så ikke på tide, at indføre en ny orden; sæt tæring efter næring.

Per Torbensen, Morten Lind og Martin Lund anbefalede denne kommentar

Måske nogen kan, hvis gælden er lille, og mulighed for beskæftigelse og indtjening er stor nok. Men mindst af alle vil Italien altså ikke kunne investere sig ud af gældskrisen.

Både struktur og mentalitet er simpelt hen helt forkert. Jeg var gennem en årrække ansat i en stor italiensk koncern med hovedkontor i Milan, og jeg kender systemet indefra. Og der findes overalt en ganske enorm skjult omsætning, der ikke beskattes.

Desuden er Italiens gæld allerede enorm og tilsvarende er de årlige renteforpligtelser, - gælden er så stor, at hvis man beslutter at reducere den, vil det formentlig tage mere end 100 år.

Jeg syntes, at Italien bør gå ud af EUR-samarbejdet, og genskabe sin egen Lira-valuta. Som det er nu, trækker Italiens enorme statsgæld kursværdien ned for alle EUR-lande. Og herved vil andre EUR-landes interesse for Italiens økonomiske situation ikke være helt så stor.

Jørgen Wind-Willassen

For lige at få tingene på plads.
Tyskland har altså IKKE tvunget den italienske stat til at bruge mere end der var dækning for.
Ej heller sat begrænsning på skatteinddrivningen.
Ansvaret er alene dysfunktionelle italienske politikere.
Husker en enkelt bunga bunga mand.

Henrik Plaschke

For lige at få tingene ordentligt på plads:

der burde ikke være noget til hinder for at forstå, at det forhold, at det italienske politiske system er dysfunktionelt m.m., ikke udelukker, at eurosystemet også er dysfunktionelt. Er det virkelig så svært at forstå?

Det burde jo ikke være en konkurrence om abekastning: det er deres (de andres) skyld, men jeg/vi er uskyldige. Italienske politikere bruger EU-systemets fejl og mangler som en undskyldning, og tilsvarende bruger EU-politikere det italienske systems systemets fejl og mangler. Danske debattører forfalder ikke overraskende til de samme platituder.

Imens er EU-systemet som helhed pga. sine egne fejl og mangler truet af en ny økonomisk krise, og debatten handler alt for meget om at løbe fra eget ansvar (hvem skal smides ud?) fremfor om at tænke i termer af kreative fælles europæiske løsninger og strategier.

Den tidligere forskningschef i Den Europæiske Centralbank (ECB) Lucrezia Reichlin præsenterer i https://www.project-syndicate.org/commentary/eurozone-slowdown-counter-c... en afbalanceret, kort og helt opdateret oversigt over eurozonens aktuelle økonomiske tilstand – og det ser ikke for godt ud.

Fra en helt anden side præsenterer https://europeanspring.net/ et forsøg på at tænke i termer af et økonomisk sammenhængende, solidarisk og bæredygtigt Europa.