En formiddag kl. 10 ruller en sort Yamaha-motorcykel i lav fart op ad gaden mod hovedsædet for den regionale landarbejderfagforening ASCAMCAT i byen Cúcuta, Colombia.
Indenfor på 2. sal i organisationens hus sidder bestyrelsen samlet med flere repræsentanter fra lokalafdelingerne til det kvartalsvise bestyrelsesmøde. De diskuterer landbrugsudbytte og forventninger til den kommende periode.
Da den sorte Yamaha når hovedindgangen, kaster motorcyklens passager en granat, der sekunder senere går af i en øredøvende eksplosion i husets garage.
»Hele bygningen skælvede,« husker Juan Carlos Quintero, vicepræsident i ASCAMCAT, om den dag i 2013, hvor han selv var tæt på at blive del af en kedelig statistik i Colombia.
211 fagforeningsfolk, menneskerettighedsaktivister og repræsentanter for oprindelige folk er blevet myrdet i år, en stigning fra 191 sidste år, viser tal fra organisationen Indepaz.
Ved et lykketræf kom ingen til skade i Cúcuta den dag, men Juan Carlos Quintero har selv mistet tre af sine kolleger i foreningen i år, og han modtager jævnligt dødstrusler på mail og i Whatsapp-beskeder for at være en »forræder«.
»Den seneste kom for et par uger siden,« siger Juan Carlos Quintero og vifter med sin telefon.
Sammen med sin kollega Oneida Giraldo er han inviteret til København af Enhedslisten som repræsentanter for paraplyorganisation Marcha Patriótica, der tæller mere end 300.000 medlemmer og kæmper for at håndhæve fredsaftalen i det hårdtprøvede Colombia.
Aftalen mellem regeringen og den marxistiske guerillabevægelse FARC satte for to år siden punktum for et halvt århundreds borgerkrig. Men mens den samlede mordrate i landet efter aftalens indgåelse har ramt sit laveste niveau i 40 år, stiger antallet af drab på de såkaldte sociale ledere som Juan Carlos Quintero og hans kolleger.
Kampen om landområderne
Hovedårsagen til disse drab skyldes koka. Som led i fredsaftalen skal staten hjælpe bønder med at lægge om til lovlige afgrøder fra de kokablade, som anvendes til at producere kokain, og som har spillet en central rolle i borgerkrigen. FARC har i årtier kontrolleret store dele af kokaproduktionen, der var deres primære indtægtskilde.
Men da FARC nu har lagt våbnene fra sig for at blive et politisk parti, har de efterladt sig et magtvakuum i landområderne, der aldrig er blevet formaliserede, og som ingen derfor har officielt skøde på.
I de fjerntliggende landområder bliver bønderne nu ofre for nye guerillagrupperinger, der vil fortsætte den indbringende kokadyrkning, hvor FARC slap, forklarer Oneida Giraldo.
»Når landarbejderfagforeningsfolk som Juan Carlos eller menneskerettighedsaktivister kæmper for bøndernes rettigheder, er de selvsagt udsatte,« siger Oneida Giraldo.
»I Colombia har konflikterne altid handlet om retten til landet og adgangen til naturressourcer. Det er den grundlæggende årsag til, at vi har haft en borgerkrig.«
Statens ansvar
Mordene på sociale ledere i udkantsregionerne sker systematisk og målrettet, mener Oneida Giraldo og Juan Carlos Quintero. De kritiserer, at staten ikke tager hånd om problemet:
»Staten er medansvarlig, blandt andet fordi den systematisk forsømmer at være militært til stede i de områder, der har allermest brug for beskyttelse. Samtidig nægter den at efterforske mordsagerne til bunds,« siger Oneida Giraldo.
Lignende kritik er ofte blevet fremlagt af forskellige internationale organisationer. Oven på en række opsigtsvækkende drab i juli rådede FN den colombianske regering til at »styrke forebyggelses-, beskyttelses- og undersøgelsesforanstaltninger for at garantere alle colombianeres ret til liv og integritet«.
Magthaverne i Bogotá har en anden udlægning af situationen. Sidste år afviste den daværende forsvarsminister, Luis Carlos Villegas, at drabene på de sociale ledere kan betragtes som »systematiske« og påpegede, at et »overvældende flertal« af mordene måtte tilskrives personlige stridigheder mellem bønder om grænsedragning og kvinder.
Siden regeringsskiftet i juni, hvor Ivan Duque, en notorisk kritiker af fredsaftalen, satte sig i præsidentsædet, har tonerne ikke været mere forsonende. For nylig nåede kongressen i en debat frem til samme konklusion: At de sociale ledere ikke er mål for nogen paramilitære grupper.
– Der bliver dræbt 12.000 colombianere om året. Hvordan kan I være sikre på, at drabene på de sociale ledere skal betragtes som et problem for sig?
»Når vi siger, at drabene er systematiske, er det, fordi vi kan se et tydeligt mønster i, at drabene finder sted i de konfliktramte regioner, og at antallet har taget til, efter fredsaftalen blev indgået. Det er en systematisk strategi, guerillagrupperne anvender for at intimidere os og afstå fra at skabe fred i de områder,« siger Juan Carlos Quintero.
»Fredsaftalen satte punktum for krigen, men ikke for de sociale konflikter i de ramte regioner. Hvis drabene skal ophøre, skal fredsaftalen efterleves bogstav for bogstav. Og det vil kræve en anden politisk vilje, end den, vi oplever i dag.«
