Nyhed
Læsetid: 5 min.

Klimaprotest lammede Londons centrum: »Den her sag er helt sikkert værd at blive anholdt for«

Flere tusinde demonstranter var i weekenden på gaden i London i en stor civil ulydighedsaktion. Formålet var at råbe op om klimakrisen og stille politikerne til ansvar. Knap hundrede blev anholdt
Flere tusinde demonstranter var i weekenden på gaden i London i en stor civil ulydighedsaktion. Formålet var at råbe op om klimakrisen og stille politikerne til ansvar. Knap hundrede blev anholdt

Ólafur Steinar Gestsson

Udland
19. november 2018

Høje pift fylder luften. Demonstranterne skyller i en bølgende bevægelse ud på kørerbanen på Westminster Bridge, hvor der for lidt siden kørte sorte taxier og røde dobbeltdækkerbusser.

Med udsigt til et stilladsbeklædt Big Ben og med måbende kinesiske turister med selfiestænger stående tilbage på fortovet sætter de sig ned og venter på politiet.

Nogle bærer protestbannere, mens andre har medbragt te og kaffe. Alle er blevet opfordret af arrangørerne til at klæde sig godt på til den klare novemberdag.

Westminster Bridge er sammen med fire andre centrale broer i London lørdag formiddag blevet blokeret af demonstranter under den begivenhed, som arrangørerne har døbt Rebellion Day.

En demonstration, der er organiseret af bevægelsen Extinction Rebellion, hvis ønske er at stille de britiske politikere til ansvar for den klimakrise, som kloden lige nu befinder sig i.

»Vi er her i dag for at lægge pres på vores regering, så de forhåbentligt ændrer den måde, de behandler planeten på,« siger Anna Byrne, der er 21 år, kunststuderende og i færd med at barrikadere Westminster Bridge.

Alt imens demonstranterne blokerer broen, hænger en helikopter oppe over Themsen.

»Måske vil det ikke ændre noget i dag, men det vil helt sikkert hjælpe i fremtidens kamp mod klimaforandringer,« tilføjer hendes veninde Freya Cooksley.

Sammen sidder de med et banner med teksten ’Mother Earth needs you’. Andre demonstranter bærer skilte med slogans som ’Climate change = mass murder’, ’There is no planet B’ og ’The rebellion is now’.

Ifølge arrangørerne er omkring 1.000 mennesker samlet på Westminster Bridge. I alt er 6.000 fordelt på de fem broer.

Det er en af de største civile ulydighedsaktioner i Storbritannien i årtier.

Efter at have blokeret fem broer i det centrale London i løbet af lørdagen mødtes demonstranterne på Parliament Square.

Efter at have blokeret fem broer i det centrale London i løbet af lørdagen mødtes demonstranterne på Parliament Square.

Ólafur Steinar Gestsson

Den sjette masseudryddelse

»Historien kommer til at se tilbage og spytte på dem, der ikke gjorde noget,« råber en mand med dreadlocks ind i en megafon.

Ikke langt fra demonstranterne står Chris Bond og Johan O’Keefe med sikkerhedshjelme og gule selvlysende veste. De skiller sig tydeligt ud fra demonstranterne.

De arbejder på den nærliggende byggeplads som elektrikere, men er stoppet op for at se nærmere på begivenheden.

Til trods for at de ikke er en del af oprøret, har de sympati for sagen.

»Det er en god måde at få deres sag igennem på,« siger Chris Bond med dreven Cockney-accent.

»Klimaet og alt det, der er vigtigt. Men jeg vidste slet ikke, at det var i dag. Vi er på arbejde for staten,« siger Johan O’Keefe og peger over imod en kran, der skyder op i nærheden af broen.

Det er ikke kun de to elektrikere, der støtter op om sagen. Knap 100 akademikere har i et åbent brev i avisen The Guardian givet deres støtte til bevægelsen og dens metoder.

»Vi er midt i den sjette masseudryddelse med omkring 200 arter, der uddør hver dag. Mennesker kan ikke fortsætte med at krænke naturen eller dens grundlæggende love straffrit. Hvis vi fortsætter i den nuværende retning, ser fremtiden for vores art dyster ud,« skriver de.

Demonstranter i alle aldre

Bag Extinction Rebellion står aktivistgruppen Rising Up, som de seneste måneder har holdt offentlige møder i byer over hele Storbritannien. I ugerne op til Rebellion Day er næsten 60 demonstranter blevet anholdt i mindre ikkevoldelige aktioner. Blandt andet har demonstranter limet sig fast til Energiministeriet.

På Westminster Bridge går en høj mand med høgenæse og hestehale rundt og opfordrer forbipasserende og politibetjente til at tage del i den civile ulydighed. Roger Hallam er akademiker, økologisk landmand og medstifter af Extinction Rebellion.

»Dette er absolut den rigtige måde at vise vores utilfredshed på. Det er meget effektivt, da det viser den politiske klasse, at folk er klar til at ofre deres frihed for at beskytte deres børn,« siger han, mens de første anholdelser begynder lige ved siden af ham.

Folk i alle aldre er mødt op. På Blackfriars Bridge er der endda indrettet et område for protesterende børnefamilier.

»Der kommer et tidspunkt i alle samfund, hvor folket siger: Nu er det nok. Det tidspunkt er kommet nu,« siger Roger Hallam.

Han har i 30 år forsøgt at få folk til at tage stilling og mener, at der er momentum for klimasagen lige nu.

»Der vil være mange flere af disse begivenheder i fremtiden, for hvis der ikke sker noget, kommer vi alle sammen til at dø.«

Protesterne er planlagt til at fortsætte ind i den kommende uge, hvor flere aktioner skal lamme Londons infrastruktur.

Nobel sag

Syd for Westminster Bridge sidder 22-årige Kyle John Ferrin arm i arm med andre demonstranter på Lambeth Bridge. Tre politibetjente flår sidemanden væk.

»Den her sag er helt sikkert værd at blive anholdt for. Klimaforandringerne sker lige nu, og med mindre at vi gør noget, vil planeten ikke længere være beboelig for størstedelen af klodens befolkning,« siger Kyle John Ferrin, der til daglig arbejder som tjener, med rystende stemme.

Minutter efter bliver han revet ud af menneskekæden og slæbt hen mod de ventende politivogne.

22-årige Kyle John Ferrin sad arm i arm med andre demonstranter på Lambeth Bridge. Her hiver politifolk ham ud af menneskekæden kort tid efter.

22-årige Kyle John Ferrin sad arm i arm med andre demonstranter på Lambeth Bridge. Her hiver politifolk ham ud af menneskekæden kort tid efter.

Ólafur Steinar Gestsson

Lidt derfra står en politiinspektør og deler ordrer ud til sine underordnede.

»Det er en meget nobel sag, og der er rigtige måder at skabe opmærksomhed om sagen på. Måder, der ikke forstyrrer hverdagen i London by,« siger politiinspektøren, der af sikkerhedshensyn ikke må give sit navn, men kun sit politinummer – 221975.

På Westminster Bridge er det i dagens anledning lovligt at protestere, men her på Lambeth Bridge bliver der tyndet ud i demonstranternes kæder.

»Det er en verdensomspændende sag. Det er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved. Men det skal gøres på en ordentlig måde og i overensstemmelse med loven,« siger han.

I en høflig tone bliver demonstranterne informeret om deres rettigheder og opfordret til at flytte sig. Når de nægter, bliver de mere eller mindre frivilligt ført bort af ordensmagten.

85 demonstranter bliver arresteret i løbet af dagen.

Ikke kun venstreradikale

Inden solnedgang mødes de tusinder af tilbageværende demonstranter ved Parliament Square. Der er stillet højtalere op, så de fremmødte kan lytte til foredrag og dele dagens oplevelser.

»Det er ikke, fordi jeg elsker at være her. Jeg har mere lyst til at sidde hjemme og nyde mine børnebørn,« siger Pat Smith, 69 år og fra Dorking 40 kilometer syd for London.

Som observatør på Southwark Bridge har hun holdt øje med, om demonstranternes rettigheder er blevet overtrådt. En enkelt gang gik politiet over stregen, mener hun.

Tidligere på morgenen har hun været med på en af busserne, der fragtede demonstranter fra forstæderne og andre byer ind til aktionen.

»Efter i dag må folk se i øjnene, at det ikke kun er radikale venstreorienterede, der går op i denne sag. Det er helt almindelige mennesker som mig,« siger hun og fortsætter:

»Vi er et demokrati. Vi er folket, der betaler skatterne, og derfor har vi også ret til at blive hørt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Nu kommer der skred i sagen. Endelig.

Jørgen Clausen

På samme tid var der vilde demonstrationer i Frankring med 400 anholdte over sigende benzinpriser grundet Macron vil lægge en klimaafgift på brændstof. Det vare vist en rum tid endnu før 10 øren er faldet på plads for alle.

Jesper Sano Højdal, Morten Lind, ingemaje lange, Jonna Kjær, Ete Forchhammer , Morten Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Hans Kruckenberg, Torben Skov, Erik Nissen, Morten Balling og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Jeg var i London i weekenden og så flere politifolk end demonstranter. Mange gader var lukket for trafik men alt virkede ganske fredeligt. Mellem Trafalgar Square og Downing Street var der politi med store heste, der spærrede indgangen til et hus. Men man kunne let komme udenom.
Vi gik med en demonstration i nogen tid. Slogans og flyers var gode, men ret neutrale "People. Power. Power to the people.", imod Klimaændringer og "Save our Children" og lignende. Dvs noget de fleste kan være enige i, men de færreste gider gøre noget for at ændre.
Vi hørte et par taler. De virkede mere radikale men havde vidt forskellige vinkler.

Det bliver spændende at se, om vi kan regulere temperaturen på barrikaderne eller om det bare er Jehovas Vidner version 2.00.