Læsetid: 11 min.

Her er, hvad Mamduh kan vende hjem til i Raqqa

Syriske flygtninge skal hjem hurtigst muligt, mener et flertal i dansk politik. Tre flygtningefamilier i Danmark har givet Information adressen på deres hjem i Raqqa, så vi selv kan se, hvad de har at vende tilbage til
»Det er ikke nemt at bede familier rejse hjem, hvis de faktisk er faldet til. Hvis forældrene arbejder og børnene taler dansk. Hvis de indgår positivt i vores fællesskab. Men det er alligevel det moralsk rigtige. Vi skal ikke gøre flygtninge til indvandrere,« sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på Venstres landsmøde i weekenden.

»Det er ikke nemt at bede familier rejse hjem, hvis de faktisk er faldet til. Hvis forældrene arbejder og børnene taler dansk. Hvis de indgår positivt i vores fællesskab. Men det er alligevel det moralsk rigtige. Vi skal ikke gøre flygtninge til indvandrere,« sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på Venstres landsmøde i weekenden.

Thea Pedersen

21. november 2018

DANMARK/RAQQA – I en treværelses lejlighed i Svendborg har Mamduh al-Ahmad fundet ly med sin hustru Hanadi og deres fem børn.

»I dag er det tre år siden, vi blev genforenet,« siger 47-årige Mamduh al-Ahmad med et stort smil.

Da han flygtede fra Raqqa til Tyrkiet i 2014, troede han, det kun var for en kort stund, og at Islamisk Stat (IS) hurtigt ville blive besejret.

»Jeg ville ikke til Europa. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle ende der. Vi troede, vi skulle tilbage.«

I Raqqa var Mamduh al-Ahmad matematiklærer i grundskolen, hans hustru på gymnasiet. Nu er han ved at opgive håbet om at undervise igen og er ved at indstille sig på en karriere som buschauffør i Danmark. Hanadi al-Ahmad går på sprogskole og vil være sosuassistent eller pædagogmedhjælper.

Men står det til regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, skal Mamduh al-Ahmad og hans familie ikke finde sig alt for godt til rette i Danmark. De skal tværtimod rejse hjem til Raqqa, så snart det er muligt.

»Det er ikke nemt at bede familier rejse hjem, hvis de faktisk er faldet til. Hvis forældrene arbejder og børnene taler dansk. Hvis de indgår positivt i vores fællesskab. Men det er alligevel det moralsk rigtige. Vi skal ikke gøre flygtninge til indvandrere,« sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på Venstres landsmøde i weekenden.

Det såkaldte paradigmeskift i udlændingepolitikken står centralt i de igangværende forhandlinger om næste års finanslov.

I stedet for integrationsprogrammer vil Dansk Folkeparti have hjemsendelsesprogrammer og en ændret vurdering af, hvornår det er sikkert for flygtninge at vende hjem.

»For der er ingen tvivl om, at de danske udlændingemyndigheder tager fejl, når de vurderer, at syrerne ikke kan rejse tilbage,« sagde Martin Henriksen, udlændinge- og integrationsordfører hos Dansk Folkeparti i september til Kristeligt Dagblad.

Af de godt 4.500 personer, som har fået midlertidig beskyttelsesstatus fra 2015 og frem, har kun tre procent forladt Danmark igen, skriver avisen.

Mamduh og Hanadi al-Ahmad

  • Bor i Svendborg.
  • Født i Raqqa i henholdsvis 1971 og 1976.
  • Arbejdede som matematiklærere i Raqqa.
  • Deltog i revolutionen mod det syriske styre i 2011.
  • Mamduh al-Ahmad har været fængslet to gange af regimet.
  • Har fem børn i alderen to-15 år. Den yngste er født i Danmark.
  • Familien flygtede fra Raqqa i foråret 2014.
  • De har begge været i praktik som skolelærere. Hanadi håber at blive hhv. sosu- eller pædagogassistent og Mamduh bus- eller lastbilschauffør.
  • Familien er nu spredt i Raqqa, Tyskland, Tyrkiet og Saudi-Arabien.

Ville helst blive

Mamduh al-Ahmad ved godt, at mange i Danmark gerne så flygtninge som ham vende hurtigst muligt hjem. Men selv om det er mere end et år siden, Islamisk Stat blev fordrevet fra Raqqa, tør han og familien ikke.

»Hvis ikke jeg var truet af både IS og regimet, havde jeg aldrig forladt min by. Men pludselig var jeg jagtet fra begge sider. Jeg blev tvunget til at flygte,« sukker Mamduh al-Ahmad.

Sammen med sin hustru mindes han byen, hvor de begge blev født, og hvor de stiftede deres familie. Selv hvis deres hus skulle blive bombet, havde de aftalt, at de ville blive og genopbygge det.

»Det er ubeskriveligt at se sin by ødelagt. Vi drømte om at vende hjem, men i dag er der hundredvis af bekymringer. Folk i Raqqa siger, at ingen ved, hvad der sker i morgen, og hvem der er loyale over for hvem. IS er der stadig, og hvis regimet vender retur, vil de lede efter mig fra første time,« hævder Mamduh al-Ahmad.

Han giver os adressen på familiens hus i Raqqa, så vi selv kan se, hvad han og familien har at vende hjem til.

»Det er ubeskriveligt, at se sin by ødelagt,« siger Mamduh al-Ahmad. 80 procent af Raqqa var lagt i ruiner efter fordrivelsen af Islamisk Stat.

Thea Pedersen

Fra Svendborg til Raqqa

Vi rejser ind i Raqqa i oktober med tilladelse fra de primært kurdiske styrker fra Syrian Democratic Forces (SDF), som for godt et år siden fordrev Islamisk Stat fra hovedstaden i deres selvudnævnte Kalifat, og som endnu sidder på magten. 

Fra syriske flygtninge i Danmark har vi i alt tre adresser med, som vi vil prøve at finde frem til. Hvem bor i deres hjem i dag? Findes det? Og hvilket liv kunne de skabe sig her?

Den første adresse er på Mamduh al-Ahmads lejlighed på gaden ’23. februar’ i centrum af Raqqa. Foruden adressen har vi fået koordinater, fotos og dessiner for at kunne finde lejligheden, men i en syrisk by hærget af syv års krig er det lettere sagt end gjort.

I Mellemøsten er det ofte omsonst at lede efter husnumre. Man skal hellere prøve at finde den nærmeste kiosk eller bager og spørge sig frem. Jagten på Mamduh al-Ahmads hjem bliver ikke lettere af, at den foregår i en by, der har været udsat for et utal af bombardementer, siden han flygtede i 2014. 80 procent af Raqqa er lagt i ruiner, og hele boligblokke er forsvundet.

Vi spørger os frem blandt små butikker og handlende på gaden, indtil vi til sidst bliver peget ind i en træt udseende cementarkade, hvor en trappe fører os op til tredje sal. 

»Kommer du fra Danmark,« spørger en kvinde med et smil i døren.

Hun vifter os ind og gør sig i hast dydig med tørklædet, mens hendes datter bliver sat i gang med at forberede den obligatoriske kaffe og kage til fremmede gæster.

Kvinden viser sig at være Mamduh al-Ahmads svigerinde. På etagen bor også hans to brødre, deres familier og Mamduh al-Ahmads 92-årige mor.

»Hvis Mamduh var blevet, havde han fået hugget hovedet af,« konstaterer hans ene storebror, Abdulrahman.

»Alle, alle, der arbejdede for demokrati, ville have lidt den skæbne.«

Mamduh og Hanadi al-Ahmads lejlighed lå på femte sal i samme opgang. Men den findes ikke mere.

Efter tredje sal er etagerne forvandlet til en kollapset lagkage af cement. Taget er væk. Facaderne forsvundet. Midt i det rå bygningsskelet på fjerde sal, der engang udgjorde storebror Fahads lejlighed, står nu nogle sølle rester af en kommode fra Mamduh al-Ahmads soveværelse. Brudstykker af en trappe leder op i ingenting.

»Prøv at se. Resten af hans ting ligger dernede,« fortæller den 55-årige storebror Fahad og peger fra kanten af fjerde sals åbne etage mod en gyde, hvor murbrokker blander sig med sko og tøj.

Den smadrede trappe ledte engang op til Mamduh al-Ahmads lejlighed på femte sal.

Thea Pedersen

En ’kuffar’

Vi går rundt i de knasende rester af Mamduh og Hanadi al-Ahmads hjem, mens familien fortæller om jihadisterne, der indtog morens lejlighed i stueetagen; om Scud-missilerne, der slog ned i 2015; om krigen, der kørte på klokkeslæt hver nat fra 18 til 06, da kampene var værst; om luftangrebene i 2017, der gjorde det af med de øverste to etager i bygningen.

Mamduh al-Ahmad har fortalt, hvordan familien i bunden af bygningen havde en blomstrende skrædderbutik og boghandel. I perioden efter Syriens Arabiske Forår røg Mamduh al-Ahmad flere gange i fængsel og blev til sidst fyret fra sit lærerjob. Men da regimet blev tvunget ud af Raqqa, blev Mamduh al-Ahmad valgt ind i det lokale byråd.

»Det var begyndelsen på en gylden æra … Hvis altså den havde fået lov at fortsætte,« har Mamduh al-Ahmad sagt om den korte periode i 2013, hvor den politiske kamp for frihed og forandring spirede.

Nu græder hans hustru, hver gang hun ser billeder af sin by, sit hjem og sin arbejdsplads, der ligesom revolutionen er skudt i sænk.

Med Islamisk Stats indtog i 2014 var Mamduh al-Ahmad på grund af sit politiske arbejde ikke kun fjende af den syriske regering, men også af kalifatet. En kuffar, vantro.

I dag tikker dødstruslerne stadig ind. Broren Fahad viser sin mobil:

»Din svinehund. Hold kæft og stop dine skriverier om Islamisk Stat. Ellers halshugger vi dig i dit hus. I morgen er dagen nær,« står der i en sms, han har modtaget tre uger forinden.

På Facebook har broren kaldt IS for umenneskelige, fordi de under deres styre nægtede syge at rejse ud af byen for at få behandling. Syv år efter oprøret mod Assads regime og et år efter befrielsen fra det religiøse regime, er det stadig så som så med friheden i Raqqa. IS er nok besejret, men langt fra forsvundet.

Døde træer

Vi kører fra Mamduh al-Ahmads pulveriserede penthouse og møder syv minutter senere onklen til 31-årige Abu Ismaiel, der ligeledes er flygtet fra Raqqa til Danmark. I dag bor han med sin familie i Holsted i nærheden af Esbjerg.

Onklen guider os gennem byen til de to steder, hans nevø har skitseret for os.

Først ser vi på en ramponeret lejlighed med et afsvedet jerngitter om stuealtanen, hvor køkkengulvet er dækket af vand. Én har skidt op ad væggen. Vi tager os i agt for oversete eksplosiver, for Abu Ismaiel aner ikke, hvem der har boet der sidst.

Derefter kommer vi efter ti minutters kørsel til en fuldstændig gennemhullet spøgelsesbygning.

Genopbygningen af byen lader tydeligvis vente på sig. Selv træerne i kvarteret synes døde.

»Det var det sidste sted, vi boede, inden vi flygtede. Det er min fars hus, mit barndomshjem. Vi skiftedes mellem at bo de to steder, og jeg bliver meget berørt, når jeg ser det. Selv om jeg er i Danmark, er mit hjerte jo stadig i Raqqa,« har Abu Ismaiel fortalt.

Af hensyn til sin families sikkerhed ønsker han ikke at få sit borgerlige navn i avisen.

Abu Ismaiel og Dima

  • Bor i Holsted.
  • Født og opvokset i Raqqa i hhv. 1987 og 1994.
  • Arbejdede som aluminiumssnedker i Raqqa.
  • I dag er Abu Ismael laborantoperatør.
  • Dima går på VUC for at afslutte 9. klasse. Hun vil gerne være sygeplejerske.
  • Har to børn på hhv. 3 og 5 år. Den yngste er født i Danmark.
  • Abu Ismaiel flygtede første gang i 2013 og vendte senere retur.
  • Familien flygtede sammen til Tyrkiet i starten af 2014.
  • Abu Ismaiel ankom til Danmark i august 2014. Familien i november 2015.
  • Deres familie bor i dag i Raqqa og Tyrkiet.

Vi er kun få minutter fra det berygtede Sorte Stadion, en af IS’ sidste bastioner, som blev brugt som underjordisk fængsel. Op til årsdagen for befrielsen 17. oktober har man forsøgt at omdanne det til en hvid sportsarena. Nok er fodbolden vendt tilbage, men der er placeret synlige finskytter overalt.

»Du skal vide en ting. Jeg er ikke kommet til Danmark for at spise og sove,« har Abu Ismaiel sagt.

»Jeg elsker at arbejde. Min kone har kørekort. Mine børn går i børnehave, og jeg vil rigtig gerne tilbage til Raqqa. Men jeg emigrerede på grund af min familie. Jeg vil aldrig tage risikoen ved at vende tilbage nu. IS er der stadig, og måske vender regimet tilbage. Syrien er som et stort bål.«

Den amerikanskstøttede koalition, Syrian Democratic Forces (SDF), der af nogle betragtes som en ny besættelsesmagt, har indledt samtaler med Assad-regimet om netop Raqqas fremtid.

Elementer fra Mamduhs kommode er tilsyneladende det eneste, der er tilbage af lejligheden på 5. sal. Andre personlige ejendele ligger begravet i murbrokker i en gyde.

Thea Pedersen

Efter mørkets frembrud

Abu Ismaiel arbejder i dag som laborantoperatør, og hans 24-årige hustru er elev på VUC. Resten af familien er spredt i Tyrkiet og Tyskland, mens nogle stadig er i Raqqa. Onklen har nu genåbnet den snedkervirksomhed, som Abu Ismaiel forlod i al hast.

»Vi har brug for sikkerhed. Mod IS. Mod regimet. Hvis de kommer tilbage, dræber de halvdelen af vores unge. Alle, der har protesteret mod systemet og nægtet at kæmpe,« fortæller onklen.

»Du ved jo, hvad der er sket med vores land. Om gud vil, kommer genopbygningen, men der er kun støv tilbage,« sukker han.

Det er blevet tid til, at vi må forlade byen. Raqqa er ikke et sted, man skal opholde sig længe ad gangen, og slet ikke efter mørkets frembrud. Selv om kalifatet er dødt, kender alle hernede til de sovende celler, der hurtigt kan vækkes til live. Kun 15 dage forinden har en gruppe IS-soldater forsøgt at genrejse det sorte flag i byen, inden de blev dræbt, anholdt eller flygtede.

En SDF-soldat betror os, at IS gennem den sidste tid også har angrebet flere checkpoints.

Akrobatik i gaden

Det er derfor, vores tolk ikke er meget for, at vi næste morgen vender tilbage til Raqqa og kører rundt i små tætbyggede kvarterer og gennem flere gyder for at opspore 22-årige Fawaz Husseins tidligere hjem.

»Spørg efter min families navn. Så finder I det,« har Fawaz Hussein fortalt hjemmefra på næsten flydende dansk om det overvejende kurdiske kvarter i udkanten af byen, hvor vi nu langsomt cirkler rundt.

Det er her, Fawaz Hussein er vokset op og hans familie boede, indtil IS gav beboerne tre dage til at fordufte. De overtog deres huse, indrettede våbendepoter og efterlod husene svært mineret, da de år senere forlod dem igen.

»Abu Abdu al-Kurdi. Ja, ham kender jeg,« responderer en mand i kjortel, da vi på gaden spørger efter Fawaz Husseins far. Kort efter eskorteres vi til fods gennem et udbombet boligkvarter.

»Kun omkring 30 procent af naboerne er vendt tilbage. Mange er døde og forsvundet,« konstaterer manden og undskylder, at han ligner en jihadist i sin kjortel.

Fawaz Hussein

  • Bor i Kastrup.
  • Født og opvokset i Raqqa i 1996.
  • Har gået i skole indtil 10. klasse.
  • Flygtede i 2013 fra Raqqa til Kobane, Syrien.
  • Flygtede i 2015 til Danmark med sin søster og svoger.
  • Har i Danmark boet i Rønne og Tåstrup.
  • Er nu i lære som tømrer-arbejdsmand.
  • Hans familie bor i Tyrkiet og Syrien.

Ved en jordvej finder vi endelig adressen.

»Jeg har boet der hele mit liv. Vi legede akrobatik i gaden. Vi passede oliven- og granatæbletræerne i gården. Min bror og jeg plantede vindrueranker. Jeg efterlod mine akvariefisk og min familie, som jeg først så sidste jul efter fem år. Mine øjne bliver røde, når jeg ser det i dag,« har Fawaz Hussein fortalt om den tomt, han selv omtaler som »mit slot«.

I dag står kun få skudhullede ydervægge af barndomshjemmet tilbage. Men oliven- og granatæbletræerne står der stadig.

Fawaz Hussein har nu været i Danmark i tre år og seks dage. Han bor i en 40 m²-lejlighed i Kastrup, har fået job som tømrerarbejdsmand og modtog sidste år titel og diplom fra Venligboerne som ’Årets Flygtning’, overrakt af Tårnbys borgmester.

»Folk, der siger, vi bare skal vende hjem, ved ikke, hvad der sker i Raqqa. Jeg kan se det på folks ansigter: De bryder sig ikke om, hvis ikke jeg siger, at jeg vil hjem. Og jeg håber da, jeg kan vende hjem engang. Men lige nu drømmer jeg om at blive i Danmark og uddanne mig rigtigt til tømrer.«

Fawaz Hussein tænker, at han måske først kan vende tilbage til Raqqa om fire eller fem år.

»Og det første jeg vil gøre, hvis jeg en dag står foran mit hus igen, er at vande de to træer. Jeg skal bare fylde dem med vand.«

Abu Ismaiel bor i dag i Holsted i nærheden af Esbjerg sammen med sin familie. 4200 kilometer borte ligger hans barndomshjem og seneste lejlighed som sønderskudte spøgelseshuse.

Thea Pedersen

Information var i Raqqa forud for årsdagen for befrielsen fra IS, 17. oktober 2018.

Raqqa i det nordlige Syrien var Islamisk Stats sidste urbane støttepunkt efter irakiske styrkers erobring af Mosul, og fungerede som kalifatets kommando- og propagandacenter. Tilbage er 6-7.000 militante forskanset i Eufratdalens militærlejre og landsbyer, men det er kun et spørgsmål om tid, før de sidste IS-støttepunkter er nedkæmpet.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Thomas Tanghus
  • Carsten Munk
  • Svend Erik Sokkelund
  • Christian Mondrup
  • Torben K L Jensen
  • Erik Karlsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Johnny Christiansen
  • Dorte Sørensen
  • Tommy Clausen
  • Randi Christiansen
  • Anders Reinholdt
  • Torsten Jacobsen
Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Thomas Tanghus, Carsten Munk, Svend Erik Sokkelund, Christian Mondrup, Torben K L Jensen, Erik Karlsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Johnny Christiansen, Dorte Sørensen, Tommy Clausen, Randi Christiansen, Anders Reinholdt og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kan man sende familier med børn der taler dansk, til ruin byer i Syrien, hvor skal de bo og hvor kan de arb. Og tjene til livets ophold?
Hvis de har arb. Og vi mangler jo arbejdskraft, er det så ikke kolbøtte fabrik, og så taler man om at importere arbejdskraft fra Asien? De kan jo ikke tale dansk. Det vil være umenneskeligt at sende familier der er flygtet fra militær tjeneste tilbage til Assat.

Søren Veje, Gert Romme, Christel Gruner-Olesen, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Thomas Tanghus, John Andersen, Svend Erik Sokkelund, Anne Eriksen, Søren Bro, Erik Karlsen, Ellen Chakir, Ina Mann, Dorte Sørensen, Tommy Clausen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Her ser vi resultatet af den politiske ubeslutsomhed, der efterlader disse mennesker i vadestedet fuld af tvivl og rådvildhed. Jo længere tid der går, jo vanskeligere.
Mamduh må have været særlig aktiv for at være truet fra begge sider. Hans familie bor der stadig, som beskrevet i artiklen. Kunne de ikke have taget sig af konen og de fembørn og dermed givet Mamduh større handlefrihed. Svært for os at vurdere.
Nu er tiden gået og flygtningene bliver godt integreret. Skal vi så tro på hans inderste ønske om at vende tilbage ?
Nej, det er ikke nemt - med statsministerens ord.

Kenneth Jacobsen

Pokkers at skulle beklage sig over, at flygtningene med tiden går hen og blir integreret, når dogmet ellers lyder, at den slags kun kan mislykkes...

Christel Gruner-Olesen, Eva Schwanenflügel, Anders Reinholdt, Flemming Berger, Carsten Wienholtz, Hans Larsen, Niels Duus Nielsen, John Andersen, Christian Mondrup og Søren Bro anbefalede denne kommentar
Kenneth Jacobsen

Man ser, at det er blevet god tone at tale om moralsk pligt. Når det gælder syrere.

Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Hans Larsen, John Andersen, Niels Duus Nielsen og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar

vi hjælper USA med at smadre lande i Mellemøsten og afviser at tage de flygtninge, der deraf opstår.

Hanne Pedersen, Christel Gruner-Olesen, Alvin Jensen, Dagmar Christiandottir, Eva Schwanenflügel, Carsten Wienholtz, Holger Madsen, Niels Duus Nielsen, Leo Nygaard, Thomas Tanghus og John Andersen anbefalede denne kommentar

Havde Mamduh og familie et ønske om at blive betragtet som flygtninge, eller havde de et ønske om at blive betragtet som indvandrer i Danmark/Europa?
Hvis de reelt ønskede at blive betragtet som flygtninge, forstår jeg det sådan, når der er mulighed for at vende hjem, er det flygtninges lod at gøre dette, og sådan har det vel været sådan siden flygtningekonvention opstod.
Ud fra fotoet ser det umiddelbart ud til, at der er rigeligt med arbejde.

Per Torbensen, Georg Kallehauge, Michael Friis, Hans Aagaard og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

@Erik Pedersen, Du skriver at ”Tyskerne og Japanerne er i dag glade for at deres forældre valgte at genopbygge deres lande, i stedet for blot at udvandre”. Rigtig mange tysker udvandrede faktisk. Men du glemmer at der var noget som hed marshall hjælpen som skulle bruges til at genopbygge disse lande hurtigt. Donald Trump har udtalt at Amerika ikke vil hjælpe med genopbygning af netop Syrien, det kan Rusland gøre.

Christel Gruner-Olesen, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Carsten Wienholtz, Holger Madsen, Hans Larsen, Niels Duus Nielsen, Søren Bro og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar

Hvad er der forkert i at Rusland yder økonomisk støtte til genopbygningen af Syrien? Som jeg forstår det, er siddende magthaver ikke rigtig glad vesten.
Selvfølgelig er det rigtigt at, der ved hver krig rundt i verden er indbyggere, der vælger at immegrerer; men så er de jo ikke flygtninge. Som jeg forstår det er hovedpersonen og hans familie kommet ind i landet, hvor de har påberåbt sig flygtningestatus. Som jeg tidligere har været inde på, nu må de bestemme sig, vil de være flygtninge med de fordele og ulemper eller immigranter med helt helt andre betingelser!

Per Torbensen, Dagmar Christiandottir, Leo Nygaard og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Ole Rødvig, Assad og hans regering har udstedt amnesti til desertører, så det er ikke der, skoen trykker. Så vidt jeg er orienteret vil de fleste flygtninge fra Syrien vende hjem igen, da de alligevel ikke føler sig velkomne her i landet (1-0 til Støjberg og co.). De få, som faktisk er velintegrerede, har så andre grunde til, at de gerne vil blive her - først og fremmest det faktum, at deres børn i mellemtiden er blevet danske.

Hvis vi nu var en almindelig nation, ville vi lade nogle blive og lade andre vende hjem til Syrien. Men vi er ikke længere en almindelig nation, men derimod en ualmindeligt fremmedfjendsk nation. Det vil komme og bide os i r*ven, den dag, vi selv vil blive ramt af ulykker uden for vores kontrol - som fx når vi rammes af oversvømmelse af alle kystnære egne og når hedeslag bliver en folkesygdom.

Christel Gruner-Olesen, Alvin Jensen, Anders Reinholdt, Viggo Okholm, Eva Schwanenflügel, John Andersen, Marie Jensen, Carsten Wienholtz og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Kemiske angreb plejer at rydde forsider, når der er mulighed for at beskylde Assad eller russerne for at stå bag, men når "oprørerne" bruger klorgas, er det åbenbart helt uinteressant?

https://edition.cnn.com/2018/11/25/middleeast/syria-gas-attacks/index.html

Ganske vist er Information mere en analyse-avis end en nyheds-avis, men det kalder vel også på analyse, når det officielle narrativ modsiges af virkeligheden?

Husk på, at "oprørerne" finansieres af USA, UK og Saudiarabien, og husk også på, at vi er allierede med de to førstnævnte. Så længe, vi ikke kritiserer USA for at støtte terrorister, er vi ifølge amerikansk logik medskyldige: "Either you are with us, or you are with the terrorists".

Niels Duus Nielsen

Bump!

Hvorfor er det uinteressant, når "moderate" oprørere gasser civile, mens det er dybt forkasteligt, når Assad gør? Er forbrydelsen ikke den samme?