Feature
Læsetid: 7 min.

Naboerne jublede, da Katjas familie som de første genopbyggede deres hjem i krigszonen i Østukraine

Søndag gik de østukrainske udbryderrepublikker Donetsk og Luhansk til valg trods Ukraines og Vestens protester. På gaden kan man igen opleve trafikpropper i den tidligere millionby Donetsk, mens flygtningene mere eller mindre frivilligt flytter hjem. Mange håber stadig en dag at blive en del af Rusland
Livet er så småt vendt tilbage til Donetsk. Men kører man bare 15 minutter ud af byen mod lufthavnen, der ligger i ruiner, ser bybilledet anderledes ud. Her er nedlukkede fabrikker, smadrede vinduer, skudhuller og ødelæggelser fra artillerigranater. Det russiske ord for ’bombeskjul‘ står her på en mur.

Livet er så småt vendt tilbage til Donetsk. Men kører man bare 15 minutter ud af byen mod lufthavnen, der ligger i ruiner, ser bybilledet anderledes ud. Her er nedlukkede fabrikker, smadrede vinduer, skudhuller og ødelæggelser fra artillerigranater. Det russiske ord for ’bombeskjul‘ står her på en mur.

Julia Samokhvalova

Udland
12. november 2018

»Hvis de dog bare ville annektere os!«

Den 35-årige journalist Katja vendte sammen med sin familie tilbage til den selvproklamerede Folkerepublik Donetsk i sommeren 2016, da kamphandlingerne var stilnet af efter to heftige år, hvor artillerigranater nåede centrum af byen, og ukrainske kampfly fløj truende over den industrielle hovedstad i Donbass-området, som er samlebetegnelsen for Donetsk-bassinet i det østlige Ukraine.

For dem var det naturlige valg at flygte til det sydvestlige Rusland, ligesom de havde håbet, at Rusland snarest ville indlemme de to udbryderrepublikker Donetsk og Luhansk i moderlandet, som det var sket med den ukrainske halvø Krim i 2014.

»Donbass er et russisksproget område. Folk her føler, at de tilhører den russiske kultur, selv om de er ukrainere af nationalitet. Vores forfattere er Pusjkin og Lermontov og ikke Sjevtjenko. Vores sprog, mit og mine børns modersmål, er russisk. Og sådan er det for flertallet her.«

Livet er så småt vendt tilbage til hovedbyen Donetsk, der i 2014 og 2015 lignede en spøgelsesby.

»Der var så tomt, at det var uhyggeligt,« husker Katja, der ligesom samtlige andre kilder, Information taler med i Østukraine, hverken ønsker sit rigtige navn eller foto i avisen. Alle er bange, og ingen ved, hvad fremtiden bringer.

Mange af dem, der rejste væk, da krigen begyndte i Østukraine, er vendt hjem igen. Udgifter til vand, el og varme er betydeligt større i Ukraine såvel som i Rusland, og så er der husleje og problemer med at blive ansat både øst og vest for grænsen for borgere fra Donbass.

»Der er en bølge af folk, der vender hjem,« fortæller Katja.

»Nu kan man endda komme ud for, at der er trafikprop om aftenen,« griner hun.

Mange af bilerne kører allerede med DPR-nummerplader (Donetsk People’s Republic) og republikkens sort-blå-røde flag.

I stedet for annektering er Donetsk- og Luhansk-regionerne blevet delt, og de oprørskontrollerede områder står som isolerede semistater, der ikke engang anerkendes af Rusland. Alle banker er lukket og erstattet af Den Centrale Bank for Folkerepublikken Donetsk, ukrainske hryvnia er for længst skiftet ud med russiske rubler, og post kan kun sendes internt og til Rusland. De fleste varer kommer fra Rusland, en lille del fra Ukraine, og få bliver produceret lokalt.

Udbrydervalg

Det var under de specielle omstændigheder, at Folkerepublikken Donetsk og Folkerepublikken Luhansk søndag valgte deres nye ledere.

Krigen i Østukraine mellem de to oprørsstater og ukrainske styrker er i gang på femte år og har kostet flere end 10.000 menneskeliv. Valgene er blevet fordømt af Kiev og Vesten, mens den russiske præsident Vladimir Putins pressesekretær Dmitrij Peskov har udtalt, at valget ikke strider imod Minsk-aftalen.

Da Information besøger hovedstaden i Folkerepublikken Donetsk op til valgdagen, hænger store valgplakater med politiske sloganer blandt andre bannere fra forgangne festligheder over hovedvejene, hvor gamle biler fra sovjettiden kører side om side med nyere udenlandske modeller.

Ud fra plakaterne at dømme er den midlertidige leder, Denis Pusjilin, på forhånd storfavorit. Altid i jakkesæt, enten med et barn i favnen eller omgivet af hvide duer, lover han fred til den krigsplagede republik.

»Jeg kan ikke lide ham,« siger Katja. »Selv om det lyder mærkeligt, tror jeg mere på de kandidater, der taler om krig. For hvordan kan man tale om fred, når der står kampvogne op til vores grænser?«

De eneste to kandidater, der reelt kunne have udfordret Pusjilin, var hærføreren Aleksander Khodakovskij og politikeren Pavel Gubarev, men begge var udelukket fra valget. De fire resterende kandidater deler hverken de tos genkendelighed eller popularitet.

»Det er et valg uden valg. Selv om folk stemmer på de andre kandidater, giver disse sikkert deres stemmer til Pusjilin, så han vinder,« siger Katja inden valgdagen.

Hun vil selv stemme på en kvindelig kandidat, der blev populær efter at have ledet tv-showet Det ukrainske folkelige tribunal, hvor kandidaten som dommer ’dømte’ ukrainske politikere for deres krigsforbrydelser imod Donbass-borgerne. Mange af Katjas venner har dog ikke tænkt sig at stemme.

Den russiske hvid-blå-røde trikolore er et gennemgående farvevalg på alle valgplakater og på de store opslag med patriotiske udsagn fra kendte oprørsledere. Det subtile politiske budskab bliver understreget med direkte slogans som »Donbass og Rusland er ét« og »Med Rusland i hjertet«.

Ikke langt fra regeringsbygningen, der bevogtes af soldater, er der opstået et spontant mindesmærke, bestående af blomster, lys og store fotografier af den populære oprørsleder og folkerepublikkens præsident Aleksander Zakhartjenko, der døde i en bombeeksplosion i sommer. Siden den dag har der ligget blomsterbuketter på drabsstedet ved den nu ødelagte café.

Ingen ved endnu, om Ukraine stod bag, eller om det var et russisk attentat mod den stadig mere egenrådige separatistleder, eller om det endda var en intern magtkamp blandt separatisterne.

»Jeg har ikke mødt nogen, der har sagt, at han var en dårlig leder,« siger Katja.

»Det eneste, han bliver kritiseret for, er, at han ikke lykkedes med at forene Donbass med Rusland.«

En fattigere hverdag

Selv om nogle af fabrikkerne og virksomhederne er åbnet igen, er lønningerne meget lave.

»Alle lever fattigere nu. Mange folk har mistet deres vante indkomstkilder og skal finde nye.«

Katja skriver for en avis og løser også opgaver for sin mand, som arbejder for et russisk reklamebureau. I den forstand er de heldige sammenlignet med dem, der må nøjes med et job i Donetsk og en gennemsnitlig månedsløn på 6-9.000 rubler svarende til godt 6-900 kroner.

Et af de største problemer for borgerne i de to selvudnævnte folkerepublikker Donetsk og Luhansk er pensionsudbetalingerne til de ældre. De kan kun få ukrainsk pension, hvis de er registrerede som tilflyttere til ukrainske statskontrollerede områder.

»Folk som min far har arbejdet hele livet og betalt skat til Ukraine, og nu behandler de dem, som var de jøder under Nazityskland. De vil bare pine dem,« siger Katja.

Hun kommer fra en familie med flere generationer af minearbejdere.

Hendes far, der hele sit liv har arbejdet i en kulmine, er nødt til at krydse grænsen til Ukraine mindst hver anden måned for at blive verificeret og få sin pension udbetalt.

Kontrolposterne ligger midt ude i steppen.

»Man kan stå der i 12 timer i vind og vejr med et gevær rettet imod sig og risikoen for at blive skudt. Og det skal vores ældre gennemgå både på den ene og den anden side af grænsen for at komme derhen og få deres pension, som de får udbetalt eller endda risikerer ikke at få udbetalt,« siger Katja med hentydning til de adskillige gange Ukraine har stoppet pensionsudbetalinger til borgere fra den oprørskontrollerede del af Donbass.

Der er opstået en hel skyggeforretning og en korruptionsfidus omkring pensionisterne, der skal have ukrainsk pension. Både hvad angår transport over grænsen, bopælsregistrering som tilflytter og afhentning af pensionen til dem, der ikke kan rejse selv.

Katjas forældre har slægtninge i den sydukrainske by Mariupol, som de har registreret sig hos, mens andre må betale for en fiktiv adresse.

»Hvis myndighederne kommer og ser, at du ikke bor der, men får pension, så sletter de dig fra systemet, og så skal du begynde forfra,« fortæller hun.

Folkerepublikken Donetsk har siden april 2015 selv udbetalt pension til de ældre, men den udgør gennemsnitlig kun 3.000 rubler om måneden svarende til godt 300 kroner. Den ukrainske pension er vokset over de seneste år, men selv med to pensioner har pensionisterne svært ved at få økonomien til at hænge sammen, og mange har været afhængige af køkkenhaver, hjælp fra børn og humanitær hjælp.

I gang med genopbygning

Katjas to børn på ni og fem år har ugen fuld af fritidsaktiviteter som musik, koreografi, gymnastik, tegning og syning.

»I det hele taget blomstrer det kulturelle liv i Donetsk. Der er en masse koncerter, udstillinger, teaterforestillinger. Og stor tak til Rusland for, at de støtter op om det,« siger Katja, der skal i koncerthuset med sin mand og børn og høre en kendt russisk violinist optræde.

Russiske museer går sammen om fællesprojekter med museerne i Donetsk, og mindre kendte russiske musikere rejser hertil for at give koncerter.

Russiske universiteter har også indgået samarbejdsaftaler med uddannelsesinstitutionerne i Donetsk om akkreditering af de videregående uddannelser, der i dag ikke anerkendes af Ukraine. Diplomerne vil til gengæld blive anerkendt i Rusland, så de nyuddannede vil kunne søge arbejde dér eller fortsætte deres uddannelse.

Katja fortæller begejstret om familiens store renoveringsprojekt af deres hjem, der fik alvorlige vandskader under deres lange fravær.

»Folk sagde, at vi var skøre, da de hørte, at vi ville investere penge i renovering, mens der stadig er krig. Men vores naboer mødte nærmest vores beslutning med klapsalver og sagde, at vi inspirerer dem! Vi var de første på vores gade, der gik i gang.«

Kører man blot 15 minutter nordvest for centrum mod Donetsks hovedbanegård og lufthavnen, der ligger i ruiner, ser bybilledet markant anderledes ud: nedlukkede fabrikker, smadrede vinduer, skudhuller og ødelæggelser fra artillerigranater på de gamle sovjetiske boligblokke, friske aftryk efter kampvogne i asfalten. Her hører folk stadig skud og eksplosioner fra frontlinjen hver aften efter mørkets frembrud.

Selv om det sidste år har været markant mere stille, og indbyggerne i Donetsk forsigtigt er begyndt at puste ud, er det med forsigtigt åndedræt.

Ved enhver ny eskalering kan de igen blive nødt til at søge tilflugt i kælderen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg bliver så trist, når jeg læser om Donetsk regionen.
Naturligvis skal befolkningen have ret til enten at blive selvstændige eller genforenet med Rusland. Krim halvøens genforening var ganske smertefrit, mens omkostningerne for de stakkels russisktalende mennesker i Donetsk regionen var og er voldsomme.
Jeg anklager Brussels/Strasbourg ekspansionspolitik for denne triste skæbne.
Tænk engang EU har en kommissær for udvidelse og europæisk naboskabspolitik, pt. Johannes Hahn.
Lad dog befolkninger selv bestemme og søg samarbejde, ikke konflikt, med Rusland.

Trump har desværre en pointe mht til Tysklands gasimport fra Rusland via Nord Stream. EU bliver enige om sanktioner mod Rusland som bl.a går ud over bl.a. danske interesser, mens Tyskland store gasimport undtages.
Se Tysklands samhandelstal:
https://www.destatis.de/EN/FactsFigures/NationalEconomyEnvironment/Forei...
Rusland er et - af ganske få lande - som Tyskland ikke har handelsoverskud overfor.

Tyskland er er et spændende og succesfuld land med mange dygtige indbyggere.
EU virker designet til at gør stærke Tyskland endnu stærkere. Er det virkelig intentionen?

Anders Graae, Torben Skov, Flemming Berger, Per Torbensen, Henrik Leffers og Tonny Helleskov anbefalede denne kommentar