Læsetid: 7 min.

Nationalstat eller multinationalt imperium? Polen er drama

For 100 år siden, da Polen genopstod som en af konsekvenserne af Første Verdenskrigs afslutning, skændtes de bravt om, hvad Polen var, og hvordan det skulle se ud. Det gør de stadig
På den store Pilsudski-plads midt i Warszawa blev en seks meter høj statue af den afdøde præsident Lech Kaczynski, partiformand Jaroslaw Kaczynskis tvillingbror, afsløret lørdag. Stauen er en del af den slåskamp, som fejringen af landets 100-årsdag har udviklet sig til. 

På den store Pilsudski-plads midt i Warszawa blev en seks meter høj statue af den afdøde præsident Lech Kaczynski, partiformand Jaroslaw Kaczynskis tvillingbror, afsløret lørdag. Stauen er en del af den slåskamp, som fejringen af landets 100-årsdag har udviklet sig til. 

Krystian Dobuszynski/Ritzau Scanpix

12. november 2018

I Finland bygger de et prægtigt bibliotek for at fejre 100-året for selvstændigheden. I Estland afholder de poesifestivaler og lejrbål. I Letland planter de egetræer. I Litauen har de arrangeret verdensomspændende fællessang.

I Polen har de skændtes indædt om afholdelsen af en stor uafhængighedsmarch i Warszawa søndag 11. november med deltagelse fra stærkt patriotiske, protofascistiske og voldelige grupperinger. Politibetjente i hobetal sygemeldte sig, fordi de ikke ønskede at tage ansvar for den.

Warszawas borgmester, der er fra oppositionspartiet, aflyste den af samme årsag. Og præsident Andrzej Duda, der er fra regeringspartiet Lov og Retfærdighed, tillod den igen og gjorde den statslig, hvorefter en domsstol kendte det forfatningsstridigt at forbyde den.

På den store Pilsudski-plads midt i Warszawa blev en seks meter høj statue af den afdøde præsident Lech Kaczynski, partiformand Jaroslaw Kaczynskis tvillingbror, lørdag afsløret. Byrådet har kæmpet imod med næb og kløer, men forgæves.

Det er en genopførelse af en slåskamp i foråret, nu som farce. Dengang fik regeringen opstillet et monument til minde om ofrene ved flystyrtet i Smolensk den 10. april 2010 (blandt andet selv samme Lech Kaczynski), på den modsatte ende af pladsen.

Nu kan de to monumenter kigge på hinanden, mens aksen på den anden led af pladsen domineres af den stærke – og stærkt kontroversielle – tidligere diktator Jozef Pilsudski i den ene ende, der over det buskede overskæg nedstirrer den Ukendte Soldats Grav i den anden ende.

To polakker, tre holdninger

Det er en international PR-katastrofe af dimensioner for et Polen, der i forvejen roder med dårlige meningsmålinger. De kunne have fejret Herberts poesi, Polanskis film, Komedas musik, Korczaks pædagogik, Curies videnskab, bigos og polsk øl, der alt sammen har gjort verden til et bedre sted.

Det ville have været let, folk ville have været glade. Og enige. Udenlandske gæster ville have smilet, sagt tillykke og forsigtigt viftet med et hvidt-rødt flag.

Men som man siger: to polakker, tre holdninger. Polen er drama. Det kommer af historien og den særlige geopolitiske placering mellem aggressive naboer, evigt på spring, hvis chancen byder sig.

Regeringspartiet Lov og Retfærdighed har erobret uafhængighedsdagen og -begrebet og fyldt det med deres mening: Et uafhængigt, stærkt Polen, der kan klare sig militært (med hjælp fra NATO og USA) over for det altid truende Rusland, og værdimæssigt (med hjælp fra andre illiberale regeringer i området) over for vestlige, liberale værdier og alt det, der vurderes ikke at være sandt kristent og europæisk.

I Warszawa var der røg, romerlys og rygmærker med teksten »Død over Fædrelandets fjender«. Der var afsyngelse af nationalsangen, »End er Polen ej fortabt«, og en udpræget uenighed om, hvad ’Polen’ er og bør være, hvordan det risikerer at fortabes, og hvordan man redder den gamle, brugte og misbrugte stat. Og om fortolkningen af fortsættelsen af nationalsangen:

»Så længe vi stadig lever/Hvad fremmede magter har taget fra os/vil vi generobre med en sabel.«

Farvede, homoseksuelle, liberale akademikere, udlændinge og folk fra oppositionen eller den uafhængige, regeringskritiske presse havde opfordret hinanden til ikke at vove sig udenfor på dagen.

Dengang alt var godt

Som alt andet i Polen begyndte den aktuelle 100-årsfejring af den polske selvstændighed, af statens genopståen, ikke søndag og ikke for 100 år siden. Den begyndte i slutningen af 1700-tallet.

Før da, er der nogenlunde konsensus om, var alt godt. Der var demokrati, selv om det kun gjaldt adelen. Der var en konge, selv om han var valgt af og stærkt svækket af adelen. Der var selvstændighed, selv om fremmede magter kunne bestikke bare én polsk adelsmand til at sige ’nej’ – det berømte liberum veto – og dermed forpurre lovarbejde og lamme reformer.

Der var et Polen, der bestod af polakker, jøder, tyskere, litauere, hviderussere, ukrainere, tatarer, rutenere og en række andre minoriteter. Og dette Polen, der egentlig var en polsk-litauisk union, var stort – på sit højdepunkt i 1600-tallet gik staten hele vejen fra Østersøen til Sortehavet.

Så alt var i det store og hele godt. Indtil de tre skæbnesvangre år 1772, 1793 og 1795, hvor de tre naboer Rusland, Preussen og Habsburgriget forslugent fortærede hele det tidligere så mægtige polsk-litauiske rige, i tre kæmpe mundfulde, haps, haps, haps.

Derefter fulgte 123 års ørkenvandring, før Polen endelig genopstod med afslutningen af Første Verdenskrig i den 11. time på den 11. dag i den 11. måned af 1918.

Sikke en fyr!

Men sådan noget sker ikke af sig selv, og da slet ikke i Polen, der sjældent har fået andet end svigt og svig forærende. Nøglepersonen er Pilsudski med det anseelige overskæg, der skuede ud over søndagens officielle program på Pilsudski-pladsen.

Pilsudski troede på en voldelig revolution som middel til at opnå de ønskede samfundsforandringer og hadede og frygtede Rusland af et hærdet hjerte og egen bitter erfaring.

Han var socialist og fik hurtigt efter sin magtovertagelse ved statens genoprettelse i 1918 gennemført en del reformer, blandt andet om arbejdstid og kvinders valgret. Men først og fremmest var han nationalist. Hans paramilitære organisation dræbte flere hundrede russiske embedsmænd om året allerede før krigens udbrud, røvede tog og skød med skarpt ind i menneskemængder.

Hans mål under krigen var med alle midler at grave Polen frem af de tre riger, der havde slugt det i slutningen af 1700-tallet. Analysen var, at skulle det lykkes, skulle Rusland først slås af Centralmagterne (Det tyske Kejserrige og Østrig-Ungarn), hvilket han derfor villigt hjalp til med.

Derefter skulle Centralmagterne slås af Vestmagterne Frankrig, Storbritannien og USA, hvorfor han i 1917 gjorde sig ud til bens over for tyskerne og havnede i fængsel i Magdeburg. Derfra kunne han i triumftog vende hjem til Warszawa, da krigen sluttede, og få overdraget magten af ikke mindre end to konkurrerende polske regeringer.

Sikke en fyr! At sætte sig op mod ikke bare Rusland, men også Tyskland og Østrig-Ungarn, og stolt og modigt, i røg og damp og altid forrest i kamptummelen, forsvare Polen. Det er det stof, myter gøres af, og derfor han behørigt hædres i dag – til trods for det blodige statskup, han gennemførte i 1926, og hans diktatoriske, autokratiske kurs derefter.

Det kostede krige

Pilsudskis familie var forarmet, men adelig. Hans far havde deltaget i oprøret mod russerne i 1863, og hans mor havde lært ham polsk historie og sprog og opdraget ham katolsk, til trods for at familien boede lige uden for Vilnius, dengang langt inde i zarens Rusland. Det Polen, Pilsudski troede på og ønskede sig, var stort.

Som citatet lyder:

»Polen skal være mægtigt, eller også skal det slet ikke være.«

Hvis ikke det blev mægtigt, ville det aldrig have en chance over for de gamle ærkefjender Rusland og Tyskland.

Forbilledet var den multinationale polsk-litauiske stat fra før 1772, kaldet den første republik.

Den anden republik, genopstået i 1918, fik sine grænser fastlagt ved Versailles-traktaten – og ved ikke mindre end seks grænsekrige og konflikter, Pilsudski kastede den stærkt forarmede, epidemiplagede befolkning ud i i årene umiddelbart efter verdenskrigens tilsyneladende afslutning.

Han kaldte sin vision Miedzymorze, Mellem Havene. Første version havde en polsk-ukrainsk akse og dækkede også Litauen og Hviderusland. Første chok kom, da Litauen erklærede sig selvstændigt med den i Pilsudskis øjne polske by Vilnius som hovedstad.

Det kostede en krig. Også Ukraine var mere interesseret i egen selvstændighed end i, hvad der lige siden er blevet opfattet som polsk imperialisme. Det kostede også en krig. Projektet strandede, hvorefter Pilsudski relancerede det – i en endnu mere grandios version: fra Det arktiske Hav over Østersøen til Middelhavet og Sortehavet. Ikke engang tyskerne, før krigen, havde tænkt så stort.

Det var ikke kun naboerne, de potentielle medborgere i et gigantisk Miedzymorze, der stejlede. I Paris sad under krigen (i den tredje konkurrerende polske regering) Roman Dmowski, mesterdiplomat, ærkenationalist og overbevist antisemit, Pilsudski- og tyskerhader.

Han mente, man skulle være katolik og tale polsk for at være en god polak, hvilket ikke blot rystede de britiske diplomater til fredsforhandlingerne, men også indskrænkede det potentielle polske territorium betragteligt.

»Cyklister og vegetarer«

De to visioner kæmper den dag i dag i Polen, også internt i det regerende nationalkonservative parti. Dmowski sammenlignede rent ud jøder med parasitter, partiformand Kaczynski har advaret mod, at muslimske migranter kan medbringe parasitter og andre sygdomme.

Hadforbrydelser mod jøder i det efterhånden meget etnisk homogene Polen er i de senere år aftaget, til gengæld er de steget mod mørkhudede personer og homoseksuelle. Patriotisme dyrkes intensivt af regeringen og dele af den katolske kirke.

Projektet er igen at gøre polakkerne stolte af at være polakker og at gøre op med det forestillede tidligere ’skammens regime’. Den tidligere udenrigsminister Witold Waszczykowski definerede i et interview med den tyske avis Bild i 2016 hvad der er polsk, og hvad der er fremmed:

»Den marxistiske model … en blanding af kulturer og racer, en verden af cyklister og vegetarer, der udelukkende er afhængige af vedvarende energi og bekæmper enhver form for religion. Dette har intet at gøre med traditionelle polske værdier.«

Det er klart, at der findes kulturblandede, cyklende, vegetariske, ikkereligiøse, brunkulsfornægtende polakker, der tilmed højlydt kæmper for den vestlige, liberale definition på demokrati, beskyttelse af mindretal og retsstaten. Dem kalder partiformanden »den forkerte slags polakker«.

Samtidig lever drømmen om et Storpolen, som i den første republik, stadig. Ikke som ekspansion af polsk territorium, men som en alliance af stater ned gennem Centraleuropa, med Polen som den store og naturlige leder. Det er stadig lige nødvendigt, mener man, med et aggressivt Rusland i øst og et moralsk depraveret EU i vest.

Og det er stadig lige svært at blive enige om, hvad en sådan alliance skal beskæftige sig med, hvem der skal inkluderes i den, og hvem der skal lede den.

Tillykke med de 100 års uafhængighed. Og al mulig held og lykke fremover.

Stemmetallet til lokalvalget blev imponerende højt i en polsk kontekst, 55 pct. i første runde, men de ekstra stemmer gik overvejende til oppositionen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Rasmussen
  • Olaf Tehrani
  • Trond Meiring
  • Thomas Tanghus
Lars Rasmussen, Olaf Tehrani, Trond Meiring og Thomas Tanghus anbefalede denne artikel

Kommentarer

I Poland fejrede man 1. verdenskrig i et sand orgie af nationalisme.

Det var faktisk sådan, at det polske styre havde valgt at "marchere" først. Og havde overladt den øvrige "march" til alle andre højreradikale fra nazister og rabiate nationalister man kunne tromme sammen.

Poland råder selv over en hel del, der tilhører dette fine selskab, og resten havde man inviteret fra udlandet, hvor der også var massiv deltagelse. Så der er ikke noget at sige til, at det polske politi var ramt af en hel del sygefravær.

Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

I Poland fejrede man mindedagen for de faldne i 1. verdenskrig med et sandt orgie af nationalisme.

Det var faktisk sådan, at det polske styre havde valgt at "marchere" først. Og bagefter styrets optog kom den øvrige "march" til alle de andre højreradikale grupper fra nazister til rabiate nationalister, som styret har accepteret.

Poland råder selv over en hel del, der tilhører dette fine selskab, og resten havde man inviteret fra udlandet, hvor der også var massiv deltagelse. Så der er ikke noget at sige til, at det polske politi var ramt af en hel del sygefravær, ikke blot fordi de var bange for deres skind, men mange politifolk sympatiserer slet ikke styret og deres fornemme venner.

Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

At forstå Polens historie er så komplekst og dramatisk som næsten ingen anden europæisk nation.

Delt mellem fjendtlige naboer Preussen, Østrig Ungarn, og Rusland var den polske nation og det polske folk uden et hjemland i over 100 år. fra 1795-1918. Hvor mange andre europæiske folk har været frarøvet deres egen nation gennem så lang tid.

En nation og et folk der har oplevet noget nær den værste besættelse og okkupation i Europas lange historie af undertrykkelse, da tyskerne invaderede Polen i 1939 med det forsæt at udslette det polske folk. Det er formenligt den mest ødelæggende og destruktive besættelse og undertrykkelse noget europæisk folk har været udsat for: Den tyske brutale besættelse af Polen fra 1939-1945.

En nation som nærmest blev flyttet 500 km mod vest med Postdam aftalerne i sommeren 1945. Freden var for polakkerne desværre ikke lig med national frihed men med at landet mistede store landområder mod øst til Sovjetunionen og blev en del af den russiske interessesfære frem til 1989.
Polen fik kompensation ved at de overtog de gamle tyske provinser Pommern, Brandenburg Neumark og Ostpreussen samt den gamle Østrig ungarske provins Schlesien. Men samlet set blev Polen ikke større men mindre efter den anden Verdenskrig. Genopbygningopgaven i Polen var næsten lige så gigantisk som i Tyskland med den forskel, at polakkerne ikke havde startet krigen men blev udsat for dennes ødelæggelser fra den 1 september 1939. Derfor kan vi i dag med rette tale om et polsk Wirtschaftswunder med hele den fantastiske økonomiske udvikling som landet har gennemgået fra total ødelæggelse i 1945 og frem til nu. Efter murens fald fik Polen lejlighed til at udbygge deres velstand. Det er en velstand som er bygget på det polske folks flid og initiativ, samt nationens vilje til overlevelse.

Det polske folks kamp for national frihed og uafhængighed har været så langvarig, at det får andre landes kamp for selvstændighed til at tage sig ud som en mindre sag. Det skal man nok lige have i mente for at forstå den nuværende uvilje mod EU mange regler og overnationale aftaler, som hersker i visse nationale kredse i Polen. Den nyvundne frihed vogtes naturligvis med nidkærhed måske nogen gange lidt for meget nidkærhed.

Et tillykke med 100 års dagen for Polens genfødsel skal lyde herfra og det med ønsket om, at Polen og det polske folk på deres egen måde vil bidrage til Europas udvikling og fremtid. Landet med Fryderyk Chopin og Roman Polanski har så meget at byde på.

Lars Rasmussen, Katherina Alfsen, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen, Trond Meiring og David Joelsen anbefalede denne kommentar

Et par tanker om nationalismen:

Problemet med Józef Piłsudskis geopolitiske vision om Międzymorze var for mig at se det samme, som også EU er udfordret af i dag: distinktionen mellem mellemstatsligt samarbejde og overstatsligt ditto. Piłsudski drømte således om en (mellemstatslig) føderation af central- og østeuropæiske lande, der med et sådant sammenhold kunne stå imod både Tyskland og Rusland. Men flere af de potentielle medborgere var, som beskrevet i artiklen, dybt skeptiske over for projektet, der blev set som polsk imperialisme. Og når alt kommer til alt, så var det nok heller aldrig andet eller mere end nostalgi efter Rzeczpospolita, Den polsk-litauiske realunion.

Til gengæld er det interessant at skrive sig den anden af Piłsudskis geopolitiske visioner bag øret: Prometeizm (eller på dansk: Prometeisme). Denne vision gik kort sagt ud på at støtte uafhængighedsbevægelser blandt de nationale mindretal i Rusland - for dermed at svække sidstnævnte. I 1895 skriver Piłsudski (som netop har meldt sig ind i det lokale socialistparti):*

Til alt held hører til den russiske stat ved siden af det egentlige Rusland også andre lande, som er underkuet med magt og bundet til zarriget med fangelænker. Befolkningen i disse lande - polakker, litauer, letter og ruthener - strækker sig over de områder, som engang hørte til Rzeczpospolita. [...] Netop derfra udgår den kraft, som vil opslide zarmagten fuldstændigt.

Piłsudski var således - som alle datidens socialister - ude på at få zaren ned med nakken. Og vejen derhen gik igennem uafhængighed for de nationale mindretal (først og fremmest for hans eget, polakkerne, selvfølgelig). Dermed gik han, som Krzemiński noterer, imod den gængse socialistiske doktrin, hvis mål netop ikke var “befrielsen af de enkelte folk, men af den samlede arbejderklasse, som ”intet fædreland har”.”**

Piłsudskis socialisme var dermed udpræget nationalistisk (i modsætning til den gængse internationalistiske linie). Og i realiteten var den nok heller ikke socialisme, men blot et middel til målet, der hed: Polens uafhængighed. Da dette mål blev opnået i 1918, og Piłsudski havde sat sig på magten, så opgav han i hvert fald socialismen:***

(...) When at the end of 1918, his [Piłsudskis] former socialist colleagues approached him with the request for political support he is reported to have said: ‘Comrades, I rode on the red-painted tramcar of socialism as far as the stop called Independence, but there I alighted. You are free to drive on to the terminus if you can, but please address me as Sir!’

Summa summarum: Piłsudski var og forblev om ikke nationalist, så i hvert fald ivrig ‘suverænist’, og man kan - med en let omskrivning af et berømt citat - sige, at hans motto og vision for mellemkrigstidens Østeuropa var: “Nationalister i alle lande, foren jer!”. Kun sådan kunne han se landene “Mellem Havene” bevare deres suverænitet. Og det er et udtryk for uendelig historisk/guddommelig betænksomhed, at han stillede træskoene i 1935: Dermed kom han nemlig ikke til at opleve, hvordan hans elskede Polen sammen med de andre mellemhavslande atter mistede deres suverænitet - på grund af endnu større landes nationalisme...

Lad os hermed til slut læse en smule i Herberts poesi og fundere lidt over nationalismen - denne romantisk-kontrære attenhundredetalsopfindelse - som er det sidste, det stærkeste og det sødeste bånd, der binder os alle:

    “Af den kendsgerning at man bruger de samme forbandelser
      og næsten de samme kærlighedsbesværgelser
      drager man alt for dristige konklusioner
      ej heller burde en fælles skolebog
      være tilstrækkelig som betingelse for
      at slå ihjel
      det samme gælder for landskabet
      (piletræerne sandvejen hvedemarken himlen plus fjerskyerne)

      jeg ville gerne omsider finde ud af
      hvor selvbedraget ender
      og det virkelige fællesskab begynder
      om vi ikke på grund af de historiske erfaringer
      er blevet psykisk forkrøblede
      og reagerer på begivenhederne med en hysterikers lovbundethed
      om vi stadig er en barbarisk stamme
      mellem de kunstige søer og de elektriske jungler

      ærligt talt jeg ved det ikke
      jeg konstaterer blot
      at dette fællesskab eksisterer
      det viser sig i en blegnen
      i en pludselig rødmen
      i et brøl og i voldsomme armbevægelser
      og jeg ved at det kan føre til
      en grav man graver i hast

      altså til slut som et testamente
      og for at gøre det klart:
      jeg har gjort modstand
      men jeg vil mene at denne blodplettede knude
      bør være det sidste
      som den der gør sig fri
      skal rive i stykker”

Zbigniew Herbert, “Betragtninger angående nationen”.****

...

(*: Citeret fra Adam Krzemiński, Polen i det 20. århundrede - et historisk essay, side 46f.)

(**: Ibid., side 47.)

(***: Norman Davies, White Eagle, Red Star: The Polish–Soviet War, 1919-20, side 63.)

(****: Zbigniew Herbert, Hr. Cogitos hjemkomst, side 43f.)

P.S.

Uddrag fra den lille demonstrationsparlør:

— Hvis man er nationalist, evt. fascist, så siger man:

      Bóg, honor i ojczyzna
      (Gud, ære og fædreland)

— Hvis man er vegetar, evt. antifascist, så siger man:

      Bób, hummus i włoszczyzna
      (Hestebønne, hummus og mirepoix)