Læsetid: 4 min.

Netanyahu får hård kritik for Gaza-våbenhvile

Israels høge er faldet over Benyamin Netanyahu efter våbenhvilen med Hamas, og Avigdor Lieberman, der gik af som forsvarsminister i protest, vil have udskrevet valg. For Netanyahu handler det mere om at bevare et status quo i forholdet til palæstinenserne end om at skabe fred. Men spørgsmålet er, om han kan få arbejdsro til det i et klima, hvor han selv har rykket grænserne for, hvor meget man kan komme palæstinenserne i møde
Israelere indtog gaderne i Tel Aviv i protest mod våbenhvilen.

Israelere indtog gaderne i Tel Aviv i protest mod våbenhvilen.

Jim Hollander / Ritzau Scanpix

16. november 2018

Der er trængsel på højrefløjen i israelsk politik. Det er åbenlyst der, Israels premierminister, Benyamin Netanyahu, befinder sig, og derfra han har orkestreret udviklingen i israelsk politik i mange år, ikke mindst forholdet til landets palæstinensiske mindretal.

Det er en kurs, der ikke har været meget tvivl om i Netanyahus regeringsperiode. Den har ikke indebåret nogen kompromiser, men kontant afstraffelse af palæstinensisk uforskammethed, isolering via grænsehegn og økonomiske blokeringer og et entydigt fokus på sikkerhed for israelske borgere.

Det har sikret Netanyahu stor opbakning i den israelske befolkning, mens en række partier har vundet på en politik, der ligger et stykke til højre for selv Netanyahus og i nogle tilfælde tangerer regulær racisme, men som i vid udstrækning er blevet legitimeret af den politik, Netanyahu har valgt at føre over for sine palæstinensiske medborgere.

Upopulær beslutning

Det kom derfor som en overraskelse – i hvert fald for en omverden, der er mindre bekendt med de finere nuancer i israelsk indenrigspolitik – at Netanyahu tirsdag valgte at imødekomme Hamas’ ønske via egyptiske mæglere om at indgå en øjeblikkelig våbenhvile og dermed aflyse den fjerde Gaza-krig, som så småt var begyndt. Sådan plejer spændingskurven ikke at gå i israelsk sikkerhedspolitik. Og Netanyahu ville selv have banket løs på beslutningen, hvis det ikke var ham selv, der havde truffet den.

Beslutningen er upopulær i store dele af det israelske samfund, især i de byer, der ligger tæt på Gaza og dermed er truet af raketter. Folkemængder demonstrerede og brændte bildæk og andre ting af, og den israelske forsvarsminister, Avigdor Lieberman, der netop tilhører et af de mere rabiate partier, valgte omgående at trække sig selv og sit parti ud af regeringen.

»Der er ikke nogen anden måde at definere situationen, ingen anden mening, end at se det som en kapitulation til terror,« sagde den sovjetiske politiker, der selv i lang tid har efterlyst en stor militæraktion mod Hamas, og som også har raset over Netanyahus beslutning om at tillade Qatar-penge og forsyninger at nå ind til Gaza.

»Det, vi foretager os nu, er at købe stilhed på kort sigt på bekostning af vores sikkerhed på lang sigt,« sagde han og efterlyste, at Netanyahu udskriver det valg, der alligevel skal afholdes i løbet af det næste år.

Efterfølgende fulgte Naftali Bennett, lederen af regeringens andet radikale strammerparti, Det Jødiske Hjem, trop med kritik af beslutningen og krav om selv at overtage forsvarsministerposten, hvis ikke partiet helt skal forlade regeringen.

Bennett, der lige nu er undervisningsminister, har ofte kritiseret Lieberman for at være for eftergivende over for Hamas som forsvarsminister, uagtet at Bennett selv – ifølge Lieberman – har været blødere end ham selv i regeringens interne – og ikke offentliggjorte – debatter om palæstinensiske spørgsmål.

Den interne splid åbenbarer Netanyahus udfordring. Mens de uforsonlige udmeldinger omkring palæstinensiske spørgsmål er populære hos en israelsk vælgerskare, der er rykket et godt stykke til højre, gør samme udmeldinger det indimellem svært at føre politik. Ikke helt ulig debatten i nogle europæiske lande, hvor feltet for politikerudbrud med klangbund i folkedybet er svundet noget ind i de senere år.

Ingen fredsdue

Ingen tror for alvor, at Netanyahu er blevet en fredsdue over night. Som en analyse i det israelske dagblad Haaretz konstaterer, er Netanyahus forkærlighed for små målrettede og formålsspecifikke sikkerhedsaktioner velkendt, også som tidligere leder af en berømt specialstyrkeenhed.

Store krige, derimod, er dyre og beskidte og kan give politisk bagslag.

Og den politik med isolering, likvideringer og mindre sikkerhedsaktioner, Netanyahus regeringer har ført, tjener sit formål, som det faktisk er blevet formuleret ret specifikt af Netanyahu flere gange: Den udhuler og amputerer de palæstinensiske selvstyreområder og hindrer dem i at blive reelle lande og begrænser de væbnede styrkers slagkraft, samtidig med at den fratager Israel et direkte ansvar for de palæstinensiske borgere. Qatars penge gør det i den sammenhæng muligt lige akkurat at få Gaza til at fortsætte med at hænge sammen.

At politikken ikke leder i retning af nogle varige holdbare løsninger er så et problem for fremtidige generationer.

Det er imidlertid en politik, der er sværere at sælge end en resolut krig, som er til at tage og føle på. Og Netanyahus problem er, at der findes andre, der kan tilbyde et mere radikalt valg – ligesom han selv tidligere har gjort. F.eks. Bennett og Lieberman, der nu er befriet for det tunge realpolitiske åg, det er at skulle forvalte magten med de kompromiser, det indebærer.

Om Netanyahu kan undgå et valg længe nok til at fremstå skrap nok over for en befolkning, hvor mange ønsker krigen, er et åbent spørgsmål. Men man skal nok ikke forvente mange flere våbenhviler eller fredsfølere fra den israelske regering i den kommende tid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu