Læsetid: 4 min.

En ny Gaza-krig vil næppe være til fordel for hverken Hamas eller Netanyahu. Men den kan sagtens være på vej alligevel

Selv om hverken israelerne eller palæstinenserne angiveligt ønsker en regulær krig, er de fleste overbeviste om, at den snart bryder ud – de næste timer og dage vil vise, om det er nu
Mandag og tirsdag var der raketter og luftangreb frem og tilbage mellem Gaza og Israel med flere døde til følge. Her er det ruinerne af tv-stationen al-Aqsa TV’s bygning.

Mandag og tirsdag var der raketter og luftangreb frem og tilbage mellem Gaza og Israel med flere døde til følge. Her er det ruinerne af tv-stationen al-Aqsa TV’s bygning.

Ashraf Amra/Ritzau Scanpix

14. november 2018

Det ville være en »unødvendig krig«, konstaterede Israels premierminister, Benyamin Netanyahu, da han søndag hastede hjem fra Paris for at hindre, at et delvist mislykket attentat udført i Gaza af israelske sikkerhedsagenter samme morgen udvikler sig til den fjerde regulære krig imellem Hamas og Israel.

Mens det tirsdag var svært at sige, om de to parter rent faktisk har bevæget sig ind i en ny Gaza-krig, kan det knap nok siges, at eskalationen er overraskende. Mandag og tirsdag regnede raketter og missiler frem og tilbage imellem de to parter, efter at et israelsk militærraid, der øjensynligt havde som mål at likvidere en leder i Hamas militære gren, Qassam-brigaderne, blev opdaget. Specialenheden blev angrebet, efter at de allerede havde dræbt Hamas-lederen og et ukendt antal palæstinensere.

Mens de israelske specialstyrker trak sig tilbage under en sjælden og usædvanlig direkte slagudveksling på palæstinensisk jord, blev en israelsk oberst dræbt og en anden såret.

Mandag og tirsdag fulgte så raketter og luftangreb frem og tilbage fra Gaza og Israel med flere døde til følge.

Gryden i kog

Det er en konfrontation, der har været bebudet længe. Timingen fremstår ganske vist lidt besynderlig, midt i en våbenhvileforhandling med deltagelse af Israel, Hamas, Qatar, Egypten og FN, som netop har bragt friske penge og forsyninger ind i det isolerede Gaza.

Signalerne både fra Netanyahu og diverse Hamas-ledere har været, at man arbejder for at undgå en eskalerende konfrontation, som ifølge Netanyahu selv vil indebære »maksimal anvendelse af styrke«.

Alligevel har analytikere og iagttagere af situationen omkring Gaza længe ventet, at situationen kunne eksplodere. Da en raket for knap en måned siden slog ned i den israelske by Bersheeba, var de to parter »et israelsk dødsfald væk fra åben krig«, som en israelsk sikkerhedsekspert på besøg i Danmark konstaterede.

I går døde en mand så faktisk, da en Hamas-raket slog ned i den israelske by Ashkalon. Men det var en palæstinensisk mand fra Hebron, der var ofret. Og det tæller lidt anderledes i det store regnskab.

På begge sider har de respektive ledere leget med ilden for at høste den popularitet, der kan ligge i at fremstå konfronterende over for en arvefjende, mens de bag kulisserne har været mere kompromissøgende.

På palæstinensisk side har Hamas forsøgt at få det optimale ud af den desperate humanitære situation, der hersker i Gaza, ved at holde gryden i kog med bl.a. de ugentlige ’March of return’-demonstrationer nær det israelske grænsehegn. Episoder som raketangrebet mod Bersheeba – uanset om det var sanktioneret af Hamas-ledelsen eller ej – har øget spændingen.

Fra israelsk side har de voldsomme reaktioner mod Gaza-demonstrationerne, luftangreb mod Gaza og begrænsningen af varer ind til Gaza gjort det samme. Samtidig har kræfter til højre i israelsk politik – der har et øje til det netop afholdte lokalvalg og et parlamentsvalg, der skal afvikles inden for det nærmeste år – højlydt krævet en håndfast reaktion mod Hamas, og at »plænen bliver trimmet«.

En ubehagelig eufemisme, der dækker over at dræbe et antal Hamas-krigere, destruere infrastruktur og ødelægge Hamas’ våbenlagre, som på det seneste er blevet suppleret med elektronisk målsøgerudstyr, der gør en del raketter langt mere præcise og potente.

Ikke mindst forsvarsminister Avigdor Liebermann har talt for en større militæraktion. På den anden side har topfolk i både militær og sikkerhedstjenester talt imod, ikke mindst fordi en decideret militærkampagne sandsynligvis vil blive omfattende.

»Den vil kræve, at man går længere ind i Gaza, og at man bliver der længere. Det vil blive dyrt og blodigt, og det kan blive svært at trække sig ud igen,« som den besøgende israelske sikkerhedsekspert konstaterede.

Det er ikke umiddelbart så attraktivt for et Israel, der allerede har været i strid international modvind for dets ageren i Gaza i år og ingen ambitioner har om at blive trukket tilbage ind i Gaza, som det forlod i 2005.

For et Hamas, der er ramt af israelsk blokade og er politisk presset, er en krig i fuld skala heller ikke attraktiv, og den islamiske gruppes ledelse udtalte i går, at den i samarbejde med forskellige arabiske og vestlige lande forsøgte at skabe en våbenhvile. Noget, israelske myndigheder nægtede at kende til.

Tilsigtet eskalering?

Alligevel kan krigen sagtens komme, hvis den altså ikke allerede er i gang. Begge sider har retorikken til trods en ret præcis fornemmelse af, hvor langt man kan gå i gensidige provokationer, før lavinen begynder at rulle. Men i en situation, hvor alle sidder på kanten af stolen, kræver det ganske lidt at falde ud over kanten og ind i krigen.

Og spørgsmålet er, om Israel ønsker krigen på trods af Netanyahus ord. Det israelske raid kan dårligt ses som andet end en voldsom eskalering og provokation, som den israelske ledelse må have forudset konsekvenserne af, mens de efterfølgende luftangreb på bl.a. en tv-station og Hamas-installationer heller ikke akkurat peger i retning af deeskalering.

Det betyder ikke nødvendigvis en omfattende krig lige nu. Men få tvivler på, at den kommer, og de næste timer og dage vil vise, om det er nu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Karen Grue
  • Niels Duus Nielsen
  • Viggo Okholm
  • Hans Aagaard
Karen Grue, Niels Duus Nielsen, Viggo Okholm og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man burde ikke anbefale en artikel som reelt erså ond og afstumpet ,altså de handlinger der refereres til. Lige nu står vi hjælpeløse omkring løsningen fordi vi i disse år har en stormagt USA som i den grad står på Israels side. Palæstinenserne har så en magthaver,som godt nok er valgt, men som synes at tjene magtens sag mere end menneskets,uanset at deres "kamp" kan virke retfærdig.

Gert Romme, Marianne Stockmarr og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Undskyld men jeg kan ikke lade være. Der var STOR forargelse over ,at iranske sikkerhedstjenester måske arbejde på dansk jord med henblik på at skade nogle herboende iranere. Nu forstår jeg ikke hvorfor der ikke er stor forargelse over, at israelerne har lignende operationer på selvstyrets jord i Gaza?

Flemming Berger, Hans Larsen, Viggo Okholm, Bjarne Bisgaard Jensen, Gert Romme, Marianne Stockmarr og Karen Grue anbefalede denne kommentar

Den 70 år lange besættelse af palæstina er en af de største skampletter i verden.

Flemming Berger, Gert Romme og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar

@ Viggo Okholm,

Du har da ganske ret i, at nuværende USA står på Israels side. Men der er faktisk gået 52 år siden 6-dags-krigen, og hvad har verden egentlig, med eller uden USA, foretaget sig i denne sig siden 1967?

I øvrigt er det kun få år siden, Israel bl.a. bombede alle de skoler, hospitaler og andet, som EU for mia. af kroner havde betalt opbygningen af i forbindelse med Oslo-fredsaftalen i 1993. Dengang forlangt EU erstatning, og bagefter skete der intet - absolut intet.

Jeg tror, det er som med Saudi, Tyrkiet, Egypten og alle andre bananrepublikker, - vores politiske ledere er fuldstændig indifferente, men borgerne vælger- og genvælger dem - igen og igen.

Flemming Berger, Karen Grue, Viggo Okholm og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar

Ja det er godt nok mærkeligt jøderne efterhånden ikke kan få det ind i hovedet, de er og bliver jordens prügelknabe.
Det var som i hvert fald at nogle i vesten, havde lidt til overs får dem efter anden verdenskrig, da de så mod al forventning egne såvel som omverden, viste de kunne forsvare sig i 1967, i en krig orkestret af det daværende Sovjetunionen, så tog fanden ved den offentlige opinion, med det resultat at mange sætter kikkerten for det blinde øje