Læsetid: 5 min.

Nye afsløringer lægger pres på Mohammed bin Salman

Ifølge alle indicier var det den saudiarabiske kronprins Mohammed bin Salman, der beordrede mordet på den saudiske journalist, Jamal Khashoggi, og nye oplysninger giver murren i geledderne i kongeriget. Kronprinsen sidder dog stadig tungt på magten
Ifølge alle indicier var det den saudiarabiske kronprins Mohammed bin Salman, der beordrede mordet på den saudiske journalist, Jamal Khashoggi, og nye oplysninger giver murren i geledderne i kongeriget. Kronprinsen sidder dog stadig tungt på magten

Cliff Owen

22. november 2018

Nye, drypvise oplysninger har afsløret, hvad der foregik inden for det saudiarabiske konsulat 2. oktober i Istanbul, da den prominente journalistdiplomat Jamal Khashoggi blev stranguleret og parteret.

Det tyrkiske nyhedsmedie, Haber Türk, har således offentliggjort flere bidder af den aflytning af det saudiarabiske konsulat, der ifølge Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, dokumenterer det saudiske regimes meddelagtighed i mordet. På båndet høres Jamal Khashoggi udbryde:

»Slip min arm, hvad har du gang i?« da han føres fra konsulatets visaafdeling til et andet lokale, hvorpå lederen af det saudiske team på 15 personer, der var ankommet fra Riyadh samme morgen, Maher Abdulaziz Mutreb, svarer:

»Forræder, du vil blive stillet til regnskab.«

Herefter høres tummel i 11 minutter, som angiveligt er den tortur, der mundede ud i strangulering af Khashoggi, enten med reb eller plasticpose. Dernæst er der tavshed, formentlig fordi den tyrkiske aflytning af rummet er blevet jammet, men efter fem kvarter høres en stemme, der siger:

»Det er uhyggeligt at være iført tøjet af en mand, vi dræbte for 20 minutter siden.«

Stemmen tilhører en 57-årig ingeniør, der var med i det saudiske team i rollen som Khashoggis dobbeltgænger. Iført den myrdedes tøj blev han lukket ud ad konsulatets bagindgang filmet af sikkerhedskameraer som bevis for, at Khashoggi havde forladt konsulatet. Ingeniøren blev dog afsløret ved, at han stadig bar sine kondisko, da han ikke kunne klemme sine fødder ned i Khashoggis elegante læderfodtøj.

Kronprinsens rådgivere

Maher Abdulaziz Mutreb er kronprinsens mest betroede sikkerhedsvagt – altid i nærheden af sin chef på rejser og ved officielle begivenheder – og det var ham, der ifølge de tyrkiske aflytninger ringede til kronprinsens toprådgiver, Saud al-Qahtani, kun 13 minutter efter mordet med ordene:

»Fortæl din chef, at opgaven er udført.«

Aflytningen har medført, at Saud al-Qahtani siden blev fritstillet fra sit job som rådgiver for MBS, men han er ikke sigtet, endsige fængslet for meddelagtighed, som det er overgået deltagerne i det team, der blev sendt til Istanbul, plus tre andre. Og af hvilke den saudiarabiske chefanklager har krævet dødsstraf for fem af dem. Tværtimod tweetede den fritstillede rådgiver sin tak til MBS for at have fået »den store mulighed for at kunne tjene mit hjemland, som jeg for evigt forbliver en loyal tjener«.

Denne mand, jævnaldrende med MBS, er den ene af to rådgivere, der ifølge en grundig artikel i The New York Times den 14. november, står MBS nærmest.

Om den anden, den 37-årig tidligere livvagt Turki al-Sheikh, er fritstillet, vides ikke, men i hvert fald holder han lav profil. De to yngre mænd har siden 2015, da kronprinsens far, Salman, blev konge, fungeret som Mohammed bin Salmans gorillaer. Saud al-Qahtani har en baggrund som digter, og blev hyret af MBS som ansvarlige for forvaltning af sociale medier.

Han har tillige uddannet sig som hacker, og har etableret en såkaldt ’trollehær’, der opererer på nettet som kronprinsens ’elektroniske fluer’, med opdrag at fremme hans reformer og svine hans modstandere (herunder Jamal Khashoggi) til. Trollehæren har givet Saud al-Qahtani tilnavne som ’Fluernes Herre’, ’mr. Hashtag’ og ’Saudi-Arabiens Steve Bannon’ med henvisning til Donald Trumps leder af hans valgkampagne.

Turki al-Sheikh indyndede sig hos MBS som livvagt, og blev efter chefens udnævnelse til kronprins i 2017 udnævnt til chef for den saudiarabiske sportsorganisation. Begge toprådgivere er som chefen uddannet i Saudi-Arabien og har – igen i lighed med MBS – ingen international erfaring. Derimod har de erfaring i den vifte af beskidte tricks, der har kendetegnet kronprinsens karriere.

Det var dem, der i juni 2017 tog den daværende kronprins og indenrigsminister, prins Mohmmed bin Nayef, som gidsel i hans eget hjem, og på et døgn tvang ham til at afgive kronprinstitlen til sin 32-årige nevø. De var også aktive i kidnapningen af den libanesiske premierminister, Saad Hariri, der blev lokket til Riyadh og tvunget til at erklære sin afgang i en tv-transmitteret tale med henvisning til, at det iransk støttede Hizbollah pønsede på et kup. Kun den franske regerings indgriben sikrede, at Hariri vendte tilbage til Beirut og genoptog sit arbejde som regeringsleder – med Hizbollahs støtte.

De to rådgivere var også operative, da Saudi-Arabien i juni sidste år etablerede blokaden af emiratet Qatar med besked om, at den regerende al-Thani-emirfamilie aktivt støttede terror og det muslimske broderskab og samarbejdede med Iran. Da MSB besluttede at kvæle al opposition ved at internere flere hundrede medlemmer af kongehuset og den saudiske elite, dels i fængsler, dels i Riyadhs Ritz-Carlton Hotel og anklaget for korruption, fungerede al-Qahtani og al-Sheikh som forhørsledere.

Saudiere, der senere blev løsladt mod betaling af enorme summer, har fortalt om tæsk, elektriske stød og ophængning med hovedet nedad. Om de to toprådgivere har Jamal Khashoggi i private samtaler i Washington, der efter hans død er citeret i Newsweek, sagt, at »kronprinsen ikke har andre tætte kontakter, end de to, og de er uhyre brutale«.

Hvad nu MBS?

Spørgsmålet er, om denne mafialignende ledelse af kongeriget med 33 millioner indbyggere og verdens største oliereserver kan fortsætte. Svaret er, at MBS på lidt mere end et år kontrollerer alle sikkerhedsmekanismer som forsvarsminister og indenrigsminister, ligesom han har overført den saudiske efterretningstjeneste til sit kontor. Han sidder altså tungt på den udøvende magt, og har enten fængslet eller elimineret langt de fleste potentielle opponenter med korruptionssigtelser.

Alligevel er der murren i såvel kongefamilien som blandt toneangivende politikere i Washington, hvor selv loyale Trump-støtter som den republikanske senator, Lindsey Graham, protesterer mod præsidentens økonomisk motiverede hvidvask af MBS.

Internt knyttes forhåbninger om en fremtidig fjernelse af MBS til hans onkel – kong Salmans eneste overlevende bror – den 76-årige prins Ahmed bin Abdulaziz. Ifølge Al Jazeera var prins Ahmed en af kun tre, der stemte imod udnævnelsen af MBS til ny kronprins i det familieråd – kaldet troskabsrådet – der består af Saud-familiens seniormedlemmer, og som under normale forhold udnævner kongen, bestemmer arvefølgen og fordeler de vigtigste poster ved konsensus.

Ifølge Al Jazeeras kilder har prins Ahmed støtte i dele af den amerikanske administration – men ikke hos præsidenten selv. Bl.a. har det vakt misnøje i Washinton, at MBS i maj i år bad sin stab om at undersøge, om det kunne betale sig at købe det russiske S-400 antiballistiske våbensystem frem for en amerikansk leverance. 

Men normale forhold er afskaffet med kronprinsens reelle etablering af et énmandsstyre, og det er overladt til gætterier, om Mohammed bin Salman i længden overlever. Angiveligt pønser hans modstandere på at samle flertal for at udnævne onklen til konge, når den 82-årige svækkede kong Salman dør, men viger tilbage fra at gøre ham til kronprins nu, da vurderingen er, at kong Salman ikke vil tillade en detronisering af sin favoritsøn.

I en tale i mandags i Riyadh nævnte kong Salman ikke Khashoggi-affæren med ét ord, men han roste den saudiske chefanklager, der har krævet dødsstraf over fem medlemmer af dødspatruljen, og som er fængslet for at have »overtrådt deres beføjelser« – hvilket ligner en juridisk finte, der skal friholde MBS som medansvarlig for mordet.

Og for MBS er livet business as usual – i går bekræftede de argentinske myndigheder, at han som de facto-enehersker vil deltage i G20-topmødet i Buenos Aires 30. november, altså om godt en uge.

Som flere gange tidligere har USA’s præsident valgt at ignorere sine efterretningstjenester og besluttet egenhændigt, hvad der er faktuelt, og hvad der er insinuationer. Tirsdag hvidvaskede han uden en skygge af bevis den saudiske kronprins for at have været vidende om mordet på journalisten Jamal Khashoggi
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Eva Schwanenflügel
  • Anders Graae
  • Jakob Trägårdh
Olaf Tehrani, Eva Schwanenflügel, Anders Graae og Jakob Trägårdh anbefalede denne artikel

Kommentarer