Læsetid: 11 min.

For præcis 100 år siden blev fascismen og demokratiet født på samme dag i Tyskland

9. november 2018 skete et af de største opbrud i den europæiske historie: Den tyske revolution, der afsluttede Første Verdenskrig og begravede det tyske kejserrige. Weimarrepublikkens vaklen og Det Tredje Rige har i bakspejlet sløret vores blik på revolutionen og det tyske demokratis fødsel, mener den tyske historiker Daniel Schönpflug
Den 9. november 1918 udråber socialdemokraten Philipp Scheidemann Den Tyske Republik fra en balkon på Rigsdagsbygningen i Berlin. Det markerer kejserrigets undergang og fører til afslutningen på Første Verdenskrig.

Den 9. november 1918 udråber socialdemokraten Philipp Scheidemann Den Tyske Republik fra en balkon på Rigsdagsbygningen i Berlin. Det markerer kejserrigets undergang og fører til afslutningen på Første Verdenskrig.

Deutsches Historisches Museum

9. november 2018

Der var i udgangspunktet ikke meget revolutionsromantik over efteråret 1918.

Første Verdenskrig havde kostet 16 millioner menneskeliv, og slagmarker som Verdun og Somme var for længst blevet til symboler på det »materialschlacht«, som de industrialiserede nationers nye teknologier havde muliggjort med panserkøretøjer, giftgas, kampfly og ubåde.

Aldrig før havde menneskeheden formået at udslette så mange menneskeliv på så kort tid. Og sjældent før havde Europa stået foran så stort og hurtigt et geopolitisk opbrud, hvor multietniske stater som Det Tyske Kejserrige, Østrig-Ungarn og Det Osmanniske Rige gik i opløsning.

»Sjældent har historien virket så åben og så meget lagt i menneskehænder. Sjældent har det virket så nødvendigt, hurtigst muligt at lære af fortidens fejl og skabe nye koncepter for fremtiden,« skriver den tyske historieprofessor Daniel Schönpflug i sit roste panoramaværk Kometår. 1918 – verden i opbrud.

»Der var brug for nye politiske ideer, et nyt samfund, en ny kunst, en ny kultur: et nyt og bedre menneske.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Thomas Olsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Christian Mondrup
  • Torben K L Jensen
  • Trond Meiring
  • Kim Folke Knudsen
Mikael Velschow-Rasmussen, Thomas Olsen, Eva Schwanenflügel, Christian Mondrup, Torben K L Jensen, Trond Meiring og Kim Folke Knudsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Folke Knudsen

Det er en Skammens Dag for tyskerne den 9 November. Det kan aldrig nogensinde blive en festdag ALDRIG.

For 80 år siden gik den tyske pøbel amok og ødelagde og myrdede blandt landets egne borgere af jødisk herkomst. Hitlers hadefulde retorik blev omsat til vold i en skala ikke set før. Men det skulle blive meget værre efter den 9 November 1938 med Der Reichskristallnacht.

I mindet om vore mange jødiske medborgere, som gik under eller blev drevet på flugt for 80 år siden. Tænd et levende lys på dagen for de døde og lad det være et manende minde om hvad racisme kan føre til, når djævelens vanvid slippes løs i en befolkning.

Link til Wikipedia Novemberpogrome 1938:
https://de.wikipedia.org/wiki/Novemberpogrome_1938

Ole jakob Dueholm Bech, Jesper Sano Højdal, Torben Bruhn Andersen, Anders Reinholdt, Thomas Olsen, Emina Zukanovic, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Skov, Ib Christensen, Philip B. Johnsen, Eva Schwanenflügel, Berith Skovbo og Claus Østerbye anbefalede denne kommentar
Ole Kresten Finnemann Juhl

Rasmus Bo Sørensen skriver i dag i artiklen "Hvad taler vi om, når vi taler om identitetspolitik?"
I sin nye bog Identity hævder den amerikanske politolog og tænker Francis Fukuyama, at vi generelt har en tendens til at undervurdere betydningen og værdien af anerkendelse som menneskelig drivkraft. Vil vi forstå den højrepopulistiske fremgang i Europa og den vrede hvide vælgerbefolkning i USA, ja, så må vi samtidig forstå, at deres utilfredshed handler om andet og mere end økonomi og arbejdsløshed. Den handler også om værdighed. Den handler om at blive set. Den handler om at blive synlig for resten af samfundet.

Det forekommer mig at være en udmærket beskrivelse af de befolkningsgrupper, der ofte omtales som "pøbelen".
Vi har vist den pøbel vi selv akaber - før som nu.

Ole jakob Dueholm Bech, Kim Folke Knudsen, Thomas Olsen og Bjarne Frederiksen anbefalede denne kommentar

Visse kritiske historiske perspektiver peger på at vi fik Første Verdenskrig fordi de europæiske magteliter og storkapitalen frygtede en socialistisk-demokratisk revolution tværs over Europa; det var enten krig eller et opgør med de undertrykte masser - og da der samtidig er store formuer at tjene på krig, var valget ret enkelt. Mangt og meget tyder også på at den amerikanske intervention i krigen skyldtes at der var både formuer og magt at vinde, foruden afledning og inddæmning af de store arbejderkampe, som fandt sted i Guds eget land.

Krig er forretning; forretning er politik. Her et afklarende perspektiv:
https://filmcentralen.dk/alle/film/shadow-world-bag-om-den-international...

Mikael Velschow-Rasmussen, Marianne Stockmarr, Christel Gruner-Olesen, Jørgen Tryggestad, Trond Meiring og Knud Chr. Pedersen anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Det næsten uuholdelige spørgsmål melder sig ? Hvad Verden og ikke mindst Europa havde været skånet for, hvis Weimar Republikken havde overlevet den økonomiske krise i begyndelsen af 1930´erne.

Tankerne om demokratiets og det samarbejdende Europa var der allerede den gang.

Frankrig og Tyskland indledte i midten af 1920´erne en forsigtig forsoning med henblik på at kunne leve sammen i sameksistens. Den tyske Kansler og Udenrigsminister Gustav Stresemann var drivende i dette genopbyggende samarbejde.

Folkeforbundet var etableret i Geneve Schweiz.

Hitler kunne være endt hans dage som en sindssyg afmægtig fanatiker uden politisk flertal og uden politisk interesse. Men desværre skulle det gå anderledes. De mange partier der hadede Nationalsocialisterne var så splittet at de bekæmpede hinanden fremfor at stå sammen om at slå nationalsocialisternes terror ned og forsvare republikkens famlende demokrati.

Den tyske militarisme fra Kejsertiden hang som en mørk skygge over demokratiets og republikkens nye institutioner. Den magtfulde tyske hær var den gang absolut ikke optaget af, at holde Weimar Republikken i live.

Den moderne tysker præget af efterkrigstidens Vesttyskland, DDR og nu Tyskland samlet igen har brug for denne historiske søgen tilbage til tiden før vanviddet satte ind, da der endnu var håb for det unge tyske demokrati. Det tyske flag sort rød og gul er symbolet på forbindelsen mellem det nuværende tyske demokrati og den tyske udgave af liberalismen og så Tysklands første erfaringer med demokratiet Weimar Republikken med dens progressive sider og dybe indbyggede konflikter.

Jeg tror at det er det, som gør det nye drama Babylon Berlin så dragende. Dette at samle et glemt men meget vigtigt kapitel op igen.

Link til Wikipedia Gustav Stresemann (1878-1929)
https://de.wikipedia.org/wiki/Gustav_Stresemann

Link til Wikipedia Walther Rathenau (1867-1922)
https://de.wikipedia.org/wiki/Walther_Rathenau

Marianne Stockmarr og Ole Kresten Finnemann Juhl anbefalede denne kommentar

I kølvandet på Kim Folke Knudsens seneste kommentar; en lang række kræfter i det tyske militære efterretningsvæsen og i den tyske militærkommando var imod Hitler, og konspirerede flere gange mod ham op til Anden Verdenskrigs udbrud - da de kunne se hvilke konsekvenser, den voldsomme oprustning og agitation ville medføre. Flere gange sendtes der advarsler til bl.a. briterne, franskmændene og russerne om at Hitler ville angribe mange steder i Europa, men kun russerne reagerede med at opfordre briterne og franskmændene til en fælles alliance, som kunne indkredse Tyskland før en katastrofal storkrig ville bryde ud. I stedet afviklede franskmændene og briterne i 1938 München-mødet, hvor man sammen med det fascistiske Italien dikterede at tjekkoslovakerne skulle acceptere Hitlers ulovlige annektering af Sudeter-Tyskland, hvilket betød at Hitler kunne fortsætte udviklingen af Nazityskland og mobiliseringen. Dette førte til at Stalin, som udmærket var klar over at Hitler, som også hadede kommunister, havde hensigter om at angribe Rusland, aftalte den berømte ikke-angrebspagt med Hitler (også kaldet Molotov-Ribbentrop-pagten), hvormed russerne håbede at vinde tid til at opbygge dén industrielle base, som sidenhen skulle blive afgørende for russernes overvindelse af Hitler på Østfronten, hvor op mod 4/5 af Nazitysklands militære tab under hele krigen fandt sted.

Det historisk interessante er ikke blot at Hitler kom til magten ved hjælp fra de traditionelt magtbærende partier i mellemkrigstidens Tyskland, men også at Hitler kunne være blevet standset, såfremt den fælles internationale vilje havde været til stede. Imidlertid tyder en hel del på at bl.a. briterne og franskmændene, håbede på at Hitler først ville overfalde Rusland og bekæmpe kommunisterne, som man selv havde prøvet på tilbage i 1921, og at en krig mellem Nazityskland og Rusland ville slide begge parter tilstrækkeligt ned til at yderligere udbredelse af krigen siden ville kunne bremses. Men det gik lidt anderledes.

Per Torbensen, Marianne Stockmarr og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Den 9. november er også dagen for murens fald - ophøret af Tysklands deling og Europas deling. Det er med andre ord en dato, hvor det er gået både den ene og den anden vej for Tyskland, men pga. af Krystalnatten kunne man ikke gøre den 9. November til nationaldag. - Den falder i oktober.

Mht Wehrmachts rolle i Det tredje Rige: Umiddelbart efter indsættelsen gjorde Hitler det bekendt for Wehrmacht, at han havde både folkeudryddese og ekspansionskrig på dagsordenen. Værten for arrangementet, den egensindige og ganske intelligente general Kurt von Hammerstein tog derefter sin afsked, mens formodentlig et af hans lige så egensindige børn sørgede for, at Moskva fik et referat af talen kort tid efter.

Krystalnatten kunne med stor fordel indgå i en nationaldag, hvis man ikke var så forhippet på at skjule fortiden; en nationaldag kan jo sagtens have en værdifuld erindring som budskab.

Den værdifulde erindring, som Krystalnatten bærer på er at med pres nok fra storkapitalen, med fattigdom og desperation som katalysator og med tilstrækkeligt samarbejdende passivitet fra myndighedernes side, kan man ende op med en totalitær udvikling, som gør det muligt at plante ansvaret for katastrofer på folk, som hverken er skyldige eller har mulighed for at forsvare sig - og dernæst høste magt og politisk medvind på den videre udvikling.

Hvorfor Hitler og nazisterne af de europæiske stormagter fik lov til at ekspandere, efter at sidstnævnte allerede i midten af trediverne var bekendt med at én af grundpræmisserne for Versailles-traktaten, nemlig at der ingen tysk værnepligt (og dermed ingen mobiliseringsmulighed) måtte være, blev elimineret af nazistpartiet, og siden var fuldt bekendt med at krigsmegalomanien var undervejs, kan kun undre. Den bedste forklaring er at man forventede at Hitler ville gå mod øst og eliminere de vestlige stormagters erklærede hovedfjende; de russiske kommunister (som de vestlige stormagter selv havde forsøgt at invadere i 1921).