Læsetid: 11 min.

For præcis 100 år siden blev fascismen og demokratiet født på samme dag i Tyskland

9. november 2018 skete et af de største opbrud i den europæiske historie: Den tyske revolution, der afsluttede Første Verdenskrig og begravede det tyske kejserrige. Weimarrepublikkens vaklen og Det Tredje Rige har i bakspejlet sløret vores blik på revolutionen og det tyske demokratis fødsel, mener den tyske historiker Daniel Schönpflug
Den 9. november 1918 udråber socialdemokraten Philipp Scheidemann Den Tyske Republik fra en balkon på Rigsdagsbygningen i Berlin. Det markerer kejserrigets undergang og fører til afslutningen på Første Verdenskrig.

Den 9. november 1918 udråber socialdemokraten Philipp Scheidemann Den Tyske Republik fra en balkon på Rigsdagsbygningen i Berlin. Det markerer kejserrigets undergang og fører til afslutningen på Første Verdenskrig.

Deutsches Historisches Museum

9. november 2018

Der var i udgangspunktet ikke meget revolutionsromantik over efteråret 1918.

Første Verdenskrig havde kostet 16 millioner menneskeliv, og slagmarker som Verdun og Somme var for længst blevet til symboler på det »materialschlacht«, som de industrialiserede nationers nye teknologier havde muliggjort med panserkøretøjer, giftgas, kampfly og ubåde.

Aldrig før havde menneskeheden formået at udslette så mange menneskeliv på så kort tid. Og sjældent før havde Europa stået foran så stort og hurtigt et geopolitisk opbrud, hvor multietniske stater som Det Tyske Kejserrige, Østrig-Ungarn og Det Osmanniske Rige gik i opløsning.

»Sjældent har historien virket så åben og så meget lagt i menneskehænder. Sjældent har det virket så nødvendigt, hurtigst muligt at lære af fortidens fejl og skabe nye koncepter for fremtiden,« skriver den tyske historieprofessor Daniel Schönpflug i sit roste panoramaværk Kometår. 1918 – verden i opbrud.

»Der var brug for nye politiske ideer, et nyt samfund, en ny kunst, en ny kultur: et nyt og bedre menneske.«

Det gjaldt i højeste grad for Tyskland, siger Daniel Schönpflug, da Information møder ham op til 100-årsjubilæet for den tyske revolution den 9. november 1918.

Lettelse og ydmygelse

Siden slutningen af oktober havde der ulmet et mytteri i den tyske marine i Wilhelmshaven, der nægtede at stævne ud i et komplet udsigtsløst slag mod den overlegne britiske flåde. Mytteriet blev til et væbnet oprør, og snart havde soldater og arbejdere fået overtaget i Kiel. På få dage spredte det sig til et – til tider væbnet – nationalt oprør, der nåede ned til Bayern og den 9. november også Berlin.

»Kejser Wilhelm II ville egentlig slå opstanden ned, men rigskansler Max von Baden forkyndte på egen hånd, at kejseren var abdiceret. Den nyhed bredte sig med lynets hast, så mange tyskere vidste det før kejseren,« fortæller Daniel Schönpflug.

Skæbnedag: 9. november

  • Af alle vanvittige dage i det 20. århundredes tyske historie er 9. november den mest skæbnesvangre. Information skriver i dag om den tyske revolution 1918 og Krystalnatten 1938.
  • 9. november 1918 blev der hele to gange udråbt en ny tysk republik i kulminationen på den første succesfulde tyske revolution, der førte til Første Verdenskrigs afslutning, kejserrigets fald og det første tyske demokrati i Weimarrepublikken.
  • 9. november 1923 blev Hitler-Ludendorff-kuppet – også kendt som ølkælderkuppet – slået ned i München.
  • 9. november 1938 foregik den infame ’krystalnat’, hvor novemberpogromerne mod de tyske jøder nåede deres højdepunkt.
  • 9. november 1989 foregik den anden – og denne gang fredelige – succesfulde tyske revolution, da Berlinmuren faldt.

Den 9. november blev højdramatisk. Det socialdemokratiske SPD, som måneden forinden var trådt ind i kejserens kabinet, trådte nu atter ud af regeringen for i stedet at lede den førerløse revolution i en mere demokratiske retning. I løbet af eftermiddagen udråbte først socialdemokraten Philipp Scheidemann Den Tyske Republik, og få timer senere udråbte den revolutionære Karl Liebknecht den frie socialistiske republik Tyskland, som skulle fuldende verdensrevolutionen.

»Det begynder altså med splittelse,« påpeger Schönpflug, »og med at Wilhelm II indser, at slaget endegyldigt er tabt, og at han må flygte. Det er ikke bare kejserrigets undergang i den første succesrige tyske revolution. Det er samtidig en tysk indrømmelse af nederlaget i verdenskrigen, som følges op af våbenstilstanden to dage senere, som i praksis ligner en kapitulation.«

Denne blanding har vidtgående konsekvenser. På den ene side var lettelsen enorm i den udhungrede civilbefolkning. På den anden side følte det tyske folk sig ydmyget. Weimarrepublikken, som skulle tage form i de følgende måneder, blev født ud af nederlaget og fik hverken revolutionsmyter eller -helte at gribe tilbage til.

Historien forlæns

Situationen er ikke ukendt i den tyske historie. Efter Anden Verdenskrig blev det nye Tyskland også født af nederlaget, men denne gang netop af det totale nederlag, hvor trådene tilbage i tiden nærmest demonstrativt blev kappet.

»Holocaust og sammenbruddet i Hitlers Tredje Rige er en så central historisk hjørnesten i Tyskland, at det overskygger alt, hvad der historisk ligger før denne katastrofe. Både historikere og offentligheden har det langt sværere med Første Verdenskrigs afslutning i 1918, selv om det er den første vellykkede revolution på tysk jord. Det Tredje Rige projiceres igen og igen tilbage på begivenhederne i 1918. Men det er en forsimplet måde at se historien på,« mener Daniel Schönpflug.

»Derfor er det her jubilæum så vigtigt. Bevægelsen er allerede i gang, så jeg ser det som en stor chance for at nuancere vores syn på 1918.«

Et af Schönpflugs greb til at nuancere historien i bogen Kometår er at lade kilderne fra 1918 tale for sig selv, fordi de lever historien forlæns uden at forstå deres samtid baglæns.

»De viser, at det for dem ikke kun handler om sammenbrud og en farlig revolution, men om håb, utopier og drømmen om en helt ny begyndelse. For Tysklands vedkommende var 1918 en reel og på mange måder vellykket revolution, som grundlagde en demokratisk tradition i Tyskland og har skabt retsstatslige og forfatningsmæssige linjer helt op til det genforenede Tyskland i dag,« siger Daniel Schönpflug.

Utopiernes sammenstød

Allerede dengang så store dele af borgerskabet det uvisse opbrud med enorm skepsis – og det gør mange stadig, fordi de kvier sig ved at anerkende den revolutionære karakter som en del af det tyske demokratis grundlæggelse. Trods de mange blodige kupforsøg og politiske kampe med hundredvis af døde i Weimarrepublikkens første måneder taler Schönpflug her bevidst om revolution og ikke om borgerkrig.

»Revolutionsbegrebet viser bedre det utopiske potentiale og den helt nye situation: demokrati, kvindefrigørelse, valgret til kvinder og tilladelse af fagforeninger,« siger Schönpflug.

»Og på den anden side de fascistiske utopier, som senere bliver konkrete i Italien og Tyskland. Den her tid er præget af et utopiernes sammenstød. Der er så mange utopier, der gensidigt udelukker, ja ligefrem udsletter hinanden. På den ene side en socialistisk rådsrepublik, på den anden side højreradikale frikorps. Det viser spændingen i Weimarrepublikken.«

Han peger samtidig på, at tyskerne trods de mange kupforsøg og det politiske kaos efter den 9. november endte med demokratisk at vælge en forfatningsgivende nationalforsamling den 19. januar 1919. Her var partier, der bekendte sig til det parlamentariske demokrati, i klar overvægt – bl.a. fordi den bolsjevistiske omvæltning i Rusland skræmte. Det revolutionære Spartakusforbund, der især bestod af tidligere socialdemokrater, som var skuffede over partiets opbakning til krigen og dets bånd til de kejserlige kræfter, var således et højlydt mindretal. Det samme gjaldt de højreradikale bevægelser.

Friedrich Ebert – kontroversiel rigspræsident får en spæd renæssance i kampen om historien

  • En af de historiske figurer, der får fornyet opmærksomhed ved 100-årsjubilæet for den tyske revolution 1918, er Friedrich Ebert. Han var leder af SPD fra 1913 og Weimarrepublikkens første rigspræsident.
  • Allerede under Første Verdenskrig opstår en bitter intern strid i fagforeningerne og SPD mellem de moderate og de revolutionære marxister. Mod krigens slutning, i oktober 1918, indvilger kejseren i en forfatningsreform og byder SPD ind i sin regering for at dæmpe det revolutionære tryk. Men skal man gå om bord i kejserens synkende skude? Ja, mener Friedrich Ebert, som for alt i verden vil undgå et revolutionært kaos som i Rusland – og som personligt ser det som vejen til magten i en ny republik. På venstrefløjen udråbes Ebert og den moderate SPD-fløj af samme grund som forrædere mod revolutionen.
  • Men fra den 6. november går Eberts såkaldte flertals-SPD i front for den tyske oprørsbevægelse. Da den når Berlin den 9. november, træder SPD ud af regeringen, fordi kejseren ikke frivilligt træder tilbage. I den følgende generalstrejke går SPD med i gadens parlament og prøver at udnytte det midlertidige magtvakuum til at lede den førerløse revolution i en demokratisk retning.
  • Før, en nationalforsamling overhovedet kan beslutte statsformen, udråber SPD’s Philipp Scheidemann Den Tyske Republik. Få timer senere udråber den tidligere SPD’er Karl Liebknecht den frie socialistiske republik Tyskland.
  • Eberts fløj trækker det længste strå, og i den følgende tid bygger de videre på mange gamle – og forhadte – kræfter og strukturer inden for militær, justits og forvaltning. Han kæmper for det parlamentariske demokrati, men optræder med egne ord nærmere som »det gamle regimes konkursforvalter« end som det nye demokratis fader. Og få uger før det første demokratiske tyske valg i januar 1919 slår Friedrich Ebert og SPD hårdt ned på den venstreradikale Spartakusopstand – med hjælp fra højreradikale frikorps. Det kræver flere hundrede ofre. Rosa Luxemburg og Karl Liebknechts død skaber en afgrundsdyb kløft internt i arbejderbevægelserne og SPD, som senere er med til at muliggøre Hitlers opstigning, og som har tråde helt op til nutidens kamp internt i og mellem SPD og Die Linke.
  • Trods voldsom modstand og demokratiske kriser forbliver Friedrich Ebert tysk rigspræsident med hele 12 forskellige regeringer under sig frem til sin død i 1925. Ved jubilæet oplever han nu en spæd renæssance i kampen om historien.

Effektivt dolkestød

At Weimarrepublikken alligevel endte i et diktatur, skyldes mange faktorer. En af dem er Versailles-traktaten, fredsaftalen fra juni 1919, der bl.a. foreskrev, at tyskerne skulle betale en erstatning på 132 milliarder gyldenmark – eller ca. det tredobbelte af det tyske BNP før krigsudbruddet – til de allierede. En urealistisk sum, der var med til at holde den tyske økonomi på krisekurs.

Allerede før krigens afslutning havde konservative kræfter arbejdet på den dolkestødslegende, der skulle blive en afgørende drivkraft for Hitlers vej mod magten et årti senere: Militæret var ubesejret på slagmarken, men blev dolket politisk i ryggen – især af socialdemokraterne i Berlin.

Fra juni 1919 skiftede stemningen faktisk i landet, mener Daniel Schönpflug.

»Stadig flere tyskere siger, at de, som har afsluttet krigen og skridt for skridt er gået ind i fredsforhandlingerne og har accepteret fredskontrakten, er landsforrædere.«

Politisk kommer konsekvensen prompte efter Versailles-traktaten. Efter bare fire måneder vælter Weimarrepublikkens første regering og antyder dermed de følgende års politiske kaos. Men helt afgørende for det senere politiske sammenbrud er den vedvarende økonomiske krise, der allerede begynder med hyperinflationen i 1921-1923, hvor et æg pludselig kostede flere milliarder mark.

»Der var 40 procent arbejdsløshed, og selv små formuer og opsparinger blev udslettet natten over. Fattigdommen holdt ved, og senere kom det store børskrak i 1929. Her er krisen fra 2009 vand ved siden af,« siger Schönpflug, der ellers ikke er meget for hurtige sammenligninger mellem nutiden og Weimarrepublikken.

»Strukturelt minder situationen i dag måske noget om 1920’erne med en stor koalition, mobilisering på yderfløjene og ustabile regeringsforhold i Tyskland. Men vi er slet ikke samme sted som i 1920’erne,« siger han.

Daniel Schönpflug nævner hyperinflationen og de psykologiske følger af at have en krig med 16 millioner døde umiddelbart bag sig. Desuden har man i dag ikke adskillige frikorps, organisationer som SA eller et Schwarze Reichswehr, hvor 20.000 mand opererede i en bevæbnet undergrundshær, som blev tålt af de allierede, fordi de blev set som værn mod kommunistiske kupforsøg.

Hitlers skygge

Men vi skal ikke kigge væk fra Weimarrepublikken af den grund. Tværtimod, mener historieprofessoren.

»Nu, hvor demokratiet er presset, har vi i højere grad brug for viden om perioder, hvor der blev kæmpet for det,« siger han.

»Mit indtryk er, at både Første Verdenskrig og dens afslutning kun behandles sporadisk i historieundervisningen, hvor Anden Verdenskrig stadig fylder utroligt meget. Det traditionelle billede, hvor 1918 og Weimarrepublikken er en kort optakt til det Tredje Rige, er stadig fremherskende. Men i disse måneder oplever vi faktisk et opbrud i synet på denne del af den tyske historie.«

Schönpflug er ikke den eneste, der håber på et mere nuanceret blik på den 9. november 1918. Mange tyske medier har varmet op til jubilæet med pædagogiske opsange om, hvor lidt tyskerne kender til denne historie.

Tidslinje: Den tyske revolution 1918

Oktober 1918

Matroserne i Wilhelmshaven nægter at drage ud i et sidste udsigtsløst slag i Første Verdenskrig.

3. november 1918

Mytteriet udvikler sig til en omfattende opstand i Kiel, der hurtigt er i hænderne på oprørerne.

7. november 1918

Oprøret har bredt sig til store dele af Tyskland, og Bayern udråbes som republik under den jødiske revolutionære Kurt Eisner, som bliver skudt i 1919.

9. november

Oprøret når hovedstaden Berlin, der lammes af generalstrejke. Kejser Wilhelm II flygter til Belgien og besegler Det Tyske Kejserriges undergang. Philipp Scheidemann udråber Den Tyske Republik fra Rigsdagsbygningen. Få timer senere udråber Karl Liebknecht den frie socialistiske republik Tyskland fra Berlins byslot.

11. november

Første verdenskrig afsluttes.

Julen 1918

Et kupforsøg fra den såkaldte Folkemarinedivision mod overgangs-regeringen fører til heftige kampe.

Januar 1919

Venstreradikale grupper udløser borgerkrigslignende tilstande i den såkaldte Spartakusopstand. Socialisterne Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg myrdes, og både arbejderbevægelsen og SPD splittes yderligere.

19. januar 1919

Ved valget til den forfatningsgivende forsamling får SPD skuffende 38 procent af stemmerne og danner regering med det katolske Centrumparti og det liberale DDP.

Februar 1919

På grund af uroen i Berlin træder de folkevalgte sammen i Weimar og skaber den tyske histories første demokratiske forfatning.

Marts-april 1919

Kupforsøg i Berlin og München slås ned af SPD-tro regeringstropper og højreradikale frikorps.

Juni 1919

Versailles-traktatens militære og økonomiske underkastelse af Tyskland får den første demokratiske regering til at gå i opløsning efter bare fire måneder. Det indvarsler det politiske kaos, der kommer til at præge Weimarrepublikken.

I Berlin og mange andre tyske byer er der ganske vist udstillinger, events og markeringer af dagen – men der er ingen stor statslig fejring, og 100-året markeres langt mindre end eksempelvis sidste års Luther-jubilæum.

Det skyldes ikke mindst kompleksiteten i Weimarrepublikkens oprettelse og sammenbrud, som også – men ikke kun – skyldtes forfatningsmæssige svagheder. Allerede i 1930 overgik Tyskland til et halvautoritært præsidentsystem med en stærkt svækket rigsdag, hvor præsidenten kunne regere med nødlove. Det styrkede den radikale venstrefløj, men ingen forstod at udnytte det bedre end Adolf Hitler, der i 1933 satte Weimarrepublikkens parlamentariske system ud af spil.

Resten er velkendt og tragisk tysk historie. Dermed ender vi ved Weimarrepublikkens afslutning, som jubilæet ifølge Schönpflug netop ikke skal have som omdrejningspunkt – heller ikke selv om datoen den 9. november formørkes af Hitlers ølstuekup i München den 9. november 1923 og krystalnattens forbrydelser mod de tyske jøder den 9. november 1938.

Den pointe er Schönpflug ikke ene om.

»Katastrofen fra 1933 var hverken en uforudsigelig ulykke eller det nødvendige resultat af den tyske historie,« har den renommerede tyske historiker Heinrich August Winkler for nylig skrevet.

»Indtil det sidste havde det kunnet undgås. Derfor ville det også være forkert at erklære den tyske revolution i 1918/1919 for mislykket.«

Schönpflug er ganske enig.

»Revolutionen i 1918 var det tyske demokratis grundlæggelse. Det må ikke stå i Hitlers skygge.«

Det bekymrer Wolfgang Ischinger, at internationale regler og internationalt samarbejde i en globaliseret verden, er ved at falde fra hinanden
Læs også
Under Krystalnatten den 9. november 1938 smider Det Tredje Rige endegyldigt masken, da naziledelsen sætter gang i de brutale pogromer mod de tyske jøder. Om formiddagen den 10. november sættes der ild til synagogen i byen Glatz – eller Kłodzko – i Schlesien i det nuværende Polen, hvor også en række jødiske forretninger plyndres, mens et ukendt antal jødiske mænd deporteres til KZ-lejren Buchenwald.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Thomas Tanghus
  • Eva Schwanenflügel
  • Christian Mondrup
  • Torben K L Jensen
  • Trond Meiring
  • Kim Folke Knudsen
Mikael Velschow-Rasmussen, Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, Christian Mondrup, Torben K L Jensen, Trond Meiring og Kim Folke Knudsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Folke Knudsen

Det er en Skammens Dag for tyskerne den 9 November. Det kan aldrig nogensinde blive en festdag ALDRIG.

For 80 år siden gik den tyske pøbel amok og ødelagde og myrdede blandt landets egne borgere af jødisk herkomst. Hitlers hadefulde retorik blev omsat til vold i en skala ikke set før. Men det skulle blive meget værre efter den 9 November 1938 med Der Reichskristallnacht.

I mindet om vore mange jødiske medborgere, som gik under eller blev drevet på flugt for 80 år siden. Tænd et levende lys på dagen for de døde og lad det være et manende minde om hvad racisme kan føre til, når djævelens vanvid slippes løs i en befolkning.

Link til Wikipedia Novemberpogrome 1938:
https://de.wikipedia.org/wiki/Novemberpogrome_1938

Ole jakob Dueholm Bech, Jesper Sano Højdal, Torben Bruhn Andersen, Anders Reinholdt, Thomas Tanghus, E Z, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Skov, Ib Christensen, Philip B. Johnsen, Eva Schwanenflügel, Berith Skovbo og Claus Østerbye anbefalede denne kommentar
Ole Kresten Finnemann Juhl

Rasmus Bo Sørensen skriver i dag i artiklen "Hvad taler vi om, når vi taler om identitetspolitik?"
I sin nye bog Identity hævder den amerikanske politolog og tænker Francis Fukuyama, at vi generelt har en tendens til at undervurdere betydningen og værdien af anerkendelse som menneskelig drivkraft. Vil vi forstå den højrepopulistiske fremgang i Europa og den vrede hvide vælgerbefolkning i USA, ja, så må vi samtidig forstå, at deres utilfredshed handler om andet og mere end økonomi og arbejdsløshed. Den handler også om værdighed. Den handler om at blive set. Den handler om at blive synlig for resten af samfundet.

Det forekommer mig at være en udmærket beskrivelse af de befolkningsgrupper, der ofte omtales som "pøbelen".
Vi har vist den pøbel vi selv akaber - før som nu.

Ole jakob Dueholm Bech, Kim Folke Knudsen, Thomas Tanghus og Bjarne Frederiksen anbefalede denne kommentar

Visse kritiske historiske perspektiver peger på at vi fik Første Verdenskrig fordi de europæiske magteliter og storkapitalen frygtede en socialistisk-demokratisk revolution tværs over Europa; det var enten krig eller et opgør med de undertrykte masser - og da der samtidig er store formuer at tjene på krig, var valget ret enkelt. Mangt og meget tyder også på at den amerikanske intervention i krigen skyldtes at der var både formuer og magt at vinde, foruden afledning og inddæmning af de store arbejderkampe, som fandt sted i Guds eget land.

Krig er forretning; forretning er politik. Her et afklarende perspektiv:
https://filmcentralen.dk/alle/film/shadow-world-bag-om-den-international...

Mikael Velschow-Rasmussen, Marianne Stockmarr, Christel Gruner-Olesen, Jørgen Tryggestad, Trond Meiring og Knud Chr. Pedersen anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Det næsten uuholdelige spørgsmål melder sig ? Hvad Verden og ikke mindst Europa havde været skånet for, hvis Weimar Republikken havde overlevet den økonomiske krise i begyndelsen af 1930´erne.

Tankerne om demokratiets og det samarbejdende Europa var der allerede den gang.

Frankrig og Tyskland indledte i midten af 1920´erne en forsigtig forsoning med henblik på at kunne leve sammen i sameksistens. Den tyske Kansler og Udenrigsminister Gustav Stresemann var drivende i dette genopbyggende samarbejde.

Folkeforbundet var etableret i Geneve Schweiz.

Hitler kunne være endt hans dage som en sindssyg afmægtig fanatiker uden politisk flertal og uden politisk interesse. Men desværre skulle det gå anderledes. De mange partier der hadede Nationalsocialisterne var så splittet at de bekæmpede hinanden fremfor at stå sammen om at slå nationalsocialisternes terror ned og forsvare republikkens famlende demokrati.

Den tyske militarisme fra Kejsertiden hang som en mørk skygge over demokratiets og republikkens nye institutioner. Den magtfulde tyske hær var den gang absolut ikke optaget af, at holde Weimar Republikken i live.

Den moderne tysker præget af efterkrigstidens Vesttyskland, DDR og nu Tyskland samlet igen har brug for denne historiske søgen tilbage til tiden før vanviddet satte ind, da der endnu var håb for det unge tyske demokrati. Det tyske flag sort rød og gul er symbolet på forbindelsen mellem det nuværende tyske demokrati og den tyske udgave af liberalismen og så Tysklands første erfaringer med demokratiet Weimar Republikken med dens progressive sider og dybe indbyggede konflikter.

Jeg tror at det er det, som gør det nye drama Babylon Berlin så dragende. Dette at samle et glemt men meget vigtigt kapitel op igen.

Link til Wikipedia Gustav Stresemann (1878-1929)
https://de.wikipedia.org/wiki/Gustav_Stresemann

Link til Wikipedia Walther Rathenau (1867-1922)
https://de.wikipedia.org/wiki/Walther_Rathenau

Marianne Stockmarr og Ole Kresten Finnemann Juhl anbefalede denne kommentar

I kølvandet på Kim Folke Knudsens seneste kommentar; en lang række kræfter i det tyske militære efterretningsvæsen og i den tyske militærkommando var imod Hitler, og konspirerede flere gange mod ham op til Anden Verdenskrigs udbrud - da de kunne se hvilke konsekvenser, den voldsomme oprustning og agitation ville medføre. Flere gange sendtes der advarsler til bl.a. briterne, franskmændene og russerne om at Hitler ville angribe mange steder i Europa, men kun russerne reagerede med at opfordre briterne og franskmændene til en fælles alliance, som kunne indkredse Tyskland før en katastrofal storkrig ville bryde ud. I stedet afviklede franskmændene og briterne i 1938 München-mødet, hvor man sammen med det fascistiske Italien dikterede at tjekkoslovakerne skulle acceptere Hitlers ulovlige annektering af Sudeter-Tyskland, hvilket betød at Hitler kunne fortsætte udviklingen af Nazityskland og mobiliseringen. Dette førte til at Stalin, som udmærket var klar over at Hitler, som også hadede kommunister, havde hensigter om at angribe Rusland, aftalte den berømte ikke-angrebspagt med Hitler (også kaldet Molotov-Ribbentrop-pagten), hvormed russerne håbede at vinde tid til at opbygge dén industrielle base, som sidenhen skulle blive afgørende for russernes overvindelse af Hitler på Østfronten, hvor op mod 4/5 af Nazitysklands militære tab under hele krigen fandt sted.

Det historisk interessante er ikke blot at Hitler kom til magten ved hjælp fra de traditionelt magtbærende partier i mellemkrigstidens Tyskland, men også at Hitler kunne være blevet standset, såfremt den fælles internationale vilje havde været til stede. Imidlertid tyder en hel del på at bl.a. briterne og franskmændene, håbede på at Hitler først ville overfalde Rusland og bekæmpe kommunisterne, som man selv havde prøvet på tilbage i 1921, og at en krig mellem Nazityskland og Rusland ville slide begge parter tilstrækkeligt ned til at yderligere udbredelse af krigen siden ville kunne bremses. Men det gik lidt anderledes.

Per Torbensen, Marianne Stockmarr og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Den 9. november er også dagen for murens fald - ophøret af Tysklands deling og Europas deling. Det er med andre ord en dato, hvor det er gået både den ene og den anden vej for Tyskland, men pga. af Krystalnatten kunne man ikke gøre den 9. November til nationaldag. - Den falder i oktober.

Mht Wehrmachts rolle i Det tredje Rige: Umiddelbart efter indsættelsen gjorde Hitler det bekendt for Wehrmacht, at han havde både folkeudryddese og ekspansionskrig på dagsordenen. Værten for arrangementet, den egensindige og ganske intelligente general Kurt von Hammerstein tog derefter sin afsked, mens formodentlig et af hans lige så egensindige børn sørgede for, at Moskva fik et referat af talen kort tid efter.

Krystalnatten kunne med stor fordel indgå i en nationaldag, hvis man ikke var så forhippet på at skjule fortiden; en nationaldag kan jo sagtens have en værdifuld erindring som budskab.

Den værdifulde erindring, som Krystalnatten bærer på er at med pres nok fra storkapitalen, med fattigdom og desperation som katalysator og med tilstrækkeligt samarbejdende passivitet fra myndighedernes side, kan man ende op med en totalitær udvikling, som gør det muligt at plante ansvaret for katastrofer på folk, som hverken er skyldige eller har mulighed for at forsvare sig - og dernæst høste magt og politisk medvind på den videre udvikling.

Hvorfor Hitler og nazisterne af de europæiske stormagter fik lov til at ekspandere, efter at sidstnævnte allerede i midten af trediverne var bekendt med at én af grundpræmisserne for Versailles-traktaten, nemlig at der ingen tysk værnepligt (og dermed ingen mobiliseringsmulighed) måtte være, blev elimineret af nazistpartiet, og siden var fuldt bekendt med at krigsmegalomanien var undervejs, kan kun undre. Den bedste forklaring er at man forventede at Hitler ville gå mod øst og eliminere de vestlige stormagters erklærede hovedfjende; de russiske kommunister (som de vestlige stormagter selv havde forsøgt at invadere i 1921).