Læsetid: 7 min.

Røde Khmerer dømt for folkemord i rædslernes retssag

Næsten en fjerdedel af Cambodjas befolkning blev udslettet under De Røde Khmerers regime. Retsopgøret imod bevægelsens ledere har været langsomt, dyrt og skandalefyldt. Fredag var dommens dag for »broder nummer to« og den tidligere præsident
Den tidligere Khmer-leder ’Broder nummer to’ Nuon Chea fotograferet i retsbygningen i går. Den 92-årige chefideolog bag De Røde Khmerer er et af ansigterne på et af verdenshistoriens mest brutale regimer.

Den tidligere Khmer-leder ’Broder nummer to’ Nuon Chea fotograferet i retsbygningen i går. Den 92-årige chefideolog bag De Røde Khmerer er et af ansigterne på et af verdenshistoriens mest brutale regimer.

Reuters/Ritzau Scanpix

17. november 2018

Den ene måtte have hjælp til at holde sig på benene, da dommen skulle læses op.

Den anden bad om tilladelse til at forlade retslokalet på grund af rygsmerter og svimmelhed.

På henholdsvis 87 og 92 år er Khieu Samphan og Nuon Chea to gamle mænd. De er også ansigterne på et af verdenshistoriens mest brutale regimer, der forrettede ufattelige ødelæggelser på et land og et folk. Begge var de en del af den øverste ledelse i den kommunistiske guerillabevægelse De Røde Khmerer, der i 1975 kom til magten i Cambodja.

Tre år, otte måneder og 20 dage senere havde mindst 1,7 millioner cambodjanere mistet livet – torteret, hakket, sultet eller udmattet til døde. Khieu Samphan var regimets præsident og statsoverhoved, og Nuon Chea chefideologen kendt som ’broder nummer to’ kun overgået i magthierarkiet af den længe afdøde Pol Pot.

Et folkemord

Fredag blev de begge dømt for folkemord og forbrydelser mod menneskeheden. Straffen lød på fængsel på livstid. Det er den foreløbige kulmination for den FN-støttede domstol, der har til formål at retsforfølge de ansvarlige for forbrydelserne under De Røde Khmerer.

Samme domstol er blevet beskyldt for at ville og kunne for lidt – og for at være sat i verden alt for sent. Til dato har den kostet 300 millioner dollar. Stort set alle cambodjanere mistede familiemedlemmer, men kun en lille håndfuld personer har været på anklagebænken. Et par er døde af alderdom, før de blev dømt.

»Intet kan slukke vreden i mig. De fik os til at lide, de dræbte vores familiemedlemmer. De her retssager koster så mange penge, men hvad forskel gør de? Hvis jeg kunne, ville jeg tage ud til domstolen, skære et stykke kød af deres kroppe og hælde salt i såret,« fortæller cambodjanske Tong Sang. Han var studerende i Phnom Penh, da De Røde Khmerer indtog den i foråret 1975.

Kort efter blev byens godt en million indbyggere tvangsflyttet til landområderne for at indgå i planerne om skabelsen af et kommunistisk bondesamfund. Ekstreme arbejdsforhold, sygdom og sult tog livet af tusinder, mens byboer, personer med tilknytning til det tidligere styre, intellektuelle og minoritetsgrupper blev behandlet som potentielle fjender af den nyoprettede stat Demokratisk Kampuchea. I de år mistede Tong Sang 36 familiemedlemmer.

De slavelignende forhold i arbejdslejre og landbrugskollektiver indgik i anklageskriftet i sagen mod Khieu Samphan og Nuon Chea. Det samme er tilfældet for de forbrydelser, der fandt sted i De Røde Khmerers frygtede torturfængsler.

»De gav ikke folk en retssag ved en domstol som den her. De dræbte dem bare,« forklarede vidnet Keo Chandra, da han som en af de første blev afhørt af domstolens anklagere.

Han sad fanget i dagene op til regimets kollaps. 15.000 blev henrettet samme sted. Mange blev dræbt kort efter deres ankomst. Andre blev forhørt og torteret. Keo Chandras vidneudsagn kan læses i de omfattende sagsakter og omhandler drab på kvinder og børn og torturscener, hvor ofret blev hængt op på en krog og fik skåret hjerte og lever ud af kroppen.

Khieu Samphan og Nuon Chea er tidligere blevet dømt for forbrydelser mod menneskeheden i forbindelse med de drab og overgreb, der fandt sted, de bybefolkningen blev flyttet ud på landet. Derfor var det ved gårsdagens domsafsigelse især anklagen om folkemord, der fik opmærksomhed.

For selvom massehenrettelserne begået under De Røde Khmerer ofte bliver betegnet som et af de grusomste eksempler på folkemord, er det i juridisk forstand ikke tidligere blevet slået fast. De fem dommere i tribunalet var dog ikke i tvivl. Begge de tiltalte blev fundet skyldige i anklager om folkemord.

De Røde Khmerer

  • Efter flere års borgerkrig indtog den kommunistiske guerillabevægelse De Røde Khmerer den cambodjanske hovedstad den 17. april 1975. Bevægelsen fik i begyndelsen stor opbakning, hvilket blandt andet skyldtes vrede over den tidligere regerings samarbejde med USA og de amerikanske bombninger på cambodjansk jord under Vietnamkrigen i nabolandet.
  • De Røde Khmerer etablerede Demokratisk Kampuchea og gik i gang med at tømme byerne for indbyggere – tusinder døde under evakueringerne. Ledelsen ønskede at skabe et klasseløst og selvforsynende landbrugssamfund. For at opnå dette afskaffede de penge, frie markeder, skolegang, privat ejendomsret, religiøs praksis og traditionel khmer-kultur. Skoler, pagoder, moskeer, kirker, universiteter, butikker og offentlige bygninger blev lukket eller revet ned. Arbejdslejre og landbrugskollektiver blev samfundets nye omdrejningspunkt.
  • I spidsen af det nye regime stod Pol Pot og en lille gruppe af ofte veluddannede cambodjanere, hvoraf flere havde gået på universiteter i Europa. Deres ideologiske tankegods var en blanding af kommunisme og maoisme. De anså vejen mod et maoistis og marxistisk-leninistisk idealsamfund som en renselsesproces. Intellektuelle, byboere og etniske minoritetsgrupper blev set som fjender af styret. Mange endte i fængsler eller genopdragelseslejre, hvor de færreste overlevede.
  • Ambitionen om det klasseløse bondesamfund blev aldrig indfriet. I stedet førte urealistiske krav til landbrugsproduktionen til hungersnød. Sult, sygdomme og interne udrensninger betød, at mindst 1,7 millioner mennesker havde mistet livet, da regimet blev væltet af en vietnamesisk invasion i 1979.

Kilde: Cambodiatribunal.org.

En historisk afgørelse

Godt 700 personer var til stede i retsbygningen i udkanten af Phnom Penh. Der gik ikke mange minutter fra dommen var faldet, før den cambodjanske regering og FN erklærede, at der var tale om en historisk afgørelse. Det ligner starten på enden for en domstol, der fra begyndelsen har været kontroversiel.

Muligheden for en appelsag er stadig til stede, men der kommer næppe flere anklagede. En repræsentant fra den cambodjanske regering takkede FN og de mange donorlande, der har gjort tribunalet til en realitet. Den officielle udlægning er, at det var den cambodjanske premierminister, Hun Sen, der tog initiativ til oprettelsen. Men det passer ikke, lyder det fra den cambodjanske advokat og rettighedsforkæmper, Theary Seng, der kalder tribunalet for et teater.

»Det tog ti år at forhandle aftalen på plads, fordi Hun Sen og hans parti på ingen måder var interesserede i den. Men da der ikke længere var nogen vej uden om på grund af det internationale pres, gik man med til en løsning, hvor man kunne kontrollere processen med frygt og indblanding,« siger hun og fortsætter:

»Domstolen ligger så langt uden for Phnom Penh, at de var nødt til at lave nye kort over byen, fordi det var en del af den indgåede aftale, at den skulle ligge inden for bygrænsen. Aftalen var derudover, at bygningen skulle lejes ud af militæret til domstolen, men at der ikke skulle være nogen militær tilstedeværelse. I dag fylder militæret stort set hele området, mens domstolen er presset helt ud i et lille hjørne. Hvad siger det om juridisk uafhængighed?«

Ufuldkommen retfærdighed

Tilbage i 1999 forslog et FN-panel at oprette en international krigsforbryderdomstol i stil med den der blev etableret efter borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. Den fik hjemme i Haag og blev nedsat af FN’s Sikkerhedsråd. Men en sådan løsning ville Cambodja ikke gå med til.

Forhandlingerne endte med et kompromis, hvor både internationale og lokale dommere og anklagere skulle enes – men hvor der var flest cambodjanere. Resultatet har blandt andet været, at domstolen kun har dømt tre personer, hvor antallet af dømte i domstolen i Haag nåede op på 90.

Kritikere som Theary Seng peger på, at Hun Sen og andre af de ledende medlemmer af det cambodjanske regeringsparti selv har en fortid i De Røde Khmerer og derfor helst ser, at domstolens undersøgelser holdes på et minimum. De første år efter aftalen faldt på plads i 2003, var optimismen ellers stor.

»I begyndelsen gik samarbejdet fint. Der var andre problemer på den cambodjanske side i forhold til korruption og andre ting, men forholdet mellem dommerne var præget af gensidig respekt. Men så ville de internationale anklagere rejse sager mod flere personer, og der startede splittelsen,« fortæller Nina Jørgensen, der arbejdede for domstolen fra 2006 og to år frem.

»Fordi der er forholdsvis begrænset erfaring med at etablere den her type domstol, så har det været et slags eksperiment. Domstolens eftermæle vil blive blandet, men jeg forsøger at bibeholde en positiv tilgang, fordi det har været bedre end slet ikke at gøre noget. Den har givet ofrene en stemme og fået nogle ting frem i lyset, der ellers ikke blev talt meget om,« siger hun.

Samme holdning deles af Alexander Hinton, professor i antropologi ved Rutgers Universitet i USA og forfatter til flere bøger om det cambodjanske retsopgør.

»Tribunalet er som et skib, der har sejlet gennem en storm. Det ankommer ødelagt i havn efter en række kontroverser. Men det er alligevel kommet frem med en last af retfærdighed. Det er en ufuldkommen retfærdighed, men en form for retfærdighed er alligevel bedre end straffrihed,« siger han.

Ifølge Alexander Hinton har den langsommelige afvikling og rettens begrænsninger betydet en dalende interesse hos den cambodjanske befolkning. I de flestes øjne har Khieu Samphan og Nuon Chea længe været kendt skyldige. Så måske er tribunalets største bedrift ikke selve dommen over aldrende forbrydere, men i stedet de hundredtusinder af dokumenter med vidneudsagn og andre beviser, den har samlet ind over årene.

»Retsarbejdet og dommene er nu en del af Cambodjas historie og fælles hukommelse,« siger Alexander Hinton.

Kaeng Kek Eav, kaldet Duch, er den første af de tilbageværende medlemmer af De Røde Khemerer, som skal stå til ansvar for drab og tortur. De mest prominente ledere af regimet, de skal for retten senere.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Lasse Karner

Det er selvfølgelig for sent og for lidt .... men måske er det bedre end ingenting ??

Jeg så netop på BBC en udsendelse om og med de Yazidi kvinder, der blev handlet som sexslaver af ISIL. Et antal af disse kvinder, der var sluppet ud af kløerne på ISIL, blev senere forstødt af deres familier som faldne kvinder, hvorefter en del begik selvmord - udsendelsen nævnte 20 kendte selvmord.

En tysk delstat, hvor en psykolog af Yazidi afstamning drev en tilsyneladende stor klinik, der specialiserede sig i behandling af ofre med PTSD, hentede et antal ofre til Tyskland - 800 personer, frit efter hukommelsen.

Udsendelsens hovedsigte var en vurdering af, om kvindernes fortælling kunne bære en retssag ved Menneskerettighedsdomstolen i Haag.
Altså identificerer kvinden i sit vidneudsagn en forbrydelse, en person, en tid, et sted osv ?
Og vil vidneudsagnet - og kvinden - kunne holde til et energisk krydsforhør fra forsvarsadvokaten ?

Vurderingen var, at det ikke kunne lade sig gøre af opnå Dom over de potentielt anklagede.

Som lægmand på begge felter - juridisk & psykologisk - må jeg erklære mig kun alt for enig.
Kvinderne fortalte de mest rædselsfulde beretninger om deres oplevelser med forstenede ansigter - og flere af dem undskyldte overfor deres familier, at de bragte historien frem.
En hvilken som helst forsvarsadvokat ville kunne bringe dem helt fra koncepterne.

Så det er åbenbart stor set umuligt at opnå en dom over nogen som helst ved Menneskerettighedsdomstolen, ligesom det ifølge Lasse Karner's artikel kniber gevaldigt med at få gennemført retssagerne i Cambodia.

Exodus i Phnom Penh i 1975 betød i øvrigt, at jeg den dag i dag ikke kan beskæftige mig med Per Olov Enquist's forfatterskab.
Jeg kan ganske enkelt ikke komme over hans bemærkninger i anledning af Khmer Rouge's forvisning af hele Phnom Pens befolkning til den visse død i junglen.

Ved en fejltagelse fik jeg set "Fra Regnormens Liv" .... og blev dybt optaget af skuespillet -
lige indtil forfatternavnet blev nævnt, så var det slut.
Fuck ham.

Mon dommen giver anledning til reflektioner blandt de, der i 70'erne var medlemmer af Kommunistisk Arbejderparti (KAP9, bl.a. besøgte to ledende medlemmer til Cambodija - på det tidspunkt, hvor folkemodet fandt sted. Det havde de to dog ikke set noget til.
Igen et eksempel på, at Stalinismens danske arvtagere har glemt alt om hvad der skete dengang. De følger Lars Løkkes eksempel: Ser fremad..