Baggrund
Læsetid: 5 min.

Sådan stjæler man et valg

Republikanerne har en »strukturel fordel« på 16-17 mandater ved valget til Repræsentanternes Hus tirsdag. Det mener to forskere, der beskæftiger sig med, hvordan inddelingen af valgkredse bliver brugt som politisk instrument i Amerika
midtvejsvalg-valgdistrikter gerrymandering

Til dagens midtvejsvalg har republikanerne en indbygget fordel, fordi partiet har kunnet justere flere grænser mellem valgkredse til egen fordel end demokraterne. Det valgtekniske greb, som hedder gerrymandering, betyder, at demokraterne skal sikre sig et overtag på 5-6 procent, hvis de skal vinde Repræsentanternes Hus (se originaltegning her)

fairvote.org, optegnet af Jesse Jacob

Udland
6. november 2018

Midtvejsvalget bliver afholdt på en ulige bane.

Det Republikanske Parti har nemlig et automatisk forspring, alene på grund af den måde, grænserne mellem valgkredsene ligger. En skævhed, der er så markant, at demokraterne vil skulle høste væsentlig mere end flertallet af stemmerne for at kunne sikre sig overtaget i Repræsentanternes Hus efter valghandlingen tirsdag.

»Vi vurderer, at republikanerne har en strukturel fordel på 16-17 mandater, takket være den måde kortene er tegnet. Hvis demokraterne vil være sikre på at vinde Repræsentanternes Hus, skal de op omkring et ti procentpoints overtag i forhold til samlede antal stemmer,« siger Michael Li, der er seniorrådgiver ved The Brennan Center for Justice på jurainstituttet ved New York University.

Republikanernes fortrin forklares med, at det mange steder er republikanerne selv, der har besluttet, hvor grænserne mellem valgkredsene skal ligge. I USA fungerer det nemlig sådan i de fleste delstater, at det er politikerne, der tegner valgkredskortene, som opdateres efter folketællingen hvert tiende år. Det skaber selvsagt incitamenter til at tegne distrikter, der gavner ens eget parti og skader modstanderne.

Og i 2011, sidste gang valgdistrikterne skulle udformes, havde republikanerne netop vundet magten i delstatsparlamenterne i adskillige afgørende svingstater ved midtvejsvalget i 2010 og kunne således sammensætte kredsene til deres egen fordel – såkaldt gerrymandering.

Det kunne man blandt andet se i North Carolina, hvor mandaterne fordelte sig 10-3 til republikanernes fordel ved midtvejsvalget i 2014 – i en stat, der i de seneste ti år har været næsten ligeligt splittet mellem de to store partier, og som Barack Obama endda vandt i 2008.

Historisk usammenligneligt

Kunsten at sammenstrikke et tæppe af valgkredse på en måde, der muliggør, at man får flere mandater, end hvad det samlede stemmetal egentlig berettiger, er dog hverken ny eller særlig republikansk. Det er et almindelig brugt redskab i amerikansk politik.

I 1980’erne, hvor demokraterne sad på magten i en lang række delstatsparlamenter, var det dem, der tegnede de krogede, finurlige valgdistriktskort i blandt andet Californien. Og i dag gerrymanderer demokraterne løs i Maryland.

Alligevel kan intet måle sig med republikanernes kortmaleri fra 2011. Michael Li kalder de republikanske tegninger, der i øjeblikket gælder i en lang række delstater, for »noget af det værste gerrymandering i Amerikas historie«.

North Carolinas 2. valgdistrikt

Republikanerne har i North Carolinas 2. valgdistrikt tegnet uden om den såkaldte ’forskningstrekant’, der huser de tre store universiteter Duke University, North Carolina State University og University of North Carolina at Chapel Hill. Republikanerne har med andre ord tegnet uden om de demokratiske vælgere, som ville kunne ændre valgkredsens partifarve.

Den fordel, som partiet ved midtvejsvalget vil nyde i stater som North Carolina og Michigan, er en sand sjældenhed.

»Vi har aldrig rigtig set en så voldsom fordel. Siden moderne gerrymandering begyndte i 1970’erne, har vi ikke set valgkredskort, der så vedholdende skævt favoriserer ét parti,« siger Michael Li.

En årsag til, at den politiske brug i valgkredsenes udformning er blevet »værre«, skal findes i den teknologiske udvikling. I dag er der en lang række lettilgængelige data om borgerne, der gør det nemmere at hegne vælgerne ind i de rigtige valgkredse, og samtidig kan man ved computerkraft generere tusindvis af potentielle inddelingsmuligheder uden at skulle rode med blyant og landkort.

Nicholas Stephanopoulos, der er juraprofessor ved University of Chicago, mener også, at gerrymandering-praksissen er blevet voldsommere og »mere aggressiv«. Han kalder republikanernes fordel for »den vigtigste politiske kendsgerning ved midtvejsvalget«, fordi man kan forestille sig en situation, hvor demokraterne potentielt opnår 7-8 procentpoint mere af det samlede stemmetal uden at vinde Repræsentanternes Hus.

»Hvis vi havde neutralt optegnede valgkredskort lige nu, ville vi snakke om, hvorvidt demokraterne ville vinde med et flertal på 70 eller 100 sæder i Repræsentanternes Hus. Vi ville ikke snakke om, hvorvidt de knebent ville være i stand til at vinde et snævert flertal,« siger Nicholas Stephanopoulos.

Stephanopoulos påpeger desuden, at der foruden den teknologiske udvikling også er en anden faktor, der forklarer, hvorfor gerrymandering er blevet et mere effektivt politisk redskab: De amerikanske vælgere er nemlig i stigende grad blevet partiloyale – man kan regne med, at de stemmer det, de forventes at stemme. Og det er derfor blevet lettere at designe de helt rette valgdistrikter.

»Vælgerne er blevet mere konsekvent partipolitiske, hvilket gør gerrymandering mere effektfuldt. Der er mindre sandsynlighed for, at de vælgere, som du forventer, vil stemme på dit parti, vil stemme på den anden side ved et fremtidigt valg,« siger Nicholas Stephanopoulos.

Gerrymanderingens akilleshæl

Den kreative valgkredsakrobatik er imidlertid ikke kun bagtæppet til midtvejsvalget. På tirsdag er også de fremtidige muligheder for gerrymandering på spil, fordi der ud over valgene til Repræsentanternes Hus og Senatet også skal vælges medlemmer til delstatsparlamenterne og guvernører i en række delstater.

Det bliver afgørende, fordi det er flertallet i delstatsparlamenterne, der i de fleste stater skal tegne de nye distriktskort efter folketællingen i 2020. Fordi gerrymandering-mekanismen også gør sig gældende til valgene til delstatsparlamenterne, bliver det svært for demokraterne at vinde flertal der, hvor republikanerne i dag sidder tungt. Det gælder blandt andet i Wisconsin, North Carolina og Michigan, hvor demokraterne står til at få et flertal af det samlede antal stemmer, men sandsynligvis ikke får flertal i delstatsparlamenterne.

Men der er en måde, hvorpå demokraterne måske alligevel kan forhindre fremtidig gerrymandering i den skala, der fandt sted efter midtvejsvalget i 2010. Nøglen her er guvernørvalgene, fordi guvernøren vælges af hele staten, og dermed påvirkes det valg ikke af valgkredsmatematikken. Guvernøren har tilmed den afgørende rolle i mange delstater, at vedkommende kan nedlægge veto mod delstatslovgivningen, herunder mod de nye valgdistriktskort, der skal tegnes i 2021.

Det betyder i praksis, at man i de stater, hvor guvernøren og flertallet i delstatsparlamentet har hver sin farve, må forhandle om valgkredsenes udformning. Og hvis ikke det lader sig gøre, fungerer det de fleste steder sådan, at domstolene træder til og tegner de nye distrikter.

I en række stater, der i øjeblikket er præget af republikansk gerrymandering, har demokraterne reel mulighed for at vælte den siddende guvernør og indsætte en demokratisk stopklods mod fortsat gerrymandering. Det er blandt andet tilfældet i Wisconsin, Michigan, Ohio og Florida.

»I de stater vil valget af en demokratisk guvernør forhindre endnu en runde af republikansk gerrymandering. Og der vil heller ikke være noget demokratisk gerrymandering, fordi demokraterne ikke har en chance for at vinde flertallet i delstatsparlamenterne. Hvis det bliver en god dag for de demokratiske guvernørkandidater på tirsdag, så vil de næste ti år blive en hel del mere fair end de seneste ti. Hvis republikanerne genvinder ensidig kontrol, vil vi se endnu en omgang aggressiv gerrymandering,« siger Nicholas Stephanopoulos.

I Michigan, Utah, Missouri, Arkansas og Oklahoma skal vælgerne desuden stemme om lokale initiativer, der har til formål at refomere det nuværende system. 

Serie

Midtvejsvalg i USA 2018

Den 6. november stemmer de amerikanske vælgere til midtvejsvalgene til Kongressen. Meningsmålinger peger på et magtskifte i Repræsentanternes Hus, hvor Demokraterne skal vinde 23 sæder fra Republikanerne for at opnå flertal. En Demokratisk sejr kan i de næste to år binde præsident Trump på hænder og fødder, og måske føre til en rigsretssag. 

Information dækker valgkampen gennem reportager fra de mest ihærdige Trump-modstandere i Californien til de vigtige svingstater Michigan og Florida.

Seneste artikler

  • Med to en halv uges forsinkelse kom den ’Blå Bølge’ i USA’s midtvejsvalg

    23. november 2018
    To uger efter det amerikanske midtvejsvalg foreligger det endelige resultat. Det illustrerer entydigt, at et klart flertal af de amerikanske vælgere ville give Trump og republikanerne en ordentlig lærestreg. Men intet tyder på, at præsidenten af den grund vil ændre kurs og forsøge at regere fra midten. Tv-kanaler og valganalytikere kritiseres for at have fejlfortolket resultatet på valgnatten
  • Omtælling i Florida kan indsnævre republikansk flertal i Senatet

    13. november 2018
    Næsten dødt løb ved Floridas valg af en senator og en guvernør udløste i weekenden en maskinomtælling af otte mio. stemmer. Det kan ende med en håndoptælling senere i denne uge
  • Demokraternes markante fremgang kan spænde ben for genvalget af præsident Trump i 2020

    8. november 2018
    Selv om den ’blå bølge’ udeblev ved tirsdagens midtvejsvalg, er demokraternes overtagelse af Repræsentanternes Hus, erobringen af flere strategisk vigtige guvernørposter og en rekordstor valgdeltagelse fra unge, kvinder og mindretal dårlige nyheder for Trump og republikanerne. Til præsidentvalget vil disse nye vælgere møde op i større antal
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det bliver sværere og sværere at se USA som et reelt demokrati. Det her kombineret med andre tiltag der skal gøre det svært for visse vælgergrupper overhovedet at kunne registrere sig og stemme, den tvivlsomme sikkerhed ved diverse elektroniske valgmaskiner og ikke mindst hele valgsystemet som helhed der gør at den med færrest stemmer faktisk kan vinde. Ingen demokratier i verden har perfekte systemer, men USA ligger efterhånden ret langt nede af listen.

Elisabeth Christiani, Alvin Jensen, Mogens Holme, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel, Henrik Leffers, Kim Houmøller, Mads Berg, Janus Agerbo, Bjarne Bisgaard Jensen, David Hertz-Holm, Anders Reinholdt, Gert Romme og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Nu gik jeg lige og troede, at det var Putin?
En brugsanvisning kan ses i: "Dark Money: how a secretive group of billionaires is trying to buy political control in the US" .by Jane Mayer. 2016

Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jesper Lykke Jacobsen

Interessant! Så man kan faktisk vinde valget, hvis man bare har 25,1 % af stemmerne.
Illustration: Antag at der er 1.000.000 vælgere fordelt på 2.000 valgkredse med hver 500 vælgere.
Parti A får 748.749 stemmer og parti B får 251.251 stemmer, det vil sige 25,1 % af alle vælgere. Antag så at parti A får alle 500 stemmer i 999 valgkredse, og at slet ingen stemmer på parti B dér. Antag videre at i hver af de andre 1.001 valgkredse får parti A 249 stemmer, medens parti B får 251 stemmer. Dermed har vi så 999 mandater til parti A og 1.001 mandater til parti B, så sidstnævnte vinder.

@ Jesper Lykke Jacobsen
Og hvis der er lav valgdeltagelse kan man vinde med endnu færre. Der er en grund til at det. Er en snæver gruppe der bliver repræsenteret.

Hold nu op med at kalde USA et demokrati, det er det ikke og har aldrig været det!
OK måske et lidt bombastisk udsagn, men se det således.

Mange amerikanere nægter at kalde USA et demokrati (direkte eller repræsentativ) og foretrækker at kalde landet en republik (styret af lov – ikke af stemmer). Dette bliver da også hurtig klart at ”the founding fathers” som tilhørte en oplyst økonomisk elite, da heller ikke var synderlig interesseret i at lade masserne aka flertallet bestemme, eller som de kaldte det ”flertals-tyranniet”, dengang de strikkede lovgivningen sammen. Det var snarere en koncentration af magt hos eliten og ”interessen”. Dette bakkes også op af et stort studie foretaget af Princeton og Northwestern University, som viser at USA de facto er et oligarki og ikke et demokrati. De konkluderer således:

"The central point that emerges from our research is that economic elites and organized groups representing business interests have substantial independent impacts on US government policy, while mass-based interest groups and average citizens have little or no independent influence,”

Så USA er ikke et demokrati som vi kender den (eller rettere ”kendte” i datid), og skal ikke behandles som en. Det er et oligarki hvor interessegrupper med signifikante ressourcer, f.eks. det militær-industrielle kompleks, AIPAC mv. kan købe/tvinge landet ud i udemokratiske handlinger og ulovlige krige. De rige lovgiver og masserne retter ind, med magt hvis det bliver nødvendigt.

Lars Steffensen

"Og hvis der er lav valgdeltagelse kan man vinde med endnu færre."

En nøgle til Republikaneres succes er at deres vælgere er ældre og mere velhavende. Begge dele korrelerer fint med planlagt adfærd. Demokraternes vælgere er yngre, mere enthusiastiske og mere drevet af ideologi. Hvilket korrelerer mere med impulsiv adfærd. Det er derfor at demokraternes sejre afhænger af en massiv indsats for valgdeltagelse, såkaldt "ground game". Republikanernes "ground-game" består i at sige skattenedsættelse et par gang. Demokraternes "ground-game" opgave er som at skubbe på en lang stærk snor. Republikanerne kan i langt højere grad forlade sig på at deres vælgere har styr på deres kalender og deres vælger-registrering og deres ID.