Læsetid: 10 min.

Steve Bannon: »Jeg vil drive en pæl gennem vampyrens hjerte, Bruxelles«

Den tidligere chefredaktør for Breitbart News hjalp i 2016 Donald Trump til sensationel præsidentvalgsejr, og i sommer svor han, at han ville forene Europas højrepopulister i et samlet opgør med EU og føre dem til et stort gennembrud ved europaparlamentsvalget i 2019 – den opgave har dog vist sig vanskeligere at løfte end forudset, for meget få på Europas højrefløj har lyst til at lege med Steve Bannon
Steve Bannon under en festival i Edinbourgh. Den tidligere Trump-rådgiver er blevet mødt med demonstrationer flere steder, han har besøgt i Europa, og hans forsøg på at samle Eurpas højrepopulistiske partier i en bevægelse rettet imod EU har heller ikke været succesfuldt.

Steve Bannon under en festival i Edinbourgh. Den tidligere Trump-rådgiver er blevet mødt med demonstrationer flere steder, han har besøgt i Europa, og hans forsøg på at samle Eurpas højrepopulistiske partier i en bevægelse rettet imod EU har heller ikke været succesfuldt.

Jane Barlow/Ritzau Scanpix

26. november 2018

Steve Bannon varslede kaos i den nære fremtid:

»Det bliver lige så vildt som Brexit, der kom som en sommerstorm,« erklærede han.

Hans forudsigelse faldt på en varm og fugtig julidag. I et konferencerum i et hotel i Londons superrige Mayfair-bydel var han i gang med at redegøre for sine planer om at hjælpe Europas højrepopulistiske partier til nye gennembrud ved næste års europaparlamentsvalg.

»Bruxelles er det bankende hjerte i globaliseringsprojektet,« sagde Bannon.

»Men hvis jeg kan jage en pæl igennem vampyrens hjerte, bliver hele molevitten til støv«.

Manden, som hjalp Donald Trump til en sensationel valgsejr i 2016, havde drukket en Red Bull-energidrik og bestilt fire espressoer, da han pludselig tilbød Guardian et eksklusivt interview om sine storstilede planer om at gøre valget i 2019 til »hele kontinentets folkeafstemning om EU«.

Bannon havde sat os i stævne på dagen for sin lancering af en ny operation, som han kalder for The Movement. Med hovedkvarter i Bruxelles skulle det være en politisk konsulentvirksomhed, som giver Europas højrenationale partier adgang til sofistikerede vælgeranalysedata, støtte til sociale mediekampagner samt hjælp til at finde de optimale kandidater.

»Husk Bannons teorem: ’Sæt det rette ansigt på højrepopulismen, og du bliver valgt’«, sagde han.

Flere måneder efter hans løbepas fra Det Hvide Hus havde Bannon udset sig en ny rolle: Han ville være kongemager for Europas ekstreme højrefløj. Målet var at sammensvejse en ny ’supergruppe’ i Europa-Parlamentet, der kunne spænde over alle højreradikale og euroskeptiske kræfter i lande så forskellige som Sverige, Østrig, Italien, Ungarn, Belgien, Polen og Tyskland.

Skeptiske over for Bannons hang til selviscenesættelse vægrede Guardian sig ved at tage imod tilbuddet om et interviewscoop. Vi foreslog i stedet at følge ham og hans projekts fremskridt i månederne frem. Det går han med til.

Gennem fire måneder fulgte vi ham og hans hold i Bruxelles, Rom, Venedig og Paris.

Nederlag

I dag kan vi konstatere, at hans ’bevægelse’ på næsten alle punkter har lidt nederlag.

Bannons plan er stødt på uforudsete realiteter i europæisk politik: Så godt som alle Europas højrepopulistiske partier har frabedt sig hans tilnærmelser. Samtidig indskrænker valglovgivning i adskillige lande hans muligheder for at føre de stort anlagte valgkampagner, han ønskede sig her.

Intet tyder på, at Bannon lader sig slå ud dog.

Han stod i spidsen for det højreradikale onlinemedie Breitbart og var dybt involveret i den politiske konsulentvirksomhed Cambridge Analytica. For ham glider politik og propaganda i ét. Om ikke andet har Bannon med sit indtog i europæisk politik kunnet forøge beholdningen af sin mest skattede valuta: opmærksomhed.

Hans bevægelse har til huse i en opulent villa i en forstad til Bruxelles med kandelabre i hallen og et herreværelse, hvor der ryges godt med cigarer. Her bor Mischaël Modrikamen, en højreradikal belgisk politiker og god ven af Nigel Farage, den tidligere britiske UKIP-leder.

Modrikamen er ikke nogen synderlig kendt politiker, selv ikke i Belgien, hvor hans parti, PP, ikke har formået at få kandidater indvalgt til andet end tre kommunale og regionale poster.

Dette afholdt ham dog ikke for at foreslå Donald Trump et personligt partnerskab, han bad om Bannons hjælp til at formidle invitationen til den nyvalgte tiltrædende præsident: Sammen skulle de skabe en verdensomspændende populistisk rejsning. Han fik aldrig et svar fra Trumps hold, men Modrikamen lod sig ikke anfægte, og i januar 2017 oprettede han en fond i Bruxelles, som fik navnet Bevægelsen.

Det var først 18 måneder senere, i juli i år, at han hørte fra Bannon, som ønskede at overtage ledelsen af organisationen. Planen var, at Modrikamen skulle være administrerende direktør for bevægelsen. Sammen skulle de omdanne hans fond til kampagnemaskine for højreorienterede og nationalistiske partiers kandidater, så disse kunne brænde igennem i valgkampen om at besætte Europa-Parlamentets 571 pladser.

Bannon ville tilføre højrepopulisterne »mere raffinement«. Og ud over at bistå med dataanalyser og ekspertråd til målretning af kampagner mod bestemte vælgergrupper ville han etablere et ’krigskabinet’ med en hær af indsatsklare medarbejdere, der kunne påvirke de nationale politiske debatter med temasættende indspark på strategisk rigtige tidspunkter.

Transparent finansiering

Bannon har en fortid som investeringsbankmand og har skabt en stor del af sin formue på, at han i begyndelsen af 1990’erne købte sig til et medejerskab til rettighederne til sitcom-tv-serien Seinfeld, der siden blev en gigantisk succes.

Han har bebudet, at han er klar til at finansiere hele operationen personligt, selv om han også arbejder på at tiltrække en række større donorer. Mordikamen har dog insisteret på, at hele finansieringen skal ske inden for lovgivningens rammer.

»Jeg sagde til Steve helt fra starten: ’Jeg vil ikke have penge fra tvivlsomme kilder, hverken fra russiske fonde eller skattelykonti«.

Det tredje ledende medlem på Bannons team er den medarbejder, han selv kalder »min ankermand i Europa«: Raheem Kassam er tidligere chefrådgiver for Farage og brugte en stor del af sommeren på at organisere gadeprotester til fordel for højreaktivisten Tommy Robinson.

Bannon, Modrikamen og Kassam blev hurtigt enige om, at de ikke ville søge kompagniskab med partier så langt ude til højre som Jobbik i Ungarn og Gyldent Daggry i Grækenland. Men hvor skulle grænsen trækkes, når de søgte partnere blandt partier med nynazistiske sympatisører og postfascistiske rødder?

Pariaer fra det yderste højre

Et parti, som Bannon har indledt et igangværende samarbejde med, er det ganske lille italienske nationalkonservative Fratelli d’Italia (FdI) (’Italiens brødre’). Før Bannon introducerede Guardian til dets leder, Giorgia Melloni, omtalte han FdI som »et af de gamle fascistpartier« og »formentlig lidt for højreorienteret«.

Men da Guardian beder Meloni om en kommentar til, at hendes parti udspring fra Movimento Sociale Italiano, der i blev grundlagt i 1946 af tilhængere af Benito Mussolini, afviser hun kategorisk enhver fascistisk forbindelse. Bannon iler hende til forsvar, idet han advarer imod overdreven »naziforskrækkelse« og forsikrer:

»Hør her, de partier, vi samarbejder med, er nogen, der med tiden er blevet rimelig mainstream«.

Bannons hold er også splittet i spørgsmålet om, hvorvidt man skal indlede et samarbejde med den belgiske højreorienterede politiker Filip Dewinter, som Kassam først havde inviteret indenfor i folden. I 1980’erne havde Dewinter, en tidligere leder af den flamske nationalistparti Vlaams Belang, et sammenstød med politiet, da han deltog i en mindehøjtidelighed ved gravstedet for 38 flamske SS-kollaboratører.

Modrikamen, der er jøde, er totalt imod at samarbejde med Dewinter.

»Raheem færdes i disse kredse, så måske er hans tolerancetærskel lidt anderledes,« siger han.

»Men i det øjeblik man siger god for den slags ekstremister, bliver man til en paria og ikke til et legitimt parti.«

Modrikamen tilstår også at nære »blandede følelser« over for Hollands Geert Wilders. Bannon mener dog, at Wilders ikke bør afskrives som mulig partner, men fortsat overvejes.

I november 2018 står det imidlertid klart, at Bannon og hans projekt er stødt på et kritisk problem: Meget få europæiske partier ønsker at slutte sig til Bevægelsen.

Frankrigs Marine Le Pen og Ungarns Viktor Orbán har udsendt tvetydige signaler på spørgsmålet om, hvorvidt de ville modtage støtte fra en amerikansk outsider – en talsmand for Le Pens Rassemblement National har dog efterfølgende sagt, at man ikke vil sige nej til Bannon.

Hos alle de højrefløjspartier i Sverige, Finland, Danmark, Polen, Østrig og Tyskland, hvor Bannon angiveligt har forespurgt sig, har meldingen været, at man ikke ønsker at deltage i hans projekt. Og efter at have mødt Bannon i Prag var Tjekkiets EU-skeptiske præsident, Miloš Zeman, da også langt fra overbevist.

»Han bad om en audiens og fik en halv time, og da den var gået, måtte jeg meddele ham, at jeg var helt uenig i hans synspunkter og afsluttede audiensen,« fortæller han.

I andre lande end Italien er de eneste partier, der utvetydigt og offentligt har tilkendegivet, at de gerne vil være med i Bannons projekt, Vox, et lille højreradikalt parti i Spanien og Modrikamens belgiske parti, Parti Populaire/Personenpartij.

Fyret fra Det Hvide Hus

Bannons indtog i Europa skete efter lige så forbløffende pludselig storhed som pludseligt fald.

»Steve lader som om, han er i krig med medierne, som han kalder for ’oppositionspartiet’, og alligevel brugte han sin tid i Det Hvide Hus på at lække falske informationer til medierne for at få sig selv til at virke mere betydningsfuld, end han var,« sagde hans tidligere arbejdsgiver, Donald Trump.

»Det er det eneste, han rigtig duer til.«

I ugerne efter fyringen fra Trumps stab blev Bannon tillige smidt ud af mediekoncernen Breitbart, som han engang var chef for og blev kort efter vraget af sin milliardærprotektor, Robert Mercer. Det var i den tid, han begyndte at rejse til Europa og afprøve sine evner til at holde populistiske brandtaler i Zürich, Prag og Lyon. Ikke altid med stor succes, for det skete, at pointer gik tabt i oversættelsen.

Men populismeforskere siger, at Bannons taler vidner om et sjældent talent for at spille med på den populismediskurs, hvis særkende er at iscenesætte politik som en modsætning mellem de jævne og anstændige almindelige mennesker på den ene side og de korrupte og konspirerende eliter på den anden.

Han elsker at lange ud efter Wall Street-bankfolk, europæiske teknokrater, Silicon Valley-milliardærer foruden naturligvis den mere vage gruppering af ’liberale kosmopolitter’, der savner enhver føling med, hvad der rører sig i folkedybet – sidstnævnte omtaler han ofte blot som »Davos-partiet« eller »globalisterne«.

Hans rasende udfald imod ’eliterne’ kan forekomme bizarre, hans egen baggrund taget i betragtning. Efter militærtjeneste i den amerikanske flåde tog Bannon sin eksamen fra Harvard Business School, og arbejdede i Wall Street og Hollywood, før han slog sig ned som en politisk aktør i Washington DC. Han menes at være god for mindst 50 millioner dollar.

I Venedig boede Bannon på Gritti Palace i en suite udsmykket med renæssancekunst, hvor en overnatning koster godt 10.000 kr. pr. døgn. I Rom havde han et værelse med egen kæmpeterrasse på taget af Hotel de Russie. I London ynder han at bo på det femstjernede Browns Hotel.

»Jeg er populist og amerikansk nationalist – jeg vil altid ønske det bedste for USA,« sagde han under samtalen i Mayfair-hotellet.

»Men jeg er også af tysk og irsk afstamning. Og har tilbragt en god del af mit liv i Asien – og her i Europa, ikke? Jeg har forretningsinteresser her; jeg boede stort set i London i det meste af 1990’erne, ikke? Jeg solgte min egen bank til en fransk bank. Jeg føler et stærkt tilhørsforhold til den europæiske arbejderklasse«.

Venlig og overfusende

Bannons forsøg på manipulation af medierne er både durkdrevne og nådesløse. Under et interview har han to sindstilstande. Den ene er høflig, charmerende, overstrømmende venlig. Han afsætter gerne to timer til et interview og går ikke af vejen for smiger.

»Jeg elsker Guardian«, sagde han under et af vores første møder.

»Det er verdens førende progressive avis«.

Den anden indstilling er eksplosiv. Kamplysten, dominerende, aggressiv kan han bryde ud i raserianfald eller afvise spørgsmål, han ikke bryder sig om som »latterligt bullshit,« som da Guardian spørger, om ikke konspirationsteoretikeren Alex Jones står bag meget af den negative dækning af milliardærfilantropen George Soros og hans projekter. Ved en anden lejlighed siger han til os:

»Vi har taget så godt imod jer her, og I takker os ved at stille perfide spørgsmål«·

Vores sidste møde finder sted først i november ved ​​Triumfbuen i Paris. Guardian har afdækket et kritisk problem for Bannons planer: Valglovene i de fleste af de lande, hvor han håber at operere enten udelukker eller begrænset kampagnebidrag fra udenlandske aktører.

Klokken 15 gik trækker en sort Mercedes-stationcar op ved fortovskanten, og Bannon stiger ud med sine betroede folk. Han bestrider ikke, at de europæiske love vil begrænse Bevægelsens aktiviteter, men henviser til, at hans advokater peger på, at der i visse lande kan være rum for en vis »fleksibilitet«.

Hårdt presset indrømmer Bannon alligevel, at han måske ikke vil kunne formidle dataanalyser eller bistand til målrettet politisk internetreklame og insisterer samtidig på sin klare hensigt om at holde sig på den rette side af de europæiske valglove.

Men Bevægelsen kan bidrage på andre måder, siger han og begynder for første gang at tale om, hvordan han vil bruge sin konsulentgruppe i Bruxelles til at producere økonomiske rapporter og afholde konferencer og værtsmiddage.

»Det kører 100 procent,« siger han.

»Mine advokater har allerede sagt god for det.«

Kritikere vil her indvende, at sidstnævnte initiativer lyder som noget af et tilbagetog i forhold til den oprindelige ambition, som Bannon lagde frem i juli, da han svor at ville samle Europas højrepopulister og drive en pæl ind i hjertet af Bruxelles-vampyren.

Fire måneder senere står Bevægelsens hovedkvarter tomt. Hans operation har end ikke en hjemmeside og kun én enkelt medarbejder i Bruxelles, en pressemedarbejder. Samtidig har Modrikamen stadig ikke afsluttet det papirarbejde, der skal gøre Bannon til fondens bestyrer.

Bannon afviser dog, at han skulle overveje at indstille projektet.

»Jeg har en god fornemmelse for, hvor jeg skal bruge min tid, og hvor jeg ikke skal bruge den«, siger han.

»Jeg tror stadig, jeg kan være meget effektiv her«. 

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Det er det rene blålys at tro, at ’superstrategen’ Steve Bannon kan samle Europas radikale højrefløj og påvirke Europaparlamentsvalget gennem sin nye tænketank med det grandiose navn The Movement
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Clausen

Trumps udsending til EU, Steven Bannon, ser ud at fejle. Såvel Trump som Bannon er ikke EU som en allieret, men som en konkurrent, som en fjende. Så Macron er ikke helt gal på den når han siger EU skal have sin egen hær til at kunne forsvare sig mod Rusland, Kina og USA.

- Vi er ikke USA. Vi er Europa.

Ingen på Europas højrefløj vil rører ved Steve Bannon. Men de har helt sikker hørt godt efter og lært et par tricks. For Bannon er desværre ikke dum. Se f.eks. dette for engang skyld tough CNN-interview og fortæl mig at ingen på højrefløjen ville kunne lide Bannons energi og nærmest Socialdemokratiske retorik blandet med indpakket yderligtgående nationalisme.

https://www.youtube.com/watch?v=yAlk7BtHisw

Carsten Nørgaard

Den westfalske forståelse af suverænitet døde efter 2. Verdenskrig, og det har kun været godt for os alle. Lad os holde os langt fra de her antidemokratiske demagoger, som ikke har løsninger på nogen som helst af samfundets reelle problemstillinger, men hvis primære foretagende er at hive højindkomstlandene tilbage i forgangne tiders mørke – mere af lyst end af nød.

Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Runa skriver.
Jeg kommer mest af alt til at tænke på filmen The Exorcist, når jeg tænker på Steve Bannon. Jeg tænker ikke på præsten, som slår en pæl igennem pigens hjerte, men nærmere, at Bannon ligner pigen, der virker bedsat. Pigen, som drejer hovedet hele vejen rundt og gylper grønt. Det kunne symbolisere Bannon, der har bevæget sig fra at være ganske venstreorienteret til det yderste højre. Han er nået helt rundt og interessant nok har han flere kammerater af samme slags.

Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Som bekendt finansierer Rusland alle større og kendte højreradikale grupper i Europa, - så meget faktisk at flere af dem er kommet i en større million-gæld til Rusland.

Jeg syntes ikke, Steve Bannon er nogen farlig person for demokratiet i øjeblikket, men det kan jo vende. Men hvem finansierer egentlig Steve Bannon? For den eller de kan jo blot skifte ham ud med andre, og er derved langt farligere for vores skrøbelige demokrati.

Eva Schwanenflügel, Torben Bruhn Andersen, Trond Meiring, Philip B. Johnsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Som jeg forstår det, så er der en international forståelse af, at man ikke blander sig i andre landes interne forhold, men det gør nu USA og det Rusland. På den anden side har vi via Kristendommen blandet os i utallige landes interne anliggender. Vores historie er således tåkrummende.

Eva Schwanenflügel, Torben Bruhn Andersen, Torben Skov og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Og i disse dage er Ukraine og Rusland på randen af en krig, fordi marionetregeringen i Ukraine af sin herre og mester CIA har fået besked på at provokere russerne militært. Russerne har så reageret militært, nogle vil sige overreageret, og har spærret Kerchstrædet og skudt et par ukrainske medlemmer af flådestyrkerne. Ingen er døde - endnu.

https://www.theguardian.com/world/2018/nov/26/nato-calls-for-calm-after-...

Jens J. Pedersen

Niels Duus Nielsen
Nogen holder med Rusland og andre holder med Ukraine.
Mange er af den opfattelse, at Putin ikke stopper før "Sovjetunionen" er samlet igen. Andre synes, at det er en selvfølge, at Sovjet skal være Sovjet igen.
Putin vil have splittet EU og Trump vil have splittet EU.
Nationalister vil have splittet EU.
Europa har vist aldrig i historisk tid oplevet forholdsvis fred så længe før.
Vi skulle være stoppet ved EF!

Niels Duus Nielsen

Jens J Pedersen, det har vist intet at gøre med Sovjetunionen, men alt at gøre med suverænitet i den post-sovjetiske periode. Russerne ønsker, at USA anerkender russisk suverænitet, og at de blander sig uden om russisk-europæiske anliggender. Både Rusland og EU-landene er voksne nationer, og behøver ikke en babysitter.

Russerne ønsker også, at USA anerkender ukrainsk suverænitet, i stedet for at orkestrere statskup og indsætte marionetregeringer efter amerikansk forgodtbefindende. Og endelig ønsker Rusland, at USA respekterer, at Rusland har visse sikkerhedspolitiske interesser i Østeuropa, som amerikanerne bør blande sig uden om. Ligesom Rusland respekterer Monroe-doktrinen og lader amerikanerne bestemme enevældigt i Mellem- og Sydamerika, ønsker Rusland at USA blander sig uden om østeuropæisk sikkerhedspolitik, ikke for at bestemme alting unilateralt som amerikanerne, men for at indgå bilaterale aftaler med de berørte lande.

Det amerikanske imperie, smuldrer, så de amerikanske magthavere er begyndt at blive desperate, nu hvor det går så dårligt for dem i både Afghanistan og i Syrien, så vi må nok forvente flere provokationer fra amerikanerne og deres marionetter i nær fremtid. Både sanktioner og handelskrig går hårdt ud over den amerikanske økonomi, så de arbejder tydeligvis hen imod en krig.

Bannon er kun en lille brik i det samlede billede: Han skal vinde den europæiske højrefløjs hearts and minds; de er jo som Gert Romme så rigtigt skriver blevet købt og betalt af russerne netop med henblik på at splitte den enøjede russofobi, som har grebet de vestlige magteliter.

At russerne køber højrefløjen, og ikke venstrefløjen, skyldes efter min mening to ting: Russerne er selv autoritære, hvorfor det er naturligt at alliere sig med autoritære bevægelser i Vest, især fordi kupregeringen i Kiev er så autoritær, at den med god ret kan kaldes fascistisk, hvorfor det er af afgærende betydning for russerne at fjerne evt. samarbejdspartnere for dette styre. Hvilket jo er lykkedes for Putin: Den europæiske højrefløjs repræsentanter taler generelt pænt om Rusland, mens det kun er de såkaldt "ansvarlige" europæiske politikere, der køber den amerikanske statspropaganda om ukrainernes uskyldsrenhed.

Den 16. november blev det ukrainske udenrigsministerium enig med det amerikanske udenrigsministerium om, at de sammen ville forsøge at skabe betingelser for indsætttelse af FN-styrker i Don-bækkenet og på Krim. Den ukrainske flådeprovokation, som fandt sted to uger efter indgåelsen af denne aftale, skal nok ses som en konsekvens af netop denne aftale. Ellers ville det da være helt hul i hovedet at udfordre Rusland - ukrainerne kan ikke engang banke de oprærske militser, så hvordan har de tænkt sig at banke storebror Rusland?

Med hjælp fra USA, såmænd, og det er derfor Bannon er i Europa: For at mudre vandene, så amerikanerne kan rette op på deres økonomi med en rask lille krig.

"Both sides decided that a robust UN-mandated international security force in the areas of Donbas controlled by Russia, including the Ukraine-Russia international border, would create the necessary security conditions for the full implementation of the Minsk Agreements.

The United States reiterated its commitment to Secretary Pompeo’s July 25 Declaration on the non-recognition of Russia’s purported annexation of Crimea.

The United States condemned Russia’s aggressive actions against international shipping transiting the Black Sea, the Sea of Azov and the Kerch Strait to Ukrainian ports. Both sides underscored that Russia’s aggressive activities in the Sea of Azov have brought new security, economic, social, and environmental threats to the entire Azov-Black Sea region."

https://www.state.gov/r/pa/prs/ps/2018/11/287421.htm

Philip B. Johnsen

@Gert Romme du skriver:
“Men hvem finansierer egentlig Steve Bannon?”

Robert Mercer:
The big data billionaire waging war on mainstream media.

With links to Donald Trump, Steve Bannon and Nigel Farage, the rightwing US computer scientist is at the heart of a multimillion-dollar propaganda network.

Climate change denial (he funds a climate change denial thinktank, the Heartland Institute)
Link: https://www.theguardian.com/politics/2017/feb/26/robert-mercer-breitbart...

“Robert Leroy Mercer (born July 11, 1946) is an American computer scientist, who was a developer in early artificial intelligence and co-CEO of Renaissance Technologies, a hedge fund.

Mercer played a key role in the Brexit campaign by donating data analytics services to Nigel Farage. He is also a major funder of organizations supporting right-wing political causes in the United States, such as Breitbart News and Donald Trump's 2016 campaign for president. He is the principal benefactor of the Make America Number 1 super PAC.

In November 2017, Mercer announced he would step down from Renaissance Technologies and sell his stake in Breitbart News to his daughters.”