Læsetid: 11 min.

Stop skyttegravskrigen om vækst

I 50 år er der blevet advaret om omkostningerne ved en fortsat, grænseløs vækst. I 50 år er advarslerne blevet hårdnakket afvist og vækstens nødvendighed betonet. Der foregår en skyttegravskrig med fastlåste fronter, alt mens økonomien bevæger sig stadig nærmere en kollision med planeten. Tiden er inde til at tale om udfordringen på en ny måde
At tilstræbe fortsat vækst har været den etablerede position, ledestjernen for økonomisk politik siden Anden Verdenskrigs afslutning. Men selv fra højeste sted er der gennem 50 år blevet sat spørgsmålstegn ved doktrinen. Daværende senator og præsidentkandidat i USA Robert F. Kennedy kritiserede i 1968 i en opsigtsvækkende tale jagten på BNP-vækst.

At tilstræbe fortsat vækst har været den etablerede position, ledestjernen for økonomisk politik siden Anden Verdenskrigs afslutning. Men selv fra højeste sted er der gennem 50 år blevet sat spørgsmålstegn ved doktrinen. Daværende senator og præsidentkandidat i USA Robert F. Kennedy kritiserede i 1968 i en opsigtsvækkende tale jagten på BNP-vækst.

Ritzau Scanpix

17. november 2018

Der foregår en besynderlig polariseret og tonedøv debat om vækst.

Én fløj siger: ’Væksten skal vækkes’.

En anden fløj siger: ’Væksten skal væk’.

Sådan har det med variationer lydt i snart et halvt århundrede. Lige siden Romklubben i 1972 udsendte rapporten Limits to growth, grænser for vækst, er folk gået i skyttegravene, hvorfra de har beskudt og beskyldt hinanden.

De, der vil vække væksten, siger, at vækstmodstanderne gør det umuligt at hjælpe denne verdens fattige og dårligst stillede til en rimelig tilværelse og sikre det eksisterende velfærdssamfunds fortsatte finansiering og eksistens.

De, der vil have væksten væk, siger omvendt, at vækstfortalerne undergraver menneskehedens muligheder for at skabe velfærd og trivsel, ja, i det hele taget overleve, fordi væksten ødelægger det naturgrundlag, økonomien og civilisationen er afhængig af.

At tilstræbe fortsat vækst har været den etablerede position, ledestjernen for økonomisk politik siden Anden Verdenskrigs afslutning. Men selv fra højeste sted er der gennem 50 år blevet sat spørgsmålstegn ved doktrinen. Daværende senator og præsidentkandidat i USA Robert F. Kennedy kritiserede i 1968 i en opsigtsvækkende tale jagten på BNP-vækst.

Bruttonationalproduktet »måler kort sagt alt, undtagen det, der gør livet værd at leve«, lød Kennedys konklusion.

I 1972 skrev den tiltrædende præsident for EU-Kommissionen, Sicco Mansholt, at »det er tydeligt, at morgendagens samfund ikke kan være orienteret mod vækst alene, i hvert fald ikke hvad angår det materielle område (…) Det ville være ønskeligt, at man får undersøgt, på hvilken måde man eventuelt kunne få indført et økonomisk system, som ikke begrunder sig på den maksimale vækst pr. indbygger.«

Det danske socialdemokrati konstaterede i 1977 i sit 3. principprogram, at energikrisen i 1973-74 havde »rystet forestillingen om en ubegrænset og krisefri økonomisk vækst«.

Man anklagede den »forældede liberalistiske tankegang« for at ignorere, at »de sociale omkostninger sætter spørgsmålstegn ved ønskeligheden af fortsat økonomisk vækst«, og man fastslog, at »de grundlæggende betingelser for menneskeligt liv trues af fortsat, ukontrolleret vækst i folketal og ressourceforbrug.«

Derfor »må væksten bringes under kontrol, før naturens kredsløb overbelastes yderligere på grund af tiltagende forurening«.

Langt senere, i 2011, skærpede FN’s daværende generalsekretær, Ban-ki Moon, tonen markant:

»Gennem det meste af det forgangne århundrede blev den økonomiske vækst befordret af, hvad der så ud som en urokkelig sandhed: Rigeligheden af naturlige ressourcer. Vi gravede os til vækst. Vi brændte os vej til velstand. Vi troede på forbrug uden konsekvenser. Den tid er forbi (…) På sigt er den model en opskrift på nationale katastrofer. Den er en global selvmordspagt.«

Og i 2015 tog pave Frans til orde i sit udfordrende hyrdebrev Laudato si’, der kritiserer forestillingen om grænseløs vækst.

»Vi formår ikke at se de dybeste årsager til vore aktuelle fejltagelser, som har sammenhæng med retningen, målene, meningen og de sociale virkninger af teknologisk og økonomisk vækst,« skrev paven blandt andet.

Forskere på barrikaden

Diskussionen om vækst er blusset op og blevet intensiveret det seneste års tid, ikke mindst på baggrund af den forstærkede uro om de accelererende menneskeskabte klimaændringer. I maj udsendte 301 danske forskere et fælles klimaopråb, hvori de siger, at »hensynet til økonomisk vækst nu klart (bør) underordnes hensyn til bæredygtighed, sundhed, forurening og klima«.

De blev fulgt af 237 europæiske kolleger, der i september sendte EU-Kommissionen en appel med overskriften ’Europa, tiden er inde til at stoppe afhængigheden af vækst’ – en appel som siden er blevet underskrevet af 85.000 europæiske borgere.

Forskerne bag de to appeller siger ikke ’stop væksten’ – de siger ’stop fokus på vækst’. Ikke desto mindre er de blevet mødt med stærke reaktioner. Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) erklærede sig »lodret uenig med forskerne i, at vi skal skrue ned på den økonomiske vækst«.

»Skal vi nå at indfri ambitionerne fra (klimaaftalen i) Paris – skal verden gøre det – så kræver det massiv, økonomisk vækst,« sagde ministeren til Ritzau.

Den administrerende direktør for Dansk Energi, Lars Aagaard, der arbejder ihærdigt for en grøn, fossilfri elsektor, distancerede sig tilsvarende under overskriften »Løs klimatruslen med vækst – alt andet er noget ævl«.

På den europæiske scene sagde Deutsche Banks cheføkonom David Folkerts-Landau under en debat i september:

»Lad ikke en gruppe dommedagsprædikanter bringe fremskridtet i fare på grund af ting, der muligvis kan ske om 50 år. De har altid taget fejl.«

Troværdig løsning mangler

Den åbenlyse irritation, hvis ikke ligefrem aggression, over modpartens udsagn og holdninger møder man i begge lejre. Men også på den grønne midte er der frustration.

Tidligere miljøminister for SF, nu radikal miljøordfører Ida Auken skriver i sin nye bog Dansk, at »vækstmodstanderne har i over 30 år påpeget, at vækst i sig selv er det store problem, fordi der med vækst følger forurening og ressourceforbrug. De har talt med store bogstaver i klummer, bøger og artikler. Og selv om de har peget på et reelt problem, er de aldrig for alvor kommet med et troværdigt bud på en løsning ud over blot at holde op med at forbruge«.

Kun kriser har fået CO2-vækst til at aftage

Milliarder ton CO2 udledt pr. år.

Kilde: Glen Peters m.fl., Nature Climate Change.

Ida Aukens partifælle, tidligere energi- og klimaminister samt udenrigsminister Martin Lidegaard, skrev for nylig her i avisen, at »nogle partier muntrer sig stadig med begrebet nulvækst og mener primært, at svaret skal findes i et mindre forbrug herhjemme. Det er for mig en nærmest naiv tilgang til udfordringens størrelse, fordi den indikerer, at det er væksten på vores breddegrader, der er det største problem.«

En tredje forhenværende minister på det grønne område, nu formand for tænketanken Concito, Connie Hedegaard, advarede for nylig på en konference i Rom om tabet af dyrebar tid, hvis parterne låser sig fast i en polariseret debat for og imod vækst.

»Når folk begynder at tale om at stoppe væksten, så tænker jeg, ja, kan hænde systemet bør ændres, men hvis vi venter, til vi har præsteret det, før vi for alvor tager de næste skridt, så kommer vi for sent. Vi kan ikke tåle at miste flere år, fordi vi graver os ned i vore respektive skyttegrave.«

Ingen global afkobling

Dilemmaet er åbenlyst.

De, der taler for et opgør med væksten, har set, at vi kommer for sent til at hindre klimakatastrofer og andre miljøforringelser, hvis indsatsen udfoldes i en økonomi i konstant ekspansion.

I den nylige rapport fra FN’s klimapanel, IPCC, om mulighederne for at overholde Parisaftalens 1,5-gradersmål baserer de forskellige scenarier sig på globale vækstrater for økonomien på 1,8-3,4 procent pr. år og lander derfor på, at de globale CO2-udledninger skal reduceres med fem procent eller mere pr. år.

Intet i den hidtidige, globale klimaindsats med fokus på grøn energiteknologi tyder på, at det er muligt.

Sagt på en anden måde: De eneste gange gennem de seneste 50 år, hvor den globale CO2-udledning ganske kortvarigt er faldet eller stagneret, har været i forbindelse med afbræk i den økonomiske vækst: oliekrisen i 1973-74, den amerikansk finanskrise i 1979, Sovjets sammenbrud i 1991, den asiatiske finanskrise 1997, den globale finanskrise 2008-09.

Der eksisterer ganske enkelt ikke data, der dokumenterer, at det globalt eller blot regionalt har været muligt at præstere en tilstrækkelig hurtig og dyb afkobling mellem økonomisk vækst og klimabelastning. Når der er vækst, øges verdens udledning af CO2, viser historien.

Med variationer er billedet det samme for forbruget af verdens ressourcer. Selv om der vitterlig er store teknologiske potentialer for effektivisering, substitution og genanvendelse og dermed afkobling, så viser graferne, at det ikke sker i mærkbart omfang.

»Ifølge nyere data synes materialeudvindingen (af fossile brændsler, metaller, biomasse og ikke metalliske mineraler, red.) at være vokset hastigere end BNP – det tyder på muligheden for ’tilkobling’, hvis denne tendens fortsætter,« advarer ligefrem International Ressource Panel under FN’s Miljøprogram UNEP i en stor statusrapport fra 2016.

Den viser, at det globale BNP og den globale ressourceudvinding følges nøje opad hele vejen i måleperioden 1970-2015.

Så dette inspirerer til udsagnet ’stop væksten’. Kun hvis den underliggende økonomi ikke længere ekspanderer i materiel henseende, forekommer det muligt at bremse klima-, miljø- og ressourcebelastning i tide.

Stillingskrigen

Men hvad vil det sige, ’stop væksten’?

Det danske folketing kan ikke vedtage, at næste års BNP-vækstrate skal være nul eller minus to procent frem for plus én, to eller tre procent. Man kan ikke i EU’s Ministerråd eller på et FN-topmøde beslutte at indføre en ny regional eller global nulvækst- eller ligevægtsøkonomi.

Man kan næppe heller få vedtaget en global aftale om, at udviklingslande med åbenlyst behov for større økonomisk velfærd skal tildeles et bestemt råderum for vækst mod en tilsvarende indskrænkning af de velstående landes ret til vækst.

Sådanne udsagn om ’stop væksten’ – eller ’degrowth’ og ’modvækst’ som nogle siger – leder jævnligt til hidsige modreaktioner fra dem på den modsatte fløj, der rent ideologisk ser ubegrænset vækst som en grundlæggende ret og værdi, samt fra dem, der mere pragmatisk ser økonomisk vækst som forudsætning for at kunne finansiere både velstand og omstilling til bæredygtighed.

Eller som et nødvendigt onde for at kunne undslippe den politisk sprængfarlige, men nødvendige omfordeling af indkomst og formuer i en økonomi, der ikke ekspanderer.

Ressourceforbruget følger BNP’s vækst

Kilde: International Resource Panel, UNEP.

Og blandt folk som Auken, Lidegaard og Hedegaard på midten vokser frustration og fortvivlelse over således at iagttage de to fløjes religiøse stillingskrig på bekostning af beslutninger om konkret handling.

Har man tilmed haft oplevelsen af at se en finansminister eller tunge erhvervsledere blive fjerne i blikket, hvis man vover at stille spørgsmål ved vækstmodellen, er det nærliggende at sige ’grøn vækst’ i en forestilling om, at det får modsætningen til at opløse sig.

Enten-eller-fælden

Da den britiske økonom Kate Raworth i sidste uge forelæste på Københavns Universitet om en ny, socialt og miljømæssigt bæredygtig model for økonomien, en ’doughnutøkonomi’, sagde Ida Auken som inviteret opponent og som realpolitiker, at hun egentlig ikke havde brug for en sådan model, men hellere så den splittet op i de konkrete og håndterbare udfordringer, som vi står over for her og nu og skal have løst.

Hos nogle fremmanede det det indre, omvendte billede af de blinde videnskabsmænd, der befamler og studerer hver sit hjørne af elefanten, uden at nogen af dem formår at erkende helheden: Dette er en elefant.

Det, der jævnligt går galt i dialog mellem mennesker, er forfaldet til enten-eller-tænkning. Enten vision eller pragmatik, enten teoretisk debat eller praktisk handling, enten holisme eller reduktionisme, enten diskussion om vækstmodellen eller ingen snak om den, enten provækst eller modvækst.

Enten kapitalismens afskaffelse først og ændrede indre værdier bagefter eller det omvendte.

Uden at trække yderligere veksler på Auken-Raworth-ordvekslingen afspejler enten-eller tænkningen en grundlæggende menneskelig måde at håndtere tvivl og usikkerhed. Stillet over for verdens uorden og uoverskuelige udfordringer skaber det en vis tryghed, en beroligende følelse af orden at bekendte sig til én bestemt position. ’Jeg er for vækst’, eller ’jeg er imod vækst’. Eller sågar ’jeg er for grøn vækst’, eller ’jeg er imod grøn vækst’.

Psykologer vil formentlig kalde det selvbedrag og en hindring for at agere hensigtsmæssigt i komplicerede situationer, der kalder på nuancerede overvejelser.

Både-og-diskussionen

Man skal ikke se bort fra, at evnen til at skabe økonomisk vækst af en række ydre grunde har været globalt aftagende i nu et halvt århundrede, og at det i sig selv kalder på overvejelser om nyorientering i den økonomiske politik.

Man skal ej heller bortrationalisere, at der er reelle og dybe interessemodsætninger på spil. Det er forbundet med både høj velstand og stor magt at befinde sig i vækstøkonomiens førersæde, og derfor strittes der imod, hvis fravær af vækst truer privilegier og skaber øget pres for omfordeling.

Og man skal ikke fortie, at forskelle i synet på mennesket spiller en rolle i kontroversen om vækst.

Nogle ser det som en definerende og legitim faktor i menneskets natur at være fokuseret på egennytten og stræben efter mere.

Andre finder, at mennesker i vores rige del af verden ikke vinder øget trivsel ved øget forbrug, men i virkeligheden hellere vil søge menneskelig udvikling via fællesskab og ikkematerielle aktiviteter. Og at vækstmodellen med dens konkurrencemotiv presser os ind i roller og identiteter, som er undergravende for demokratisk sammenhængskraft.

Så diskussionen om vækst er vitterlig en – men kun én – facet og afspejling af en kamp mellem modstridende interesser og værdier på den globale scene. Det, der engang gik under navnet klassekamp. Og selve den kamp om magt og privilegier samt den diskussion, der er del af kampen, må føres.

Men for alle dem, der brænder for at sikre, at planeten også for kommende generationer vil være et egnet sted at leve, skal kampen ikke føres ved en firkantet disput for eller imod vækst.

Hverken ’grøn vækst’ eller ’modvækst’ giver konkret, operationel mening, men er en måde at tale på, der tydeligt har vist sig at skabe barrierer og kløfter, og som spærrer for vigtige beslutninger. I praktisk politisk sammenhæng er det udsigtsløst at slås om, hvorvidt vækstraten skal være positiv eller negativ.

Æraen med høje BNP-vækstrater er af sig selv ved at rinde ud – hvilket kan give mening til det rent deskriptive udtryk ’postvækst’. Men netop derfor bør både hidtidige ’vækstfortalere’ og hidtidige ’vækstmodstandere’ lægge den fastlåste retorik til side og fokusere på, hvordan samfundet og dets økonomi kan indrettes, så bæredygtighed, menneskelig trivsel og social retfærdighed bringes i centrum og fremmes.

Det er altså en diskussion, der på én gang må handle om såvel de overordnede værdier, visioner og rammer for samfundets og økonomiens retning som de mange konkrete, praktiske og politiske tiltag, der skal til for at dreje supertankeren. En både-og-diskussion.

Det, der gør livet værd at leve

Et fokus på miljømæssig og social bæredygtighed indebærer, at visse ting vil – og bør – vokse, mens andre vil skrumpe. Den konkrete vækst i det, der undergraver bæredygtigheden, må bremses. Kulkraftværker, benzinbiler, flyrejser, kødforbrug …

Hvad facit så bliver for BNP vil vise sig, men det er sekundært, eftersom BNP jo måler alt andet end »det, der gør livet værd at leve«.

Doughnutøkonomien er ikke en politisk strategi, men et godt billede på menneskehedens tilgængelige råderum med definerede rammer for såvel nødvendige velfærdsmæssige standarder som nødvendige planetære grænser, begge dele også afspejlet i FN’s 17 bæredygtighedsmål.

I dag har forskere mere eller mindre kvantificeret doughnutens råderum, såvel globalt som for en række enkeltlande – herunder Danmark – og derfor er grundlaget til stede og tiden inde til at skrue op for konkrete beslutninger og handlinger.

Vi skal fortsat føre den store samtale om visioner og muligheder for samfundets og økonomiens udvikling, men vi skal holde op med at tale i stigmatiserende og paralyserende slagord som ’væksten skal væk’ og ’væksten skal vækkes’.

Lad os rulle ærmerne op og komme i gang med at accelerere den cirkulære økonomi, lad os indarbejde miljøeffekter i Finansministeriets regnemodeller, lad os stimulere bevægelsen væk fra højt kødforbrug, ændre den gælds-, uligheds- og vækstfremmende rentefradragsret, bygge flere supercykelstier, isolere vore bygninger, splitte megabankerne op.

Og lad os parallelt med det tale om, hvad det er, der gør livet værd at leve.

Serie

Vi tager økonomien tilbage

Økonomien er taget fra os. Vi forstår den ikke og har ikke magt over den. Og når vi ikke forstår økonomien, kan vi ikke stille dem, der har magten over den, til regnskab – endsige forandre den.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jan Svenson
  • Morten Lind
  • Anders Graae
  • Katrine Damm
  • Stig Bøg
  • Niels Møller Jensen
  • Lillian Larsen
  • Erik Karlsen
  • Kurt Nielsen
  • Torben K L Jensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Jens Frederiksen
  • Olaf Tehrani
  • Morten Balling
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Torsten Jacobsen
  • Randi Christiansen
  • Poul Erik Riis
  • Ebbe Wagner Smitt
  • Eva Schwanenflügel
  • Ejvind Larsen
  • Niels-Simon Larsen
  • Trond Meiring
Jan Svenson, Morten Lind, Anders Graae, Katrine Damm, Stig Bøg, Niels Møller Jensen, Lillian Larsen, Erik Karlsen, Kurt Nielsen, Torben K L Jensen, Niels Duus Nielsen, Jens Frederiksen, Olaf Tehrani, Morten Balling, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek, Torsten Jacobsen, Randi Christiansen, Poul Erik Riis, Ebbe Wagner Smitt, Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen, Niels-Simon Larsen og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det narrativ må flertallet af vælgerne i verdens demokratiske lande så have købt, for ellers havde der vel siddet andre politikere i de lovgivende forsamlinger.
Den modsatte fortælling har ikke haft nogen overbevisende argumenter for at ikke vækst skulle være vejen til paradis.

Hvis vi bruger en "regnemodel" for vores økonomi der inkluderer effekten af vores aktiviteter på naturgrundlaget, og ikke som BNP der alene har fokus på markedet, har vi negativ vækst. Alene forureningen fra fossile brændsler koster samfundene mere end det dobbelte af den årlige vækst i BNP. Men den omkostning er ikke taget med i BNP, for her sætter man prisen for forurening til nul. Sådan.
Hvad er forurening? Det er restprodukter fra processer der ikke indgår i de biologiske kredsløb eller andre kredsløb men i stedet ophobes og ødelægger naturgrundlaget som netop fungerer i kraft af kredsløbsprocesser hvor de samme begrænsede resourcer cirkulerer og har gjort det i 3-4 milliarder år, drevet af solenergi, uden at jorden er løbet tør for dem. Men i vores økonomi bruger vi i vidt omfang lineære processer hvor resourcer kun bliver brugt en gang hvorefter den hobes op. F.eks. CO2 fra kulstofdepoterne i undergrunden som hentes op og deponeres i atmosfæren. Der er intet flow tilbage til undergrunden, fossilt CO2 er blevet forurening som forstyrrer jordens energibalance med rummet. Resultat klimaforandringer. Forandringer som har store omkostninger men ikke registreres i BNP.

Hvis vi værdisætter omkostningen ved forurening, som vi i dag sætter til værdi nul i markedssystemet, vil vi have negativ vækst. Vi finansierer BNP væksten ved at plyndre, udpine og ødelægge det naturgrundlag som er forudsætningen for vores eksistens. Dette er kapitalismens mest grundlæggende natur. En praktisk løsning er at vi konsekvent som samfund lægger afgift på forurening. Det betyder at omkostningeren ved forureningen bliver reflekteret i markedspriserne og udvikling af konkurrencedygtige ikke-forurenende teknologier og produkter vil blive stimuleret.

Om det kapitalistiske system herved bryder sammen ved jeg ikke, men fossilindustrien og den økonomiske elite bryder sig tydeligvis ikke om det.

Niels E V, Erik Feenstra, Kent Bajer, Berith Skovbo, René Arestrup, Anders Graae, Katrine Damm, Marcos Petrin, Niels Møller Jensen, Flemming Berger, Lillian Larsen, Jørgen Kærbro Jensen, Ole Beckman, Kurt Nielsen, Hanne Ribens, kjeld jensen, Torben K L Jensen, Niels Duus Nielsen, Jens Kofoed, Samuel Grønlund, John Andersen, Ejvind Larsen, Torben Bruhn Andersen, Kim Houmøller, Steen K Petersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Knud Chr. Pedersen, Trond Meiring, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Hvad skal der til? Ned med temperaturen! Den får vi kun ned ved enten at lave CO2 fri vækst eller mindre vækst - men enhver, der har lavet et lejrbål, ved, at man bliver varm af at styrte rundt og samle brænde, hugge det til, få ild og puste, puste og puste. Så får man ilden til at lave mad, i hvert fald så længe der er brænde i skoven, og vi ikke har varmet hele kloden op. Det sker nu, så vi fortsætte, indtil vi har futtet hele verden af.
Nu skal vi til at sulte og fryse igen for at få temperaturen ned.

Rumprogrammer må stoppes, for når vi mangler vand på Jorden, hjælper det ikke at søge efter vand på Mars. Pave Frans må stoppe modstanden mod prævention og abort. Alle lande må anbefale nulbarnspolitik og i hvert fald etbarnspolitik. At arbejde for en stadig længere levealder er at skyde os selv i foden.
Borgerløn til alle, høj skat på lønarbejde og opfordring til borgeraktivitet.

Niels Møller Jensen, Kurt Nielsen, Hanne Ribens, Hanne Pedersen, Ejvind Larsen, Torben Bruhn Andersen, Trond Meiring og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Jeg tillader mig at genbruge en kommentar fra egen hånd, som jeg i går skrev til en anden 'klima-artikel' i nærværende avis.

---

ja, det er jo det store problem: Kan vi stole på klimavidenskaben?

Det bør være velkendt, at klimavidenskaben er entydig i sit udsagn: Ja, jorden opvarmes. Ja, det skyldes primært menneskelig aktivitet. Ja, det får konsekvenser, negative konsekvenser, som i betydelig graf vil indskrænke mulighedsrummet for menneskelige samfund.

Se, et sådant udsagn kan jo ikke sameksistere med en ideologi, der som sine bærende piller har ’det frie initiativ’ og en forestilling om ’meritokratisk konkurrence’ som eneste moralske grundfæstninger.

Ophøjelsen af ’Det frie initiativ’ som moralsk norm, er kun tænkelig i en verden uden grænser for vækst. Bliver kagen blot større, jo flere der spiser af den, så er ’det frie initiativ’ en dyd: Jo mere frit initiativ, jo større kage..

Er der grænser for kagens størrelse, transformeres ’det frie initiativ’ til skånselsløs konkurrence om begrænsede ressourcer. Pludselig bliver det af moralsk betydning, hvor stort et stykke kage man sikrer sig selv og sine. Tager man et for stort stykke, er der mindre til andre. Grådighed, kalder man med rette en sådan forslugenhed på andres bekostning.

Hermed mister det ellers højtbesungne princip om ’meritokratisk konkurrence’ også sit dydige skin: For de ’dygtige’ og ’talentfulde’ vil altid udkonkurrere de mindre kapable, og dermed sikre sig en væsentligt større bid af kagen. Er kagen af uendelig størrelse udgør det ikke et moralsk problem - der er altid mere kage tilbage. Men har kagen en endelig størrelse - og er der måske endda behov for at gøre den mindre - så genererer meritokratiet kun absolutte vindere og absolutte tabere.

Af samme grund hævder nogle af os, at klimakatastrofen er sammenfaldende med et totalt kollaps - både praktisk og moralsk - af den dominerende ideologi i de vestlige samfund. En ideologi som unægteligt har været en positiv kraft, og som har været den altdominerende årsag til vores nuværende velstand i de vestlige samfund.

Jeg er et hundrede procent overbevist om, af de ovenfor skitserede grunde, at ethvert håb om en afværgelse af klimakatastrofens værste konsekvenser, afhænger af den eksisterende politiske og økonomiske elites evne til at indse, at deres privilegier ikke længere er moralsk solvente. At deres ideologi, som tidligere har tjent os alle vel - i større elle mindre grad - er bankerot. At de indser, at der er brug for en paradigmatisk omvæltning - en revolution - i måden vi anskuer og forstår verden og dens sammenhænge på.

Jeg er derfor også et hundrede procent overbevist om, at en sådan transformation ikke kommer til at finde sted. Ikke i tide.

Hvis jeg sad i toppen af hierarkiet, ville jeg i disse år have meget travlt med at sikre mig selv og min bid af samfundskagen mod katastrofen, som nærmer sig. Og jeg er slet ikke så snu som dem, som meritokratiets lov jo påpeger. Mon ikke de derfor allerede har tænkt et par skridt længere frem end jeg?

Jakob Trägårdh, Lise Lotte Rahbek, Kurt Nielsen, kjeld jensen, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Niels Duus Nielsen, Niels-Simon Larsen, Niels Østergård og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Torsten: Det er jeg ikke sikker på, at de har. De amerikanske ‘preppers’, der laver beskyttelsesrum, har jeg ikke hørt om her. Jeg tror nærmere, den hjemlige elite både ved, at den er gal, men slår over på en anden kanal, når det hedder arbejde eller fest. Fortrængning hedder det. Gås der på dem, står den på fortrængning. Den tredje mulighed er spiritus, og der bliver drukket mere og mere i DK.

Så er der sådan nogle som os. Vi nøjes med at skrive indlæg og lave lidt dårlig stemning, hvor vi kan. Det er et utaknemmeligt arbejde, så vi skal have nogle andre boller på suppen. Jeg går til demonstrationer og skriver sange. Det smager lidt af fugl. Det næste kan blive civil ulydighed og et par bøder oven i hatten. Så ligger bolden der, og længere kan jeg ikke se i øjeblikket.

Lise Lotte Rahbek, Kurt Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

nu kan jeg desværre / heldigvis ikke læse artiklen, men der er grund til at kommentere på kommentarerne,
mange mennesker savner politikere at stemme på som tilbyder en løsning på klimaproblemet, så man stemmer på vækstpolitikere selvom man sådan set har indset at vækst måske ikke er en god ide længere,
og når væksten tilfalder dem som allerede lever i overflod bliver den jo faktisk meningsløs, og fakta er jo at jo højere oppe i det økonomiske hierarki du er jo større andel får du af væksten,
og helt i bunden sidder så de allerfattigste og får INTET,
så at argumentere for vækst med at det hjælper de fattige er 100% HYKLERI, det er ikke omsorg for de fattige der driver væksten men de allerede forgyldtes sygelige grådighed,
og så er der en hel masse mennesker som ser op til og beundrer de rige, og ønsker selv at blive rige, måske drevet af fortællingen om at rigdom er målestokken for menneskelig kvalitet, drevet af løgnagtige klicheer som "den kloge narrer den mindre kloge" og af en forestilling om at de rige er klogere dygtigere og arbejder hårdere end os andre, intet kunne være mere forkert,
det er helt åbenlyst at det er de IKKE, men de ER mere ambitiøse, grådige, uærlige, skruppelløse, end os andre,
man skal jo være mere end almindeligt naiv hvis man tror på at de rige kun får kloge og dygtige børn, og de fattige kun får halvdumme udygtige og dovne børn,
men den historie sælges massivt via mediernes leflen for og glorificering af overklassen, og tilsvarende retorik om de fattige som dovne og ikke alt for kloge.
så der er almindelig koncensus omkring de riges ret til at være rige, godt bakket op her i danmark af et kongehus som reklame for ideen om at visse mennesker er finere og mere værd end "pøbelen"
og ideen om at selv vildt overdrevne privilegier er velfortjente og naturlige og ikke udtryk for uretfærdighed.
hvis vi skal kunne omstille vores stræben i retning af at gøre vore liv bæredygtige ( og mere lykkelige ) skal vi gå imod det pres som vores reelt syge kultur udgør,
og finde en anden form for ideologi hvor livskvalitet ikke måles på forbrug og på hvor meget man ejer,
måske en kultur som fokuserer på ægte livskvalitet, dette ville jo være bedre end den blinde tro på materialisme som vejen til lykke, som ikke medfører lykke men i stedet stress, misundelse, grådighed og krige.
se jer omkring og fortæl mig hvem der smiler mest og mest ærligt fra hjertet, så ved du også hvem der er lykkeligst, og nej det er jo absolut ikke de rigeste tværtimod, på toppen er der langt imellem smilene, og de smil der er er simulationer og falske, det ser faktisk ud som om rigdom er vejen væk fra lykken, og det er det nok også.

Erik Feenstra, Anders Graae, Jakob Trägårdh, Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

torsten toppen af hierarkiet er ikke spor kloge, "eliten" er slet ikke en elite, faktisk bliver man halvblind af at være så ambitiøs, da man er nødt til at lukke øjnene for en hel masse fakta eller alternativt benægte fakta.

Torsten Jacobsen

Niels-Simon Larsen,

Personligt finder jeg det i betydelig grad interessant, hvorledes al snak om 'moral' nærmest latterliggøres og/eller fortrænges fra den offentlige debat. I halvfemserne skete det primært via ironi, men her i det nye årtusinde - hvor ironi ikke længere er på mode - synes kynismen at have taget over: At anbefale moralske principper som vejledende for handling overdøves måske ikke længere af ironisk latter, men afvises i stedet som 'naivitet', 'utopi', eller blot som - og dette måske mest kynisk - som udtryk for 'ressentiment', 'misundelse', 'nedrighed'.

Denne vægren mod at diskutere samfundsforhold i et primært moralsk perspektiv, er for mig at se et udtryk for den fortrængning, du omtaler. Hvilket så igen bekræfter, at rigtig mange mennesker i samtalen på et eller andet plan erkender, at vi i et moralsk perspektiv er gået vild: Som individer, som individer i samfundet, som et samfund i en verden af samfund.

På paradoksal vis er der muligvis et snert af håb i denne erkendelse. I det mindste hvis man tror på, at moralsk skønhed stadig spiller en rolle i menneskets forestillingsverden, i vores fælles psyke.

Så jo, skriv dine sange, deltag i dine demonstrationer. Men vær især på vagt overfor kræfter, som med forskellige midler forsøger at frarøve dig selve muligheden for at anlægge et primært moralsk perspektiv på samfundet. Kræfter, som af al magt forsøger at forhindre dig i at stille spørgsmålet:

'Er dette rimeligt'?

Og i det omfang du får lov til at stille spørgsmålet, så lyt vel til de svar, som du får: Klinger de sandt? Er det autentiske svar? Eller blot endnu et lag af fortrængning, som må gennembrydes?

Det er utaknemmeligt arbejde, som du med rette påpeger. Man bliver sjældent populær af at pirke til andre menneskers dårlige samvittighed. Det hævdes sågar, selv i lærde kredse, at en sådan pirken kun kan medvirke til samvittighedens forråelse og endelige død.

Jeg er dog ikke medunderskriver på dén udlægning af virkeligheden: Jeg nægter at omgås mennesker, som var de infantilt skrøbelige egoer, som ikke tåler selv den mindste modsigelse.

Men dertil er vi kommet: Det er næsten blevet illegitimt at beklikke motiverne for materielt (over)forbrug.

Når jeg ind imellem tager linje 18 fra Århus Centrum og ud til Moesgård, så går ruten gennem Skåde Bakker. Og jeg imponeres gang på gang af de enorme villaer og huse, som på gennemfarten glider forbi bussens vinduer. Ikke mindst mængden af disse små 'paladser', finder jeg fascinerende. Samlet set er der hundreder af disse små stykker paradis, og jeg undrer mig altid: "Hvem bor dog her?". "Hvordan oplever og forstår de monstro verden og dens udfordringer?". Og - ikke mindst:

"Er det rimeligt?"

Erik Feenstra, Berith Skovbo, Anders Graae, Jakob Trägårdh, Lise Lotte Rahbek, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels-Simon Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Jan Weber Fritsbøger,

Du lyder næsten lige så vred, som jeg selv :).

Dog synes jeg, at vi må være redelige i vores vrede:

Vi lever fortsat i et velfærdssamfund i Danmark, hvor meritokratiets tabere trods alt ikke helt overlades til at klare sig selv. Faktisk anvendes der betydelige ressourcer på at understøtte de af os, som ikke har den 'rette støbning' til at begå os med succes i et finansialiseret, globaliseret og hyperproduktivt forbrugssamfund.

Og tak for det, da..

Jeg er med på, at kalkulen bag en sådan understøttelse er kynisk i sin natur - snarere end moralsk - og at denne kynisme selvfølgelig finder udtryk i en implicit overførsel og pådutning af skam fra top til bund. Ansvarsfralæggelse, med andre ord.

Det er netop denne 'moralske krigsførsel' fra toppen mod bunden, som berettiger mig til at erklære krig den modsatte vej. Men bedst var det selvfølgelig, hvis en fredsaftale kunne indgås, og vi i samlet flok kunne danne fælles front mod de problemer - den igangværende klimakatastrofe som den mest indlysende - der i al deres kompleksitet kræver et paradigmatisk skifte i den måde, vi hidtil har betragtet verden og hinanden på..

Jakob Trägårdh, Lise Lotte Rahbek, Flemming Berger, Kurt Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Endnu en gentagelse fra en anden tråd:

Russell Brand og Gabor Maté anlægger i dette lille klip - fra en længere samtale - et radikalt anderledes perspektiv på igangværende begivenheder:

https://www.youtube.com/watch?v=rQwP0XRBjq4

Hele samtalen - som jeg ikke kan anbefale nok - her:
https://www.youtube.com/redirect?redir_token=MJ8AvCcMOea5fRM0V_ryp-r7x3t...

Måske er dette radikalt anderledes perspektiv ikke det rette - omend jeg tror det er - men det er i det mindste et eksempel på en radikalt anderledes måde at forstå verden på...Den slags nytænkning, som vi desperat har brug for..

Efter 25 år i filmbranchen begyndte jeg for nogle år siden at studere igen, og tilfældet gjorde at jeg nu er ved at skrive speciale om bæredygtighed. Før jeg begyndte at studere emnet, troede jeg, som mange andre, at der var argumenter for eller imod vækst og bæredygtighed, og jeg så klart bæredygtighed som en af venstrefløjens kæpheste.

Jeg er også vokset op i et venstreorienteret miljø, og har altid haft en fornemmelse af at venstrefløjen ligesom havde en bedre moral end højrefløjen. Med årene er det dog blevet mere og mere tydeligt, at tingene aldrig er sort-hvide, og ligesom højrefløjen har en ideologi med lig i lasten, så gælder noget tilsvarende for venstrefløjen, og historien har gentagne eksempler på, at begge ideologier fungerer anderledes end de smukt var udtænkt, når det kommer til praksis.

Derudover er det, frem for alt, gået op for mig at bæredygtighed er alvor. Det er ikke noget med hippier og hønsestrik. Det kan være svært at forstå konceptet helt, og emnet er kompliceret, men grundlaget for tanken om bæredygtighed er enkel:

Vi bor på en planet, og her findes der ting vi har behov for, ofte omtalt som ressourcer. Disse ressourcer er oftest begrænsede. Der er en given mængde af en ressource, og når man har brugt den er der ikke mere. Dette er en sandhed med modifikationer, da mange ressourcer er grundstoffer. Dem kan vi ikke lave selv, men de forsvinder dybest set heller ikke. I stedet sker der det at vi omdanner brugbare ressourcer til ikke-brugbare.

En ressource findes ofte i jorden, og her findes den relativt koncentreret. Vi graver den op, og renser den op. Begge dele kræver energi. Derpå bruger vi ressourcen, og bagefter smider vi den tilbage til naturen. Det medfører at den ressource som tidligere var koncentreret et sted, nu bliver spredt så meget ud, at genbrug bliver stort set umulig. Ofte indgår ressourcen også i et produkt, hvor den kemisk bindes på en måde, som gør den praktisk ubrugelig fremover.

Den holdning David Folker-Landau giver udtryk for ift. til "dommedagsprædikanter", "De har altid taget fejl", er det man i videnskab kalder cherry picking. Jeg skal f.eks. ikke afvise at jeg selv, i en ophedet debat har fremsagt udsagn som ikke er sande, men de forudsigelser f.eks. Rom Klubben kom med, har vist sig at holde stik. Jeg har også oplevet klimaforkæmpere som jeg personligt mener har en for dyster prognose. Det er virkeligt svært at holde følelser ude af denne debat.

Bæredygtighed som begreb er derimod solid videnskab, og bygger på fysik, kemi, biologi, matematik og logik. Der findes mennesker som ikke tror på nogen af delene, men hvis man f.eks. ikke accepterer at logik er fundamentet for enhver argumentation, eller at videnskaben overordnet set har ret i dens konklusioner, så kan man ikke deltage i en konstruktiv debat.

I mit speciale ser jeg på nogle af de andre problemer vi står overfor, og hvordan de vekselvirker med hinanden og med klimaet. F.eks. befolkningstal, energi, fødevaresikkerhed, ressourceforbrug, vækstøkonomi, mm. Normalt taler vi f.eks. meget om klimaet, men kloden står overfor andre tilsvarende problemer, vi taler mindre om, fordi klimaet pt. har fokus. Ord som biodiversitet er der f.eks. ikke mange som forstår konsekvenserne af, men uden bier kan man ikke bestøve blomster.

Samler jeg alle de parametre sammen som er væsentlige for menneskehedens overlevelse, så ser det dystert ud. I mine modeller ender jeg stort set ud med at kloden, med en måde vi lever på nu, kan, bæredygtigt, holde liv i noget som ligner 1-2 milliarder mennesker. Konsekvensen af dette er der ingen som ønsker at forholde sig til, men lad mig skære det ud i pap: Det betyder at vi, med stor sandsynlighed, står overfor en global hungersnød, som vil koste adskillige milliarder mennesker livet. Hvis vi forudsætter at FN har ret i deres prognoser for befolkningstallets udvikling i de kommende tiår, og vi skal op og runde 10 milliarder mennesker, så betyder det at over halvdelen af de børn som fødes i dag, vil dø af sult, før de dør af alderdom.

Nogle forskere mener at dette må ses som en del af den evolution mennesket gennemgår. At vi må acceptere at kampen om ressourcerne vil være det man i gamle dage kaldte survival of the fittest. Andre mener at vi har en forpligtigelse overfor vores arts overlevelse, og at er nødt til at inkludere simple regler ift. hinanden, såsom Kant's Kategoriske Imperativ.

Midt i disse overvejelser er der dog en ting som er blevet mere og mere tydelig, når jeg arbejder med emnet. Nogle satser på vækst, og der er ingen tvivl om at vækst har medført at vi i dag lever materielt bedre, end vi gjorde for 100 år siden. Andre satser på en bæredygtig løsning, som ikke medfører at mange må bukke under. Begge fløje lader til at arbejde mod et mål, men hvis man roder lidt dybere, er det svært at finde ud af, hvad deres reelle mål er. Hvis man spørger dem, hvad deres Utopia går ud på, så hører man sjældent nogen som kan svare. Prøv at google "utopia", skift til billeder, og se hvor forskellige billederne er. Nogen drømmer om en global Thy Lejr, andre om et high tech samfund. Vi er tydeligvis ikke enige om målet.

I stedet sætter mange deres lid til videnskaben og teknologien, i håb om at forskning fører til løsninger. Det fungerer, men det fungerer ikke hurtigt nok. Slet ikke hvis man fra politisk side sparer på forskning, eller kun vil have kortsigtede forskningsprojekter, som skal munde ud i noget man kan sælge, for dermed skabe yderligere vækst.

Hvis man derudover ser på historie, og menneskets adfærd, så ligner det at dommedagsprofetierne kommer til at ske, og at de fattige vil dø af sult, men hvis de rige bilder sig ind at de vil kunne overleve isoleret med deres rigdom, så viser det bare at økonomi ikke leder til forståelse af den virkelighed vi lever i. Det har økonomien iøvrigt heller aldrig påstået, men alligevel er den det mest benyttede politiske værktøj.

Berith Skovbo, Anne Eriksen, Jakob Trägårdh, Lise Lotte Rahbek, Flemming Berger, Lillian Larsen, Jørgen Kærbro Jensen, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel, Samuel Grønlund, Niels Duus Nielsen, Jan Weber Fritsbøger og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

Torsten Jacobsen, jeg er da ikke vred, ;o) jeg siger bare sandheden,
faktisk er jeg mere end almindeligt godt tilfreds med mit eget liv, jeg er en af dem som faktisk mener det når jeg smiler og en som smiler ofte,
fordi jeg trives med det liv jeg lever, jeg er ikke velhavende slet ikke, men på den anden side mangler jeg ikke noget, da jeg ikke er blevet smittet af grådigheden.

Men jeg er mere end bare skuffet over udviklingen i det Danmark, som for ikke så længe siden var et ganske dejligt land, med et psykisk klima som gjorde at alle kunne trives,
men det har grådighedens apostle ødelagt, den "moralske krigsførsel" mod samfundets svage, med tilhørende økonomiske pisk,
som de seneste regeringer har stået for, med DF som heppekor og parlamentarisk grundlag, gør at det psykiske klima ikke længere er godt, og den med vilje accelererede ulighedsskabelse gavner absolut heller ikke samfundets trivsel.

Og værst efter min mening er at danmark er blevet et krigsførende land, som lydig vasal i USAs (NATOs) globale aggression,
og jeg mener det er et FAKTUM at krig, militær, produktion og salg af militære våben, alt sammen er forbrydelser imod menneskeheden, der findes ingen valide undskyldninger for VOLD.

Anne Eriksen, Lars Løfgren, Anders Graae, Mogens Holme, Jakob Trägårdh, Lise Lotte Rahbek, Kurt Nielsen, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel, Samuel Grønlund, Niels Duus Nielsen, Niels-Simon Larsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Jeg tror, at opgaven er for stor og for overvældende. Vi ved jo, at vi skal gå voldsomt ned i levestandard, og det er der ingen, der ønsker at stå i spidsen for. Derfor fortrænges problemet, indtil det er for sent.

Vi har set det før: Frodige landbrugsområder blev forvandlet til sandblæste ørkener, Tjernobyl blev dysset ned, så vi kunne få mulighed for også at opleve Fukushima, og i Kina er der ingen træer, siges det, fordi bønderne i det gamle kultursamfund skulle have brænde.

Demokrati egner sig i øvrigt ikke til at håndtere katastrofer. Det viser historien: Når det handler om liv og død, er det vigtigt med central styring. De engelske generaler havde i mellemkrigstiden en tradition for demokratisk samtale i staben, de førte så at sige krig ved at sende beslutningerne i udvalg. I modsætning til tyskerne, som brugte et enkelt og gennemprøvet førerprincip, hvor den kommanderende officer tog alle beslutningerne og hang på alt ansvaret. Det var først, da briterne begyndte at gøre som tyskerne, og udnævnte Montgomery til lokal diktator med det fulde ansvar for krigsførelsen, at krigslykken begyndte at vende.

Måske mangler der en stærk mand, hvis vi vil gøre os håb om at redde planeten? Efter min mening er denne forudsætning for et adækvat svar på miljøspørgsmålet politisk umulig i et demokrati. Og er vi parate til at afskaffe demokratiet og indføre benhård central styring for at redde livet?

Jeg er ked af, at jeg ikke kan bidrage med en nem og elegant løsning, men i stedet må male fanden på væggen.

Leo Nygaard, Flemming Berger, Morten Balling, Lars Bo Jensen, Niels-Simon Larsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Jan Weber Fritsbøger,

Du lyder vred, og jeg bebrejder dig ikke. Hvis du vitterligt ikke er vred, så er du kun bedre stillet end jeg :). Negative følelser vakt i mødet med urimeligheder man næsten ingen indflydelse har på, er en i bund og grund masochistisk selv-piskning - selvmishandling - som på absurd vis kun reproducerer det udløsende overgreb.

Så kun godt for dig, hvis du kan smile gennem dette mørke :)

Min vrede er min egen, i bogstavelig forstand: Den er rodfæstet i - som jeg er i stand til at se det - en fremmedgørelse fra det eksisterende samfund. Altså et 'intra-psykisk' fænomen. Jeg passer - ganske enkelt forklaret - ikke ind. Som en trekantet klods i mødet med et barns legetøjskasse, hvor alle hullerne er cirkelformede.

Tag ikke fejl: Jeg finder stor glæde i at være trekantet, hvor andre er cirkelformede. Det giver mig en selvforståelse præget af eksklusivitet - sjovt som det ord har både positive og negative konnotationer - ligesom selve oplevelsen af at være kontrær, har en ikke ubetydelig tiltrækningskraft: 'The different drummer', and all that shit..

Men enhver mønt har sin anden side, og på den er præget ensomhed, ekskludering, tab af mening. .
Der hvor vi måske mødes, er i din påstand om tabet af et "ganske dejligt land, med et psykisk klima som gjorde at alle kunne trives".

Jeg ved ikke, om det land nogensinde har eksisteret. Men vi er formentlig enige i visheden om, at dets eksistens er blevet stadig mere tvivlsom i de sidste 20-30 år..

Udsagnet rejser dog spørgsmålet om, hvem 'alle' er, i enhver given sammenhæng? Svaret vil sikkert variere, alt efter om du spørger efter i toppen eller i bunden af samfundspyramiden.

Jeg efterlyser dog det samlede, entydige svar: Det er os alle sammen, bogstaveligt talt. Ikke distinkte kategorier - det grundlæggende udkomme af enhver 'meritokratisk konkurrence', enhver racialiseret interesseret udspørgen, enhver forestilling om menneskelig værdi udmålt som produktivt udkomme..

Kald mig blot naiv..Så spytter jeg med glæde tilbage..

Eva Schwanenflügel og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Vi sidder vist alle med et dilemma, og hoveddilemmaet i artiklen er de omtalte skyttegrave:
1. Vi skal vækste os ud af væksten (om det så går ad h til).
2. Vi skal stoppe væksten (om det hele så bryder sammen).

Det første synspunkt står Connie, Ida og Martin for. Når jeg ser dem for mig i deres pæne tøj, kan jeg heller ikke se, at de kan indtage andre standpunkter. Det ville flække hele systemet, hvis de en dag mødte op i gummistøvler og krøllet tøj, fordi de havde været på arbejde ude i virkeligheden. De er fortabte og må gå klimaplanken ud. Plups!

Det andet synspunkt står en flok ansvarsforflygtigende stabejser som mig for. Jeg er i den situation, at jeg kan tillade mig at råbe: “Isen smelter. Ned med forbruget”. Der sker heller ikke noget ved det, men i det øjeblik, at jeg bliver mange, får vi to store modstandere. Den første er Martin, Connie og Ida. Hvis de bliver presset af demonstranter, får piben en anden lyd. I torsdags ved Klimademoen i Rigsdagsgården kom Ida, Marianne og Morten og hilste venligt på og snakkede med os. Meget hyggeligt, men hvis vi ville råbe “Ned med væksten”, tror jeg nok de måtte tilbage til deres arbejde.

Den anden gruppe er de traditionelt døve og blinde, som synes, at det går ufatteligt godt.

Som demonstrant skal man have et mål om at lave om på tingene. Det er let nok at sige, at nu må vi vende om, men man skal også kunne fortælle, hvad der skal vendes om til. Det er der ikke en samlet plan for. Det samme skete efter krigen. Ud med tyskerne, godt. Og så blev de samme valgt igen, dvs. der kom ikke en længere læringsperiode, en renselse.

Vores besættelse af økonomisk vækst-tankegangen, kan vi ikke komme ud af. Det er som om, at vi er dømt til at falde. Vores tre vækstskytsengle har da heller ikke andre anbefalinger end at vækste.

Der er masser af alternative levemåder at høste af, men af en eller anden grund er de ikke attraktive for så mange. Hvis man er vænnet til at gå i væksttøj, kan det være svært at skifte. Enten må vi gøre det nu, eller også gør naturen det på sin egen hårde måde.

Lise Lotte Rahbek, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Jeg kommer til at tænke på en tegneseriefigur fra den hedengangne avis "København" - det var en fyr, der gik og sprængte sig selv i luften og udsatte sig selv for alle mulige mærkelige ulykker, så han kunne være hærdet, når det blev alvor. Det var vist nok ham, der fandt på mottoet: "Løb hovedet mod muren; hvem siger, at det er muren, der holder?"

Alle os på kontanthjælp har vænnet os til, at vækst: Det er de andre. Vi vækster ikke, vore udbetalinger er nøje udregnet, så de følger pristallet, så jeg får det samme i realløn i dag, som jeg fik for ti år siden.

Ligesom tegneseriemanden, der udsatte sig selv for alle mulige og umulige ulykker, har jeg vænnet mig til aldrig at have materielt overskud, jeg er så at sige hærdet og parat til når det hele ramler sammen om ørerne på os. I modsætning til Connie, Ida og Martin, som vil gå en hård tid i møde.

Det bliver selvfølgelig ikke sjovt, heller ikke for mig, men da jeg allerede er vant til at leve på et eksistensminimum og sagtens kan finde mening her i livet uden at have et eller andet skodjob, skal det såmænd nok gå - i hvert fald indtil et hedeslag gør det endeligt af med mig. Og min søn er en hustler ligesom mig, så ham bekymrer jeg mig egentlig heller ikke for.

Måske skulle Connie, Ida og Martin tage ved lære af de fattigste, og overveje om de kan leve mere enkelt og med færre materielle goder? I stedet for at presse os til at arbejde og dermed lægge ved til bålet?

Okay, jeg drømmer, folk er alt for fokuserede på penge og bling til at udvise rettidig omhu. Det er sgu til at blive deprimeret af, men det gider jeg ikke være - så i stedet vælger jeg at være misantrop. Idioter hele banden, er de!!!

Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Niels-Simon Larsen
Tak for stikordet: 'eller også gør naturen det på sin egen hårde måde.'
Vores allesammens moder natur - som vel er det nærmeste det kan lade sig gøre at definere en almægtig - og barmhjertig gud på, er forlængst begyndt at udtrykke sin utilfredshed med den måde vi opfører os på. Senest har hun - måske for at undgå enhver tvivl udslettet paradiset ('Paradise' på originalsproget).
Så tillad mig at komme med en forudsigelse: Hvis ikke vi reagerer på den udslettelse på en, for hende at se, brugbar måde, så fortsætter 'løjerne' fra hendes side jo nok. Hvis hun imidlertid forbarmer sig over os, så får vi inden for de næste halvtreds år smidt en meteor - i størrelsesordenen den, som der for nyligt er fundet spor efter i Grønland - i hovedet.
Det bliver så sandsynligvis den sidste chance vi får for at få kølet jorden lidt af igen - efter orgiet.
Så lad os da fortsætte med at håbe i fred. Det sker der da med garanti helt sikkert ingenting ved.

Lise Lotte Rahbek, Flemming Berger og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Er muligheden for at komme ud over sådanne "skyttegravskrige" ikke afhængig af at man også bruger argumenter som modparten nok vil have svært ved at (og som regel heller ikke vil) modsige? Det ville nok øge chancen! Hvis vi ser på menneskers eget forbrug indenfor konkrete områder, mad, drikke, luft, fysisk aktivitet, og så videre, er der vel næppe mange der i fuldt alvor vil hævde at der gælder "jo mere jo bedre". Tvært imod er overspisning, overdrevent sukkerforbrug og andre former for vaner skabt af afhængighed problemer for den almindelige sundhed. Det tror jeg nok såvel dem til "venstre" som dem til "højre" vil være enige i, hvis de forstår spørgsmålet rigtigt (noget andet er så om man vil det. Eller om nogen vil "dreje" den til at dreje sig om noget helt andet. Men da må er der vel den mulighed at insistere på et svar på det der blev spurgt om).

Torsten Jacobsen

Jan Henrik Wegener,

Jeg opstiller i et indlæg kl 9.52. i dag et skitseret argument for, at forestillinger om 'frit initiativ' og om 'meritokratiske rettigheder' er moralsk bankerot. Det er skam ærligt ment. Jeg forestiller mig ikke nogen 'modpart', når jeg fremfører sådanne argumenter. Blot beskriver jeg verden, som jeg forstår den.

Jeg vil være lykkelig for at høre en eventuel modparts 'modargumenter'..

jan henrik wegener

Torsten Jacobsen: Mit indlæg havde ikke en bestemt adressat, men det er da ok at give et svar. Jeg ser ikke mig selv som den der absolut skal være modpart med modargumenter. Det vil da også være lidt sært når jeg mener at der er andre der er langt mere ukritisk står for "vækst" end undertegnede (jeg husker at et slagord for den forrige socialdemokratisk ledede fløj i dens valgkamp var "Vækst, vækst vækst" og det ville bestemt ikke være mit slagord).

jan henrik wegener

En grund til at "væksttanken" har fået så stor gennemslagskraft er vel at den har vist sig vigtigt i at vinde krige. Især i det forrige århundredes første og mellemste faser, 1.verdenskrig, 2. verdenskrig, og styrkeprøven USA, USSR. De to første gange var især produktionen af militært isenkram afgørende, i den sidste snarere evnen til at tilfredsstille befolkningers behov og forventninger. Men det er så en historisk sammenhæng der ikke længere er der, og så kan spørgsmålet om væksten ud fra det lettere stilles.

Niels-Simon Larsen

Bryder mig egentlig ikke om billedet om skyttegravskrigen, for det passer ikke. Der er kun ét standpunkt tilbage. Enten stopper vi temperaturstigningen, eller også siger det bang, slut og farvel. Og da det ikke ser ud til, at vi har lyst til andet end 2,3,4 osv grader op, så bliver det det. Vi kan ikke lade være med at være aktive på alle områder. Selv når man skal slappe af, skal det helst være langt væk. Minusvækst er en usælgelig vare. Man kan ikke sælge tilfredshed, den må man selv opspore. Hvor mange har fundet den? Hvor mange er gennem tiden nået til nirvana. Er der nogen, der kender nogen fra andet end rygter? Findes der andet end blufnumre? Alligevel er de fleste af os søgende sjæle.

Det hele starter ude i alverdens små hjem. Her avles børn. Her udleves den sociale ambition. Her blomstrer materialismen. Her sættes krydset en gang imellem mellem pest og kolera. Mellem Løkken og Mette. Mellem Trump og Hillary. Her tænkes ikke ud over egen næsetip. Her nydes livet, den gode mad, rejserne, det gode sommervejr.
Hvad skal vi med varsler - de er bare til besvær.

Løsningen : De gode diktatorer med våben i hånd, fredsallianceverden over, kanibalisme, begynd med økonomerne og paven, rationeringsmærker, eksportforbud, kontornusserne ud på markarbejde, forbud mod internet handel, genindførelse af janteloven........
slappe af i de små lande og hygge os i smug.
God syndedag.

Samuel Grønlund

Ingen ønsker krig, og da slet ikke skyttegravskrig. Men krig opstår når gensidigt udelukkende ideer kæmper om magten i et begrænset system - Og det er præcis den situation vi befinder os i.

Krig kan være produkt af mistillid eller misforståelse mellem grundlæggende legitime og berettigede ideer. Det skal vi selvfølgelig gøre alt for at undgå. Men krig kan også være forsvar mod aggression udefra eller en reaktion på forfærdelige forbrydelser - fx nazister eller japanere i brutal invasion af hele og halve kontinenter eller morderisk udrensning af bestemte etniske grupper.
Hertil findes ikke andet modsvar end krig til sidste bloddråbe eller svinenes uforbeholdne kapitulation.

Man kan med rimelighed hævde at vækstens blinde, døve og som regel helt ufattelig dumme proselytter ikke kan sammenlignes med nazister eller terrorister - vækstens fortalere deler langt flere karaktertræk med narkomaner og andre sygeligt afhængige end med morderiske psykopater.
Men konsekvenserne af deres ansvarsløse idioti kan vise sig langt værre og der er ikke tid til at de bliver klogere i eget tempo - argumentresistente som gruppen med meget få undtagelser jo er.
Hvad gør vi så?

Niels Duus Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Samuel: Dybt tænkt indlæg. Jeg står samme sted som dig, og hvad gør vi? Den mildeste form for modstand hedder civil ulydighed. Det næste skridt er vold og modstandsgrupper og et efterfølgende kaos. Ikke engang under krigen var folket samlet. Modstandsfolk blev forbandet af regeringen og befolkningen opfordret til at angive dem. Det samme ville ske i dag. Dengang var fjenden særdeles synlig. I dag skal vi rejse en modstandsbevægelse mod os selv som forbrugere.
Går man ud i civil ulydighed, kan man blive ‘flyttet’ ret kraftigt og få bøder. Det vil påvirke ens hele liv, og så skal der ikke meget til, før næste skridt tages. Foreløbig er vi ‘kun’ der, hvor vi er utrygge, kede af det, mere eller mindre deprimerede og illusionsforladte ved at tænke på fremtiden. Især børnenes. På et eller andet tidspunkt må naturen gå over optugtelsen. Det er den situation, jeg ser for mig.

Jeg ved godt at Google søgninger ikke er noget videnskabeligt bevis, men alligevel. Prøv at se billederne her, hvor jeg søgte på "cartoon businessman graph":

https://www.google.com/search?q=cartoon+businessman+graph&source=lnms&tb...

Man skal ikke kigge på ret mange af billederne for at indse, at der rundt regnet ikke er nogen af dem som viser en nedadgående kurve, og hvor forretningsmanden ikke samtidig er vred, bekymret eller suicidal. Omvendt fører en stigende kurve til reaktioner som brede smil og opadvendte tommelfingre.

Jeg har brugt det meste af weekenden på at læse økonomers argumenter imod at Verden står overfor en energikrise. På den ene side står dem som mener at vi er ved at løbe tør for olie. De har en masse argumenter, som bygger på videnskab, og mere eller mindre solide data.

Overfor dem står andre som mener at frygten er overdrevet. Deres kontraargument er primært, at man ikke skal undervurdere menneskets evne til at tilpasse sig sit miljø. Som jeg skrev tidligere tror de på teknologiske løsninger, men når de mødes af videnskabeligt funderet argumentation for, hvorfor det ikke går hurtigt nok, eller at man ikke kan plukke håret af en skaldet planet, så slår de over i filosofiske dogmer om at vi ikke kan vide noget med sikkerhed. Well, prøv at stikke hånden i en frituregryde. Dernæst er der personangrebene, og hvis det ikke virker skifter de til det man med en bizart selvmodsigende betegnelse kalder "passiv aggressivitet". Skjult aggressivitet dækker bedre.

Niels Duus Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Morten: For nogle års siden nærmede vi os peak Oil - troede nogle af os, men så åbnede man for fraktering, og så var der mere end nok. Konsekvenserne var forurening og store lndskabsødelæggelser. Månelandskaber og udtørring af undergrunden. Nogle taler om jordskælv i den forbindelse.
Så påstanden om, at vi nok skal klare den, holder på en perverteret måde stik. Ud fra den tankegang kommer vi aldrig til at mangle kød. Vi kan jo bare slagte mennesker. Det eneste problem vi ikke kan klare er temperaturstigningen, så det faktum bliver benægtet. Der er ikke andet at gøre.
Hovedargumentet mod at gøre noget er, at det vil skade erhvervslivet. Lars Lilleholt viser vejen her og bliver troet og alt andet end afskediget.
Og hvad gør vi så ved det?

Beskat CO2 globalt så hårdt til en FN fond, at incitamentet opstår, til dels at forbedre produktions metoderne og til dels at bortskaffe CO2 gassen - bort fra biosfæren ( negativ CO2 bidrag ) imod en klingende betaling fra førstnævnte skatte fond, idet et negativt nettobidrag kan meget vel tænkes, hvis bio- CO2 bortpumpes i undergrund med stabile lag !
Herved vil markeds kræfterne i princippet kunne klare klimakrisen helt automatisk og denne vækst problematik kan vise sig som irreel!

@Niels-Simon Larsen

Som Niels påpeger, så er der meget som tyder på at fracking eventyret bliver kortvarigt, selvom ressourcen ser betragtelig ud på papiret. Udover det Vice artiklen nævner med at en boring hurtigt mister sin produktivitet, og at det kræver at man hele tiden laver nye boringer, så er der det begreb man kalder nettoenergi.

For at hente en litter olie op af jorden, og raffinere den, skal man bruge energi. Denne energi kan dybest set komme mange steder fra, men pointen her er, at den kan omdannes til olieækvivalenter. F.eks. krævede det i starten af olieeventyret energi svarende til en liter olie, hvis man producerede noget som lignede 80 liter ny olie. Dette 1:80 forhold kalder man EROEI (energy returned on energy invested). Med klassisk "crude oil" er det tal nutildags langt lavere end dengang. Man startede med de lavthængende frugter, og i dag er EROEI nede på 10-20. Med fracking af shale oil er EROEI nede på 2-5, og faldende, fordi man igen starter med de lavthængende frugter.

Ift. peak-oil, så tyder det globalt på, at vi er ved at nå peaket i disse år. Bla. fordi reserven nogenlunde svarer til den mængde vi har brugt allerede. Det betyder i så fald flere ting. Fra nu skal fracking erstatte en større og større del af efterspørgslen, da crude oil produktionen vil falde. Det er yderst tvivlsomt om fracking kan følge med, og hvis det mod forventning skulle lykkes, så vil det betyde mere CO2, og højere priser på energi. Dvs. højere priser på rundt regnet alt, fordi du stort set ikke kan købe noget, hvor energi ikke har været en væsentlig del af udviklings- og produktionsomkostningen. Derudover konflikter lavere EROEI med at vi også skal grave andre ressourcer op af jorden, eller på sigt genbruge dem, og begge dele kræver store mængder energi.

@Niels Jakobs

Som jeg ser det, fra et videnskabeligt synspunkt, så er det farligt at bruge økonomi til at spå alt for meget om fremtiden, og frem for alt er det farligt at tro at markedet løser alt. For det første er der nogle af de aksiomer økonomi bygger på, som selv økonomer er enige om er forkerte. Et eksempel er forbrugeren som forudsættes alt handle rationelt i markedet.

Et andet eksempel, som næsten kan kaldes et aksiom er efterspørgselskurven. Den afbildes normalt lineært, men det er fordi enhver kurve kan ses som "lineær" hvis man ser på et lille udsnit. I daglig økonomi med relativt små udsving er efterspørgselskurven lineær, men i en situation, hvor efterspørgslen bliver meget højere end udbudet, f.eks. når vi løber tør for en vigtig ressource, så er kurven langt fra lineær.

Ja det er sket ikke problemfrit at hæve CO2 afgiften til de højder; se blot reaktionenen i Frankrig, hvor øgede energipriser med 20-30% får yderområder på barrikaderne, fordi der heller ikke i Frankrig findes et offentligt tilbud, som udgør et reelt alternativ til bilen
Det får man kun ved at billiggøre /gratis gøre den offentlige trafik og udbygge herpå afgange massivt , også i l landområder , ellers må der udbydes bæredygtig diesel / biobrændsel. Ja det kommer altsammen til at koste dyrt, dog mindre nu end fremtidens klimaskader projiceres til at komme til at koste. Herom er få velinformerede i tvivl...

Hvis der indføres væsentlige afgifter og skatter, som støtter klimaet, skal skatten på arbejde og detailmomsen naturligvis nedsættes - i yderste konsekvens helt afskaffes. Det kræver nytænkning af hele statens måde at drive indtægtspolitik på.
Så betaler de, der bruger mest, mest til fælleskassen. Ældgammel retfærdighedsideologi.

Rigtigt Leo; dog forestiller jeg mig, at en CO2 fond må finansiere den - sin start - nok ret omkostningstunge komprimering, transport og nedpumpning i geologisk velegnede lag af "tørisen". Vi taler milliarder tons. En god olietanker kan laste 250 000 tons, dvs 4000 sådanne kan bortskaffe 1 milliard tons - efter en ikke ringe ombygning. Men CO2 skal ikke mindst være fra biobrændsels (halm, flis) opfyrede kraftværker. Derved slås to fluer i smækket!