Læsetid: 7 min.

Ti gange fortalte Khatera afghansk politi om sin fars voldtægter. Så gik hun på tv med sin gravide mave

26-årige Khatera var en af de første kvinder i Afghanistan til at bryde tabuet om incest og fortælle på nationalt tv om de overgreb, hendes far havde begået mod hende i årevis. Tusindvis af kvinder er i samme situation i et samfund, der igen bevæger sig i den forkerte retning, mener en afghansk dokumentarist, der har udbredt historien om Khatera til verden
Instruktør Sahra Mani kontaktede Khatera, efter hun havde set et tv-interview, hvor Khatera fortalte, at hun gennem hele sin opvækst blev voldtaget af sin far. Sammen opdagede de, hvor mange andre kvinder der befinder sig i samme situation.

Instruktør Sahra Mani kontaktede Khatera, efter hun havde set et tv-interview, hvor Khatera fortalte, at hun gennem hele sin opvækst blev voldtaget af sin far. Sammen opdagede de, hvor mange andre kvinder der befinder sig i samme situation.

Anders Rye Skjoldjensen

3. november 2018

Der er en tristhed over Khateras mørke øjne, som jeg aldrig har mødt før. Hun fortæller også om tunge begivenheder i sit liv. Hvordan hendes far misbrugte hende, moren fik tæsk, og hvordan hun blev sparket i maven for at abortere sine fars børn. Men selv ikke, da vi giver hånd, eller da vi taler om mindre alvorlige emner, når hendes sjældne små smil op i nærheden af øjnene.

Længe følte hun, at hendes liv var ødelagt af farens misbrug, men hun ville gerne give sine børn et andet liv. Det var dem, hun kæmpede for at redde, og det var på grund af dem, at hun mere end ti gange stak af fra sit eget hjem for at gå til politiet og søge retfærdighed. Og at hun mindst 13 gange forsøgte at råbe lokale mullaher op, inden hun endelig fandt en, der troede på hende, og troede på, at der var en vej til et andet liv. Fortæl din historie på tv, lød hans råd. Og det gjorde Khatera.

»Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at få hjælp, for det gik ikke kun ud over mig. Min far sagde, at han ville give min datter mad og drikke, så hun kunne vokse, for efter mig, ville det blive hende, han kunne voldtage. Han havde allerede ødelagt mit liv, men jeg kunne i hvert fald redde hendes liv,« fortæller Khatera.

– Er det stadig sådan du har det, at dit liv er ødelagt?

»Nej, i dag har jeg det anderledes,« siger Khatera uden at ligne en, der tror på det selv.

26-årige Khatera er i Danmark i anledning af, at filmfestivalen CPH:DOX viser en afghanskproduceret dokumentar med hende i hovedrollen, A Thousand Girls Like Me.

Som titlen fortæller, er Khatera blot én blandt mange afghanske kvinder, der bliver udsat for incest og overgreb i deres egen familie uden at kunne få hjælp. Lovgivningen er mangelfuld, politiet kan bestikkes, og presset på kvinderne for at holde kæft kommer både fra familien, samfundet og kvinderne selv.

I dagene inden vi mødes, har der været afholdt parlamentsvalg i Afghanistan for første gang i otte år. Et foreløbigt resultat forventes i denne uge. Igen har det stigende antal kvindelige parlamentarikere og kandidater i det stærkt mandsdominerede samfund fået en del opmærksomhed. Men for filmens instruktør Sahra Mani at se, er det kvinder som Khatera, der giver håb om, at Afghanistan kan forandres.

»Vestlige medier fokuserer på de kvindelige parlamentarikere som helte, men de er ikke helte for mig. Khatera er min helt,« siger Sahra Mani, der også er i Danmark i forbindelse med visningen.

Farmor sagde det var normalt

Khatera er født og opvokset i Kabul. Hendes far blev nødt til at flygte til Iran i 1990’erne, men da Taleban faldt i 2001, kom han tilbage til familien.

Khatera var 8-9 år gammel, og hun og hendes små brødre var lykkelige for igen at få en far, husker hun.

»Men da han kom, følte jeg ikke, hans kærlighed var som en fars,« fortæller hun.

Der gik ikke lang tid, før faren begyndte røre ved Khatera og senere voldtage hende. Det var åbenlyst for hele familien. De boede i en lille lejlighed med farens forældre og fem farbrødre med deres familier.

»Jeg fortalte det til min farmor, at der var noget galt. Hun sagde, at det var helt normalt, og at alle fædre var som min far.«

De måtte ikke komme uden for huset, så de vidste ikke, hvordan andre levede. Men det blev mere og mere klart for Khatera, at det var forkert.

Hendes mor satte sig imod, men faren og onklerne bankede hende til at holde mund. Når hendes to små brødre prøvede at blande sig, slog faren også dem.

»Han sagde, ’det rager ikke jer, det er min datter’,« fortæller Khatera.

Da Khatera var 14 år gammel blev hun gravid med sin far. Det var dér, hun besluttede sig for at gå til politiet.

Efter faren havde voldtaget hende, gik han i bad og tog i moskeen. Imens sneg Khatera sig ud. Politiet anholdt faren, men hendes onkler betalte faren fri allerede samme dag, fortæller hun.

»Jeg tog til politiet måske flere end ti gange, de tog imod bestikkelse, og min far behandlede os dårligere for hver gang.«

Da politiet spurgte, hvad de havde af beviser, tog Khatera sin datter med.

»Men hvor ved vi fra, at det er din fars barn, sagde politiet. De havde ikke udstyret til at lave en DNA-test i Afghanistan.«

Tvungne aborter

Efter fødslen fortsatte voldtægterne og det samme gjorde graviditeterne. Faren gav hende sprøjter med medicin, der skulle fremprovokere en abort, og sparkede hende i maven. Når hun havde født de døde eller levende fostre, efterlod faren dem ude på marken.

Der spreder sig en presset stemning om vores lille bord, mens jeg spørger ind til kronologien og detaljerne i Khateras historie. Vi sidder i cafeen i Bella Sky-hotellets store reception, omgivet af andre gæster, der småsludrer over deres croissanter og kaffe, og det er tydeligt, at det hverken er rart at tale om for Khatera, for tolken eller for mig.

Jeg undskylder, men jeg bliver nødt til at være sikker på, at jeg har forstået det rigtigt, siger jeg. Khatera nikker afværgende. Hun ved godt, at det er nødvendigt, at hun fortæller sin historie igen og igen til fremmede mennesker, hun kun lige har mødt.

»Mit håb er, at det vil give flere kvinder modet til at råbe op,« siger hun.

Mange tror, at de ikke har nogen rettigheder, eller at det er deres skyld, hvad der er sket.

»En af de mullaher, jeg opsøgte for at få hjælp, sagde, at han ikke kunne gøre noget, før Taleban fik magten igen. Når de kom til, ville de automatisk stene ham til døde,« fortæller Khatera.

Men det endte altså med at blive et tv-interview, der banede vejen til retfærdighed og frihed. Khatera var gravid igen og fortalte på nationalt tv om sit liv. Så blev faren fængslet.

Freelancejournalisten Sahra Mani så interviewet i fjernsynet og opsøgte Khatera for at hjælpe hende med at få en advokat og føre hendes sag gennem retssystemet og senere få hende ud af Afghanistan.

»Mit liv var i fare. Mine onkler prøvede at dræbe mig og mine to børn. De sagde, at vi havde bragt skam over familien,« siger Khatera.

Først undervejs i sagen, opdagede Khatera og Sahra Mani, hvor mange andre kvinder der befinder sig i samme situation. Gennem advokater og kvinder, der skrev på Facebook, hørte de om historier, der var endnu værre end Khateras. Dér opstod ideen til at lave en dokumentarfilm.

»Hvis kvinder beklager sig over overgreb, er de ikke ofre i mange afghaneres øjne, men en del af forbrydelsen. For det er dem, der lokker mændene til at voldtage dem. Der findes ingen lov mod incest, og kvinderne ved ikke, hvad de skal gøre. Khatera var den første kvinde til at råbe op,« siger Sahra Mani.

Den gode generation

Under kommunismen i 1970’erne var det anderledes i Afghanistan, fortæller Sahra Mani. Mange tog til Rusland og fik gode uddannelser, og kvinder kunne gå frit rundt i Kabul uden tørklæde. Men da krigen mod Sovjetunionen begyndte, ændrede alt sig.

»Det var den bedste generation, vi har haft i Afghanistan. Min far var mere feminist end mine brødre. Han støttede mig i at få en uddannelse, mens de prøvede at kontrollere mig,« fortæller Sahra Mani om sin opvækst i Mazar e-Sharif i det nordlige Afghanistan.

Men næsten 40 år med krig og ringe skolegang har sat sit præg. Mange fra den uddannede generation er flyttet til udlandet eller er døde. Fundamentalistisk Islam får stadig flere støtter, og moskeer prædiker dagligt deres budskaber om kvinden som mandens ære, der skal beskyttes og holdes derhjemme.

»Den udvikling mod mere demokrati og menneskerettigheder, som vi oplevede efter Taleban faldt i 2001, er vi i fuld gang med at miste,« mener hun.

For Sahra Mani er se, er mere uddannelse den eneste vej til at forandre Afghanistan, men de sidste mange år er den udenlandske støtte i høj grad gået til sikkerhedsstyrkerne. Derfor får man ikke den udvikling nedefra, der er sværere at ødelægge, mener hun.

»Den største forandring er kommet med Facebook og de sociale medier. Gennem dem hører de unge kvinder, hvad der foregår i verden, om #MeToo, og hvorfor vi kæmper for feminisme,« siger Sahra Mani.

Khatera forlod Afghanistan i 2016, og i dag bor hun i Normandiet i Frankrig med sine to børn. Hendes mor bor stadig i Kabul, men under jorden. Farbrødrene har truet med at slå moren, Khatera og børnene ihjel, fordi de har bragt skam over familien. Khatera selv ser ikke nogen mulighed for, at hun nogensinde kan flytte hjem.

»Jeg føler ikke, Afghanistan er et godt sted at vende tilbage. Folk vil genkende mig og kigge på mine børn og tænkte harami, incestbørn. De vil blive stemplet. Jeg tror ikke, vi kan leve et liv i fred i Afghanistan,« siger Khatera.

Faren er blevet dømt til døden, men dommen er endnu ikke eksekveret. Han fik ikke sin dom for at voldtage sin datter, men for at have udført de fremtvungne aborter og dræbt sine ufødte børn.

Khatera ønsker ikke at få sit efternavn frem i offentligheden af hensyn til sin sikkerhed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tommy Clausen
  • Britta Hansen
  • Jørn Andersen
  • Eva Schwanenflügel
Tommy Clausen, Britta Hansen, Jørn Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det må være svært for de, der har mistet førlighed og familiemedlemmer i en krig, der på forhånd var tabt. Vi er tilbage til start, og har kun opnået at miste utallige menneskeliv, mest civile, men mon ikke våbenindustrien har tjent godt, så noget er der da kommet ud af det.

Søren Bro.

Tror du kvindernes levevilkår havde været bedre uden krigen/krigene ?
Hvad skal vi dog bruge dit tilbagekiggeri til ?

Har du ideer/tanker om hvordan kvindernes situation i de islamiske stater skal forbedres, eller kan du kun kigge tilbage ?

Allan Stampe Kristiansen, Erik Jakobsen, Kjeld Jensen, Anne Eriksen og Hanne Ribens anbefalede denne kommentar

Når talen falder på kvindernes elendige levevilkår i Afghanistan, så er der så absolut ingen grund til at komme ind på den seneste eller de seneste krige/opgør i landet.
Kvindernes levevilkår har været elendige i årtier p.g.a kultur/religion/magtbegær længe før almindelige mennesker i Vesten overhovedet beskæftigede sig med landet.

Den eneste grund til at nævne krigen må være for at lede debatten på vildspor.

Allan Stampe Kristiansen, Erik Jakobsen, Anne Eriksen og Hanne Ribens anbefalede denne kommentar

Kvindernes forhold var jo ifølge instruktøren bedre før krigene:
"Under kommunismen i 1970'erne var det anderledes i Afghanistan, fortæller Sahra Mani. Mange tog til Rusland og fik gode uddannelser, og kvinder kunne gå frit rundt i Kabul uden tørklæde...

... Min far var mere feminist end mine brødre. Han støttede mig i at få en uddannelse, mens de prøvede at kontrollere mig ..."

Anina Weber, Troels Ken Pedersen, Hans Larsen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Den Sovjettiske invasion sluttede i 80érne.

Kvindernes forhold under Taliban før den "Allierede" invasion var horrible.
Lad nu være med så meget som at antyde at den seneste krig er skyld i den generelle elendige situation for kvinder, der reelt har hersket gennem årtier.

@ carsten Hansen, det skortede ikke på advarsler, da krigen startede, så det er visrt ikke så meget et tilbageblik, men mere et kik fremad: foreløbig har vi til gode at se bare eet af disse krigseventyr komme ud med et positivt resultat, inklusiv kvinders forhold, så moralen må være, at man skal kun gå i krig med en nation, hvis man blive angrebet.

Søren Bro.

Ingen er gået i krig i Afghanistan p.g.a kvinders utålelige forhold.
At blande krig ind i dette emne er en stråmand af dimensioner.

Der er kun en vej frem for bedre vilkår for kvinder i de islamiske teokratier; Nemlig at de islamiske teokratier falder.

Hvordan de så skal falde er spørgsmålet.

Søren Bro.

Er det du skriver reelt, at det er USA og Vestens skyld at de afghanske kvinder har det ad helvede til ?.

Stop det pjat; Taliban og alle andre kvindeundertrykkere bærer det fulde ansvar for kvindernes elendigheder.

Hvis kvinderne nogensinde skal få rimelige vilkår i Afghanistan, så må landet bevæge sig i retning af udviklingen i Indonesien.
Eller opleve et "Arabisk forår" der ikke ender ud med at islamister overtager den totale magt.

Når dette så endelig sker, så kan udviklingen langsomt skride fremad.

Islamiske teokratier er kulturelt og religiøst mandschauvinistisk domineret og er kun at foragte af et hvert demokratisk sindet menneske. Dette uanset om man er USA-hader eller ej.

Prøv at Google: afghanistan 1960s photos
Lidt andre billeder end dem vi ser i dag. Advarsel: Der forekommer unge kvinder i lårkort på gaden.

Tommy Clausen, Anina Weber og Ole Frank anbefalede denne kommentar

Steen Sohn.

Hvad har det med den sidste krig i Afghanistan at gøre ?

Du mener vel ikke i alvor at kvinderne havde det godt under Taliban ?

Nå, Som jeg forstår Sten Sohn´s indlæg, så er krig den rette vej til kvindefrigørelse. Modsat Søren Bro.

Det eneste det drejer sig om er hvem der fører krig og slår ihjel.

Jeg er ikke enig !

jens christian jacobsen og Erik Jakobsen anbefalede denne kommentar

@Carsten Hansen. Jeg har mine tvivl om, hvor vidt du har læst artiklen og set billederne, jeg henviste til. I det hele taget er det tvivlsomt, hvad du har gang i.
Spar venligst læserne for dine ubehagelige insinuationer.

Sten Sohn.

Det er komplet ligegyldigt hvad du skriver.
Efter Taliban overtog efter det mislykkede Sovjetiske eventyr , så b lev kvindernes situation utålelig.

Præcis som nu hvor islamistiske kræfter igen tager over i Afghanistan.

Og som du selv skriver; Så er det fint at nogle kvinder fik det bedre efter Sovjetinvasionnen; hvilket så betyder at du anerkender at kvindeundertrykkelse har eksisteret længe inden den sidste invasion i landet.

Det holder bare ikke så længe islamistiske kræfter genvinder magten.

Ergo; At påstå nylige krige er skyld i kvinderundertrykkelsen er ikke alene forkert; Det er direkte grinagtigt !

Hverken Sovjet eller "Alliancen" gik ind i Afghanistan for at befri kvinderne.
At befri kvinderne ville blot være en sidegevinst.

Både Sovjet og "alliancen" fejlede hvad angår at forbedre livet for den almindelige Afghaner, eftersom de islamistiske kræfter hurtigt har genvundet herredømmet.

Stop det pjat med at det er andre end islamisternes skyld at kvinder stadig undertrykkes og stort set altid har været undertrykt.

Tag dog entydigt afstand fra den fascistoide islamisme i stedet for at give USA skylden for århundreders tåbeligeheder i Afghanistan,

Summa-sumarum.

Hverken Sovjets, USA´s eller andre landes interventioner i Afghanistan har forbedret eller forværret kvinders levevilkår på sigt.
Alle har fejlet uden at ændre noget som helst.

Talbanstyret efter Sovjets fejlslagne krig i Afghanistan er vel noget af det værste verden endnu har set. Ikke at det er meget bedre i dag,

Bland krigene ud af den ligning. De spiller ingen rolle
Kun religion og kultur spiller en rolle..

Det er ulig nemmere for os der tager afstand fra undertrykkelse uanset om den stammer fra USA, Sovjet/Rusland eller religiøst idioti, at argumentere rationelt.

I samme øjeblik man forsøger at forsvare undertrykkelse udelukkende ud fra bestemte ideologier, så bliver det svært.

Runa skriver.
Det er en sørgelig artikel at læse, men en vigtig fortælling. Kvinders rettigheder i mange muslimske lande er pauver.

Det er næppe kvinders rettigheder i Afghanistan, der fik USA til at gå ind i Afganistan. Europa og USA bør ikke indvadere, deltage, overtage krige eller animrere til krige i de muslimske lande. De burde heller ikke sælge isenkram dertil. Men pengene er for søde og så er der jobs, at beskytte siger Trump. Det skal nok være rigtigt.

Således er det også med bønderne i Afghanistan, opium giver flere penge end landbrug. I virkeligheden burde vi måske købe bøndernes opiumprodukter, til medicinsk brug.

Disse landes befolkninger er nød til at kæmpe deres egne kampe mod despoter, teokratier/hære. Vi kan ikke bombe demokrati ind i befolkningernes hoveder, som jeg tidligere har skrevet. De må selv søge mod et demokratisk samfund, hvis det er det befolkningerne vil. Vesten kan derimod støtte flere af disse riger med oplysning og økonomisk bistand til uddannelse og udvikling fra fattigdom. Tænk på de penge, der er brugt til krig. Ændringen kommer først, hvis befolkningen er oplyst og kender alternative veje og kan, vil og forhåbentlig også kvinders ret til ikke at blive misbrugt.

Jeg kender meget godt en ung kvinde fra Afghanistan, som måtte flytte hjemmefra i utide, på grund af grov vold i hjemmet. Faren er ellers veluddannet, men moren var og er analfabet. Begge er meget troende. Der er ingen tvivl om, at yderligt gående tro hos forældre er orsag til mange børns ulykke, både blandt muslimer og kristne. Vi må desværre ikke nævne disse ting i vores samfund, for så bliver vi kaldt racister.

Incest findes desværre både blandt høje og lave og i alle samfund. Chancen er større for, at vi kan straffe for incest i lande hvor der er oplysning, demokrati og respekt for kvinders liv, derfor kræver det et stort mod til at fortælle denne historie i Afghanistan.

Min datter blev forsøgt voldtaget af en muslimsk mand, far til 6 børn. Hun var 11 år. Hun var på vej til bageren og blev antastet på vejen. Hun nåede at løbe fra han og skjule sig. Vi lagde ikke sag an mod ham af på grund af medynk. Han havde trods alt 6 børn og ville have mistet sit job.
Statistikken taler desværre disse mænd imod.

Jeg er blevet truet på livet ved en afsluttet byggesag, af en muslimsk ung mand, fordi jeg tog billeder på gaden ved byggeriet til vores hjemmeside. Jeg havde søgt tilladelse. Jeg er utallige gange blevet kaldt luder. Disse herrer mangler ganske enkelt pli og har medbragt et kvindesyn, vi trods alt ikke har her.

Der er en anden holdning til kvinder i mange af disse lande og desværre bringer flere familier denne kultur med sig hertil, kultur vi helst havde undværet.

Hvis vi ser til Pakistan i øjeblikket, ser vi horder ville dræbe en kristen kvinde, der udtalte sig efter naboers mening ugunstigt om Muhammed. Hun har siddet på dødsgangen i 8 år og nu er den højesteretsdommer, der stemte for hendes frifindelse et jaget vildt. Kun regeringen kunne have grebet ind for at stoppe sagen. Det gør de ikke, kvinden, kan ikke rejse ud af landet og må frygte for sit liv, hvis hun hun overlever pøblen. Dommeren slap.

Carsten Hansen.
Jeg kan godt se og anerkende din pointe at det ikke kun er krigen som er skyld i de tragiske normer i landet. Når det er sagt så kan vi vel ikke helt undlade at medgive at det vestlige samfund har sået nogle frø,uanset det er utilsigtet, ved at holde med den forkerte part bare for at kunne bekæmpe den russiske dominans. Nu er der langt vej igen, men vi kan jo kun dokumentere hvor det er muligt og hermed støtte en mere ligeværdig og menneskelig udvikling.Krige og konflikter har så i mine øjne aldrig fremmet disse uanset fra hvilket menneskesyn og ideologi/tro de er kommet fra.

Viggo Okholm

Krigene har INTET med de horrible forhold med kvinder at gøre.

Og tråden handler om disse forhold; Ikke krigene.

Selvfølgelig angreb Vesten ikke Afghanistan for kvindernes skyld. For en forklaring herpå skal vi diskutere geopolitik.
Men enhver, der afviser at omtalen af bl.a. kvinders forhold i Afghanistan op til krigen skulle overbevise vores befolkninger om vigtigheden af angrebet, husker ikke tiden eller vil ikke vide af det.

Men når alt kommer til alt, så har kvinderne det ringere i dag - og Taleban har aldrig stået stærkere, end de gør nu efter syttens års krig.

At kvinderne stadig har det ad helvede til, har stadig intet med krigene at gøre !
Hverken den forfejlede Sovjet-invasion eller den forfejlede USA-ledede invasion.

Afghanerne, kulturen og den rigide religionsopfattelse bærer alene skylden for kvindernes elendighed, efter begge invasioner

Henrik Plaschke

Det er besynderligt, at Carsten Hansen kan skrive så mange påståelige (for nu at sige det venligt) indlæg uden at fremkomme med argumenter eller henvisninger til forskning eller anden dokumentation.

Der er jo ingen, der bliver klogere af en gentagelse af de samme påstande. Besværgelser gør det ikke alene – med mindre naturligvis at man som en anden talebaner er sikker på altid at have patent på sandheden.

Det er en håbløs påstand, at krigene ikke har påvirket situationen for de afghanske kvinder: når et samfund har været i krig eller i større eller mindre opløsning gennem årtier, påvirker det naturligvis vilkårene for såvel mænd som kvinder. Men Carsten Hansen mener måske, at det kun er mændenes vilkår, der er blevet påvirket af krig?

Der findes jo faktisk litteratur - endda på dansk – om kvindernes vilkår i Afghanistan og om krigenes påvirkning af kvindernes levevilkår. Jeg tænker specielt på den pakistanske journalist Ahmed Rashids fremragende bog Afghanistan & Taleban. Islam, olie og Det Nye Store Spil i Centralasien, Tiderne Skifter, 2002. Et kapitel i denne bog omhandler netop ”Et forsvundet køn: kvinder, børn og talebansk kultur”. Rashid understreger eksempelvis kompleksiteten i det afghanske samfund, og hvorledes dette var påvirket af krigen: ”Tyve års konstant krigsførelse [inden talebanerne] havde ødelagt Afghanistans civile samfund, klanfællesskaberne og familiestrukturen, der udgjorde en betydningsfuld stødpude i et ellers barskt økonomisk landskab” (p. 164).

Han fremhæver, at ”Talebans ledere kom alle sammen fra de fattigste, mest konservative og mest uoplyste sydlige pashtunske provinser i Afghanistan… [Mullah] Omar og hans kolleger overførte deres eget miljø, deres egen erfaring eller mangel på samme, med kvinder, til hele landet og retfærdiggjorde deres politik med Koranen… Men i et land, der har så mange forskellige etniske grupper og befinder sig på så mange forskellige udviklingstrin, fandtes der ingen almindelig udbredt standard for traditioner eller kultur omkring kvindens rolle i samfundet… Resten af Afghanistan havde kun en meget fjern lighed med den sydlige del af landet. De afghanske pashtuner mod øst… var stolte over at kunne sende deres døtre i skole, og mange fortsatte med dette under talebanregimet… Da pashtunske stammeældre forlangte skolegang for piger, kunne talebanguvernører ikke komme med ophævelser… I afghanske flygtningelejre i Pakistan studerede pashtunske piger i ti tusindtal. Uden for det pashtunske bælte gik alle andre etniske grupper ivrigt ind for kvinders uddannelse. Afghanistans styrke var dets etniske mangfoldighed, og kvinderne havde lige så mange roller, som der fandtes stammer og nationaliteter… I Afghanistans byer var mangfoldigheden endnu større. Kandahar [mod syd] havde altid været en konservativ by, men Herats [mod vest] kvindelige elite havde engang fransk som andet sprog… Talebanbevægelsens kompromisløse holdning var også formet af deres egen interne politiske dynamik og arten af deres rekrutteringsgrundlag. Deres medlemmer – de forældreløse, de rodløse, krigens og flygtningelejrenes pjalteproletariat – var opvokset i et rent mandesamfund… Denne strid med kvinderne er forankret i de politiske holdninger og ideologier, ikke i islam eller de kulturelle normer. Talebanerne er en nye generation af muslimske mænd, de er produkter af en krigskultur og har tilbragt størstedelen af deres voksenliv totalt isoleret fra deres egne samfund…” (p. 168-69).

Det er da muligt, at Ahmed Rashid (http://www.ahmedrashid.com/) (som jeg kun har citeret en lille smule fra) er dårligt orienteret. Og hans rejsen Afghanistan på kryds og tværs er måske ikke meget bevendt i forhold til Carsten Hansens skrivebordspostulater. Men så vil jeg da gerne se et par argumenter.