Læsetid: 5 min.

To år efter aftalen med FARC søger Colombia fred og sandhed, mens nye kampe raser

Lørdag markerer toårsdagen for den historiske fredsaftale mellem Colombias regering og guerillabevægelsen FARC. Men landets nye regering og militæret modsætter sig den proces, der skal føre landet mod forsoning, siger medlem af Colombias sandhedskommission
24. november 2018

BOGOTÁ – Det er svært at finde en colombianer, der ikke har haft landets 50 år lange borgerkrig inde på livet. For Ángela Salazar skete det i Urabá-provinsen nær den panamanske grænse i start 90'erne. Her sad hun i en skramlende bus med hænderne omkring sin mave.

Regeringsstyrker, guerillagrupper og paramilitære enheder kæmpede dengang en blodig territoriel kamp, og særligt i Urabá og i de omkringliggende provinser blev hele landsbyer udryddet i massakrer, der i dag betegnes som folkemord.

Militærkontrollen i Ángela Salazars bus var egentligt en formssag, men der opstod tumult, og hun blev kastet af, mens den kørte. Hun var højgravid og landede på sin mave, og i de efterfølgende måneder svævede hun mellem liv og død. Hun overlevede, men mistede sit barn.

Talløse eksempler

I dag er 64-årige Ángela Salazar blevet et af 11 medlemmer af Colombias sandhedskommission, Comisión para el Esclarecimiento de la Verdad, la Convivencia y la No Repetición, der blev nedsat som en del af fredsaftalen mellem den colombianske regering og guerillagruppen FARC i 2016 for at dokumentere voldshandlinger og forbrydelser begået mod civilbefolkningen.

Mere end 220.000 mennesker er blevet dræbt i den årelange konflikt. Kommissionen estimerer, at otte millioner colombianere, godt en femtedel af befolkningen, er blevet ramt af konflikten. Størstedelen af disse fordi de er blevet fordrevet fra deres jorde og landsbyer.

Denne lørdag er det to år siden, at landet og den marxistiske guerillabevægelse FARC officielt gjorde en ende på 50 års fjendskab med en fredsaftale, og sandhedskommissionen har netop gennemført sine første afhøringer, fortæller Ángela Salazar.

Salazar er kommissionens eneste afrocolombianer. Hun blev indstillet af diverse NGO’er for sine bidrag til at dokumentere vold og overgreb mod hovedsageligt kvinder i 1980- og 90’erne. Gennem årene har hun indsamlet mere end 550 vidnesbyrd fra primært kvinder, der blev fordrevet, voldtaget eller holdt som slaver under konflikten.

»Eksemplerne er talløse,« siger hun.

Hendes øjne er grå og dybe. Monotomt fortæller hun om den ene sag efter den anden: En 14-årig kvinde blev voldtaget så voldsomt, at hendes kønsdele måtte rekonstrueres. En 65-årig kvinde blev overfaldet og misbrugt, mens hun havde sit toårige barnebarn ved sin side. En 17-årig kvinde stod og ventede på bussen, men hun blev voldtaget til døde, inden den kom.

»Men,« fortsætter hun: »Det er ikke kun ofrenes sandhed, der skal frem. Forskellen fra min dokumentation og sandhedskommissionens arbejde er, at gerningsmændenes sandhed også skal frem og dokumenteres.«

– Hvorfor er det vigtigt at høre gerningsmændenes udlægning?

»Sandheden fortalt af gerningsmændene er mindst lige så vigtig som sandheden fortalt af ofrene. Det glemte man med Holocaust i Tyskland. Her hørte man mest ofrene og ikke de enkelte soldater. Hvis ofrene virkelig skal forstå, hvad der er sket mod dem, må de også forstå dem, der gjorde det, og ikke mindst hvorfor de gjorde det.«

»Ofrene skal forstå, at de er uskyldige ofre uden at falde ned i en offerrolle – for de skal også være med til at forme freden,« siger Ángela Salazar.

Skrøbelig fred

Underskrivelsen af fredsaftalen i 2016 var kontroversiel. Kort forinden havde et flertal af den colombianske befolkning stemt nej til aftalen ved en folkeafstemning. Nej-kampagnen blev dengang ledet af det konservative Centro Democrático og samme parti genvandt i år regeringsmagten med præsident Iván Duque i spidsen, hvorfor debatten om fredsaftalen blussede op igen.

Diskussionen drejer sig blandt andet om sandhedskommissionen og den særligt oprettede Domstol for Fred (JEP). Først blev finansieringen af kommissionens arbejde mindsket betydeligt. Så gik afhøringerne af militærets generaler fra at være obligatoriske til at blive frivillige. Og senest har modstandere af fredsaftalen foreslået at opdele retsopgøret, så kun tidligere FARC-soldater skal stilles for JEP, mens statens soldater skal for en intern militærdomstol.

Samtidig fortsætter kampene i landet mellem hæren, paramilitære grupper, tilbageværende guerillabevægelser og FARC-dissidenter, der har forkastet fredsaftalen. Siden fredsaftalen er der således blevet rapporteret om mere end 4.000 angreb mod civile.

Norsk Flygtningehjælp i Colombia vurderer, at halvdelen af colombianerne, der lever i landdistrikterne i dag, fortsat er udsat for voldelige overgreb og krigshandlinger.

Salazar anerkender, at arbejdsbetingelserne er blevet dårligere, efter Duque-regeringen er trådt til, men hun frygter ikke for kommissionens fortsatte eksistens. Den internationale bevågenhed og presset for, at fredsprocessen skal lykkes, er for stort, vurderer hun. Det største problem er, at regeringens åbenlyse forsvar af militæret kan skygge for de overgreb, militæret begik i den årelange konflikt.

– Som situationen er nu, er Colombia så overhovedet klar til at finde en sandhed og sætte et punktum for borgerkrigen?

»Selvfølgelig kompliceres processen, fordi der er så mange interesser og bevæbnede grupper, der hver især forsøger at sælge netop deres narrativ til befolkningen. Jeg ved godt, at konflikten ikke er ovre, men der er færre, der dør i dag end tidligere, og på den måde har fredsaftalen skabt et momentum for at komme sandheden nærmere. Derfor er det ikke for tidligt, for ethvert vidneudsagn bidrager med sin egen værdi.«

Et puslespil

De mange fortællinger og vidneudsagn gør, at Ángela Salazar kalder det umuligt at tale om en definitiv sandhed. Hun mener, at ethvert vidne har sin egen oplevelse og udlægning af sandheden. Vidnesbyrdene er puslespilsbrikker, der hver især skal bidrage til at forme sandheden og anerkende ofrene.

»Kvinden i byens oplevelse vil adskille sig fra kvinden fra landets. På samme måde vil den variere på tværs af køn og landets regioner. Sandheden rummer mange dele. Den rummer massakrer, slaveri, seksuel vold, unge mænd der blev tvunget i krig, oprindelige folk, der blev fordrevet fra deres land og jaget ind i byerne, hvor de mistede deres kultur og identitet. Alt skal inkluderes.«

– I har ingen hjemmel til at dømme, og I må ikke overdrage vidneudsagnene til JEP, så de kan retsforfølge eventuelle forbrydelser. Hvad er sandheden værd, hvis den afslører forbrydelser, der ikke kan straffes?

»Mange tror, at retfærdighed sker fyldest med straf. Jeg har talt med hundredvis af ofre for denne konflikt, og for dem handler det ikke om at straf. Det handler derimod om at få anerkendt de overgreb, de var udsat for. At høre sandheden skaber heling i sig selv.«

– Hvordan vil I sikre, at også gerningsmændene kommer med deres vidneudsagn, når det er frivilligt?

»Det kommer til at tage tid, men jeg tror på, at når først sandheden begynder at flyde, så står alle frem … lidt efter lidt.«

– Og hvad hvis de ikke gør?

»Hvis sandheden ikke bliver fortalt, og lidelsen dermed ikke begribes af alle i landet, så vil volden fortsætte. Tavsheden skal brydes, for ellers ender Colombia, hvor det stod før,« siger Ángela Salazar.

Sandhedskommissionens arbejde er sat til at vare i tre år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Svensson
  • Eva Schwanenflügel
Morten Svensson og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu