Baggrund
Læsetid: 8 min.

Er Tyskland klar til endnu en kvindelig kansler?

Merkels afsked som CDU-chef har skabt positioneringskampe i hele det tyske politiske spektrum og internt i CDU, hvor ballet nu er åbnet mellem den kvindelige mini-Merkel og den mandlige anti-Merkel. Det handler om magtpolitik og demografi – og køn
Det ville være forkert at reducere kampen mellem Friedrich Merz og Annegret Kramp-Karrenbauer til en kønskamp. Sådan ser partiet det heller ikke. Men det er sandt, at der fortsat projiceres noget kvindeligt ind i en værdimæssig liberalisering af CDU, siger tysk politolog.

Det ville være forkert at reducere kampen mellem Friedrich Merz og Annegret Kramp-Karrenbauer til en kønskamp. Sådan ser partiet det heller ikke. Men det er sandt, at der fortsat projiceres noget kvindeligt ind i en værdimæssig liberalisering af CDU, siger tysk politolog.

Kay Nietfeld/Ritzau Scanpix

Udland
17. november 2018

Det er sjældent, at Angela Merkel virker ubehjælpelig i interview. Men det enkle spørgsmål »Ser du dig selv som feminist« hylede hende kort ud af den ved kvindetopmødet Women 20 Summit i 2017. Hun endte med et klart:

»Nej. De fjer vil jeg ikke smykke mig i.«

Rigtige feminister har kæmpet en hård kamp for kvinders rettigheder. Det har hun ikke, mente Merkel. Hun er bare en tilfældigvis kvindelig politiker, der er kommet temmelig langt.

I denne uge var Merkel mere offensiv. Ved fejringen af 100-året for kvinders valgret i Tyskland talte hun pludeslig for kvindekvoter – med den tilføjelse, at naturlig lighed mellem mænd og kvinder skal være målet.

»Én svale gør ingen sommer,« lød det fra Merkel.

»Det faktum, at jeg findes, må ikke blive et alibi.«

Det kan udlægges som en generel opfordring til at få flere kvinder til tops. Eller mere konkret: Selv om Merkel har været kansler i 13 år, kan den næste kansler sagtens blive en kvinde. Merkels yndlingskandidat, Annegret Kramp-Karrenbauer (AKK), kan altså lige så godt blive ny CDU-leder og kanslerkandidat som den mest udsigtsrige modkandidat, Friedrich Merz.

Før Merkel var der heller ingen, der ville være kommet på den modsatte logik: At en mand ikke skulle følge en mand.

Det gælder også i den nuværende forbundsdag, hvor der p.t. sidder bare 30 procent kvinder. I CDU/CSU ser det endnu værre ud. Selv om partiet siden 2014 har kæmpet for at blive »mere ungt, mere mangfoldigt, mere kvindeligt«, sidder der kun 49 kvinder på søsterpartiernes 247 sæder i forbundsdagen.

Mandeknuser Merkel

Der Spiegel har i denne uge betegnet Merkel som »feminist mod sin vilje«.

»Merkels kanslerskab har i politikkens verden forandret forholdet mellem kønnene, måske mere end feminisme og kvindekvoter tilsammen,« mener Spiegels Christiane Hoffmann. Hun kan opremse, at både Merkels kontorchef, kommunikationschef og tre ud af fire statsministre i kansleramtet er kvinder, mens halvdelen af CDU’s ministre er kvinder.

»Bag det udvalg gemmer sig ikke noget feministisk program, men blot det princip, som i århundreder har holdt mænd i førertrøjen: opretholdelse af egen magt.«

Den udlægning er Ursula Münch enig i. Hun er professor i politologi og har fulgt spørgsmålet om kvinder i tysk politik siden genforeningen, hvor Merkel blev kvindeminister under Kohl. Senere har hun oplevet, hvordan Merkel holdt partiinterne modstandere som Wolfgang Schäuble, Roland Koch og selvsamme Friedrich Merz nede.

Hun har set Merkel udradere socialdemokratiske kanslerkandidater som Peer Steinbrück og Martin Schulz. Og hun har set, hvordan Merkel har kæmpet indædt med sin plageånd, CSU-leder og indenrigsminister Horst Seehofer, der ligesom Merkel nu også nødtvungent har meldt sin afsked som partiformand.

»Merkels ry som mandeknuser handler om, at hun langt overvejende har med mandlige modstandere at gøre, og at hun i sin høje position selvfølgelig har mange lig i lasten. Men Merkel tænker ikke selv i kategorien ’mænd/kvinder’,« siger Ursula Münch.

»Når det er sagt, så plejer hun over for vælgerne de stereotyper, som hun tilskrives: At hun som den rolige, moderlige, seje kvinde tager selv de værste macholedere som Erdogan, Trump og Putin helt uimponeret,« siger Ursula Münch og opremser øgenavne som ’Kohls pige’, ’Mutti’ og ’den østtyske fysikerinde’.

»Merkels mandlige modstandere har faktisk gjort hende en tjeneste med disse stereotyper.«

Mini-Merkel eller anti-Merkel

Når eventyrlige 1.001 delegerede mødes til partimøde i Hamborg i december, står valget til ny partileder ifølge pressens øgenavne mellem mini-Merkel (AKK) og anti-Merkel (Merz). Merkel har selv fremmet den garvede magtpolitiker AKK ved at hive hende ind fra posten som Saarlands ministerpræsident og gøre hende til ny generalsekretær i CDU.

Merz har Merkel derimod indirekte skubbet helt ud af tysk politik ved at holde ham fra magtfadet, da han var gruppeformand og næstformand i CDU i 2000-2004. Der kan derfor tolkes masser af følelser – og kønskamp – ind i hans politiske comeback efter et årti i finansverdenen.

Indholdsmæssigt gav kandidaterne torsdag i Lübeck en smagsprøve på sig selv ved den første af otte regionalkonferencer for partiets bagland i en slags publikumsstyret talkshow, hvor Merz gjorde sig umage for ikke at havne i rollen som Merkels nemesis, mens AKK gjorde sig umage for ikke at ligne Merkels forlængede arm.

Der blev bl.a. diskuteret international politik, miljøpolitik og digitalisering, men helt centralt stod migration og kulturel identitet – et område hvor Merz med lov og orden-retorik og diskutable sætninger som »vi er ikke et multikulturelt land« selvsikkert lovede at »halvere AfD«.

Det udløste bragende bifald i salen, hvor de nye vinde virkede yderst kærkomne efter 18 år med Merkel som partileder.

AKK talte i mere forsigtige toner om »kulturel selvsikkerhed«, og hun betonede ligesom Merz også både partiets kristelige og liberale rødder, og at det i Tyskland bør handle om, hvad mennesker yder, og ikke om hvor de kommer fra. Indholdsmæssigt mindede kandidaterne i sidste ende så meget om hinanden, at de endda helt afviste at svare på det sidste spørgsmål fra salen: Hvad er forskellen på jer?

»At Merkel forsøger at køre en kvinde i stilling, som har mange ligheder med hende selv, kan give bagslag i et parti, der efter et så langt formandskab længes efter noget nyt. Men man skal ikke undervurdere Kramp-Karrenbauers evner og position i partiet,« siger politologen Ursula Münch.

»Det ville være forkert at reducere kampen mellem Merz og Kramp-Karrenbauer til en kønskamp. Sådan ser partiet det heller ikke. Men det er sandt, at der fortsat projiceres noget kvindeligt ind i en værdimæssig liberalisering af CDU. Derfor udråbes Merz måske også længere til højre, end han egentlig er – for at tydeliggøre en forskel til Kramp-Karrenbauer og Merkel-æraen og imødekomme længslen efter et mere konservativt CDU.«

Konservativt, ikke maskulint

Fra det minut, hvor Merkel meddelte, at hun dropper formandsposten, begyndte positioneringskampen ikke bare i CDU, men i hele det tyske partilandskab fra AfD over FDP og De Grønne til regeringspartneren SPD.

Ud over Merkels overlevelse som kansler er det helt store spørgsmål, hvor meget CDU/CSU vil rykke tilbage mod højre – og hvor højre ligger på spørgsmål i liberalisering, globalisering og Europa. Kun i migrationspolitikken virker det entydigt.

Set med kønsbriller er CDU – trods de mange kvinder i førende positioner og et godt tag i de kvindelige vælgere – fortsat et mandligt præget parti.

Merkel har heller ikke ført en decideret kvindelig politik. Hun har bl.a. holdt fast i skattemodellen med ’ægteskabsdeling’, der privilegerer par, hvor den ene – typisk manden – tjener markant mere end den anden. Selv i pensionsalderen gør det tyske kvinder langt mere afhængige deres mænd end omvendt.

På den anden side har partiets kvindeforbund Frauen-Union gennemtrumfet højere pensioner til husmødre og kvindekvoter i partiet. Men selv om Frauen-Union socialpolitisk er midtsøgende, er de værdimæssigt konservative og kristeligt prægede i spørgsmål som abort og stamcelleforskning.

Hvad Merkels skæbnespørgsmål, flygtningepolitikken, angår, vil stort set hele partiet med Ursula Münchs ord derimod undgå, at Merkel skulle efterlade den misforståede arv, at en åben flygtningepolitik skulle være noget særligt kvindeligt – eller at værdikonservatisme skulle være noget maskulint.

Det kunne godt nok hjælpe Merz til tops, men det vil ikke hjælpe CDU/CSU som et bredt folkeparti.

Grønt – og kvindeligt?

Monika Grütters, der er statssekretær for kultur og leder af Berlins CDU, ser mere konkret på kønsspørgsmålet.

»Hvis vi vælger en mand, når Merkel fratræder, så vil vi miste alle de unge kvindelige vælgere, som vi i de seneste år møjsommeligt har samlet – formentlig til De Grønne,« har avisen Die ZEIT citeret Grütters for at sige.

Den frygt kan Ursula Münch godt forstå, men hun betoner igen, at hverken mænd eller kvinder udgør et eget segment, og at kønsspørgsmålet handler om tendenser og marginaler, ikke om enten-eller.

»I Tyskland ligger over 75 procent af vælgerne stadig i midterspektret. Ved delstatsvalgene i Hessen og Bayern (i oktober, red.) så CDU og CSU, at når de prøver at erobre land mod højre og tage stemmer fra AfD, så taber de liberale vælgere på midten, ikke mindst til De Grønne,« siger hun.

Ved begge valg havnede AfD omkring ti procent, mens De Grønne scorede omkring 20 procent. På forbundsplan ligger De Grønne for tiden endda til helt op til 24 procent. Ved delstatsvalget i Bayern stemte markant flere kvinder end mænd på De Grønne, og ved valget i Hessen ville De Grønne ligefrem være det største parti, hvis kun kvindernes stemmer havde talt.

»De Grønne er på mange områder et kvindeligt parti, og de har den største andel af kvindelige medlemmer blandt de tyske partier. Men igen: det handler kun om et vist udsnit af de kvindelige vælgere. Det er tendentielt et storbyparti for veluddannede og ikkereligiøse,« siger Ursula Münch.

»Det handler altså langt mere om demografi og sociale spørgsmål end om køn.«

På forbundsplan har det grønne pres fra midten pludselig fået Friedrich Merz til at flirte strategisk med De Grønne og kalde dem for »meget borgerlige« og »regeringsduelige«. Det er ikke en hemmelighed, at De Grønne gerne vil i regering, men helst efter et hurtigt nyvalg, hvor de som Tysklands nye centrum-venstre-parti kan få udbetalt deres yppige meningsmålinger i langt flere sæder i forbundsdagen.

Ikke bare bitre mænd

Hvor det er lykkedes De Grønne at gøre sig selv til en antipopulistisk og proeuropæisk modpol til AfD og højrefløjen i CDU/CSU – herunder ikke mindst Horst Seehofer – kan bevægelsen mod højre i CDU/CSU blive farlig for AfD.

Partiets leder, Alexander Gauland, har ærligt, men også taktisk udtalt, at den tredje, men mindst sandsynlige CDU-kandidat Jens Spahn er en »ubehagelig modstander«. Underforstået: Vi er ikke bange for Freidrich Merz. Det er der ellers god grund til, mener Ursula Münch, der omvendt ikke ser for sig, at AKK som Merkel-efterfølger vil tage lige så mange AfD-stemmer tilbage.

»Når CDU/CSU efter formandsvalget skal finde sin retning, vil de have i baghovedet, at der i 2019 er tre delstatsvalg i Østtyskland. Uanset hvem der er formand, vil et for åbent og integrationsoptimistisk verdensbillede drive endnu flere vælgere i øst mod AfD.«

Hvad AfD’s fortsatte succes i øst angår, er Ursula Münchs pointe her den samme som ved De Grønne – med omvendte fortegn: Det handler ikke bare om bitre og globaliseringsængstelige mænd, men i langt højere grad om demografiske årsager samt historiske og sociale faktorer i det tidligere DDR.

Maskulint sammenhold

For regeringspartneren SPD, som har lidt suverænt hårdest under Merkels midtsøgende og ofte socialdemokratiske politik, vil CDU’s kommende retning også få konsekvenser.

I et forsøg på at gøre noget ved de miserable meningsmålinger på helt ned til 13 procent har SPD i denne uge meldt ud, at partiet – ligesom De Grønne – vil gøre op med Hartz IV-systemet, altså det tyske kontanthjælpssystem, som de selv indførte under Gerhard Schröder.

Men de store sværdslag er udskudt til midt i december, hvor Merkels efterfølger er valgt. Selv regeringspartneren SPD vil altså reagere og positionere sig med en klarere socialdemokratisk profil i forhold til, hvem der bliver ny CDU-leder.

Der Spiegels Christiane Hoffmann sætter valget stejlt op: Friedrich Merz, kan – forsmået, som han er af Merkels succes – mætte partiets »længsel efter en forgangen tid præget af maskulint sammenhold (…) Netop Merz, en mand af i går, bliver til indbegrebet af de nye tider i CDU/CSU. Kramp-Karrenbauer, kvinden, står derimod for kontinuitet. Måske kan man betragte det som et fremskridt«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her