Læsetid: 7 min.

USA er tilbage i Mellemøsten – nu som før handler det ikke om politik, men om olie

Formålet med Donald Trumps forbrødring med Saudi-Arabien og undsigelse af atomaftalen med Iran er at blokere iranernes adgang til Middelhavet og at skubbe Iran og Qatar ud af det globale energimarked
Som USA’s stedfortrædende landstyrke har YPG fordrevet IS fra Deir ez-Zor-provinsen med al-Omar oliefeltet (billedet), der producerer mere end halvdelen af Syriens råolie. 

Som USA’s stedfortrædende landstyrke har YPG fordrevet IS fra Deir ez-Zor-provinsen med al-Omar oliefeltet (billedet), der producerer mere end halvdelen af Syriens råolie. 

Hamid Khatib / Ritzau Scanpix

19. november 2018

Det var lidt af en nyhed, da en amerikansk diplomat fra Washington efter et besøg i Ankara i forrige uge udlovede en dusør på sammenlagt 12 millioner dollar til enhver, der bidrager til »identifikation eller lokalisering« af tre PKK-kommandanter, heraf den organisatoriske chef, Murat Karayilan.

Det vil falde de færreste svært. De tre er kendt i den tyrkiske offentlighed – både fra pressemøder i deres guerillalejre og den tyrkiske efterretningstjeneste (MIT) har givetvis styr på deres opholdssteder helt ned til, hvor de går på toilettet.

Ankara har helt korrekt aflæst den udlovede dusør som en advarsel, der er camoufleret som en tillidsskabende gestus. Det er et signal om, at USA – efter Obama-periodens tilbagetrækning fra rollen som Mellemøstens politibetjent – er tilbage som magtfaktor, der skal tages bogstaveligt.

Ganske vist tweetede Donald Trump tilbage i marts, at de 2.200 amerikanske specialtropper i Syrien »meget snart« ville blive trukket hjem, men det blev omgående dementeret af Udenrigsministeriet, der erklærede at styrken bliver til 2021.

Det blev også skudt ned af Pentagon og af Trumps sikkerhedsrådgiver, John Bolton. Bolton udtrykte håb om, at USA forbliver i Syrien »til den sidste iranske militante« er ude af landet – hvormed han afdækkede det egentlige formål med USA’s fortsatte militære tilstedeværelse nu, hvor Islamisk Stat ikke længere er en påtrængende trussel: Inddæmningen af Iran.

Iran er grunden til, at amerikanerne bliver i Syrien med de problemer, det afstedkommer i forhold til det NATO-allierede Tyrkiet. Dusørfinten er set fra Ankara latterlig: Den foregiver på den ene side at udvise solidaritet med Tyrkiets kamp mod PKK (den tyrkisk-kurdiske separatistbevægelse, som er på diverse terrorlister, red.). Men på den anden side advares Tyrkiet mod at angribe PKK’s syrisk-kurdiske filial, YPG-militsen, der også sværger troskab til den fængslede PKK-leder, Abdullah Öcalan.

YPG – der står for Folkets Beskyttelsesenhed – blev etableret af PKK i 2012. Og militsens politiske arm, PYD – der står for Demokratisk Unions Parti – blev dannet af PKK tilbage i 2002. I 2015 blev YPG som den mest slagkraftige milits i det nordlige Syrien hyret af USA til at nedkæmpe Islamisk Stat, der stadig kontrollerer lommer i det nordøstlige Syrien og Iraks Anbar-provins.

YPG er rent formelt en del af en multietnisk styrke SDF – Syrian Democratic Forces – der er finansieret og bevæbnet af Saudi-Arabien og USA, og som består af både arabere, turkmenere og kurdere. I realiteten udgør de kurdiske militante styrkens tyngdepunkt og ledes af YPG-kommandanter i tæt samklang med de amerikanske specialtropper.

For Ankara er alle kurdere ens

Set fra Ankara er der altså ingen forskel på PKK og YPG-PYD. De er alle sammen terrorister, og den tyrkiske bekymring er, at borgerkrigen i Syrien ender med, at de PKK-relaterede syriske kurdere etablerer et autonomt bælte langs hele Tyrkiets grænse til Syrien. I forvejen kontrollerer irakiske kurdere grænsen til Irak.

Perspektivet er altså kurdisk kontrol med Tyrkiets sydgrænse fra Middelhavet til Iran. Perspektivet i Washington er, at de amerikanskstøttede kurdere forhindrer Iran i at etablere en korridor fra Teheran til Middelhavet, der vil være en trussel mod Israel – Trumps mest trofaste allierede i Mellemøsten.

I det spil er Tyrkiet i klemme, og Ankara reagerede i marts med en militær intervention i den kurdisk-syriske Afrin-provins – efter aftale med Rusland, der havde tropper i området. Efter Afrin-operationen accepterede tyrkerne et amerikansk krav om at holde sig vest for Eufrat-floden. Tyrkernes betingelse var, at YPG-PYD forblev i de kurdiske enklaver øst for floden. Det gjorde de ikke.

Det nye – og i øvrigt atypiske for kurdere, der plejer at holde sig til forsvar af egne områder – er YPG’s åbenlyse ekspansion i traditionelt arabisk område. Som USA’s stedfortrædende landstyrke har YPG fordrevet IS fra Deir a-Zor-provinsen med al-Omar oliefeltet, der producerer mere end halvdelen af Syriens råolie. Og de er blevet i de erobrede oliefelter såvel som i byerne Manbij og Raqqa trods tyrkiske protester, men i ly af deres amerikanske forbundsfæller og arbejdsgivere.

Resultatet er at YPG kontrollerer store arabiske områder vest for Eufrat stik imod den indgåede tyrkisk-amerikanske aftale. Det dilemma blev søgt delvist løst med en aftale om evakuering af YPG fra Manbij og fælles tyrkisk-amerikansk patruljering i byen. Patruljeringen blev dog først iværksat efter at tyrkisk artilleri i slutningen af oktober bombede syrisk-kurdiske stillinger og byer, herunder provinshovedstaden Kobane.

Siden har Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan i flere taler bebudet en ny militæroffensiv mod de kurdiske enklaver øst for Eufrat for at banke YPG på plads – og efter hver tale har amerikanerne reageret i solidaritet med YPG. I forvisning om at Tyrkiet ikke vover at angribe amerikanske enheder, etablerer USA’ specialtropper en fælles patruljering med YPG langs den tyrkiske grænse. Altså et klart signal til Ankara om at holde sig på måtten. Hidtil er det da også blevet ved teatertorden.

’Ondskabens centrifuge’

Men under dette næsten farceagtige kat og mus-spil gemmer sig konkrete modsætninger: Ankara anser kurdisk separatisme som en eksistentiel trussel, i lige så høj grad som USA ser Islamisk Stat som en trussel. Men med Trump i Det Hvide Hus er trusselbilledet udvidet. Amerikanerne har nu blikket fæstnet på Iran som »et kraftcenter i ondskabens centrifuge«, som terrorforsker Lars Erslev Andersen skriver i tidsskriftet Ræson.

USA’s fortsatte militære tilstedeværelse i det nordlige Syrien, der har givet de syriske kurdere håb om et autonomt – eller selvstændigt – kurdisk landområde, handler ikke om kærlighed til kurderne. Det handler derimod om at blokere Irans adgang til Middelhavet via det shiitisk styrede Irak over Bashar al-Assads alawitiske Syrien til det Hizbollah-dominerede Libanon på Israels nordgrænse. Hvilket også belyser vedholdende forlydender om israelsk og saudiarabisk polstring af de syriske kurdere – og af PKK – militært og finansielt.

Trumps tilbagerulning af Obamas (og EU’s og FN’s) atomaftale med Iran, der indebar en gradvis iransk adgang til det internationale energimarked og finansielle system, har etableret en ny front i Mellemøsten. USA er tilbage i rollen som Irans store Satan, allieret med Saudi-Arabien og Israel i bestræbelsen på at underminere Irans regionale indflydelse og økonomi med det formål i den sidste ende at fremtvinge et regimeskifte i Teheran og at få Iran ud af Syrien.

Det spektakulære mord på den saudiske journalist og diplomat Jamal Khashoggi har momentvis forstyrret idyllen med et amerikansk krav om ophør af de saudiske bombardementer i Yemen. Dette blev effektueret torsdag, men der er ikke tale om nogen afgørende misstemning, og den amerikansk-saudisk-israelske forbrødring støttes som hidtil af Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater og Egypten.

Over for denne front står Iran alene, kun med betinget støtte fra Rusland og NATO-medlemmet Tyrkiet, der er afhængig af iransk olie- og gasleverancer. I anden række er Qatar og Libanon på Irans side, og i et geled – der ikke lader sig definere entydigt – står EU, der er imod opsigelsen af atomaftalen og som har overvejelser om at etablere både en særlig finansiel mekanisme, der tillader handel med Iran, og dannelsen af egen forsvarsalliance.

Men trods EU’s skepsis over for Trump, kan hverken Rusland eller Tyrkiet regne med støtte i Bruxelles, heller ikke selv om de i øvrigt er på talefod om problemer af fælles interesse. Dette blev eksempelvis demonstreret på et topmøde i september i Istanbul, hvor Vladimir Putin, Emmanuel Macron, Angela Merkel og Recep Tayyip Erdogan drøftede Syriens fremtid. USA var ikke inviteret, men det korte af det lange er, at amerikanerne ikke desto mindre har initiativet.

Den økonomiske vinkel

Stemplingen af Iran som roden til alt ondt med deraf følgende straffeaktioner har også – og især – en økonomisk vinkel. Iranerne har udadtil forsikret, at de vil opretholde en reduceret, men dog profitabel olieproduktion på trods af de amerikanske sanktioner, der lige om et øjeblik vælter ind over dem. Iranernes argument er, at olieprisen vil stige voldsomt uden det iranske input til det globale marked, men det holder næppe.

Ifølge en interessant artikel af tidligere departementschef i udenrigsministeriet Jørgen Ørstrøm Møller i det seneste nummer af tidsskriftet Udenrigs er USA’s olieproduktion i perioden 2005-15 tredoblet med den såkaldte frackingteknologi, og i 2028 vil USA fra at være verdens tredjestørste importør af energi og være nettoeksportør af olie.

Samtidig er amerikanerne fra i år nettoeksportør af flydende naturgas (LNG). Udbuddet af fossil energi vil således eksplodere, hvis den iranske olie og naturgas – der udgør henholdsvis 10 og 18 procent af de globale reserver – også er på markedet. Hvis priserne ikke skal dykke katastrofalt, skal nogle spillere presses ud af markedet, hvilket kan forklare Trumps beslutning om at genoptage den internationale isolering af Iran. Ligeså kaster det lys over Saudi-Arabiens blokade i juni 2017 af den lille naboemirat Qatar, der er en af verdens førende eksportører af LNG og deler Pars-gasfeltet i Den Persiske Golf med Iran.

Ifølge Jørgen Ørstrøm Møller var formålet med Trumps første udlandsrejse som præsident i 2017, der gik til Saudi-Arabien og Israel, ud over at sælge våben til saudierne at handle en aftale af, der deler fremtidens energimarked mellem USA og Saudi-Arabien. Amerikanerne bliver storeksportør af LNG og Saudi-Arabien bevarer førerstillingen på det globale oliemarked, hvilket vil sikre stabile priser.

Fremtidens kunde til den amerikanske naturgas er Kina, som Trump indgik en salgsaftale med til 150 milliarder dollar, da han var i Beijing i november 2017. Kinas import af naturgas fra USA blev således tredoblet sidste år, men kineserne importerer fortsat mest LNG fra Qatar og Australien. Om det ændrer sig vil afhænge af, om der udbryder en egentlig handelskrig mellem USA og Kina. Der kan ligningen, skriver Jørgen Østrøm Møller, være, at »enten får USA adgang til det kinesiske gasmarked, men ingen større handelskrig, eller USA starter en handelskrig og forskertser muligheden for at sælge gas til Kina«. Men det er en helt anden historie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
  • Runa Lystlund
  • Anders Graae
  • Olaf Tehrani
  • Eva Schwanenflügel
  • Johnny Christiansen
  • Stig Bøg
Erik Karlsen, Runa Lystlund, Anders Graae, Olaf Tehrani, Eva Schwanenflügel, Johnny Christiansen og Stig Bøg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Clausen

USA's interesse i mellemøsten har aldrig haft en anden tilgang end at sikre USA billig adgang til olie. I det heletaget har USA's interesse i at være "verdens politimand" aldrig haft andet formål end at beskytte USA's interesser verden over. Dette gælder også USA's millitære tilstedeværelse i Europa siden afslutningen af den anden verdenskrig og den efterfølgende økonomiske indsprøjtning, Marshallplanen. Det er ikke ubegrundet, at Macron tale for en EU hær, hvis formål det er at beskytte EU mod Rusland, Kina. Og USA. Alt andet ville være naivt.

Søren Bro, Per Torbensen og Anders Graae anbefalede denne kommentar
Jørgen Clausen

- Iran og Qatar kan så trøste sig med, at kineserne sikkert hellere end gerne køber al den olie USA ikke vil have. På godt og ondt.

USA er tilbage! Godt for Mellemøsten. Trump har aldrig lagt skjul på at han er FOR tortur. Han har endda ansat tidligere torturfunktionær Gina Haspel til at lede CIA. Så mens vi i Europa diskuterer hvor humanistiske vi egentlig er (er vi på en nier eller er vi oppe på en tier!), har amerikanerne formentlig allerede via hemmelig rettergang igangsat torturprocedurer der går ud over hvad Bush kunne få sig selv til. Det sætter Trumps largeness med hensyn til den saudiske kronprins og hele Khashoggi-sagen i relief. Samtidigt hører vi meget små pip om at dronerne derned kræver helt ufattelig mange civile dødsofre. Det hele alt imens man på den amerikanske hjemmefront diskuterer glam-journalisten Jim Acosta. For stakkels Mellemøstens vedkommende skal man passe på hvad man ønsker sig...

Touhami Bennour

Intet er gået tabt, intet er skabt, alt bare bliver forvandlet ( frit oversat fra Lavoisier: (rien ne se perd, rien ne se crée, tout se transforme) "Bevarelsen af materie".

Ved første syn ser det ud, at den magt USA har følger ikke bevarelsen af målet, men kun på kort sigt, på langt sig holder den ikke. Der har været store udskerjelse og vildfarelser fra mange arabiske polititikers side, der endte med en fuldstændig galhandling. Galskab sammenblandes mod en drøm om iverksætte et diktatur i de arabiske lande. Den plan slog fejl totalt. Hvis man hører om hvad arabere taler, får man det indtryk at de har forstået begivinhedens betydning. Det drejer sig om en kamp som bekyndte i 2011 ved det "arabiske forår" . Mange brikker har flyttet plads: Saudi Arabien bevarer måske tilknytning ti USA men tilknytning til arabere tabes. Saudier bliver som "El Salvador" dengang for USA. men beholder de navnet Saudi Artabien?
Det tror jeg ikke på.

"Amerikanerne bliver storeksportør af LNG" - og Europa bider allerede godt til bolle. Nok kan vi ikke fordrage Rumpf, men hans gas vil vi da gerne have. Polen er - som det lydland, det jo er - ved at indrette en LNG-terminal i Swinoucjie, og da Juncker nylig var i USA aftalte han, at der skulle etableres flere modtageterminaler i EU, bl.a. Holland, Belgien. m.fl.